Dancing on the Edge of our Graves

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 2 feb. 2014
  • Status: Igang
Harry er træt af sit liv, hvor hver dag føles ens. Det hele er flydt sammen til en stor, intetsigende blur, som han er tvunget til at leve i. Men midt i intetheden møder han den mystiske Aura, der påtager sig opgaven at få ham til at føle sig levende igen. Før han ved af det, er han gledet så langt væk fra alt, han før kendte til, at det nærmest er umuligt at vende tilbage. Men hvad gør man, når det går op for en, at intet føles rigtigt? (Dette er en en kort fanfiction, der vil udkomme til foråret, men da jeg gerne ville have coveret og traileren med i One Direction konkurrencen, publicerede jeg prologen nu.)

38Likes
36Kommentarer
1921Visninger
AA

2. »Prolog«

 

Min fod trippede mod gulvet, så hælen på min sko lavede en kliklyd. Mit ben ville ikke holde sig i ro, uanset om jeg så lagde begge hænder på mit lår. En brise fra døren, der kort blev åbnet, fik en af avisernes forreste sider til kort at lette. Den blege og skarpe vintersol var så småt ved at gå ned udenfor, kunne jeg se på lyset på himlen, der var synlig gennem de store vinduer, hvor man også kunne studere flyene, hvis det var det, man havde lyst til. Den stadig kølige luft sneg sig ind der, hvor min skjorte var knappet op, og lagde sig som et iskoldt tæppe rundt om min brystkasse, så en kuldegysning gik igennem mig.

”Harry, din fod.” Louis’ stemme fik mig til undrende at kigge ned mod min fod, inden han fortsatte. ”Stop.” Mere sagde han ikke, før et lille suk forlod hans læber, og han endnu en gang placerede sit fokus på bladet foran ham. Jeg skulede olmt i hans retning men prøvede alligevel at få mit rystende ben til at stå stille. Da mit ben langt om længe blev roligt, forsvandt kliklyden også og efterlod det forholdsvis store rum i komplet stilhed. En gang imellem kunne man høre Louis, der bladrede, eller når Zayns negl ramte hans iPhones skærm, men udover det, blev der ikke lavet en lyd.

Stilheden var en gang min bedste ven. Min hverdag var fyldt med skrig, gråd, råb og en gang imellem høj musik, hvis vi spillede koncerter. Derfor plejede jeg at sætte stor pris på stilheden. Når der endelig blev stille, føltes det som om, jeg kunne slappe af i skuldrene igen og trække vejret ordentligt. Nu fandt jeg stilheden kvælende. Hver gang, vi ikke var tvunget til at sige noget, gjorde vi det ikke, og det var ved at drive mig til vanvid. Stilhed. Altid stilhed.

Mit blik gled hen på Niall, der henslængt sad på et af de mørkeblå sæder. Der var tre pladser mellem ham og Zayn, der ikke lavede andet end at skrive på sin telefon. Nialls øjne var rettet mod de store ruder, hvor endnu et fly lettede. Ved vinduet sad Liam på gulvet med ryggen lænet mod glasset. Hans hoved hang tungt mellem hans knæ, og ud fra hans vejrtrækning, der faktisk var mulig at høre grundet stilheden, ville jeg skyde på, at han sov. Men selvom stilheden irriterede mig grænseløst, havde jeg ikke lyst til at bryde den, for hvad skulle jeg sige? Alt var jo allerede blevet sagt.

 

» «

 

Mine øjenlåg føltes tunge, som om små sten dinglede i snore fra mine øjenvipper og tvang mig til at lukke dem i. Jeg havde kæmpet imod søvnen siden vi steg om bord på privatflyet, da jeg af en eller anden grund ikke havde lyst til at sove. Så hellere bare sidde og stirre frem for mig. Flyet var ikke overdrevet stort, men alligevel var det lykkedes os at sætte os så langt væk fra hinanden som muligt. Alle andre sov, og alligevel kæmpede jeg imod søvnens kvælende tag.

Jeg kæmpede, til jeg ikke kunne mere. Med et suk, der for et kort øjeblik tømte mine lunger for luft, lod jeg endelig mine øjne glide i, så jeg forhåbentlig kunne få en dejlig, uforstyrret, drømmeløs søvn. Men så heldig var jeg langt fra. Eller, nu hvor jeg ser tilbage på det, var jeg vel egentlig heldig, at jeg blev vækket, for det var ikke hvem som helst, der blidt puffede til mig.

Forvirret åbnede jeg øjnene, så følelsen af sand straks generede, og jeg automatisk gned min ene hånd hårdt mod mit øje, så der kort dukkede farvede pletter frem bag mit øjenlåg. ”Hvad?” Fik jeg søvndrukkent mumlet, og prøvede at rette mig op i sædet, jeg åbenbart var sunket helt ned i.

”Du ser flot ud, når du sover.” Grinede personen, der havde vækket mig. Lidt for tæt på mine øjne, blev en iPhone viftet, så lyset for et kort øjeblik var blændende. Det, der lyste op på skærmen, var mig, der så ud til at sove tungt med munden åben, og min skjorte krøllet i uheldige folder, der fra tilskuerens synvinkel gav et godt udsyn til mit bryst. Da gik det op for mig, at jeg åbenbart ikke blot havde lukket øjnene kort, men faktisk var faldet i søvn. Smagen af søvn sad også i min mund, da jeg smagte efter, og jeg tog mig kort til hovedet. Personen tog sin iPhone til sig og lod et flakkende grin flyve ud af sin mund.

Endelig tog jeg mig sammen til at se ordentligt på dette menneske, der viste sig at være en pige. Jeg ville skyde på, at hun var på omkring min alder, men der var noget ved hendes træk, der gjorde det svært for mig at definere den. Hendes hår var lyst og rodet og hang skødesløst fra hendes hoved. Intet smil prydede hendes læber. Dog var glimtet i hendes øjne imødekommende og venligt, og en fuge ved hendes læbestiftsrøde mund gav antydningen af noget, der kunne være et smil.

Undrende hævede jeg øjenbrynet, da der var noget, der ikke stemte overens: Hvorfor var hun på vores fly? Så vidt jeg vidste, var det et privatfly, hvilket ville sige, at det kun var os, der måtte være der, og ifølge min optik var hun ikke en del af os. ”Hvad laver du her?”

De røde læber skilte sig og blottede hendes tænder i et stort smil, inden hun trak på skuldrene. ”Det må du gætte dig til.” Jeg blev ved med at kigge afventende på hende, da jeg regnede med, det blot var sagt i sjov, men hun stirrede tilbage med præcist samme udtryk, som forventede hun, at det var min tur til at sige noget.

Undrende hævede jeg øjenbrynet. ”Øhm…” Sagde jeg så, og følte mig umådeligt dum at høre på. Skylden skød jeg på det faktum, at jeg lige var vågnet, men udover det var jeg måske bare heller ikke vant til at have samtaler som den.

Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige, for jeg havde absolut ingen idé om, hvordan det var lykkedes hende at komme om bord. Hendes tøj afslørede, at hun ikke var stewardesse eller i det hele taget nogen, der arbejdede på flyet. Det ville i hvert fald undre mig meget, hvis flyets besætning fik lov til at gå rundt i støvler, hullede strømpebukser og en oversized t-shirt med et band på, som jeg ikke kendte. Men heldigvis blev jeg reddet af kaptajnen, der skrattende begyndte at snakke over højtalerne. ”Vi gør klar til landing. I bedes spænde jeres sikkerhedsbælter. Tak.”

Jeg flyttede mine øjne fra den mystiske pige til min sele, der allerede var klikket sammen. Jeg rynkede på næsen, da en ny undren satte sig i mig. ”Skal du ikke sætte dig og spænde din sele?” Spurgte jeg og kiggede op igen. Når hun satte sig ned, kunne jeg måske få en forklaring på, hvem hun var her med.

”Nej.” Hun rystede en enkelt gang på hovedet og morede sig sikkert over mit ansigtsudtryk, der efterhånden var blevet så sammenkrøllet, at det gjorde ondt i mine øjenbryn. Men det var jo ikke med vilje, jeg så sådan ud. Det var hendes skyld, at jeg blev ved med at undre mig. Jeg skulle til at åbne munden og spørge hvorfor, men hun kom mig i forkøbet og bøjede sig frem mod mig, så hendes ansigt ikke var mere end et par centimeter fra mit. ”Jeg kan godt lide at gøre det modsatte af, hvad jeg bliver fortalt.” Forklarede hun hemmelighedsfuldt. Hun rettede sig op igen og kiggede sig over skulderen, inden hun fortsatte, ”Men hvis du gerne vil have mig til at gå Harry, så gør jeg da bare det.”

”Nej!” Udbrød jeg, uden rigtigt at vide hvorfor jeg var så desperat efter at få hende til at blive. ”Nej, det behøver du ikke.” Lød min uddybning, og jeg havde lyst til at slå mig selv for panden. Dog smilede hun bare skævt og lænede sig op ad mit sæde. ”Hvad hedder du overhovedet?” Spurgte jeg så nysgerrigt, og fortsatte, ”Og det gider jeg ikke prøve at gætte mig frem til.”

Min sidste kommentar fik hende til at udstøde et grin, der så ud til at komme bag på hende. Hun trommede sine fingre blidt mod sædets stof over mit hoved og sukkede så opgivende. ”Aura. Mit navn er Aura.”

Jeg sad lidt og tyggede på navnet. Aura. Det var et underligt navn, men det passede nu meget godt til hende, ud fra hvad jeg havde opfattet. Et underligt navn til en underlig pige. ”Bare Aura? Ikke noget efternavn?” Spurgte jeg drillende, men hun svarede mig ikke. I stedet stod hun med blikket rettet mod vinduet ved siden af mig.

Det irriterede mig lidt, at hun bare sådan ignorerede mig, for det var jeg ikke ligefrem vant til. Dog varede irritationen ikke længere og var ikke større end som sådan. ”Se,” Ordet kom lavt ud af Auras mund, men det virkede alligevel som om, hele verdenen kunne høre det. ”London ser så lille ud heroppefra.” Jeg vendte hovedet mod vinduet, hvor jeg kunne se lysene fra byen dække et stort område. De forøgede kontrasten til mørket omkring dem, og byen skinnede nærmest, som var den lavet af guld og diamander. ”Er det ikke skørt at tænke på, at der lever 7.825.200 mennesker lige dernede, i den lillebitte by? Og lige om lidt er vi iblandt dem.”

Jeg undrede mig lidt over tallet. De fleste mennesker ville bare have sagt 7,2 millioner, men ikke Aura. Det var som om, alt unaturligt faldt hende naturligt, men af en eller anden grund kunne jeg godt lide det. ”Jo, det er det.” Svarede jeg hende, stadig med blikket rettet mod vinduet. Der var for en gangs skyld næsten skyfrit, og tanken, om at vi ville være dernede lige om lidt, fik et smil til at glide over mine læber. Jeg følte mig med et helt frisk, selvom det var nat, og jeg egentlig burde være fuldstændigt udmattet.

Flyet dykkede lidt, så jeg kunne mærke det i maven. Jeg vendte hovedet for at spørge Aura, om hun ikke burde sætte sig ned, men ordene kom aldrig ud af min mund, da personen, de var møntet på, ikke længere stod der. Ingen var lænet mod mit sæde. Jeg stak mit hoved ud og kiggede fra side til side, men den eneste lyshårede person, jeg kunne spotte, var Niall, der sad med et lyseblåt tæppe viklet helt op om ørerne på sig. Han kiggede spørgende på mig, da mit blik mødte hans, men jeg skyndte mig bare at ryste på hovedet.

Tungt lænede jeg mig tilbage i mit sæde igen. Havde hun overhovedet været der, eller var jeg bare blevet fuldstændigt sindssyg? Jeg brød min hjerne, så det næsten gjorde ondt, men det virkede ikke som en drøm. Det havde føltes alt for ægte, for jeg kunne stadig huske alt. Hver eneste lille detalje ved hende og vores samtale, og det plejede jeg ikke at kunne med drømme. Alligevel var der noget, der ikke helt stemte overens.

Jeg lukkede kort øjnene i igen. Jeg var sikkert bare blevet sindssyg. Det var jeg i hvert fald overbevist om på det tidspunkt. Men der vidste jeg jo heller ikke, at det langt fra var sidste gang, jeg så hende.

Når jeg ser tilbage på den flyvetur, husker jeg den som dagen, der ændrede mit liv. Dagen, jeg for første gang mødte Aura.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...