Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41048Visninger
AA

1. Fødselsdag

Skrig. Det er det eneste jeg kan høre. Jeg vender hovedet og ser en pige der ligner en på 14, hoppende op og ned, jublende af spænding. Jeg kiggede til venstre og så nøjagtig det samme. Jeg er omringet af skrigende teenage piger, men det er ingen overraskelse.

 

Da musikken begynder med at spille, føler jeg en skarp smerte i mine øre da volumen af de millioner af skrigende piger bliver højere. Jeg prøvede og klare det, men kunne ikke, så jeg puttede mine hænder op til ørerne. Jeg tænkte tilbage i tiden, hvor jeg også var en af de piger. Skrigende. Råbende. Hoppende op og ned. 

 

Jeg flyttede langsomt mine fingre fra ørerne da jeg hørte hans stemme... og lige pludselig kom alle minderne tilbage...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN!" høre jeg min mor råbe da hun vækkede mig fra min søvn. Jeg rullede over på den anden side og gned mine øjne, ikke helt tilpasselig med lyset der kom fra mit vindue. Jeg smilede blødt og mumlede, "Tak.."

 

Jeg satte mig op og smilede over til hende med sammenknebne øjne.

 

"Nå, 17, føler du dig ældre?" sagde min mor med et grin. Jeg rystede bare på hovedet og grinte sammen med hende.

 

"Jeg føler mig udmattet, det må være sådan alderdom føles." sagde jeg jokene.

 

"BLAINE!" hørte jeg, da min lillesøster Bailey kommer løbende ind på mit værelse, hopper op i min seng og kaster hendes arme om mig. Hun var kun seks og hun var hovedsageligt den enste person jeg kunne fortælle alting, hun var min bedsteveninde. Også selvom hun var min halvsøster. Mor giftede sig med Malcom, Baileys far, for et år siden. Ham og mig var ikke så tætte, men vi havde vores øjeblikke.

 

"Hey Bay!" sagde jeg, da jeg plantede et lille kys på toppen af hendes hovede.

 

"Mor siger du skal i skole i dag, selvom det er din fødselsdag. Det er ikke fair!" sagde hun, mens hun krydsede sine arme over brystet, indsnævrede hende øjenbryn og rynkede på næsen. Mig og mor grinte bare.

 

"Det er fair i mine øjne!" erklærede mor, tog Bay og satte hende ned på gulvet. "Få så tøj på, så din søster kan gøre det samme!" hun tog hendes hånd og gik ud. Jeg rystede bare sukkende på hovedet og rakte over for at tage min mobil der lå på bordet. Jeg gjorde store øjne, da jeg så jeg havde over 40 beskeder. Jeg gættede at det bare var fødselsdagsønsker, jeg følte ikke at jeg havde tid til at læse dem, så jeg trykkede bare på slet knappen.

 

Resten af morgen bestod af, et brusebad, bruge 30 minutter på at bestemme hvad for noget tøj jeg skulle have på og høre på mor og Bay der skændes om hvad for noget tøj hun ikke skulle have på.

 

Jeg rejste mig fra stolen, krammede mor og Bay, mens jeg tog mine nøgler og ud af døren. Hvis jeg troede den her morgen var lort, så var skolen igenting. Jeg fik kram, kort, klap på ryggen, tillykke med fødselsdagen råbende ned ad gangen og lykønskninger fra lærerne, men lykønskede de mig for at fylde 17, eller for at blive født?

 

"Hey B!" hørte jeg, da jeg mærkede en arm der kom rundt om om nakke. Jeg behøvede ikke og dreje hovedet for at vide det er Leonard, han har en bestem parfume duft, den er så stærk, at jeg vil væde med, at man kan dufte den flere kilometer væk!

 

"Jeg har hørt at din kæreste leder efter dig. Hører jeg en fødselsdagsgave i luften?" jeg rullede bare med øjnene med et lille smørret grin i ansigtet, hvorimod Leonards hovede var helt lyst op.

 

"Han burde give mig en gave, han har været sådan en idiot på det seneste!"

 

"Det er de drenge hormoner, tag det fra mig skat, alle fyre har dem!" jeg grinede. Hvis jeg havde bruge for nogle drenge spørgsmål, skulle jeg bare gå til Leo. Her for nylig sprang han ud af skabet, og siden da, har han kun snakket om drenge. Men det er som at have en veninde til. Så jeg klager ikke.

 

"Hormoner eller ej, så er jeg ved at være træt af hans lort!" erklærede jeg, da jeg tog mine bøger ud af skabet.

 

"Skat, det har du sagt lige siden i begyndte med at komme sammen for et år siden. Du forlod ham ikke dengang og du har heller ikke forladt ham nu." han rullede med øjnene, mens han lænede sig op imod skabet ved siden af mit. 

 

"Måske bliver jeg smart en eller anden dag? ELLER! Jeg vil møde min prins charming og vi vil blive dybt forelsket også behøver jeg ikke og bekymre mig om Zain mere!" sagde jeg med en irriterende pige stemme, da jeg lukkede mit skab.

 

"Når du finder ham, så spørg lige om han har en bror!" sagde han og smed hans arme i luften, der fik mig til at grine endnu mere. 

 

Jeg begyndte med at gå hen mod timen, da jeg hørte klokken ringede, eller begyndte med, før jeg blev stoppet af Zain. Jeg rullede bare med øjnene og gjorde mig klar til en lorte undskyldning.

 

"Hej min smukke fødselsdags pige!" sagde han, mens han lænede sig ind og gav mig et lille kys på min venstre kind, der fik mig til at lave mit væmmelses ansigt. "Jeg vil gerne sige undskyld for og ignorere dig her på det seneste og for at have skændes med dig her den anden af-"

 

"Bare fordi du undskylder, for det mig altså ikke til at føle mig bedre! Du sagde nogle sårende ting, Zain, men det gør du altid, gør du ikke... jeg tror ikke du er klar over hvor ondt det gør." jeg sukkede. "Tænker du overhovedet, før du siger noget? Og du flippede kun ud fordi jeg spurgte om jeg måtte se dig, MIN KÆRESTE, som jeg ikke har set i lang tid? Du må ha' haft travlt med hende Ainslee pigen, ikke?" jeg rullede med øjnene, da han stirrede på mig, det så ud som overraskelse. Jeg krammede mine bøger ind til brystet, skubbede mig forbi ham og fortsatte ned ad gangen. 

 

"Blaine, jeg prøver og være sød! Jeg mener, come on, det din fødselsdag!" råbte han bag mig. Jeg kunne høre hans fodtrin da han løb op mod mig for at fange mig, tog min arm da han nåede op til mig, hvirvlede mig rundt for at kunne kigge på ham. "Hør her, jeg har noget til dig, og jeg er ked af det med Ainslee... det var en fase, du ved du er min eneste pige.." jeg tog hovedet ned og stirrede på mine sko, velvidende om at jeg ikke burde falde for det søde snak han altid brugte mod mig, men også velvidende om at jeg ville, som jeg altid gør..

 

Han tog hans finger rundt om min hage og tog mit hovede op. "Du er stadig min pige, ikke?" sagde han med et smørret grin, jeg kiggede op på ham med et suk og lod et smil komme frem på mine læber. Han smilede og lænede sig ind og gav mig et lille kys på munden før han langsomt skubbede sig væk og jeg så han puttede sin hånd i hans baglomme og tog to aflange stykker hvide papirer frem.

 

"De her.." sagde han, mens han holdte dem ind foran mig, "er dine." han kiggede ned på mig med et stort smil. Jeg tog dem langsomt fra ham og vendte dem rundt og holdte vejret, da jeg læste 'Justin Bieber' i toppen. Jeg kunne ikke styre mig selv, jeg lod et lille skrig komme ud og slyngede mine arme om ham og kysse ham omkring 30 gange. Jeg havde været en Bieber fan siden jeg havde hørt hans første sang, men havde aldrig råd til at købe nogle billetter. "Hvordan har du fået dem?!" råbte jeg.


"Min far hjalp, han kender nogle mennesker. Jeg kan regne ud at du er vilde med dem?" jeg kunne ikke snakke, jeg pressede bare mine læber mod hans, for at vise at det var et JA!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...