#Wholock vs. Jack the Ripper

Jack the Ripper hærger London med sine brutale mord i år 1888. Politiet er på røven, og de sender bud efter Doktoren. Doktoren kan ikke klare det selv, men ved hvem, der kan. Sammen med Sherlock og John Watson, Doctor WHO og Amy Pond håber de på, at de kan fange the Ripper inden han forsvinder for evigt og forbliver ukendt. - Jeg har researchet, så alt der står om Jack the Ripper og hans mord er sandt. Men kan Sherlock ændre på den sandhed?

10Likes
5Kommentarer
656Visninger
AA

2. the TARDIS


 

Sherlock brasede ind af døren til John Watsons og sin lejlighed. John sad stille i lænestolen og drak te, og nød roen, som for lidt siden havde præget stuen.
 „Sidder du bare dér?" lød det fra Sherlock, nok mere ment som en konstatering end et spørgsmål. John tog en slurk af sin Earl Grey te, og trak på skuldrene.
 „Det var te-tid, og du var der ikke," 
Sherlock traskede rundt i deres lejlighed og ledte efter noget, så der lød en værre skramlen med papirer og skabe, der åbnes og lukkes. John kneb øjnene sammen, håbede på at finde tilbage til roen. Sherlock smilede triumferende og stoppede et ukendt objekt i lommen på sin trenchcoat. Han rømmede sig, og John slog øjnene op, og fik øje på Sherlock med julelys i øjnene.
 „Hvad?" sukkede John Watson halvt opgivende.
 „Kom. Jeg skal vise dig noget,"  Sherlock var ude af stuen og på vej ned ad trapperne, i hvad der virkede som 4 kæmpeskridt. Hoveddøren slog mod væggen. John kunne høre Mrs. Hudson komme forhastet ud for at se, hvad der var sket.
 „Det er okay, Mrs. Hudson," Råbte John ned til hende, og han kunne høre hende trippe væk igen, mens hun snakkede med sig selv. Han gik hen mod vinduet og så ned. En blå boks - han blev enig med sig selv om, at det måtte være en telefonboks - stod på fortovet foran deres lejlighed. John stod lidt og undrede sig over om det mon, var det han vil vise ham. Sherlocks velkendte ansigt med det mørke, krøllede hår på toppen, stak ud af boksen, og han vinkede John ned med store armbevægelser.
 „Hvad har du nu gang i, Sherlock," mumlede han for sig selv, kunne ikke lade være med at undertrykke et smil. Han skyndte sig svagt haltende over til døren, tog jakken om sig og strøg ned af trapperne. Udenfor 221B Baker Street stod den blå boks der stadig, men Sherlock var ikke nogen steder at se. Han stod et stykke tid og ventede på, at han skulle komme ud og fortælle ham, hvad han skulle.
 „Sherlock?" Dr. Watson trådte nærmere, forsøgte sig med at kigge ind af et lille vindue. Sherlock kiggede utålmodigt tilbage lige indenfor. John åbnede døren:
 „Hvad har du.. -" John måbede. Sherlock stod nu et stykke væk på en slags trappeplatform. Han slog ud med armene og gik ned til ham:
 „Hvad siger du så, John!" Sherlock lukkede døren ud til. Fattig for ord fik John udtrykket sig, at den jo var meget større indeni end udenpå. Hans fornuft kæmpede med at overbevise ham om, at det han så ikke var virkelig. Fuld af beundring og stadig en smule skepsis begav John Watson sig længere ind i boksen.
 „Hvad er det her?"
 „Det hedder en TARDIS," stemmen fra en ukendt mand gav sig selv til kende oppe fra den samme trappesats, som Sherlock stod på lige før. Manden var rank og slank, brunt, glat hår - slet ikke lige som Sherlocks, et bredt tilfreds smil - dog uden at vise tænder, en skjorte, en brun blazer og almindelige boots - og en bordeaux rød butterfly.
 „Bare kald mig Doktoren,"
John nikkede, prøvede blot at forstå, hvad der egentlig foregik.
 „John Watson, hjemsendt feltlæge. Smart bowtie," han rakte hånden frem som gestus. Doktoren klappede hænderne sammen og fløj nærmest tilbage, hvor han kom fra.
 „Sherlock burde også have sådan en - det er in," Doktoren pegede drilsk på Sherlock, og gav sig til at hive i håndtag og trykke på knapper, på hvad der lignede en form for kontrolpanel. Sherlock lavede en grimasse af hans kommentar og stillede sig ved siden af John, hvor han nulrede kort ved sit blå tørklæde, som efterhånden var blevet en fast beklædningsdel sammen med hans sorte trenchcoat:
 „Hvem er han overhovedet? Kalde sig selv Doktoren," John rynkede sine bryn og så på sin bedste ven.
 „En ven," sagde Sherlock med sine hænder om på ryggen.
 „Ah." John vidste ikke helt, hvorvidt han kunne stole på det, og om hvorvidt han kunne lide det eller ej.
 „Hvad synes du så om hende? Bare sig lige hvad du har lyst til - jeg har hørt det meste," lød det fra Doktoren. Væggene var lavet af metal og gav den enorme entré - af en telefonboks at være - et koldt look. Store slanger hang ned fra loftet, og biplydene var konstante. Det hele så faktisk rimelig sci-fi ud i følge Johns vurdering af alienfilm.

 

„Doktor? - " En spinkel kvinde med mellemlangt, glat orangerødt hår sprang op til Doktoren, hvor han stod og fumlede med forskellige ting.  Sherlock og John tav, mens de begge så på hinanden efterfølgende af et blik op mod den anonyme kvinde. Hun stivnede et øjeblik, indtil hun tøede op med et smil.
 „Du sagde ikke, at vi havde gæster," hun daskede venligt til Doktoren, og fandt vej ned til de to herrer. Sherlock så alvorligt på hende, da hun præsenterede sig selv som Amy Pond. Da Sherlock ikke havde taget initiativ til at præsentere sig først, rakte John hånden frem.
 „John Watson, hjemsendt feltlæge. Det er Sherlock Holmes," John gav sit bedste smil, trods han stadig var lidt forvirret over situationen.
 „Så De er altså den Sherlock Holmes?" spurgte hun med store øjne. Han nikkede og fremtvang et lille smil. Sherlock passerede hende, og hviskede noget til Doktoren, så John og Amy stod tilbage.
 „Hvem er ham Doktoren?" spurgte John lavmælt.

 „John! Hvor kunne du allerhelst tænke dig at komme hen?" John så undrende op fra hans og Amys tiske-hviske samtale og hen på Sherlock.
 „Brug fantasien," Sherlock gik i cirkler rundt om kontrolpanelet.
 „Øh, jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til Maldiverne,"
Sherlock sukkede højlydt: „Kom nu,"
John søgte efter svar hos Amy, som mimede „Nice try."
 „Hvad, fortæl mig, hvor jeg allerhelst vil være," opgav John.
 „Londons East End, Whitechapel, år 1888, John!" Sherlock og Doktoren smilede bedrevidende til hinanden. Amy gik op til drengene, og forlod Dr. Watson tilbage i undren.
 „Men hvordan?" John havde givet op på gætteriet. Sherlock stod med hænderne i siden, havde dog ikke givet helt op på ham endnu. „Det kan man kun, hvis man har en tidsmaskine," Sherlock hvirvlede rundt af begejstring, og John forstod endnu ikke helt, hvorfor Doktoren begyndte at klappe af ham.
 „Selvfølgelig!" Sherlock pegede op på Doktoren. „31. august 1888, Whitechapel," Tardissen begyndte at summe og suse.
 „Sherlock... - " John Watson greb ud efter et gelænder, der var i nærheden.
 „God idé, Mr. Watson. Hold hellere fast i noget Sherlock,"
Skarpe lys og høje, susende lyde fik John til at sætte sig ned på de nederste trappetrin. Boksen blev løftet op i luften,
 „Geronimooooo!" lo Doktoren og med ét var Tardissen forsvundet fra Baker Street.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...