Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41028Visninger
AA

43. Det forbi Justin

Efter klokken 7 gik mor, Malcolm og Bailey, men Ryan blev. Han gik ud og købte en Taco Bell til mig, for madet på hospitalet smagte af lort.

 

”Hvad vil du gøre ved det?”

 

”Angående hvad?” spurgte jeg, mens jeg tog en bid af min taco.

 

”Justin. Du bliver nød til at fortælle ham det. Du kan ikke bare ikke fortælle ham det, det er det rigtige at gøre Blaine og det ved vi godt begge to.”

 

Jeg nikkede, mens jeg tyggede mit mad.

 

”Beholder du babyen?”

 

Jeg kiggede ned og trak på skuldrene, ”Det ved jeg ikke. Men jeg ved jeg ikke kan gøre det her mod Justin. Såre ham, fører ham igennem det her, ødelægge hans karriere, alt hvad han har arbejdet for.” jeg tog et par dybe vejrtrækninger og prøvede på ikke at græde. ”Jeg vil slutte alt imellem os…” jeg kiggede over på Ryan, han kiggede ned.

 

”Jeg kan ikke bede ham om at ofre alt for mig, for os, det er ikke fair. Det vil jeg ikke gøre mod nogen. Det gør jeg ikke, se hvad jeg allerede har gjort. Jeg har allerede ødelagt det hele, jeg lader det ikke gå længere end hertil. Jeg vil ikke ødelægge folks liv.”

 

”Og at slå op med Justin vil ikke ødelægge det?” han rejste sig op og gik over til døren, ”Jeg går. Få dig noget søvn, vi ses i morgen.”

 

Jeg nikkede og smilede, mens han gik. Jeg lagde min taco ned, da jeg ikke følte for at spise den mere. Jeg sukkede, lagde mig ned og vendte mig om på siden. Jeg var ikke klar til det her.. noget som helts af det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

___________________________________________________________________________________________________________

Da jeg hørte hans stemme udenfor døren begyndte jeg næsten med at græde. Min mor kiggede på mig og nikkede, hun vidste det var tid til at gå.

 

Jeg vendte mit hoved, da Justin kom igennem døren med en buket blomster i hånden. Jeg sad i en stol, lægen sagde jeg kunne tage hjem i dag, at jeg var okay.

 

”Jeg har købt disse til dig skat.” han gav mig dem og kyssede mig på panden.

 

Jeg smilede, ”Tak. De er smukke.”

 

”Ligesom dig.” han kiggede smilende på mig.

 

Jeg nikkede, og lagde blomsterne ned. ”Yeah…”

 

”Jeg har været så bekymret for dig, jeg aflyste næsten min koncert for-”

 

”Justin jeg er gravid.” sagde jeg og vendte mit hoved for at kigge på ham.

 

”Hva – gravid? Men hvordan? Vi var beskyttet.” hans øjne blev store, da han tænkte på den nat hvor vi var fulde. ”Det her er okay.” han tog min hånd og smilede, ”Vi har altid sagt vi gerne vil have børn og nu får vi en. Det bliver hårdt, men jeg er villig-”

 

”Stop!” jeg bakkede væk fra ham og tog min hånd til mig. ”Lad være med at få det hele til at være okay. Det er det ikke. Det er det langt fra. Vi har snakket om det Justin, snakket, ikke planlagt, ikke nu. Jeg er ikke klar til det her, og det er du heller ikke. Du har en fremtid, en lys en. En fantastisk karriere. Ikke jeg, jeg nægter at lade dig miste alt det, bare pga. mig.”

 

”Men Blaine, det er mit ansvar. Jeg gjorde også det her, jeg er nød til at mande mig op, hjælpe dig og være der for dig.”

 

Jeg rystede på hovedet og kunne mærke tårerne, ”Nej Justin. Det er forbi…”

 

”Hvad?” spurgte han og kiggede forvirret på mig.

 

Jeg bed mig i underlæben og tårerne faldt ned af mine kinder. ”Jeg kan ikke ødelægge alt det du har kæmpet for. Det vil jeg ikke have på samvittigheden. Det kan jeg ikke. Det kan jeg ikke.” jeg begyndte med at græde og tog mine hænder op til ansigtet.

 

Han greb ud efter mig, men jeg trak mig hurtigt væk. ”Lad være. Det her er hårdt nok, bare lad være.”

 

”Så lad venligst være med at gøre det her Blaine. Please. Jeg behøver ikke opgive det hele, bare for at være sammen med dig og babyen, please.” jeg kunne se tårerne fylde hans øjne.

 

”Jeg kan ikke. Det kommer ikke til at fungere. Prøv og se hvad jeg gjorde i nat. Jeg kunne have ødelagt så meget for dig.”

 

”Hvem tænker på det?!”

 

”Det gør jeg! Jeg tænker på det! Alt hvad der har med dig at gøre! Jeg vil ikke ødelægge mere af dit liv med en baby eller mig.”

 

”Det gør du ikke, please bare stop skat. Det okay. Vi kan klare det her.”

 

Jeg rystede på hovedet, ”Nej. Det her er sværere end du nogensinde kunne forestille dig. Sårer dig endnu mere. Sårer den fyr der betyder alt for mig. Fyren der er min verden. Fyren der reddede mit liv sidste nat. Min soul mate…” jeg kiggede op og tørrede mine tåre væk.

 

”Du kan ikke gøre det her. Du er mit hjerte, min sjæl. Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg mente det, da jeg sagde jeg havde brug for dig. Du gør mig bedre Blaine, please… please.” jeg kunne høre hans stemme blev svag mens han talte. Jeg så en tåre falde fra hans øjne og det fik mig til at græde endnu mere.

 

”Jeg forlader dig Justin.” jeg skubbede mig forbi ham.

 

”Please! Blaine! Lad være! Please!” jeg kunne høre tårerne i hans stemme. Jeg stoppede og græd.

 

”Jeg elsker dig Justin, det vil jeg altid gøre. Det lover jeg dig. Jeg gør det her for dig, det ville jeg ønske du kunne se. Jeg vil være sammen med dig mere end noget andet i denne verden, men jeg kan ikke hvis det ødelægger dit liv. Jeg elsker dig.” jeg begyndte med at gå, kiggede ikke tilbage på ham, åbnede døren og gik ud.

 

”Klar?” spurgte min mor og tog sine arme omkring mig. Jeg nikkede og begyndte med at gå ned ad gangen og ud af døren.

 

Jeg efterlod alt i det hospitalsværelse. Mit hjerte, min verden, alt jeg nogensinde har brug for. Det her ville ikke blive nemt, men jeg blev nød til at gøre det…
____________________________________________________________________________________________________________________

Jeg havde fået et par opkald af Justin siden den dag, hvor han tiggede mig om at komme tilbage til ham. Græd i telefonen, skændes, alt. Jeg blev ved med at sige nej til ham. Det var hårdt når jeg kunne høre ham græde. Det var det hårdeste jeg nogensinde har måtte gøre. Jeg sårede ham endnu mere, noget jeg ikke havde lyst til. Jeg sårede også mig selv. Det tog mig mere end vilje for at komme igennem dagen uden at bryde sammen eller for at kigge på gamle billeder af mig og Justin eller at ville snakke med ham. Jeg har grædt i mine mors arme de sidste par uger. Hun kunne se hvor hårdt det her var for mig og intet hun gjorde kunne få mig i bedre humør og det sårede hende.
_____________________________________________________________________________________________________________________

Jeg tog min mobil fra kommoden, da den vibrerede.

 

Det var en besked fra Ryan;

 

Vær sød og se det her.

 

Jeg gik over til min seng, satte mig ned og klikkede på linket.

 

Det var Justin der sad i en sofa med en guitar og han begyndte med at synge,

 

Lately I’ve been thinking, thinking about what we had. I know it was hard, it was all that we knew, yeah. Have you been drinking? To take all the pain away, I wish that I could give you what you deserve…

 

Mine øjne begyndte med at brænde, mens de blev fyldt med tåre,

 

Cause nothing can ever, ever replace you. Nothing can make me feel like you do, yeah. You’d know there’s no one I can relate to; I know we won’t find a love that’s so true.

 

Jeg kunne høre hans stemme knækkede. Jeg lod mine tåre falde, mens jeg så hans tåre løbe ned ad kinderne,

 

There’s nothing like us. There’s nothing like you and me, together through the storm. There’s nothing like us, there’s nothing like you and me, together, oh… I gave you everything, babe, everything I had to give. Girl, why would you push me away? Yeah. Lost in confusion, like an illusion. You know I’m used to making your day, but this is the past now, we didn’t last now. I guess that this is meant to be, yeah. Tell me, was it worth it? We were so perfect. But, baby, I just want you to see…

 

 Jeg lukkede mine øjne og begyndte med at græde endnu mere. Man kunne høre smerten i hans stemme, høre hvert et ord jeg havde sagt til ham og hvor hårdt det var.

 

There’s nothing like us. There’s nothing like you and me, together through the storm. There’s nothing like us, there’s nothing like you and me, together…

 

Da han stoppede med at synge åbnede jeg mine øjne og så han kiggede ned og tørrede hans tåre væk også var videoen ovre.

 

Jeg smed min mobil i min seng, satte mig tilbage, trak knæene op til mit bryst og tog mine arme omkring dem, mens jeg græd.

 

Gjorde jeg det rigtige? Kunne vi ha’ fået det her til at fungere? Jeg ville ikke såre ham, men havde gjort det. Jeg sårede ham så meget. Jeg sårede mig selv. Var den rigtige ting at gøre den forkerte? Han var villig og jeg skubbede ham væk. De fleste gravide teenageres kærester er ikke villige og forlader dem, men jeg forlød ham, jeg var ikke villig. Jeg forlod den dreng jeg elskede, fordi jeg var for bekymret omkring det hele når jeg skulle ha’ givet det en chance. Jeg gav op for at beskytte ham, for at redde ham, men jeg sårede ham, det sårede ham mere end noget som helst andet. Det slog mig ihjel, os begge to. Hvad skulle jeg dog gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...