Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41019Visninger
AA

23. Hjemturen

Jeg kan ikke huske at jeg faldt i søvn, men den næste ting jeg vidste, var at jeg blev rystet vågen.

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne og så Scooter stod over mig. Mine øjne må ha' været røde og opsvulmet, fordi de gjorde helveds ondt. Det er derfor jeg hader og græde. Foruden at det hele det stank, øjnene gjorde ondt bagefter, stank det mere. 

 

"Der er fint udenfor nu. Stormen må ha' passeret i løbet af natten." han vendte hovedet og kiggede ud af vinduet. 

 

"Tager du stadig afsted, for jeg har det hele klar til dig." 

 

Jeg satte mig op, kneb øjne en smule sammen og prøvede at kigge ud af vinduet, men det var for lyst. 

 

Jeg rystede på hovedet. "Ja, jeg tager stadig afsted. Min mor sagde, at det ville være for det bedste og jeg ved, at jeg har været her for længe." jeg kiggede op på Scooter. Han kiggede på mig og nikkede.

 

"Jeg har lagt dine billetter over på bordet," han pegede på kommoden. "Dit fly letter om to timer, så du skal til at gøre dig klar." han sukkede, vendte sig rundt, forlod rummet og lukkede døren bag ham.

 

Han hader mig stadig. Hvis ikke mere. Men det var lige meget, jeg skulle hjem i dag. Jeg glædede mig. Jeg kommer til at se Bailey og Leonard. Jeg savnede dem. Specielt Bailey.

 

Jeg stod ud af sengen, gik over til kommoden og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg strøg mine finger under mine øjne. De var røde, virkelig røde. Men jeg græd mig selv i søvne i nat, så det overraskede mig ikke at de var røde. 

 

Jeg åbnede skufferne, tog en t-shirt og nogle bukser ud, tog det på, tog kufferten og begyndte med at pakke. 

 

Jeg kiggede rundt i værelset for at sikre mig jeg ikke havde glemt noget. Min mobil! 
Hvor er den?

 

Jeg kravlede op på sengen og kiggede under dynerne, ikke der. 

 

Jeg løftede min pude, der var den. Jeg tog den hurtigt, trykkede på hjem knappen og så nogle beskeder fra Justin.

 

Jeg er så ked af det Blaine!

 

Please, ik' forlad mig! Jeg mente ikke et ord af hvad jeg sagde. Jeg var bare en idiot og dækkede over det hele som altid. Jeg vidste ikke det generede dig så meget. Please, lad mig forklare det hele inden du tager af sted. Please! Jeg elsker dig!

 

Jeg sukkede, trykkede på låse knappen på min mobil og kiggede ned på den sorte skærm. Det her ville ikke blive nemt. Jeg sukkede, bed hjørnet af min mund og prøvede ikke at græde. Jeg ville ikke ligne noget der var lort når jeg gik nedenunder og alle så ville stirre. Altså, de ville nok kigge på mig alligevel. Jeg ville ikke give dem én til grund. 

 

Jeg rejste mig fra sengen, tog min mobil, lagde den i min baglomme, tog min kuffert, flybilletter, åbnede soveværelsesdøren, gik ned ad gangen og ned af trapperne. 

 

Alle stod i dagligstuen. Jeg vendte hovedet og der var Justin, bagerst sammen med sin mor. De vendte sig alle mod mig, da jeg kom ned.

 

Jeg kiggede over på Scooter, "Jeg klar." fik jeg ud med et lille smil. Han nikkede og gik hen mod spisestuen, for at hente nøglerne. 

 

Jeg stod der, helt akavet og kiggede ned på mine fødder.

 

"Blaine..." 

 

Jeg løftede langsomt hovedet op og så Justin kom over mod mig. Jeg rystede bare på hovedet, som fik ham til at stoppe. Jeg ville ikke snakke med ham. Bare og kigge på ham lige nu, gjorde ondt. Han kiggede på mig, sukkede og kiggede ned, før han gik forbi mig og løb op ad trapperne. 

 

Jeg følte mig dårlig. Men vi vidste begge to godt det her ikke ville fungere. Hvad havde han forventet?

 

Scooter kom tilbage og åbnede fordøren. Jeg vinkede farvel til dem alle sammen og gik ud af døren. Regnen og vinden havde knækket nogle grene og ved synet af det, stjålet ting fra folks altaner, der var alle mulige slags ting i forhaverne. 

 

Scooter pegede hen mod den lilla Ferrari. Mine øjne blev store, skulle jeg virkelig til at køre i den her?

 

Han tog min kuffert, lagde den i baggagerummet, jeg satte mig ind i bilen og tog sele på. 

 

Turen til lufthaven var stille. Jeg havde ikke regnet med og få en samtale i gang, men radioen ville være bedre og høre i stedet for vores vejrtrækning. 

 

Da vi kørte op til lufthavnen hjalp Scooter mig med min kuffert og fortalte mig hvor jeg skulle gå hen. 

 

Før han gik tilbage til sin bil, vendte han sig mod mig. "Hey, Blaine?"

 

"Ja?" sagde jeg, mens jeg drejede hovedet om mod ham.

 

"Du tror nok ikke på det her, men jeg er virkelig ked af hvordan alt det her endte. Jeg synes virkelig du er en sød pige, men berømthed og kærlighed passer bare ikke sammen. Men jeg kunne se med det samme, at Justin kunne lide dig, og jeg vidste det ikke ville ende godt, og det er derfor jeg viste dig så meget fjendtlighed. Så, det jeg ked af." han spidsede sine læber, vinkede farvel, satte sig ind i sin bil også var han kørt afsted.

 

Jeg stod der i et øjeblik, chokeret. Scooter hadede mig ikke. Jeg smilede en lille smule. Det fik mig i lidt bedre humør i forhold til situationen, men det ville tage noget tid, før jeg fik det bedre.

 

Jeg hadede helbredningen af et knust hjerte eller et brud. Det gør ondt, men du bliver stærkere for hver dag der går, det plejede min mor og fortælle mig. 

 

Jeg vendte mig rundt og gik hen mod indgangen til lufthavnen. Jeg var klar til at tage hjem.   

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Efter jeg havde siddet i lufthaven i en halv time, så jeg endelig Leonard. Jeg tog hurtigt min taske, fræsede over mod hans bil, åbnede bagdøren og smed min kuffert ind bagi. Jeg hoppede ind på forsædet, smed mine arme om ham og kyssede hans kind.

 

"Jeg har savnet dig SÅ meget!!!!"

 

Han grinede. "Virkelig? Det har jeg slet ikke opdaget!" han lagde hans arme om mig. "Jeg har også savnet dig B!"

 

Vi trak os begge væk og Leonard begyndte med at køre.

 

"Hvordan har det hele så været, nu når jeg ikke har været her?" sagde jeg med et grin.

 

"Det var lort, jeg mener, come on. Der er intet sjovt og lave når min bedsteveninde ikke er her." han smilede.

 

"Men nok om min kedelige sommer. Fortæl mig om dig og Justin!!" du kune høre spændingen i han stemme, det fik mig til at grine, men jeg var ikke i humor til at snakke om Justin, men Leonard blev nød til at vide det, han var trådsalt min bedsteven.

 

Jeg trak på skulderne, "Der er ikke rigtig noget og fortælle. Jeg tror vist godt du ka' sige at vi slog op... også selvom vi ikke var kærester."

 

Leonard kiggede over på mig. "Du er forelsket i ham!"

 

Jeg tabte min hage, "Hvad? Nej!"

 

Han begyndte med at grine, "Jo du er så! Jeg har set det blik før. Altså, ikke på dig, men andre. Du elsker ham B. Plus, jeg kan læse dig som en åben bog." 

 

Han havde ret. Han kunne læse mig som en åben bog. Jeg kunne ikke gemme noget fra ham, jeg hadede det. Men var jeg virkelig forelsket i Justin? Jeg har tænkt over det før, men har aldrig rigtig dvælet over det. Altså, jeg elskede ham. Men forelsket?

 

Men på den måde mit hjerte var knust og fuld af smerte for ham lige nu, svarede det på mit spørgsmål.


Jeg elskede Justin. Nej, jeg var forelsket i Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...