Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41059Visninger
AA

40. Tid med Justin

Buzz. Buzz. Buzz. Buzz. Buzz.

 

Jeg ledte efter min mobil i sengen, da jeg stadig halvsov. Da jeg fandt den, trykkede jeg på svar tasten og tog den op til øret.

 

”Hallo.” sagde jeg søvnigt.

 

”Skat? Er du okay?” sagde Justin i den anden ende af mobilen. Jeg smilede.

 

”Ja, du har lige vækket mig.”

 

”Åh, det jeg ked af skat.”

 

”Nej, det helt i orden. Jeg er bare glad for at høre din stemme.”

 

”Men i hvert fald, jeg har gode nyheder. Scooter siger at du kan komme efter mit show torsdag så du kan se mig og vi kan bruge tid sammen.”

 

Jeg smilede, ”Virkelig?”

 

”Ja!” han lød spændt og det fik mig til at grine.

 

”Jeg kan ikke vente skat.”

 

”Heller ikke mig. Jeg savner dine læber.”

 

Jeg smilede og dækkede mit ansigt da jeg kunne mærke jeg rødmede.

 

”Nu vil jeg lade dig sove, jeg ville bare lige tjekke op på dig. Jeg elsker dig skat.”

 

”Jeg elsker også dig.”

 

”Jeg savner dig. Godnat.”

 

”Jeg savner også dig. Godnat.” jeg lagde på og puttede den under min pude. Jeg sukkede smilende. Jeg kunne vænne tilbage til søvnen glad.

 

__________________________________________________________________________________________________

 

Ugen gik langsom, specielt fordi jeg var syg alle dagene. Mor sagde jeg må ha’ en virus eller sådan noget. Jeg brugte det meste af min tid på badeværelset eller på mit værelse og følte mig som døden. Men når vi ramte torsdag var jeg fast besluttet om at få det bedre. Jeg har ventet på den her dag hele ugen.

 

”Blaine er du klar?” råbte min mor fra bunden af trappen.

 

Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Jeg havde et par blå jeans på og en lilla trøje med v-hals. Jeg så godt ud af at være syg. Jeg smilede, tog min jakke og løb nedenunder.

 

Der var en times kørsel før jeg kunne se ham. Ryan ventede på mig ude i sin bil. Min mors bil havde problemer, så Ryan sagde han gerne ville køre, det gjorde ikke mig noget. Mig og Ryan var ved at blive virkelig gode venner.

 

”Hey!” sagde Ryan, da jeg kom ind i bilen.

 

Jeg smilede, ”Hey. Er koncerten begyndt?”

 

Han nikkede, da han bakkede ud af indkørslen og begyndte med at køre ned ad gaden, ”Yeah, den er snart forbi. Han ville have du kom efter, så i to kunne spænde mere tid sammen og at du ikke ville kede dig under koncerten.”

 

”Aaw.” jeg smilede og kiggede ud af vinduet.

 

”Ja. Han har snakket om dig hele ugen. Næsten hver en sætning har dit navn i det, når han åbner munden.” Ryan rystede grinende på hovedet.

 

”Det er sødt. Jeg savner ham. Jeg kan ikke vente med at se ham.”

 

”Tro mig, han savner dig som en sindssyg.”

 

Jeg lagde min hånd på maven, da den begyndte med at krampe igen. Jeg tog et par dybe indåndinger og håbede det snart ville gå over. Jeg følte ikke rigtig for at brække mig i Ryans bil.

 

_________________________________________________________________________________________________

 

Da vi ankom til arenaen eskorterede Ryan mig hen til Justins omklædningsrum. Hans mor, Scooter og alle de andre var derinde. De hilste alle sammen glade på mig.

 

Jeg savnede at være sammen med Pattie. Hun fik mig til at føle mig så glad og hjemme. Jeg savner den følelse.

 

Jeg vendte mig rundt, da jeg hørte døren åbnede. Mit smil blev endnu større, da jeg så han stod der. Han smed sin vandflaske, gik over til mig, tog sine arme om mig og tog mig op. Alle sagde ’aaw’ som fik mig til at smile endnu mere.

 

Jeg tog mine arme om hans nakke, holdte ham tæt. Jeg var ligeglad med han var helt svedig, jeg savnede ham så meget. De sidste par dage har føltes som en evighed. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne overleve tre måneder.

 

Jeg trak mit hoved væk og kiggede på ham, ”Jeg har savnet dig.” jeg smilede og pressede mine læber mod hans. Vi kyssede i 2 minutter før der var nogen der sagde noget.

 

Vi grinede og han satte mig ned igen.

 

Efter han havde skiftet og været i bad forlod vi arenaen og gik over mod hotellet.

 

Mig og Justin gik ind på vores værelse og da vi kom ind stod der allerede aftensmad ventende på et bord.

 

”I to skal opføre jeg ordentligt.” Ryan blinkede til os, før han forlod rummet.

 

Justin grinede rystende på hovedet.

 

Han trak min stol ud og jeg satte mig ned. Mens vi spiste gav vi ikke slip på hinandens hænder. Jeg insisterede på vi sad tæt på hinanden, så jeg kunne være tæt på ham.

 

Efter middagen satte vi en film på. Jeg sad på hans lår og mit hoved var på hans bryst.

 

”Hvor meget har du savnet mig?”

 

”Mere end jeg skulle.” sagde han, da han kyssede mig på hovedet. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det her uden dig.”

 

Jeg sukkede, ”Jeg ved det, det kommer til at stinke. Hvornår skal du af sted?”

 

”Lørdag aften.”

 

Jeg kiggede op på ham, ”I det mindste kan vi få denne tid sammen. Også selvom det kommer til at gøre ondt og sige farvel igen.”

 

”Shh, lad os ikke bekymre os om det i aften skat.” han smilede og kyssede mig.

 

Vi fortsatte med at kysse. Jeg rykkede væk og satte mig på skødet af ham. Han trak sig væk og kiggede på mig.

 

”Er du sikker på du vil det her?”

 

Jeg nikkede, ”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”

 

”Du har jo været syg.”

 

”Jeg har det fint, okay? Jeg vil have det her. Jeg vil have dig.” jeg smilede og kyssede hans læber før han kunne få et ord indført.

 

______________________________________________________________________________________________________

 

”Vil du lære vores børn at spille guitar?” spurgte jeg ham, da vi lå nøgne i sengen. Jeg legede med hans fingre og han kørte sin næse igennem mit hår.

 

Han grinede, ”Hvorfor i alverden stiller du sådan et spørgsmål? Selvfølgelig vil jeg da det. Vores børn vil få mine musiske evner og deres mors smukke ydre. De vil blive den næste store ting.”

 

Jeg smilede, ”Hmmm okay.” Jeg sukkede, ”Vil du komme til at glemme mig?”

 

”Hvad snakker du om?”

 

”Når du skal på tourné, kommer du så til at glemme mig?”

 

Han lænede sig op på albuen. ”Nej. Det vil jeg aldrig gøre. Jeg vil tænke på dig hver evig eneste dag, hvert et sekund. Det vil blive det rene tortur, men det vil aldrig ske." Han vendte mit hoved så jeg kiggede på ham, ”Stoler du på mig?”

 

Jeg nikkede. ”Ja.” jeg smilede og kyssede ham, da han pressede sine læber mod mine.

 

Vi har måske ikke været sammen i særlig lang tid, men der var ingen tvivl om at jeg ville savne ham over alt på jorden, mere end noget jeg nogensinde har savnet før. Der her ville ikke blive nemt på nogen måder. Men det kunne ikke blive værre, vel?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...