De Royale Søstre Bog 1 - Kaos

Der var en tid i landet Equestria. En tid for flere tusind år siden. Før dets storhed overhovedet var begyndt. Før alicornprinsesserne, før hoppen i månen og før faldet af Discord. Før skønheden og harmonien. Før freden var der kaosset. Discord har hærget landet i flere år. Alt er kaos, og mange sulter, og der er intet håb for en bedre fremtid. Indtil en nat, hvor en gammel legende går i opfyldelse. En pony finder en nat to små føl i skoven. Den ene hvid og den anden mørkeblå. Begge med både enhjørningehorn og pegasusvinger og begge allerede med deres Mærke. En sol og en måne. Da Discord opdager deres eksistens, tager han dem med sig til sit slot for at bo i den tro, at han selv har skabt dem. Hvad, han ikke ved, er, at det bliver begyndelsen på slutningen for hans herredømme.

5Likes
12Kommentarer
949Visninger
AA

2. Vi ødelægger en forelæsning, der i forvejen ikke gik særlig godt - Celestia

 

Del 1

 

Det er følelsen af noget guddommeligt.

     Det øjeblik, hvor man slår øjnene op og ser op mod himlen over trætoppene, og det er det allerførste, man ser. Det øjeblik, hvor man tager sin første indånding, mærker sit hjerte banke.

     De fleste kan ikke huske den dag, de blev til.

     Det kan jeg.

 

Den gamle pony fulgte forvirret og en anelse forbløffet efter mig, da jeg trak ham med ind i skoven. Jeg viftede med mine hvide vinger, men de var ikke stærke nok til at kunne bære mig.

     Jeg førte ham ind imellem de høje træer og dybere ind i skoven.

     "Hvad hedder du?" spurgte den gamle pony en smule befippet.

     "Celestia," svarede jeg prompte. Jeg ved ikke, hvor jeg vidste det fra. Jeg... vidste det bare.

     Vi kom til en flodstrøm. Et stort træ stod ved bredden på den anden side med grenene slangende sig mange meter over vandet. Oppe på en af grenene sad et lille mørkeblåt føl med lyseblå man, hun var en smule mindre end mig. Det var min søster Luna.

     "Er det din søster?" spurgte ponyen dumt.

     "Ja, hjælp hende ned!" bad jeg desperat. Jeg havde selv ingen anelse om, hvordan jeg skulle få hende ned, og hun kunne ikke selv finde ud af det.

     "Okay," sagde ponyen og tog en dyb indånding. Så glødede det sært om hans horn i panden. Jeg kiggede op imod Luna og kunne se, at det nu også glødede omkring hende.

     "Nej, vent!" skreg hun panisk.

     "Tag det roligt, Luna!" råbte jeg til hende.

     Ponyen begyndte langsomt at få hende til at svæve. Han havde dyb koncentration. Så spurgte han: "Kommer I fra Canterlot?"

     "Fra hvor?" Jeg var ikke helt sikker på, hvad han mente. Canterlot? Var det et sted i nærheden? Jeg så mig forvirret omkring og vidste ikke, om jeg burde vide noget om det.

     Den gamle pony så forvirret på mig. "Fra Canterlot. Byen lige i nærheden."

     "Det... det ved jeg ikke."

     Han virkede nu bare endnu mere forvirret. "Jamen, hvor er jeres forældre da?"

     "Det... det... det ved jeg ikke!" råbte jeg hysterisk. Jeg vidste ikke noget! Der var ikke nogen minder om noget som helst. Ikke om andet end, da jeg vågnede og så op på himlen.

     Ponyen så nu lettere bekymret på mig. Han fik Luna svævet ned til os, og rystet gik hun hen til mig. Så stirrede hun op på ponyen.

     "Hvem er du?"

     "Øhm... Star Light."

     "Okay - jeg hedder Luna."

     "Javel..." Star Light så ud til at studere os. Jeg var ikke helt klar over, hvad der var at studere. Vi lignede ham da nogenlunde.

     "Er I to... helt alene herude?" spurgte han.

     Vi nikkede begge to.

     "Kan I huske andet end... at være i skoven her?"

     Vi rystede på hovedet.

     Så så han op imod himlen og hviskede noget, jeg ikke kunne høre. Han så nærmest... befriet ud, som om han lige havde oplevet noget af en åbenbaring.

     "Star Light?" prøvede jeg i håb om at trænge igennem til ham.

     Han blinkede lidt distræt med øjnene, hvorefter han så ned på os.

     "Det dér Canterlot, du nævnte," sagde jeg. "Bor du dér?"

     Han nikkede. "Ja, jeg bør måske tage jer med til mit hjem. Kom med."

     Han begyndte at gå tilbage fra, hvor jeg havde fundet ham. Luna gik langs min side, og jeg lagde min ene vinge over hendes ryg.

     Vi kom ud af skoven, og frem for mig kunne jeg ikke se andet end åbent landskab med nogle ganske få hytter. Længere fremme var et bjerg, og svagt kunne jeg se noget bygningsværk der.

     Vi gik hen over det åbne landskab, til vi kom til en sti, der førte op ad bjergskråningen. Jeg kiggede på Luna, der virkede underlig fjern. Hendes turkise blik var rettet mod fuldmånen. Jeg kiggede op imod den, men kunne ikke se noget specielt. Hvad var det, hun fandt så tiltrækkende.

     Så forsvandt den pludselig - lige så meget som nattehimlen og alle stjernerne. Alt blev pludselig lyst, og der var et eller andet, der skinnede kraftigt på os.

     "Årh nej," jamrede Star Light. "Han ville trods alt ikke lade det være nat HELE natten!"

     Jeg anede ikke, hvad han snakkede om. Det lød som volapyk. Da mine øjne havde vænnet sig til lyset kunne jeg nu se en stor lysende kugle øverst på himlen. Den skinnede kraftigt. Solen. Og nu kunne jeg ikke lade være med at stirre på den. Man skulle tro, at jeg ville få ondt i øjnene, men det gjorde jeg ikke. Jeg følte, at alt blev lettere omkring mig, når jeg så den. Jeg blev fyldt med energi.

     "Celestia!" råbte Star Light.

     Jeg rystede på hovedet og vågnede af min trance. Jeg kiggede på Star Light og blinkede. Han havde åbenbart kaldt flere gange.

     "Vi skal skynde os videre. Det er ikke rigtigt dag endnu, men ponyer er typisk påvirket af Solen."

     Var det meningen, at jeg skulle fatte, hvad han snakkede om? Jeg kiggede forvirret på Luna, men hun så lige så forvirret ud som jeg følte mig.

     Star Light skyndede på os resten af turen. Vi kom til denne her by længere oppe ad bjergskråningen, fyldt med gyder og brostensgader. Trods lyset var der helt stille og tomt. Ikke en levende sjæl.

     Star Light hastede ned ad gaderne, til vi kom til en stor jernlåge. Han åbnede den forsigtigt og prajede os ind. På den anden side af lågen var der en stor tilgroet have og et... meget stort hus.

     Vi måbede. "Bor du her?"

     Han nikkede. "Kom med ind." Han gik hen til hoveddøren og trådte ind. "Jeg er hjemme!"

     Luna og jeg trådte ind og stillede os lige bag ham, da vi hørte nogen komme galopperende.    

     "Hvor i Equestria har du været?!" tornede en lille pony, da hun kom ind i entréen. Hun var lyseblå og med mørkeblå man og hale. "Du har været væk den halve nat!"

     "Marion, se, hvad jeg har med," sagde Star Light og flyttede sig, så hoppen kunne se os. Hun gjorde store øjne.

     "Hvor har du dem fra?" Hun fik det til at lyde, som vi var genstande.

     "I Evigfriskoven, Marion."

     "Var de faret vild?"

     "Nej de var... De var ikke faret vild."

     "Åh, hvad har De nu lavet, herre?"

     Star Light sukkede.

     Vi gik alle sammen ind i dagligstuen - en meget stor og hyggelig dagligstue. Hoppen lavede nogle boller til os, som vi sad og spiste af.

     Imens stod Star Light og hende lidt væk fra os og diskuterede. Vi kunne ikke høre, hvad de sagde.

     "Hvad foregår der?" spurgte Luna.

     "Det ved jeg ikke," svarede jeg. "Bare lad være med at lytte."

     Pludselig udbrød Star Light: "For Equestrias skyld, Marion! Se på deres Mærker, se på deres vinger, se på vægtæppet!" Han pegede på væggen bag os.

     Luna og jeg drejede hovedet og kiggede op på væggen. Jeg spærrede øjnene op.

     Der var et kæmpestort vægtæppe, der nærmest fyldte hele væggen. Den forestillede to ponyer, den ene var skinnende lys, den anden skinnende mørk. Solen og Månen var i baggrunden. De havde begge to både vinger og horn.

     Jeg kiggede bagerst på siden af mig. Lige over bagbenene. Der var et Mærke i form af en skinnende sol. Så kiggede jeg på Lunas bagparti. Det var helt sort med en nymåne mærket på.

     Jeg vendte dernæst blikket mod de to ponyer. På Star Lights bagparti var der noget, der lignede en kikkert og noget sammenfoldet papir. På Marion Soups var der en gryde.

     "De er den eneste, der stadig tror på den legende, herre," sagde Marion. "Men jeg siger dig, de kan umuligt være..."

     "Det er de! De siger, at alt, de husker, er den skov, og jeg SÅ stjernen styrte ned i skoven. De blev skabt i NAT, de er uden tvivl svar på legenden, de er bestemt til at - "

     "De er bestemt til hvad, Star Light? Har du nu tænkt dig at gå og himle op om det, hva'? Hvad tror du så ikke, der sker, når Discord hører om det? Hvad tror du så, at han vil gøre ved dem, hva'?"

     Star Light argumenterede videre, men jeg hørte ikke resten. Jeg hørte kun det ene navn.

     Discord.

     Jeg sprang ned fra sofaen og gik hen til de to voksne. "Undskyld?"

     De hørte mig ikke først. Til sidst råbte jeg: "UNDSKYLD!"

     De kiggede nu begge to på mig.

     "Hvem er Discord?"

     De to ældre ponyer gloede ned på mig, så vekslede de blikke, som om de ikke helt vidste, hvad de skulle svare.

     "Ja..." sagde Star Light. "Man kan sige, at han er... eh..."

     "... En slags autoritet," afsluttede Marion Soup.

     "Nå... okay... hvad er en autoritet så?" spurgte jeg.

     "Det er en slags... ledende kraft," forklarede Star Light. "Men... Discord er... det er svært at forklare. Han leder området her, det har han gjort i mange år nu."

     "Nå..." Jeg sank en klump. Hans navn lød ubehageligt, og jeg brød mig ikke om den måde, de snakkede om ham på.

     "Nå, men nok om det," sagde Marion Soup. "Nu skal vi alle sammen gå i seng og få noget søvn. Star Light skal til en vigtig forelæsning i morgen, og I to skal være friske til når vi finder ud af, hvad vi skal stille op med jer."

     Jeg smilte svagt.

 

Marion Soup redte en seng i et gæsteværelse til Luna og mig. Det var en stor seng, som var alt for stor til os. Der kunne have ligget tyve udgaver af os, uden der var trængt. Men jeg lå behageligt, og selvom solen var fremme, faldt jeg i søvn med det samme.

    

Jeg vågnede med en fornemmelse af, at jeg blev fyldt med energi. Da jeg åbnede øjnene så jeg, at Solen var fremme. Men kun et kort øjeblik, så var den skiftet ud med Månen - så kom Solen ind igen, så Månen.

     Det irriterede mit syn lidt for meget.

     Jeg gabte og kiggede mig om efter Luna. Hun lå der ikke.

     Jeg stod op og bemærkede, at døren stod på klem. Jeg åbnede den og gik ned ad gangen og nedenunder.

     Luna sad inde på bordet inde i køkkenet, mens Marion Soup var ved at lave morgenmad, tror jeg. Luna sad og fik hendes horn til at gløde, samtidig med, at hun fik små bidder bær til at svæve ind i hendes mund.

     "Hvordan gjorde du det dér?" spurgte jeg forundret og sprang op på bordet til Luna.

     "Er det ikke sejt? Det lærte Star Light mig i løbet af natten."

     "Sov du ikke?"

     "Jeg kunne ikke," svarede Luna kort for hovedet. Hun virkede meget overfrisk lige nu.

     "Hvor er Star Light?" spurgte jeg så Marion Soup.

     Marion Soup smilede til mig og rakte mig en skål med noget suppe i. "Han er inde på sit kontor, han skal gøre sig klar til forelæsningen. Den er meget vigtig."

     I det samme hørte vi hovtramp ovenpå. Og i det samme stod Star Light i døråbningen. Hans man var redt fint tilbage, hans horn glimtede svagt og han så ikke det mindste træt ud.

     "Jeg er klar nu," sagde han. "Er I klar?"

     "I?!" udbrød Marion Soup med det samme og vendte sig imod ham.

     "Eller... øh..."

     "De har da ikke tænkt Dem at tage føllene med, har De? De har BÅDE pegasusvinger og enhjørningehorn, har begge deres Mærke og dukkede op ud af ingenting i nat! Jeg tror ikke, at vi bør tage dem med ud i al offentlighed!"

     "Nårh nej. Men hvad skal vi stille op med dem?"

     "Det ved jeg da ikke."

     Luna og jeg kiggede lidt fra pony til pony. Jeg blev mere og mere forvirret fra hvert øjeblik, der gik. Men jeg fik dog det indtryk, at det var en usædvanlighed både at have horn og vinger, så jeg fik denne her idé:

     "Hvad med, at vi får nogle kapper på, der dækker vores vinger?"

     Star Light så på mig og vendte dernæst blikket mod Marion Soup, som om det var en god idé.

     Marion Soup sukkede opgivende. "Ja ja, men jeg nægter at ryge ind, fordi De var for godtroende til at se det komme."

     Star Light smilede stort. Han løb ud af køkkenet i nogle sekunder, hvorefter han stod der igen. Med sit horn fik han to kapper svævet hen om Luna og jeg, så vores vinger var helt usynlige.

     "Wow," sagde Luna begejstret. Hun foldede sine vinger ud. Nu var de helt tydelige under kappen.

     "Det er nok bedst, hvis I har dem foldet sammen under hele turen," sagde Star Light.

     Vi nikkede og smilede begge to.

 

Der var en stor plads inde midt i byen. Lige nu var der helt fyldt med ponyer. Jeg blev helt overrasket over, hvor mange der var. Jeg havde ikke set så mange før. Med det samme lagde jeg mærke til, hvordan de alle sammen havde et eller andet mærke på deres bagparti. Og alle sammen havde de enten et horn, et par vinger eller slet ingenting. Ingen af dem havde begge dele. Det måtte virkelig være usædvanligt. Samtidig lagde jeg også mærke til, at der var en masse små føl på Lunas og min størrelse, og ingen af dem havde endnu et Mærke. Nogle af dem, der var en smule større, havde.

     Der stod nogle tribuner, som mange af ponyerne også havde anbragt sig på.

     Star Light styrede hen imod et stor podium, hvor han stillede sig op. Marion Soup styrede os om bag scenen, så vi ikke var alt for synlige. Jeg skimmede tribunerne og så midt i det hele en plads, der var meget større end de andre, det var nærmest en hel altan med en meget stor stol. Var det meningen, at Discord skulle sidde der?

     "Kommer Discord?" spurgte jeg Marion.

     "Det er faktisk ham, forelæsningen er for," svarede Marion. "Så han skulle meget gerne dukke op meget snart."

     Men det gjorde han ikke. Der gik en halv time, hvor stolen stadig var tom. Publikum begyndte at blive rastløse, Star Light endnu mere nervøs, som han famlede rundt med papirerne.

     Og for da slet ikke at tale om Luna. Hun begyndte få små sten til at svæve og bygge små ting med dem, mens hun så lidt slukøret ud.

     Solen og Månen skiftede hele tiden plads på himlen, det var hele tiden enten mørkt eller lyst, og det stressede mig helt vildt. Jeg kunne ikke have det!

     Luna så også ud til at blive temmelig stresset af det.

     Det var åbenbart ret tydeligt, for til sidst bemærkede Marion Soup det.

     "I vænner jer til det," sagde hun.

     "Er det sådan her i døgndrift?" spurgte jeg.

     "Om natten er der oftere længere tid mellem skiftene, fordi Discord gerne selv vil have ro til at sove, men om dagen er det altid sådan her."

     "Er det da Discord, der gør det?"

     Marion nikkede. "Han er Kaossets Ånd. Han laver en bindegal verden, hvor intet giver mening. Men sådan har det været i mange år nu, så vi er vænnet til det nu."

     "Hvordan var det før?"

     "Der var... hør, det er en lang historie, og I er i forvejen ikke gamle nok til at forstå det."

     Jeg ville gerne spørge mere ind, men lod være, da jeg lagde mærke til, at Luna pludselig ikke var til stede. Jeg kiggede mig omkring og så til min skræk, at hun var gået op på scenen.

     Nogle vagter var gået hen til hende og beordret hende at gå ned, men Luna havde ikke adlydt.

     Det var en ret stor scene. Star Light stod for langt væk til at lægge mærke til det - han rodede også med sine papirer for at være helt klar, hvis Discord nu skulle beslutte sig for at dukke op.

     Da Luna nægtede at hoppe ned, begyndte den ene vagts horn at gløde, og den magiske kraft begyndte at hive i Lunas kappe i håb om, at hun ville blive trukket med den ned fra scenen. Men Luna kæmpede imod, hvilket bare resulterede i, at kappen faldt af hende.

     Nu stod Luna helt åbenlyst foran alle på en stor scene, hvor alle kunne se hende, og hendes vinger var helt tydelige, da de var spredt ud i forsvar.

     "Luna!" råbte jeg. Jeg løb straks hen for at beskytte hende mod de chokerede vagter. Jeg sprang op foran hende, og i hoppet faldt kappen lidt skæv, så min ene vinge nu var fuldstændig tydelig. Jeg skyndte mig at skjule den, men vagterne havde set den. De stirrede chokeret på os i nogle øjeblikke, så tog de sig sammen og sprang op på scenen efter os.

     I mellemtiden havde Star Light lagt mærke til begivenhederne og var kommet os til undsætning.

     Han sprang ind foran os og med et mørkeblåt glimt fra hans horn fik han vagterne skubbet væk. Så tog han fat i os, og pludselig skiftede scenariet.

     Pludselig var vi alle fire i dagligstuen i hans palæ.

     Star Light bandede og begyndte at slå alle skodder og trække alle gardiner for. Han låste alle døre med alle tænkelige låse.

     "Er det virkelig så slemt?" spurgte jeg Marion.

     Marion nikkede blegt.

     "Det tror jeg." Så så hun mig i øjnene, dernæst Luna i øjnene. "Men I skal ikke være bekymrede, der sker jer ikke noget."

     "Hvorfor skulle der ske os noget?" spurgte Luna spagt.

     "Det gør der heller ikke," forsikrede Star Light, men han virkede usikker.

     Og i det samme hamrede det på hoveddøren. Vi vidste alle sammen, hvem det var.

    

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...