Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41033Visninger
AA

10. På stranden

Jeg vågnede tidlligere end jeg havde regnet med. ALT for tidlig. Jeg kunne mærke min mobil vibrerede under mit hovede, jeg satte mig op og sukkede, da jeg kiggede hvad klokken var. Den var 3.00. Hvem ville have fat på mig på det her tidspunkt, det har bare og være vigtig. 

 

Jeg lukkede et øje, kiggede ned på mobil og så der stod Justin hen over skærmen. Jeg svarede Justin lyn hurtig;

 

Hallo?

 

Hey! Hvad laver du lige nu?

 

Jeg sky diver... sagde jeg sarkastisk.

 

Hvorfor inviterede du ikke mig?! Jeg lagde mig ned i sengen igen, mens vi begge grinte.

 

Hvad vil du Justin?

 

Jeg spekulerede på om du ville med ned til strand og gå eller noget...

 

Klokken tre om morgen? Er det ikke ulovligt, jeg mener, vil Scooter ikke blive sur og lukker de den ikke på et bestemt tidspunkt?

 

Na, det går nok. Han sover, så vil du ikke nok?

 

Jeg sukkede og bed mig i underlæben, mens jeg tænkte. Det ville være rart og bruge mere tid sammen med ham, men jeg ville ikke råbes ad af Scooter, han kan allerede ikke lide mig og jeg ville ikke have endnu en grund til, at han skal lide mig mindre! Men han sov... så hvorfor ikke?

 

Okay. Jeg skal lige skifte, et det i orden?

 

Yes! Okay, skriv til mig når du er færdig, ikke?

 

Skal jeg nok. 

 

Jeg tog mobilen væk fra mit øre og sluttede samtalen. Da gik det op for mig, at mens jeg stirrede på mobilen, at jeg ikke havde skrevet med Leonard i et stykke tid! Sådan plejer vi ikke og være, vi plejer og skrive sammen hvert sekund hver dag, han må have travlt, eller også var jeg den travle. Jeg smed min mobil på sengen, hoppede ud af sengen, gik over og tog min busker på fra tidligere. Jeg tog en hættetrøje på. Jeg gik ind på badeværelset, tændte lyset, løb mine fingre igennem mit hår og stirrede på mig selv, mens jeg tænkte om jeg skulle tage make up på, eller ej. Jeg sukkede og tænkte 'glemt det, er alt for doven', slukkede lyset, gik ud, tog min mobil, skrev til Justin jeg var klar, gik ud af stuen, tog min nøgle, puttede den i lommen og gik ud af døren. Jeg hoppede, da jeg så Justin lænede sig op ad hans dør. 

 

"Undskyld," han grinede, skubbede hans ryg væk fra døren, gik over til mig og kyssede mig på kinden. "Det var ikke min mening og skræmme dig." han smilede, tog min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg kunne mærke mine kinder blev varme, jeg rødmede, ingen tvivl om det! Men hvem ville bebrejde mig? Jeg smilede.

 

"Det er okay, ingen problemer." jeg rynkede næsen, der fik Justin til at grine. "Til stranden?" sagde jeg, da jeg begyndte med at gå foran ham, trak ham med, med vores hænder. Han fulgte efter mig. Jeg gik over til elevatoren, trykkede på ned knappen og ventede på dørene åbnede.

 

"Er du sikker på vi ikke kommer i problemer? Scooter hader mig jo." 

 

"Han hader dig ikke, han synes bare ikke jeg skal bruge så meget tid sammen med dig, som jeg gør. Folk vil måske få det forkerte indtryk."

 

"Som hvad? At vi dater?" jeg lod luft komme ud, "Ved de at du har en kæreste, eller?" Justin stirrede bare på hans fødder også kom den akavede stilhed, jep, jeg skulle ikke have sagt noget. Godt gået Blaine...

 

Da elevatoren åbnede, var jeg den første der gik ind og gav slip på hans hånd. Jeg lænede mig op ad væggen og krydsede mine arme over brystet da Justin trykkede på knappen. Vi snakkede ikke, men da vi kom til sidste etage og dørene åbnede, gestikulerede han til at jeg skulle tage hætten på, efter han havde taget sin på, tog han min hånd og vi gik ud. Jeg er sikker på, at den eneste grund til vi gjorde det her, var fordi der så var ingen der ville genkende ham, men med paparazzierne, tror jeg ikke det vil virke. Justin var ret nem og spotte.

 

Vi gik igennem lobbyen, ud af fordøren og jeg hørte ikke nogen 'HEROVER JUSTIN' eller klikkende kameraer, blinkende lys, ingenting. Jeg kiggede op og så der ingen var. De må ha' givet op eller om være gået i seng. Jeg vare bare glad for de ikke var her. Gudskelov.

 

Vi gik et par gader ned og jeg lyttede til Justin, som fortalte nogle historier om hans familie, jeg nød og høre ham snakke. Han talte så pænt om dem, som om de var perfekte. Altså ingen er perfekte, men han fik det til at lyde som om hans familie var mega søde og nede på jorden. Han havde så meget respekt for dem, jeg ville ønske flere mennesker var lige som Justin. Men det er vidst for meget at spørger om. 

 

Da vi kom til stranden, tog justin hans hættetrøje af, hans sko, sokker og bad mig om at gøre det samme. Efter jeg havde taget det hele af, begyndte vi med at gå ved kanten af havet. Vi satte os ned, jeg pressede mine knæ op til brystet, lagde mine arme om dem og kiggede ud over havet. Det var så smukt. Jeg har aldrig selv set ud over havet om natten, alle siger det er så smukt og fredfuldt og de har ret. Det var fantastisk.

 

Jeg kunne mærke Justin puffede til min arm, "Smukt, ikke?" 

 

Jeg nikkede og skubbede et hår tilbage, der blæste i vinden, "Det er fantastisk."

 

"Men ikke lige så meget som dig..."

 

Jeg vendte langsomt hovedet mod ham, "Hvad for noget, ikke lige så meget som mig?" sagde jeg med et lille fnis.

 

"Det er ikke lige så smukt som dig." sagde han, puttede hans hånd på min kind og gned hans tommelfinger blidt imod den. Jeg bed mig i underlæben og kunne mærke sommerfuglene flimre rundt i min mave. Jeg rakte min hånd op, tog hans hånd fra min kind, holdte den i min hånd og kiggede ned, mens jeg legede med hans fingre.

 

"Blaine..." Justins stemme var hæs og i et øjeblik, troede jeg han ville græde. Jeg kiggede op på ham og så han havde et nervøs udtryk i ansigtet. 

 

"Ja?" 

 

"Hvad sker der når du skal afsted? Altså, kommer vi stadig til at snakke sammen?" jeg kiggede på ham og sukkede, mens jeg kiggede ned på hans hånd igen, da jeg fortsatte med at lege med hans fingre.

 

Jeg skuldertrækkede, "Det ved jeg ikke. Jeg håber stadig vi kan være venner, men du har travlt med arbejde, turneén og Selena. Jeg vil skrive til dig når jeg kan og du vil skrive tilbage. Så det vil ikke være sådan, at vi ikke vil snakke sammen, vi kommer bare ikke til at snakke sammen så tit." da jeg talte, vidste jeg, at det ikke var de ord jeg havde lyst til at høre. Jeg ville være sammen med Justin, eller det tror jeg da. Min mor har altid sagt jeg skal følge mit hjerte, lige nu siger mit hjerte Justin, Justin, Justin.

 

Justin nikkede og kigger ud over havet. Da jeg stirrede på ham, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor fejlfri han så ud i det her lys, månelys. Jeg satte mig tættere på ham, puttede min finger under hans kind og skubbede hans hovede mod mit, lænede mig ind og kyssede hans læber blidt. Da jeg kunne mærke hans læber pressede mod mine, lagde jeg mine hænder om bag hans nakke og vendte min krop lidt.

 

Hver kys og hver berøring, var perfekt, når det var sammen med Justin. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på, at jeg stadig drømte eller var med i et eventyr. Det var bare så fantastisk. 


Jeg trak mig væk og lænede min pande mod hans. Da jeg lukkede mine øjne, kunne jeg mærke han lagde hans arme om mig. Vi sad sådan i et stykke tid, indtil jeg flyttede mit hovede ned til hans skulder og vi kiggede op på månen, snakkede om fremtidsplaner og barndomshistorier. Det var perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...