Could it really be? |Justin Bieber|

Da Blaine får billetter til en Justin Bieber koncert i fødselsdagsgave af hendes kæreste, er hun mere end spændt. Men efter koncerten kommer de op og skændes og Zain slår hende, og hvem er det der er der for at redde hende fra at blive slået igen? Justin Bieber. Da Justin lader Blaine blive i hans tour bus og på hotellet med dem, sker der ting som Blaine aldrig troede ville ske, specielt ikke med Justin Bieber. Bog et af "Could it really be?" serien.

58Likes
97Kommentarer
41055Visninger
AA

41. Der her sker ikke for en som mig...

Jeg brugte morgen og turen tilbage til mit hus sammen med Justin. Han skulle optræde 45 min væk fra min by.

 

Da vi ankom til mit hus, gik han med mig hen til verandaen og tog sine arme om mig.

 

”Hvis du har brug for noget, eller bare vil snakke så ring til mig, okay? Hvis jeg ikke lige er i nærheden af min mobil, så lover jeg dig at jeg får nogen til at skrive eller ringe til dig og sige jeg har det godt, okay?”

 

Jeg nikkede, mens jeg kiggede op på ham, ”Det samme til dig.” Jeg smilede svagt, tog en dyb indåndingen og lød den komme langsomt ud, da jeg kunne mærke en tåre på min kind.

 

Han tog den væk min sin tommeltot, ”Please, lad være. Det her er hårdt nok, jeg vil ikke se dig græde…” han sukkede og kiggede væk fra mig et sekund, ”Vi har aldrig været væk fra hinanden i mere end et par dage, og det var hårdt nok. Det er endelige sunket ind at det her kommer til at stinke.”

 

Han tog mig ind til et kram. Jeg lukkede mine øjne og lød flere tåre løbe ned af min kind.

 

”Justin vi skal af sted nu. Jeg ked af det!” råbte Scooter fra bilen.

 

Justin trak sig væk fra krammet, tog sine hænder op til mine kinder og kyssede mig dybt. Han trak sig væk og kiggede mig i øjnene.

 

”Det skal nok gå. Alt sammen. Vi har været igennem så meget allerede. Det værste er ovre, det lover jeg. Okay?”

 

Jeg nikkede og bed mig i læben, da flere tårer kom. Han kyssede mig en sidste gang også vendte han sig rundt og løb ned til bilen. Han vendte sig rundt inden han steg ind i bilen og kiggede på mig, ”Jeg elsker dig Blaine.

 

”Jeg elsker dig Justin…” jeg krydsede mine arme på brystet og tog min hånd op til mit øje. Jeg kunne ikke se ham tage af sted, så jeg løb ind i huset lige i tide, for jeg skulle til at brække mig. Jeg løb ind på badeværelset og bukkede mig over toilettet.

 

”Ugh!” råbte jeg, da jeg skubbede mig væk fra toilettet og stillede mig med ryggen mod væggen. Jeg lukkede mine øjne. Mine albuer var på mit knæ og mit hoved i mine hænder. Jeg åbnede mine øjne og så der stod en kasse med tamponer på gulvet. Jeg tog min mobil ud af lommen, gik ind på min kalender og talte dagene.

 

Jeg var sent på den. Mega sent på den.

 

Jeg havde ikke bemærket det før nu, fordi jeg havde så travlt med Justin.

 

Jeg rystede på hovedet, ”Nej… nej…” jeg lukkede mine øjne, da jeg ledte efter svar i min hjerne. Vi har altid brugt beskyttelse, lige meget hvad. Så det kunne ikke være det.

 

Jeg gjorde store øjne, da jeg kom i tanke om festen hos Usher. Vi var fulde, men jeg kan ikke huske han brugte noget eller spurgte efter noget.

 

Jeg rystede på hovedet, nej, det kan ikke passe. Jeg var bare syg. Jeg havde influenza eller sådan noget. Jeg har været sent på den før, det var normalt.

 

Jeg sukkede, rejste mig op på mine knæ og åbnede håndvask skabet. Mor havde ekstra graviditetstest liggende for en sikkerheds skyld. Jeg rejste mig op, lukkede døren og trak mine bukser ned og satte mig på toilettet. Jeg behøvede ikke at læse brugsanvisningen, da jeg havde set det blive gjort så mange gange i fjernsynet.

 

Da jeg var færdig, lagde jeg testen på skranken og satte en tidtager til på min mobil. Jeg ventede, mens jeg prøvede at overbevise mig selv om at jeg bare skræmte mig selv og at det var influenza.

 

Jeg hoppede da min mobil sagde en lyd. Jeg fik den hurtigt slukket og puttede den tilbage i min lomme. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på testen.

 

”Nej… nej… det forkert, den lyver. Nej!” jeg smed testen og begyndte med at græde. Det her kunne bare ikke ske for mig. Det kunne det ikke. Testen var forket, det måtte den være.

 

Jeg gled ned ad væggen og gemte mit ansigt, mens jeg græd endnu mere, ”Nej… nej… please vær forkert…”

 

Jeg drømte. Det her kunne ikke være virkeligt. Det her skete bare ikke for mig lige nu. Det her sker ikke for sådan en som mig. Jeg er forsigtig. Jeg er artig. Det her sker ikke.

 

Jeg satte mig op, tog testen fra gulvet og kiggede på den igen, den var positiv. Jeg græd endnu mere.

 

Alting skulle være okay. Det her skulle ikke ske for mig.

 

”Please god, please…” jeg tog min mobil ud af lommen og gik igennem mine kontakter. Min finger svævede over Justins navn, men jeg stoppede og bevægede den ned til Ryans navn og trykkede på den.

 

Jeg tog mobilen op til øret og prøvede at få mig selv til at slappe af.

 

”Hallo?”

 

”Ryan?!”

 

”Blaine hvad er der galt? Er du okay?”

 

”Nej, jeg ved det ikke!”

 

”Vil du gerne snakke med Justin?”

 

”Nej! Vær sød ikke og give ham mobilen. Jeg ked af jeg ringede til dig, jeg vidste bare ikke hvem jeg skulle ringe til.” jeg begyndte med at græde igen.

 

”Vær sød og fortæl mg hvad der er i vejen. Jeg fortæller ikke noget til Justin, okay? Bare fortæl mig det.”

 

Jeg begyndte med at græde endnu mere og rystede på hovedet, ”Jeg kan ikke, jeg kan ikke klare det her.”

 

”Du kan ikke klare hvad Blaine? Snak med mig, så du sød.”

 

Langsomt begyndte jeg med at hyperventilere. Jeg tog et par dybe indåndinger og prøvede at få mig selv til at slappe af.

 

”Blaine?”

 

”Jeg er gravid Ryan.”

 

”Hva-hvad? Er det Justins? Hvordan? Hvorfor? Hvad!”

 

Jeg kunne mærke flere tårer falde, da jeg lænede mit hoved op mod væggen og lukkede mine øjne.

 

”Er din mor hjemme? Har du fortalt hende det? Ved Justin det?”

 

”Nej og vær sød ikke at sige noget til ham. Vær sød ikke at gøre det. Han kan ikke klare det her, jeg kan ikke klare det. Jeg kan ikke. Det her sker ikke for mig.”

 

”Var I ikke beskyttede?”

 

”Jo, men en fuld nat kan ændre alting. Jeg er så dum!!” jeg slog mig selv i hovedet og begyndte med at græde endnu mere.

 

”Shh Blaine. Du skal ikke geare dig selv op lige nu, det nytter ikke noget. Bare slap af.”

 

”Det kan jeg ikke Ryan. Jeg kan ikke!”

 

”Det skal du! Vær sød at gøre det for mig, men hvis ikke for mig, så gør det for Justin.”

 

Jeg tog en dyb indånding og nikkede, ”Okay.”

 

”Okay, mange tak. Du bliver nød til at fortælle Justin det, eller din mor.”

 

”Jeg kan ikke sige det til Justin. Jeg fortæller ham det ikke. Jeg ved ikke engang om jeg vil beholde det.”

 

”Oh gosh Blaine.”

 

Jeg kiggede på testen og sukkede, ”Jeg går nu Ryan, mange tak for hjælpen…”


”Blaine, vent!”

 

”Hvad?”

 

”Er du okay? Jeg kan ikke forlade dig sådan her.”

 

”Jeg har det fint, jeg tager mig af det. Jeg har styr på det. Du skal ikke være bekymret og du siger ikke noget til Justin.” jeg tog mobilen væk fra min ansigt og lagde på, før jeg kunne høre hvad han sagde. Jeg rejste mig fra gulvet og kiggede på mig selv i spejlet. Min makeup var ud over det hele. Mine øjne var røde, jeg ligne noget der var løgn.   

 

Jeg kiggede på min mave og lagde min hånd på den. Mine øjne blev fyldte med tåre igen. ”Hvorfor…” jeg lukkede mine øjne, åbnede dem igen og kiggede på mig selv af bar væmmelse. Jeg var endnu et eksempel på en af de teenage piger der bliver gravide i en ung alder. Min mor slår mig ihjel. Alle vil tro jeg er en luder. Jeg er en luder for at have ladet det her ske.

 

Jeg begyndte med at græde igen. Jeg tog testen, gik ud af badeværelset og op på mit værelse. Jeg smed den i skraldespanden ved siden af min seng, lagde mig ned på sengen og krammede en pude mod mit bryst.

 

____________________________________________________________________________________________

 

”Blaine, skat, er du sulten? Aftensmaden er færdig.” sagde min mor, da hun stod i døren. Jeg havde været på mit værelse hele dagen. Jeg ville ikke snakke med nogen, eller lave noget som helst.

 

”Nej tak mor. Jeg har det ikke så godt.”

 

”Stadig skat?” hun gik over til mig og lagde sin hånd på min pande. ”Du har ikke feber. Bare hvil dig skat.”

 

Jeg nikkede og åbnede ikke mine øjne før hun var gået. Mine øjne var højst sandsynligt helt røde af at græde og hvis hun så det, så ville hun vide hvad der var sket.

 

Jeg vendte mig rundt på ryggen og kiggede op på loftet. Jeg tog min mobil op af lommen, da den begyndte med at ringe. Det var Leonard. Jeg sukkede og besvarede den.

 

”Hallo?”

 

”Omg, hun lever!” begyndte han med at grine. ”Jeg har ikke hørt fra dig i en evighed. Jeg er tilbage fra turen og jeg savner min bestie + Lucas Smith holder en fest i aften og vi skal med. Eller er du stadig sammen med din lover boy?”

 

”Nej, han er taget af sted.”

 

”Åh, er det godt eller skidt?”

 

Jeg sukkede, ”Godt.”

 

”Det lyder til du godt kunne muntres lidt op, please vær sød og tage med.”

 

”Vil der være alkohol?”

 

”Um, duh!”

 

”Okay. Jeg er klar om 15 minutter, der kan du komme og hente mig.”

 

”Yes!! Vi ses snart.”

 

Jeg lagde på og satte mig op i sengen. Jeg vidste ikke om jeg valgte den rigtige beslutning. Men jeg tænker heller ikke klart lige nu. Jeg ville bare gerne have det her rod til at forsvinde.

 

Jeg tog et hurtigt bad, tog et par lavtaljede bukser på, en trøje der viste min mave, lagde mit makeup og ordnede mit hår. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Jeg lignede ikke mig selv, jeg følte mig ikke som mig selv.

 

Jeg hørte et dyt og vidste det var Leonard. Jeg løb ned af trappen og råbte til min mor jeg havde det bedre og at jeg skulle ud med Leonard, før hun kunne se hvordan jeg så ud.

 

Jeg løb over til hans bil og steg ind.

 

”Damnnn girllllll. Hvem prøver du at imponere?”

 

Jeg smilede og blinkede til ham.

 

Han grinede og kørte ned ad gaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...