Remember only a day | 1D

Ikke at vide hvad der skete dagen før, ikke at kunne huske personer man har mødt, ikke at vide hvor man vågner op. Sådan er Carly Roses liv. Hver gang hun sover mister hun sin hukommelse, hun husker intet fra dagen før, eller dagen før den. Kun det hun notere til sig selv. Men alligevel falder den verdensberømte Harry Styles, for hendes uskyldige personlighed og den mystiske charme. Han ved dog ikke at hver gang de mødes, er han en fremmede for hende. Vil Harry finde ud af Carlys problem, selvom hun prøver at holde det hemmeligt? Vil Hun nogensinde huske normalt igen? Og vil Carly falde for Harry, igen, og igen, og igen? Følg med hvis du vil have svarene!

25Likes
14Kommentarer
1037Visninger
AA

4. Kapitel 3.

 


Tårerne er allerede på mine kinder og smerten er allerede ret stor. Det gør så ondt, jeg husker ikke noget og alt hvad jeg har set på åbenbart min pc, det siger mig intet og alligevel er det noget som jeg bør huske. Tænk at min egen bror, må gå i gennem det her og det er ikke kun en dag, en gang om ugen, en gang om måneden, en gang om året, nej det her, det er for altid. For altid skal han minde mig om alt og snakke med mig, det er frygteligt.
Bare jeg kunne huske og jeg ikke er endt som jeg er, kan ikke ha’ det. Det gør ondt. Husker idet mindste ting før ulykken og alt andet bagefter, gør jeg ikke, intet. Det skære lige ind i hjertet på mig. Kan ikke engang huske, min egen bedstemors begravelse eller min ene bedstefars, husker det ikke og det gør ondt, for ifølge mig, ja så bør de leve og det gør de ikke. Min hjerne er stadig tilbage, tilbage til før ulykken og kroppen er ikke, den er til efter ulykken, derfor giver intet mening. Intet.
Lige nu står jeg med en følelse, en følelse af had. Jeg hader mig selv, jeg hader mig selv for, at sætte mig ind i den bil, jeg hader mig selv for alt. For Alt!
Min familie er ødelagt, mine venner er ødelagt og alle nye mennesker, ja de er også ødelagt. Jeg har ødelagt alle og jeg kan kun bebrejde mig selv.
Hvis jeg aldrig havde sat mig ind og ville kører min nye bil, så ville intet været sket. Intet ville anderledes. Jeg ville kunne huske, jeg ville være jurastuderende, jeg ville kunne få venner, en kæreste og min bror, han behøvede ikke at passe på mig.
Men det er ligesom for sent, alt for sent. Jeg husker intet, intet. Eller jov, som sagt alt før den dag, alt før jeg ville kører mig en tur og alt endte bræt.
Men jeg burde være glad, burde jeg ikke? Jeg mener, jeg overlevede, jeg overlevede og det burde jeg ikke, jeg burde være død, eller det ville jeg ønske jeg var. Det er forfærdeligt, jeg husker ingen mennesker. Kun familien og dem før ulykken.
Faktisk, ja det er nok det værste, mine venner har droppet mig, for de kunne ikke magte mig og den smerte det indebærer. Jeg forstår dem godt, jeg ville også droppe mig selv, hvis jeg kunne. Hvem vil også holde et venskab kørende, med en handicappet tøs, som intet kan huske?? Okay, måske er jeg ikke handicappet, men jeg husker intet, kun fortiden og hvem ville acceptere det? Ingen, sikkert ikke engang en fyr, for hvem vil kunne holde det ud? Holde ud, at jeg ikke vil huske dem næste dag? Det er der ingen som vil kunne. Ellers fejler de i hvert fald noget. For jeg vil ikke kunne holde det ud.
Jeg hader allerede mig selv, hvordan skulle jeg så kunne holde andre ud?

Jeg burde virkelig komme ud af døren, skulle jeg ikke være på arbejde klokken 10? Hvad er klokken nu? OMG FUCK! 10:03 ikke godt!!! Laura bliver ikke glad og mor nok heller ikke!
Jeg styrter hurtigt over i mod døren, finder hurtigt nogle sko og en jakke. Cool stil, jeg har ændret stil, det ser i hvert fald mere voksnet ud! Jeg går hurtigt ud af døren og låser den, mit blik rammer hurtigt i mod min brors dør, da han står ude foran og ryster på hovedet, inden han banker på hans ur. Jeg sender ham et uskyldigt smil, inden jeg løber ned af trapperne.
Jeg kommer hurtigt ud på gaden og måske for hurtigt frem, for jeg skvatter over mine egne ben og inden længe ligger jeg på jorden, et fnys forlader mine læber, for det her er jo bare typisk og pisse irriterende! Min klodsethed er her stadig, ikke godt! For det ender jo bare galt!
Jeg sætter mig stille på min røv og betragter mine knæ, de ser okay ud og legginsne er ikke i stykker, det er det vigtigste. Mit blik vender hurtigt op, på en dreng og han rækker sin hånd i mod mig, inden han sender mig et smil. Han har sådan noget krøllet mørkebrunt hår, grønne øjne og virker faktisk bekendt, sikkert en af dem jeg ikke husker og det er akavet!
Jeg rejser mig hurtigt op med hans hjælp og sender ham et stille barmhjertigt smil. Han ser hurtigt på mig, inden han smiler igen.
”Er du okay?” spørger han bekymret, i mens han kinda lidt støtter mig, selvom jeg godt kan stå selv og derfor basker jeg hans arm væk.
”Jeg er okay” siger jeg stille og ser på ham, jeg bør ikke lærer nogle at kende, bør jeg ikke!
”Sikker? Det så ret slemt ud og du ramte lige ned med knæende”
”Jeg er okay” siger jeg hurtigt og vender mig om, skal ikke snakke med ham, det kan jeg ikke. Kan ikke have nye mennesker tæt på mig, det er skræmmende nok! Jeg hører ham egentlig prøve på, at komme i kontakt med mig og jeg ignorer ham bare, for kan ikke have det. Han fortjener ikke mit selvskab og jeg fortjener ikke hans. Jeg vil bare ødelægge hans liv og det gør jeg jo med alle og enhver.  Folk fortjener det ikke og jeg fortjener ikke gode folk, gør jeg ikke.
Gør jeg bare ikke.
ARG, det er så frustrerende det hele og jeg har det så dårligt med det.
Er så skuffet over mig selv, virkelig skuffet. Det er ikke okay, det er langt fra okay og det er bestemt ikke fair! Følte jeg havde så meget at byde på og det mener gud åbenbart ikke. Jeg er et dårligt menneske og jeg fortjener intet liv.
Intet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...