Tattooed Heart ∞ Jason Mccan

Langsomt fandt mit blik en vej op fra jorden og mødt et uvant par honning brune øjne, "Er du farret vild?" Sagde han med en hæs stemme, som sendte kyldegysninger op ad min rygrad, og fik hårene på mine arme til at rejse sig. "Hvem er du?" Formåede jeg at hviske. Han sendte mig et snørret blik, "Jeg er Jason Mccan." Victoria og Ariana ∞ 2014

22Likes
9Kommentarer
578Visninger
AA

2. Et lift? ∞

Kapitel 2.

 

Dét navn kørte rundt i mit hovede, ‘Jason Mccann’?
“Hvor har jeg hørt det navn henne?” Tænkte jeg. Jeg spændte musklerne i mine hænder, da jeg prøvede at få et hukommelse til at træde frem i mine tanker, og så sprang det mig pludseligt.
Jason Mccann, navnet bombarderede nærmest min hjerne, bare ved tanken om det.
*FLASHBACK*

Jeg var i Brodys værelse. Jeg følte mig ubekvemt, da jeg sad i hans losseplads af et hus. Det var SÅ beskidt, over det hele. Brody var ude på badeværelset og skreg til en eller anden gennem sin telefon. Det fik mig til at krympe sammen, bare at høre på ham skrige til nogen på toppen af hans lunger. Og jeg kunne høre hvert evig eneste ord han sagde.
“Jeg vil aldrig nogensinde høre om den lille kælling igen!” … “Stop missionen, efterlad The Kings med lort til halsen.” … “Vi kan ikke stole på nogen af dem, især ikke Mccann.” … “Jeg skriver til jer senere.” … “Jason Mccann er så godt som død til mig, det vil han altid være.”

 

* END OF FLASHBACK*

Jeg blev trukket ud af mit flashback, da Jason rystede i mig. Hans berørelse alene, fik mig til at trække mig sammen indeni. Jeg så på ondskaben, den selv.

Efter jeg havde fået fat i min telefon igen, skyndte jeg mig ud hurtigst muligt igen, før nogen brokkede sig og sikkert ringede til politiet.

Jeg gik hen mod bilen, men jeg kunne ikke se Ariana i passagersædet. Jeg åbnede bildøren og kiggede om på bagsædet. Hun var væk.
“That Bitch.” Brummede jeg stille til mig selv. Jeg smækkede døren i igen, og sparkede til bilen i raseri. Det efterlod en stor bule.

David kom ud af bygningen, og gik hen mod mig.
“Brody, er alt vel?” Spurgte han med et snørret smil, jeg spændte musklerne i min hånd og så op på ham.
“Få drengene her hen, NU.” David løb ind i bygningen igen, og fik fat i Zack, Riley, Dustin. De kom alle sammen gående hen mod mig nu. Zack tog en cigaret ud af sin lomme, og tog en langt hiv.
“Hvad mangler du, Boss?” Pustede Zack ud sammen med røgen fra cigaretten. Han tog endnu et langt hiv.
“Ariana er væk, jeg har brug for jeg til at finde hende og få hende tilbage til mig. Lad vær med at skade hende, alt for meget. Det skal jeg nok sørge for, når jeg får fat i hende.” Bestemte jeg. Drengene så hurtigt på hinanden, og gik hen til deres biler.
“Skynd jer så drenge, I vil ikke have at jeg venter for længe, vel?” Sagde jeg med et lille snørret grin.

“Har du brug for et lift hjem?” Sagde han, hjørnet af hans læbe forvandlede sig til et lille smil.

“Nej, jeg tror vidst nok jeg selv kan finde hjem herfra.” Sagde jeg med en bestemt tone, men fejlede da jeg stammede lidt. Jeg løj også over for ham, jeg havde ingen anelse om hvor henne jeg var. Men taget i betragtning til at jeg stod overfor en kriminel, som sagde jeg skulle sætte mig ind i hans bil, har jeg det helt fint med bare at være faret vild. Jeg vil helst ikke tage nogle chancer.
Jeg drejede rundt på min hæl, og skulle til at gå i den modsatte retning end ham.

“Du behøver ikke at være bange for mig.” Lød det fra ham.
Jeg vendte mig om igen, han lod vægten over på sit ene ben, og så ned på sine sko.
Han tog grusomt fejl. Jeg havde så mange grunde til at være bange for ham! Han lod et grin slippe ud, og jeg kunne så hans ånde i denne kolde, efterårs aften.

Jeg begyndte at gå i den modsatte retning end af ham, igen. Jeg blev ved med at gå indtil jeg så et par billygter som kom hen imod mig. Jeg kunne genkende den hvide Range Rover, hvorsomhelst det skulle være. Jeg kiggede ned på sidevejen hvor Jason og jeg stod for et par minutter siden. Men han var der ikke længere. Jeg så et par billygter igen, som kom fra en sort Cadillac, bilen kørte på sidevejen jeg stod på før. Jeg løb hen til den, før den hvide Range Rover kom for tæt hen til mig. Jeg åbnede bildøren på den sorte Cadillac og hoppede ind. Jeg låste døren, og så hen på Jason. Jeg kun kun se en tynd stribe af hans ansigt, på grund af gadelygten som skinnede ind i bilen.
“Bare få mig væk herfra, please?” Jeg tryglede ham stort set for at komme væk fra Brodys fyre.

Han vendte sig om, og fik øje på den anden bil. Han må helt sikkert kunne genkende bilen, for da han så den spændte hele hans krop, og hans øjne blev næsten sorte. Han satte foden på speederen, så hurtigt at mine negle borede sig ind i sædet. Jeg så tilbage hvert femte sekund for at se om de stadig var bag os. Efter 15 minutters hurtigt tempo gade spurt, satte Jason farten ned. Men jeg var slet ikke rolig. Jeg sad i Jason Mccanns bil, og er ved at blive efterfulgt af Brodys bande i midten af natten.

“Du kan bare dreje ned til højre her, jeg bor på gaden ved Venice Beach.” Jeg prøve at tale stille og roligt, for ikke at gøre ham sur.
“Nårh, så du er sådan én.” Sagde han, og små grinte til sig selv.
“En af hvad?” Sagde jeg, helt forvirret.

“En af dem med kæmpe strandhuse og perfekte familier.” Sagde han og prøve at efterligne en rigtig Engelsk accent.
“Nej, slet ikke! Bare et helt almindeligt hus, med en normal familie. Intet specielt.” Sagde jeg, mens jeg prøvede at læse nogle af gadeskiltene, så jeg var sikkert på at vi var på rette vej.
Han nikkede, og spidsede sine læber. Det var stille på resten af turen,  udover mig som fortalte ham direktionerne.
“Okay, så er det lige herovre.” Sagde jeg og spændte min sikkerhedssele op. Jeg ventede bare på at han låste min dør op, så jeg kunne komme ud.
“Nå men, tak for turen!” Sagde jeg inden jeg steg ud. Han nikkede.
“Du må hellere hold øje med The Bloods, de er bad news.” Advarede han. Jeg smilte mit berømte snørret smil og nikkede.

“Det ved jeg alt om, jeg er dater en af dem.” Hans øjne blev pludselig store, og sekunder efter var
han allerede væk fra mit syns rækkevidde igen.
 

 

Var hun virkelig i et forhold med en fra The Bloods? Hun er én af dem. Men alligevel anderledes. Hun er den første pige, som ikke skreg ved synet af mig.
Jeg kørte tilbage på den vej hun boede på, bare så jeg kunne få det sidste glimt af hende. Jeg satte farten ned, da jeg nærmede mig hendes hus. Dér var hun. Hun sad ved hendes computerskærm, som fik hendes ansigt til at skinne. Jeg havde brug for at få mere at vide om hende. At lære hende at kende, men jeg ved ikke engang hvad hun hedder.

 

 


Da jeg vågnede, blev jeg nødt til at takke gud for at stadig være i live. Det var jeg nemlig selv, meget overrasket over. Jeg vidste ikke om jeg ville komme hjem, hvor Brody var mega sur på mig, og jeg havde slet ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg vil få et lift hjem af Jason Mccann.

I dag var en meget varm dag i Californien, taget i bekræftning af at det var efterår.
*TELEFON RINGER*

Jeg tog min telefon, det var min bedste veninde, Carly.
“HEJ! Var det ikke meningen at du skulle være på arbejde hele dagen i dag?” Spurgte jeg, da jeg svarede opkaldet.
Carly var meget seriøs omkring hendes arbejde. Hun elskede at tjene en masse penge, og så bruge dem på alt muligt hun egentlig ikke behøvede. Hun er helt ligesom mig, udover at jeg ikke har et arbejde. Brody han nemlig altid sagt at jeg kan få alle de penge jeg har brug for, fra ham. Spørg mig ikke hvor han har mange penge fra.
“Nej, de sagde jeg måtte få en dag fri, har du lyst til at lave noget i dag?” Spurgte hun, med en glad stemme.
“Ja! Jeg er sådan lidt i humør til Pinkberry, og så kunne vi jo eventuelt kigge på alle de turister som gør dem selv til grin imens!” Grinte jeg.
“Ja selvfølgelig, den er jeg med på! Jeg kommer og henter dig om en time!” Sagde hun, inden hun lagde på.
Jeg tænkte at jeg kunne nå at tage et bad inden, så jeg smuttede hurtigt i bad. Da jeg havde fået de sidste shampoo ud af mit hår, fandt jeg mit elskede turkise håndklæde og tog det rundt om mig. Jeg gik ind i mit walk-in closet for at finde et sæt tøj.
Efter jeg havde brugt hvad jeg syntes var en evighed på at finde et sæt tøj, blev jeg enig med mig selv om bare at tage et par hvide blonde shorts på, og en sød crop top. Selvfølgelig også lidt accessories og en lille pung.
Jeg krøllede enderne af mit lange brune hår, og satte noget af mit forreste hår tilbage med hårnåle. Jeg kiggede ud af mit vindue og ventede på at Carlys bil vil dukke op. Endelig var hun her, jeg tog min pung og løb ned til hendes bil.

 

Der var hun. Min bil var parkeret bag en anden på hendes gade, så hun kunne ikke se mig, men jeg kunne sagtens se hende. Hun hoppede ind i en andens bil, og så kørte de afsted. Jeg var nødt til at følge efter dem. Bare af nysgerrighed.

Radioen var tændt på fuldt knald, og Carly og jeg skrålede med. Da Justins sang sluttede, skruede Carly lyden ned, så vi kunne snakke.

“Så, hvordan går det med dig og Brody?” Spurgte hun, stadig med synet koncentreret på vejen.
Jeg havde lyst til at sige, at det gik forfærdeligt. Hun banker mig, og hans bande ønsker mig sikkert død. Men jeg havde virkelig ikke lyst til at hun skulle bekymre sig om mig. For det gør hun nok i forvejen. Jeg havde sagt til hende at Brody var et medlem af The Bloods, selvom Brody havde sagt at jeg var så godt som død, hvis jeg sagde det til nogen. Men jeg følte mig nødt til at sige det til Carly, bare i tilfælde af at der skulle ske mig noget. Carly tog det også helt seriøst, hun prøvede at være den bedste veninde og tjekkede på mig næsten hver dag, for at være sikker på at jeg ikke var i fare. Det plejer jeg ikke at være, men lige nu føler jeg mig overhovedet ikke sikker.

Vi steg ud af bilen, og gik hen mod Pinkberry. Da vi havde fået vores mad satte vi også udenfor ved en af bænkene. Carly og jeg kommer altid her, for vi elsker at gøre grin med turisterne, det ligner virkelig idioter. Vi griner, når folk tror at de helt sikkert vil få øje på en berømthed som går totalt almindeligt rundt her i gaderne. For det sker alligevel næsten aldrig.

 

Jeg parkerede min bil overfor Pinkberry, som var hvor pigen og hendes veninde var. Jeg trak min hætte over hovedet, for at ingen skulle kunne genkende mig. Især ikke hende pigen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bekymrede mig sådan over for hende? Men hun virkede bare som en helt almindelig pige, men hun er alligevel så anderledes. Hvilket gør mig på en måde, tiltrukket af hende. Yeah, det er derfor jeg følger efter hende.
Jeg satte mig på en bænk, på den anden side af gaden end hende. Hun havde det her fantastiske grin, og
hendes krop var mega sexet. Hun var meget lille, jeg tror næsten hun var 20 centimeter lavere end jeg. Men
hun var hot. Jeg sad bare og så på hende, på enhver bevægelse hun lavede. Jeg huskede hvordan hun talte,
den måde hun grinte, og den måde hun smilte på. Hun var nærmest fortryllende. Men jeg vidste stadig ikke hvad hun hed.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...