Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41038Visninger
AA

25. Var jeg virkelig ved at gøre det her?

"Jeg ked af alt det jeg har sagt. Jeg ked af den måde jeg var på. Jeg... jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre." sagde Justin, mens han kiggede på mig. "Jeg ville ikke have nogen skulle vide det, så jeg sagde sårende ting, for at det skulle ligne det aldrig ville ske." han sukkede.

 

"Jeg er virkelig ked af det Blaine..."

 

Jeg kiggede på ham og bed hjørnet af min mund.

 

Jeg sukkede og nikkede, "Jeg ved det. Det er bare sårende når du siger de ting. Og høre  en jeg elsker sige de ting, det gør ondt." jeg kiggede ned i et øjeblik, "Måske var det her en stor fejl fra begyndelsen. Vi vil have noget, der aldrig kommer til at ske, noget som vi aldrig kan få og det kommer til at såre os hele vejen. Måske skulle vi bare opgive det..."

 

Justin kiggede på mig og rystede på hovedet.

 

"Nej. Jeg kom ikke denne lange vej, bare for at høre det." han tog min hånd og flettede vores fingre sammen. "Jeg vil være sammen med dig Blaine og hvis det betyder vi skal løbe væk, glemme det hele, alle. Så gør jeg det. Jeg har ventet hele mit liv på den ene pige der kommer og slår benene væk under mig når jeg ser hende, får mig til at få det bedre, når ingen andre kunne. Jeg troede det var Selena, men jeg indser nu, at den pige, er dig." han smilede lidt og kiggede mig i øjnene. 

 

Jeg kunne ikke andet end og smile. Mit hjerte slog så hurtigt. Mente han virkelig alt det han sagde? Hvorfor ville han komme hele den her vej også lyve om det, han mente det.

 

"Jeg-jeg ved ikke hvad jeg skal sige Justin." han grinede og lænede sig ind med hånden på min kind, da vores læber mødtes.

 

Han trak sig væk og kiggede på mig, "Løb væk sammen med mig?"

 

Min hage faldt, da jeg indså at han ikke jokede med det om vi skulle løbe væk sammen. 

 

"Seriøst?"

 

Han nikkede, "Ja. Ingen ved hvor jeg er, undtaget Ryan. Han har min ryg, håber jeg." han fnisede lidt. 

 

"Justin. Jeg-jeg ved ikke. Jeg har min mor, min lillesøster. Jeg kan ikke bare forlade dem." jeg gav slip på hans hænder og krydsede mine arme over brystet. 

 

Han sukkede, "Er din mor kommet tilbage?"

 

Jeg rystede på hovedet.

 

"Og din søster er her med din bedstemor, ikke sandt?"

 

Jeg nikkede.

 

Han lagde sine hænder på mine hofter, bevægede sig tættere på mig og hviskede, "Mig, dig og din søster. Lad os tage væk herfra. Hvem ved hvornår din mor kommer tilbage og jeg er sikker på din bedstemor nok skal klare sig selv. Please babe. Få mig ikke til at løbe væk alene." 

 

Han rynkede panden, mens han kiggede på mig.

 

Jeg kunne ikke gøre andet end og grine.

 

"Det ikke fair når du laver hundehvalpsøjne!"

 

"Virkede det?" smilede han.

 

Jeg nikkede, "Det virkede."

 

"Yes!" råbte han, mens han tog sine hænder i vejret. Jeg grinede og dækkede mit ansigt med min hånd. Var jeg virkelig ved at gøre det her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...