#Wholock vs. Jack the Ripper

Jack the Ripper hærger London med sine brutale mord i år 1888. Politiet er på røven, og de sender bud efter Doktoren. Doktoren kan ikke klare det selv, men ved hvem, der kan. Sammen med Sherlock og John Watson, Doctor WHO og Amy Pond håber de på, at de kan fange the Ripper inden han forsvinder for evigt og forbliver ukendt. - Jeg har researchet, så alt der står om Jack the Ripper og hans mord er sandt. Men kan Sherlock ændre på den sandhed?

10Likes
5Kommentarer
661Visninger
AA

5. "Dark Annie"

 

En mand kom farende til Scotland Yard i nat. Han berettede om noget forfærdeligt, han havde set i sin baghave. Abberline konstaterede hans tilstand som chok. Sherlock havde givet besked på, at hvis der skete endnu et lignende mord som Mary Ann Nichols, måtte de ikke flytte liget, til han havde taget et kig på det.


Dr. Llewellyn stod allerede ude i mandens baghave på 29. Hanbury Street sammen med Abberline, da Sherlock og John trådte ud af den mørklagte døråbning til huset. Abberline afbrød en samtale og gik hen til dem.
„Hvor er Doktoren? - og Amy?"
Sherlock kastede et blik hen mod mængden af politifolk, som alle snakkede lavmælt om liget, som deres skygger dækkede. Han rettede sig mod inspektoren.
„Det her er mere min ekspertise end Doktorens," kort og enkelt lukkede han munden på Abberline. „Må jeg?"
Abberline nikkede og gjorde en gestus mod liget.
„Gentlemen," Sherlocks dybe, insisterende stemme fik Llewellyn til at hæve sit blik fra den døde krop. Abberline stødte til.
„Lad ham komme til," henvendte han sig til sine betjente, som så mistroisk på den lange, blege mand med høje kindben og sjusket hår. De gav ham plads. John blev også lukket ind i kredsen.
„Sherlock," John tøvede. „er det ikke -?"
Sherlock satte sig på hug og fiskede sit lommemikroskop frem fra frakken. Han nikkede bekræftende. Den søde dunst fra liget nåede Sherlocks næsebor, hvilket fik ham til at hoste, hvilket overraskede ham.
„Er du okay?" John lagde bekymrende en hånd på hans skulder. Ydmyget over Johns pludselige omsorg til ham, kvalte han sin hosten.
„Hold dig i baggrunden," Sherlock viftede hen mod de andre betjente, som udvekslede små sætninger og skeptiske blikke.
„Hvad laver han?" Llewellyn hviskede utilfreds til Abberline. Sherlock betragtede kvindens dislokerede hoved.
„Undskyld, miss Chapman," mimede han og så ned langs hendes krop. Samme målrettet voldelighed var rettet mod hendes abdomen. Noget af tarmen var viklet ud og lagt kunstnerisk over hendes højre skulder.
„Interessant," mumlede Sherlock for sig selv, fandt sin mobil frem og tog et billede af en lille bunke med nogle pennys, hendes fingerring og et par messingknapper, som lå for hendes venstre fod. Da blitzen gik af, blandede dr. Llewellyn sig irriteret:
„Hvad er det dog De laver?"
Sherlock smilede provokerende. Han begyndte at forklare, hvad en mobil var for noget og varslede om fremtiden, da Llewellyn stoppede ham:
„Nej, hvad laver De? "Han henvendte sig både til Sherlock, men ligeså meget til Abberline. Sherlock tav, rejste sig og udglattede sin trenchcoat. Tog sig god tid til at stoppe mikroskopet tilbage i den lille pose. Han rømmede sig og pegede på kvinden.
„Annie Chapman. 46 år. Som I kan se er hun blevet åbnet på langs i forhold til miss Nichols. Han har trukket benene op og fastgjort hendes tyndtarm til den højre skulder med et stykke snor," Sherlock kiggede op. Mange nygerrige naboer gloede ned på dem fra deres balkoner.
„Livmoderen er væk og noget af blæren mangler," et par af naboerne begyndte at råbe, at de ville se liget. John lagde mærke til at Sherlock blev forstyrret og måtte kæmpe for at holde fokus.
„Øh," han så desorienteret rundt om sig. John blandede sig for at hjælpe sin ven ud af den pinlige tavshed.
„Hvad siger det så om morderen, Sherlock?"
Sherlock rystede på hovedet og klappede hænderne sammen under hagen.
„Nemlig, John," han pegede på ham. „I kan se, at han har efterladt os et spor - et blodigt læderforklæde dér i hjørnet, og det har han umiddelbart gjort med vilje. Han tror, han ejer jer og driver gæk med jer.
Morderen personlig har været lokalt bosiddende i Whitechapel. Moderne seriemordere har tendens til at jage på velkendt jord. Ofte er morderens første offer nær personens hjem eller arbejdsplads - et sted hvor han følte sig komfortabel og vidste talrige ruter for at undslippe." Han sendte et bedrevidende smil til (de dumme) politifolk.
  „Man skal bare vente på, at morderen begår en fejl."
Sherlock flyttede sig så de krævende londonere kunne få et glimt af morderens "mesterværk". Publikummet tav forfærdede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...