#Wholock vs. Jack the Ripper

Jack the Ripper hærger London med sine brutale mord i år 1888. Politiet er på røven, og de sender bud efter Doktoren. Doktoren kan ikke klare det selv, men ved hvem, der kan. Sammen med Sherlock og John Watson, Doctor WHO og Amy Pond håber de på, at de kan fange the Ripper inden han forsvinder for evigt og forbliver ukendt. - Jeg har researchet, så alt der står om Jack the Ripper og hans mord er sandt. Men kan Sherlock ændre på den sandhed?

10Likes
5Kommentarer
662Visninger
AA

4. Sherlock og kvinder

Da St. Pauls Cathedral slog 8, sad de alle fire inklusiv kommissæren på en pub. Abberline havde betalt 3 pence for et stort glas gin til hver. Doktoren var den eneste, som ikke havde rørt sit - Sherlock nippede lidt til sit i ny og næ, også selvom alkohol - og da slet ikke gin - var hans kop te. Abberline smagte knap på det, da han skyllede det ned i store mundfulde. John og Amy var faldet godt i snak, så de næsten glemte at drikke. Sherlock holdt øje med en gruppe kvinder i den anden ende af lokalet. De virkede til at more sig gevaldigt over et eller andet. En rødhåret, som sad ved bordet, fik øje på Sherlock, som kiggede overvågende på dem. Hun hviskede noget til de andre, og flere af kvinderne vendte sig nysgerrigt om. De smilede forførende til Sherlock, som sad med sit sædvanlige stone-face, og Doktoren så også ud til at have fundet ud af, hvad der foregik.
 „Dem snupper jeg," grinede en af dem, mens hun rejste sig fra forsamlingen.
 „Det er dem," Sherlock nikkede mod gruppen af kvinder og smilede mod brunetten, som kom gående usikkert til bens.
 „Long Liz!" udbrød Sherlock med et smil. John kunne se, han spillede, men det virkede til hun var ligeglad.
 „Gentlemen," hun satte håndfladerne i bordet og lænede sig beruset over mod Sherlock. Hun prøvede ihærdigt, uden nogen tydelig succes, på at forføre Sherlock. John og Amy holdt en pause i deres samtale for at drikke og lytte til, hvad der nu var på færde. Kvinden var så småt ved at give op på Sherlock, og satte kløerne i Doktoren.
 „Nice bowtie, sweetie," pointerede hun med et skævt smil. Der kunne høres en latter ovre fra bordet, hvor de resterende kvinder sad og gloede betaget af deres venindes ringe scoretricks. En lyshåret var på vej over for selv at tage del i forsamlingen - og forhåbentlig få en kunde til i nat. Long Liz hvæsede afværgende af hende. 
 „Dark Annie!" bød Sherlock hende velkommen. Annie smilede lummert til Elizabeth Stride, mens hun gav hende et dask;
 „Han husker mit navn," sukkede Annie drilsk og holdt hænderne over hjertet. Hun satte sig ind ved siden af Sherlock og lagde hovedet på hans skulder og greb stolt hans arm. Sherlock skulle til at protestere, men Doktoren stoppede ham i det.
John morede sig særdeles ved at se sin bedste ven gå igennem den form for "tortur". Sherlock bed ham af. Liz lagde armene over kors for derefter at sætte sig på uden videre på Johns skød. Hun kyssede ham lidenskabeligt på kinden, så spyttet efter glinsede derpå.  Annie må have lagt mærke til Sherlocks undvigelse, så hun fortalte ham - halvt fornærmet, halvt i fjolleri - at der ikke var noget at være bange for. Liz fnøs af hende. Sherlock så ikke så komfortabel ud i situationen.
„Hør, skal De aldrig drikke noget af den der?" Long Liz pegede uhøfligt på Doktorens glas med gin. Han rystede på hovedet og skubbede den over til hende. Abberline sad blot for bordenden og lejede flue på væggen. Han kendte udmærket kvinderne, og hvordan de "arbejdede".
„Det gør mig ondt med jeres veninde," siger Sherlock pludselig så alle ser på ham. Liz sætter ubehøvlet glasset ned efter grådigt at have sat halvdelen til livs.
„Nå, hende?" hun fnøs. „Veninde og veninde, kom vel an på så meget,"
„Men De ved godt, hvordan hun døde?" Sherlocks stemme blev dybere og mere bestemt.
„Åh, ja," sukkede Dark Annie, som langt om længe gav slip på Sherlocks arm. „vi ved skam godt, at der er nogle klamme typer her i Whitechapel, men det han gjorde mod Polly.." Hun lavede en grimasse.


„Hvilken dato har vi i dag?" spurgte Sherlock vel vidende, at det var den 7. september, og at tiden snart ville komme. Liz færdiggjorde sit glas og hamrede det stolt ned i bordet og undertrykte en bøvs.
„Det ved jeg sgu ikke," hun lænede sig prøvende frem mod Sherlock, som sad udtryksløst og betragtede de resterende kvinder ved det hinsides bord. Hun tog fornærmet fat om kæben på Sherlock og holdt den, så han var tvunget til at se på hende.
„Men De derimod, ved jeg, er en gusten mand," hun rejste sig fra forsamlingen og forventede, at John bakkede hende op. Der blev en akavet stilhed indtil Annie forklarede beroligende, at de ikke skulle lytte til hende. John lagde mærke til de små ansigtsudtryk i Sherlocks ansigt, som tydede på at han var et helt andet sted. Da det var gået op for Liz, at ingen havde tænkt sig at følge med hende, forlod hun bordet med et tøsefornærmet fnys. Sherlock rejste sig og tonede frem som en lang, mørk skygge. Annie så håbefuldt op på ham.
„Beklager, miss Chapman," han bøjede sig galant ned og gav hende et hurtigt kys på kinden. „Jeg lover Dem, at De nok skal finde et sted at sove i nat uden min hjælp." Sherlock slog sin krave op, stak hænderne i lommerne på frakken, spadserede uden videre forbi Long Liz og resten af flokken og ud af indgangen forfulgt af lange blikke.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...