All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14016Visninger
AA

3. Chapter 1.

 


Et lille smil rammer hurtigt mine læber, da mit vækkeur ringer og jeg lader hurtigt mine fødder springe ud over sengen. Jeg tager hurtigt fat i morgenkåben, inden jeg går ind i mit klædeskab. Far og mor, havde sørget for, at jeg fik et walk in closet, fordi jeg er en pige og har behovet for det.
Jeg finder hurtigt nogle lårkorte shorts på, som er højtajlede og jeg putter min sorte top ned i, så den ikke hænger ud over shortsne. Jeg finder den hvide skjorte og tager den på, inden jeg lukker shortnes kant omkring skjorten, så den også er nede i shortsne. Et tilfreds smil rammer mine læber, men en ting mangler og det er skoene. Jeg trykker på en knap (Det er det smarte, mine smykker og sko ligger i skuffer eller rulle reoler, så jeg skal trykke på en fjernbetjening og det kommer frem). Jeg finder hurtigt et par fine stiletter som passer til, eller stiletter er det nu ikke, men mere sandaler. Jeg trykker på en anden knap og mine smykker kommer frem.
Da jeg er dresset op, vælger jeg at gå ud på mit eget badeværelse, som jeg så deler med Waldemar. Totalt skønt! Mærk lige ironien der!
”Forhelvede Waldemar! Lær dog at banke på mand!” hvæsser jeg spydigt, da han bare træder ind på badeværelset.
”Jeg skal ligesom tisse! Behøver du at bruge 1000 år på make-uppen og håret?”
”ÅH JAAA, jeg er ligesom en pige… ikke” mumler jeg irriteret og skubber til ham, men det resultere bare i, at han skubber til mig og jeg forstår det ikke, for hvad har jeg gjort ham? Vi er jo bedstevenner, eller vi var.

Flashback:
Et grin forlader mine læber og jeg klasker ham kort på brystkassen, inden mine øjne kigger ind i hans grønne øjne og hans velkendte smiler huller dukker frem.
”Walde?” siger jeg en smule alvorligt og sætter mig i havfrue stilling. Han sætter sig stille op og kigger forventet på mig.
”Ja?”
”Lige meget hvad der sker, så vil vi altid være bedstevenner ikke?” jeg mærker lidt en tårer falde på min kind og tanken om at starte, starte på High School gør mig nervøs. Vi har altid lært mors historie og lært om hvordan vi skal være og ikke være, når vi starter. Bare tanken om, at vores mor døde og alligevel overlevede, det gør ondt.
”Jaer, altid, vi jo søskende og du mit et og alt” siger han smilende og fjerner en tårer på min kind. Jeg ser bare lidt mere alvorligt på ham.
”Men, hvad med klikker…”
”Der bliver ikke klikker, vi sætter os sammen i pausen og sammen med Javadd & Luke” jeg nikker stille, men alligevel gør det mig nervøs. Javadd er så lækker og det er han, virkelig. Men han kan nå at blive populær også skubbes jeg væk og en eller anden, anden pige tager ham bare fra mig og den tanke bryder jeg mig ikke om.
”Kig på mig Pauline, lige meget hvad der sker, så er det du og jeg, mod resten af verden. For altid”.
Flashback slut.


Et suk forlader kort mine læber og jeg ser på Waldemar, jeg rynker kort med næsen, da et blot mærke kommer til på hans side, da han skal til at tage skjorten på. Hvorfor han altid klæder sig på herude, aner jeg ikke. Men sådan er han bare. Jeg ser bare lidt på ham.
”Hvad er der?” mumler han koldt og ser hårdt på mig.
”Intet”
”Når, så kig væk…”
”Walde?” jeg sukker bare og prøver at ligge make-up igen, men et hårdt skub rammer mig og min eyeliner rammer min kind. Det var da dråben! Hvad har jeg lige gjort ham! Jeg forstår det ikke!


 


Jeg er så træt af Pauline! Hun er virkelig blevet irriterende siden vi startede i high school.. Faktisk savner jeg hende lidt. Hun kunne altid få mig i godt humør dengang. Inden vi startede i high school lovede vi hinanden, at intet kunne skille os ad.. Og se hvor vi er nu! Så langt fra hinanden som muligt.
Da vi står derude på badeværelset bliver jeg vredere og vredere. Det ender med, at jeg med vilje skubber til Pauline, selvom jeg kan se hun er i gang med at lægge make-up, og hun er meget koncentreret.
Hun vender sig om og kigger på mig med det sygeste dræberblik.
”Hvad fanden har du gang i din abe?!” Raser hun og skubber til mig, indtil min ryg står op ad væggen. Jeg bliver faktisk ret bange for hende. Hun skubber til mig igen, selvom jeg ikke kan komme længere bagud.
”Se nu hvad du har gjort! DU HAR FULDSTÆNDIG ØDELAGT MIN MAKE-UP!” Jeg føler mig mindre og mindre som jeg står der, og Pauline der skriger af mig.
Heldigvis bliver jeg redet af vores mor, Jenny, der har hørt os.
”Hvad sker der her?” Spørger hun roligt og ser indtrængende på Pauline.
”Han ødelagde min make-up” Pauline faker nogle hulk og begraver sit hovedet i hænderne, bare for at få mors støtte.
”Det var ikke okay, men derfor skal du ikke råbe sådan af Walde – det er nemlig heller ikke okay” svarer Jenny pædagogisk, og et triumferende smil popper op på mine læber. Pauline skuler af mig, og jeg ved, hun tager sin hævn på skolen.

Efter far har kørt os i skole, noget han gør hver morgen, går jeg hurtigt hen ad gangen. Jeg vil bare væk fra Pauline. Jeg kom i den forkerte gruppe den første dag. Jeg er blevet stemplet som nørd, med mine briller. Det er faktisk ret meget Paulines skyld. Hun endte sammen med snobberne, der ikke brød sig om mig, og så førte det ene ligesom til det andet.. Heldigvis konfronterer Pauline ikke morgenens hændelser før klokken ringer, og jeg skynder mig ind i klassen.

Jeg løber, med tårer i øjnene ud på toilettet. Jeg hader Pauline. Hun havde straffet mig for det i morges. Hun og hendes veninder havde samlet sig om mig, efter alle andre havde sat sig ned i kantinen med deres frokost. Så havde hun skubbet mig op imod skabene og råbt af mig. Hun havde sagt, at jeg var et misfoster, at ingen gad mig, at jeg var en slapsvans og at jeg hørte til på Mars. Alle ordene ramte mig og gik lige i hjertet, for jeg holdt stadig af hende. Hun var stadig min bedste veninde og søster.

 

***


Jeg havde set Pauline gå amok på Waldemar i spisepausen. Jeg så også, de tårer Walde  havde i øjnene, da han løb mod toiletterne. Ville jeg gøre noget? Ja og nej. Han havde svigtet mig, ladet mig i stikken. Han havde været med i den skide pagt, der bare splittede os! Jeg var så sur på dem alle sammen. De efterlod mig. Jeg føler mig svigtet, efterladt og alene. Jeg havnede ikke i en klikke. Jeg blev den evige strejfer, der ikke kunne finde ud af ,hvor han hørte til. Det ville jeg ikke være, men der var ikke så meget at gøre ved det. Jeg kunne ikke gøre noget.
Jeg var ham alle frygtede at blive.

Da jeg kom hjem fra skole smed jeg mig i sengen. Jeg havde lyst til at græde, men tårerne ville ikke ud, så jeg lå bare og stirrede ud i luften.
Jeg hørte min far komme op ad trappen.
”Er der noget galt? Du virker så trist” sagde han bekymret. Jeg smilede, det var dejligt, med nogle forældre, der bekymrede sig om mig. Mit smil stivnede, da jeg kom til at tænke på mine første ti leveår. Min far havde stadig været medlem af One Direction, og de tournerede stadig hele verden. Eftersom min mor var model, havde hun heller ikke meget tid til mig, da jeg først kunne være alene hjemme uden at smadre det hele. Jeg lærte at lave mad, da jeg var otte, så behøvede mine forældre heller ikke bekymrer sig om, jeg fik aftensmad.
Mine tanker var blevet så beskæftiget, at jeg glemte at svare Louis. Først da han satte sig i sengen ved siden af mig og strøg mig over ryggen, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde svaret.
”Det’ fint far. Jeg er bare træt” mumlede jeg og blev liggende fuldstændig stille. Han godtog det og gik ud af rummet få sekunder efter med ordene:
”Bare sig til, hvis der noget, jeg er her til at hjælpe dig”
’Jeg er her til at hjælpe dig’. Hvad hvis jeg ikke behøvede hjælp? Hvad hvis det alligevel ikke ville hjælpe? Så var der ingen grund til at søge hjælpen. Så ville jeg bare var en belastende unge. Noget jeg ikke ville være.



***
 


Åh hvor jeg hadede det hele. Jeg hadet synet af Pauline og Mike stå sammen, enten i skolen eller væk fra skolen, det var det dummeste syn ever. Virkelig. Pauline og Mike! Det er så forkert, på så mange punkter, hun hører slet ikke sammen med ham, men med mig, har hun altid gjort, altid! Jeg tager et riv af min smøg, i mens mine øjne bare rammer på Pauline, som nu råsnaver Mike. Skolens angriber i fodbold og hun som skolens cheerleader, dog ikke lederen, det er en fra 3.g, hvilket Mike også hører til, hvilket Harry vil hade og det vil han med det samme gøre, hvis han finder ud af det.
Jeg lader bare blikket hvile på Pauline, hun er smuk, hendes flotte lange blonde hår og hendes krop. Hun er perfekt, på så mange punkter og alligevel ikke. Hun har skuffet mig, ikke kun mig, men også Waldemar, at mobbe sin egen bror, havde jeg aldrig set komme og slet ikke med Jennys baggrund, som hun kender alt til. Okay jeg skulle nødig snakke, med de ting jeg gør.
Men hvad skal jeg sige? Et barn uden forældre? Livet har ikke været let. De var der ikke for mig, men for Gabriel, ja der kunne de være der. Åh jeg hader Gabriel, han er så irriterende og provokerende! Han er den værste stodder jeg har mødt.

Jeg lader blikket vende rundt, da jeg ser Waldemar og han bliver ikke ladt alene, for inden længe dukker Mike op og hans venner, hvilket betyder tæsk og som altid, Pauline gør intet. Hun følger ikke med eller noget. Jeg fnyser irriteret og går frem fra mit skjul, ja jeg stalker dem, men hvordan skal jeg ellers se Pauline? Kan jeg ikke ellers.
Mit blik rammer kort på hende, inden jeg tager en sten op og kaster den i mod Mikes bil.
”Java…” jeg sender bare et koldt smil i mod Pauline og kaster endnu en sten på bilen.
”Heey Java! Hva så body, klar til Party?”
”Ofcurse Jay!” mit blik rammer hurtigt på Jay, min ene nye ven og ham der ville have jeg skulle sidde ved dem og jeg må sige, det her er anderledes og godt, jeg føler mig fri, jeg kan gøre hvad jeg vil!
Jeg mærker jeg bliver revet i armen og den samme følelse går ind i min krop, som den altid har gjort, når hun har rørt mig. Jeg drejer mig rundt og en hånd klaskes på min kind.
”Hvad fanden har du gang i Javadd!” før sagde hun kælenavnet og nu mit navn, ikke et godt tegn. Hendes håndslag ignorer jeg blot og ser koldt på hende.
”Åh hold da op snut, kan du ikke slå hårdere!? Men har dine små luder ben ikke lidt travlt og må løbe efter hendes mand, som skal tilfredsstilles?” Jay griner bare håndligt over mine ord, til Pauline og jeg modtager endnu et klask, men griber fat i hendes arm og skubber hende væk fra mig.
”Uh fars lille pige, er vidst blevet ret sur” griner Jay og jeg, inden vi bare forlader den lille tøseflok.

******************************************************************************************************
SÅ er vi godt igang!!! JAAA!:)
Vi synes lige, at der skulle være fra alle 4 vinkler, bare i første kapitel, så I kunne se lidt hvordan de hver og i sær har det !:)
Kan I mærke de drama der kommer!? For det kan vi!:)

- :-D! & Tikkinikki.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...