De Royale Søstre Bog 1 - Kaos

Der var en tid i landet Equestria. En tid for flere tusind år siden. Før dets storhed overhovedet var begyndt. Før alicornprinsesserne, før hoppen i månen og før faldet af Discord. Før skønheden og harmonien. Før freden var der kaosset. Discord har hærget landet i flere år. Alt er kaos, og mange sulter, og der er intet håb for en bedre fremtid. Indtil en nat, hvor en gammel legende går i opfyldelse. En pony finder en nat to små føl i skoven. Den ene hvid og den anden mørkeblå. Begge med både enhjørningehorn og pegasusvinger og begge allerede med deres Mærke. En sol og en måne. Da Discord opdager deres eksistens, tager han dem med sig til sit slot for at bo i den tro, at han selv har skabt dem. Hvad, han ikke ved, er, at det bliver begyndelsen på slutningen for hans herredømme.

5Likes
12Kommentarer
946Visninger
AA

4. Vi bliver behandlet som sjældne fugle - Celestia

Jeg slog øjnene op med et sæt. Det var den drøm igen.

     De sidste nætter... eller nattetimer, mere kan man vel ikke kalde dem, når solen var fremme næsten halvdelen af dem, fordi Discord kunne lide det sådan, havde jeg drømt om et svagt minde. Den aften vi blev bragt hertil.

     Det var flere år siden nu, jeg var kun et lille føl. Jeg mindes, at jeg knap nok kunne komme op på sengen uden at bruge vingerne. Nu gik det lidt lettere, selvom jeg ikke var helt udvokset. Jeg skulle stadig kigge op på de fuldvoksne ponyer.

     Jeg kunne ikke huske dengang så tydeligt mere, det var kun svage minder om... om en gammel enhjørning og et... et vægtæppe. Og så den rædselsfulde følelse, jeg fik, da jeg så Discord for første gang.

     Jeg tror bare, mindet plagede mig om at forblive i mit hoved. Det var også den første dag i mit liv, så jeg syntes også, at den fortjente at blive husket.

     Jeg kiggede hen imod Lunas seng, redt og ubrugt som sædvanlig. Luna sov ikke, hun sov aldrig. Der var blevet tilkaldt læger i massevis, da man først fandt ud af, at hun ikke sov, fordi det bestemt ikke var normalt. Men Luna var frisk som en havørn døgnet rundt.

     Og desuden var intet ved os normalt.

     Jeg sprang ud af sengen og gik ned foran spejlet. Min lyserøde man var helt rodet, og jeg redte den med min kam. Mine vinger virkede ømme, jeg havde sovet forkert på dem i nat, plus det faktum, at jeg havde fløjet rundt over Canterlot hele dagen i går sammen med Luna. Vi havde fået lov efter at have plaget Discord i evigheder.

     Den lyse glød om mit horn skinnede, da jeg leviterede kammen igennem min man.

     Hvor var Luna mon henne?

     Jeg gik ud af værelset og ned ad gangen. Hun var måske nede på biblioteket sammen med Screwball og vores lærer.

     "Luna?" prøvede jeg, da jeg trådte ind i det enorme bogfyldte rum.

     "Din lille rotte!" skreg Screwballs skingre stemme hysterisk et sted derindefra.

     Jeg vidste med det samme, at hun ikke mente mig. For godt nok kunne Screwball og jeg ikke lide hinanden, men jeg var næsten på højde med hende nu, og der var kun kølig fjendskab imellem os. Luna, som i øvrigt også var en hel del mindre, fandt hun direkte irriterende og opfattede som et skadedyr.                   

     Der lød en latter fra samme retning af - Lunas latter. Den var skadefro. "Du skulle se dit fjæs!" grinte hun.

     Jeg galopperede i retning af tumulten og fik nu øje på de to ponyer.

     Screwball, jordpony med lysviolet pels og lille hvidstribet man og hale, sad, begravet i bøger op til halsen, og stirrede rasende op på Luna, der fløj fornøjet leende rundt over hovedet på hende.

     "Luna!" sagde jeg en anelse irettesættende.

     Luna stivnede brat i luften, da det gik op for hende, at jeg var til stede. Hun landede ydmygt ved siden af bogbunken og så skammeligt på mig.

     "Undskyld," sagde hun.

     Screwball kæmpede sig ud af bunken og vendte sig med næsen i sky væk fra Luna. "Min far vil høre om det her."

     "Din far vil da bare rose mig for det," sagde Luna, mens hun igen kæmpede for at holde latteren inde.

     Screwball var Discords... datter. Sådan forstod Luna og jeg det i hvert fald. De kaldte i hvert fald sig selv far og datter. Men Screwball var en pony, og Discord var... ja, der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad han var, men en pony var han i hvert fald ikke. Men både Luna og jeg - og resten af slottets beboere - havde lært ikke at spørge ind til det.

     "Nå," sagde Screwball, der komplet ignorerede Lunas bemærkning. "Jeg vil gå ind og gøre mig klar til festen. Og I to holder jer væk."

     Og så gik hun sin vej. Luna og jeg stirrede efter hende.

     "Hun er så flippet," mumlede Luna.

     Jeg nikkede. Så sagde Luna: "Nå, skal vi tage til fest?"

     "Eh... nej. Vi har jo ikke lov."

     "Og netop derfor vil jeg med." Luna begyndte at trave ud af biblioteket, og jeg fulgte en anelse tøvende efter hende.

     "Og hvordan skal det forstås?"

     "Jo, ser du, Discord holder en fest for ALLE de vigtige i Equestria, og vi har ikke lov til at komme. Det betyder nok, at der kommer til at blive talt om ting, vi ikke må høre. Hvilket betyder, at jeg gerne vil høre det. Forstår du?"

     Jeg sukkede. "Men Luna... hvordan vil du have, at vi skal snige os derind?"

     "Altså... du kan jo sidde ude på gangen og vente på, at jeg kommer ud. Jeg har et trick i hesteskoen." Hun smilte grumt.

    

Hun fortalte mig straks, hvad hun havde for, da vi kom ind på værelset.

     "Jeg har opdaget noget nyt, jeg kan," sprællede hun med et stort smil.

     Jeg måbede. Hvad kunne hun udover vores ekstraordinære magi?

     Luna blev så straks forvandlet til en underlig sort dis, der svævede rundt over hovedet på mig. Jeg skreg panisk. "Luna! Er du okay?!"

     "Ih ja!" løs Lunas stemme i form af en dyster ekkoagtig hvislen. "Det her er så sjovt! Og se, hvis jeg nu flyver ind imellem skyggerne." Disen fløj ind i skyggerne fra gardinerne ved vinduet. "Så er jeg helt usynlig. Det er genialt! Jeg kommer til at høre alt, hvad de siger til den fest!"

     Jeg sukkede bare. Ja, når hun nu så absolut gerne ville. Men samtidig måtte jeg lige advare hende: "Luna, du må love mig, at du passer på. Du ved, at Discord helst ikke skal opdage, hvad du kan. Han må ikke tro, at vi er endnu mere specielle, end han i forvejen gør."

     "Jeg ved det, jeg ved det," lød ekkoLunas stemme. Så steg disen op af skyggen og tog form af det lille føl igen. "Discord skabte os trods alt, men han har bare holdt os indendørs lige siden vi blev bragt hertil. Jeg vil så gerne vide, hvad vores formål er, hvis du forstår det? Jeg har sådan et... meget svagt minde om, at vi har et."

     "Et formål?"

     Luna nikkede. "Jeg kan ikke forklare det, det er ikke engang et rigtigt minde, det føles bare som en drøm, jeg meget svagt kan huske."

     Jeg rystede en anelse på hovedet af hende. Der dukkede altid en masse sære tanker op i hovedet på hende. Men samtidig var der et eller andet om det, for Luna kunne en hel masse, som ingen andre kunne. Jeg selv var ikke helt sikker på, hvad jeg var i stand til, da jeg ikke havde lyst til at gøre mig selv endnu mere anderledes end jeg allerede var. Men Luna kunne ikke lade være med at eksperimentere.

    

Luna og jeg stod gemt bag en kæmpestor lille potteplante med lilla sugekopper lige ved døren ind til den store balsal, hvor alle gæsterne myldrede ind. Vi kunne næsten hele tiden høre Discords gale latter inde fra salen af. Jeg forestillede mig hele tiden, at han lige havde gjort en eller anden hingsts hale til candyfloss eller givet en abnormt lange ben.

     Til sidst trådte den sidste gæst ind. Og lige efter ham kom ingen anden end Screwball. Hun så og selvfølgelig straks.

     "I to holder jer væk," snerrede hun. "Jeg får vagterne til at bevogte døren, at I ved det."

     Ingen af os svarede, og hun gik indenfor og smækkede døren bag sig.

     Luna trådte frem. "Ha! Det vil ikke forhindre mig i noget som helst. Ses, Tia."

     "Nej, vent... Luna," sagde jeg. Jeg ville egentlig ikke have hende til det. Men det var for sent. Luna havde forvandlet sig til en sort dis og sivet ind under døren. Nu stod jeg alene herude.

     Jeg sad derude i noget, der føltes som evigheder, mens jeg bare skulle høre på, hvordan folk grinte og hyggede sig derinde, og Discords stemme gjaldede over dem alle.

     Men pludselig kom der noget overdøvende larm derindefra. Som i den larm, der kommer, når stole og borde vælter og ponyer skriger og galopperer vildt. Helt forbløffet slog jeg døren op for at se, hvad der var sket. Jeg spærrede øjnene op og så himmelfaldent på scenen foran mig.

     Alt var et rod. Alle bordene, som tidligere på dagen var pænt stillet med bestik og mad i buffeten, lå nu hulter til bulter, tallerkener og glas var gået i stykker, en mosaik i vinduet var knust, en pegasus havde spaghetti i sin man, hun så højst utilpas ud. Alle var smurt ind i kager og sovs, som var blevet spildt ud over dem. Og midt i det hele sad Luna og rødmede.

     Jeg gik forsigtigt ind imellem kaosset og helt hen til Luna.

     Jeg sendte hende et knusende blik, og hun smilte forsigtigt og peb:

     "Bummert."

     Så hørtes Discords latter lidt fremme. Han sad i sin mægtige trone, som stod helt uskadt og gjaldede højt. "Genialt! Genialt! Hvilken genistreg! Hvem er gerningsponyen?"

     "Dem, far," snerrede Screwball og sendte os et tilintetgørende blik. Hun var selv helt indsmurt i brunsovs.

     Discord fik nu for første gang øje på os. Hun stirrede helt chokeret på os, og så begyndte han at grine igen. "Selvfølgelig, det skulle jeg have sagt mig selv! Mine små skabninger! Selvfølgelig var det da dem!"

     Jeg kunne mærke, hvordan Luna rystede ved min side. Og jeg kunne se i hendes øjne, at hvis blikke kunne dræbe, var Discord død flere gange nu.

     Alle ponyerne var forstenede omkring os. Indtil en af dem rømmede sig. En meget stor landpony med sort overskæg, man og hale og mørkegrå pels. "Deres Kaoshed, er dette...?"

     "Om det er de to vidundere?" spurgte Discord. "Ih ja."

     "Nå, Discord," brød jeg nu ind. Samtlige blikke blev vendt mod mig. "Hvis du ellers er færdig, så vil jeg gerne følge min lillesøster ud."

     Og jeg vendte mig selv om og trak Luna med mig ud. Hun fulgte kun lige frivilligt med. Jeg kunne se hvor meget hun ønskede at skyde en tilintetgørelsesbesværgelse direkte imod Discord. Men vi nåede ikke langt, før den store ponys stemme spurgte mig:

     "Undskyld? Kaldte du hende for din lillesøster?"

     Jeg vendte mig mod ham med et stift blik. "Ja."

     "Men så vidt, som jeg har forstået, så blev I skabt af Kaossets Hersker samtidig. I er da lige gamle."

     Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det var sandt. Men stadig havde jeg altid betragtet Luna som min lillesøster, og hun havde også altid opført sig som min lillesøster.

     "Åh, det er der skam en god forklaring på, min gode hingst," sagde Discord straks. "Hvis ikke, du har lagt mærke til det, så er lille Luna dér (Han pegede på Luna) kun halvt så stor som Celestia (Han pegede på mig). Og så er Luna også meget mere irriterende og legesyg, mens Celestia bare er kedelig."

     Nu kunne jeg mærke, hvordan jeg skulle kæmpe en indre kamp for ikke at springe på ham.

     "Åh jamen... ja, det forklarer jo en del," sagde den grå pony tænksomt. "Må jeg?"

     Han ventede ikke på tilladelse. Han gik bare hen til os og begyndte at observere os, som alle gjorde, hvis de fik lejlighed til det. Især vores Mærker fandt han meget bemærkelsesværdige.

     "Hvornår fik de deres Mærker?"

     "De er skabt med dem," svarede Discord. "Højst interessante skabninger. Og så endda både med pegasusvinger og enhjørningehorn. Jeg kalder dem for alicorns. Du ved, fordi de har alt, alicorns. Giver det mening?"

     "Jada, herre," svarede ponyen tænksomt, mens han havde blikket fæstnet på vores Mærker. Han lignede ikke en, der overhovedet lyttede efter Discord.

     "Må vi gå nu?" spurgte jeg sammenbidt.

     "Jaja, selvfølgelig," sagde Discord med et lille vift med sin pote.

     Og Luna og jeg skyndte os ud.

 

"Jeg hader ham!" snerrede Luna.

     Jeg lå i min seng sen aften og forsøgte at sove, men det var forfærdelig svært, når Luna sådan travede frem og tilbage inde på værelse og spyttede fornærmelser og skældsord ud mod Discord.

     "Ti nu stille, Luna," mumlede jeg irriteret. "Læg dig til at sove ligesom alle andre."

     "Det ved du godt, at jeg ikke kan!" råbte hun frustreret.

     "Bare giv et forsøg," mumlede jeg ned i puden.

     Luna forsøgte vist ikke, tror jeg, men hun holdt da op med at snakke og brokke sig. Meget kort tid efter faldt jeg i søvn.

     Jeg drømte en meget meget underlig drøm.

     Jeg svømmede rundt i den sorte dis, Luna havde forvandlet sig til, og hendes hoved dukkede op over det hele i luften og gloede på mig med store øjne, mens hun kommenterede mit horn, mine vinger og mit Mærke. Så begyndte hun at brokke sig over Discord. Det føltes som en uendelighed, hvor drømmen bare fortsatte sådan. Og pludselig dukkede Luna selv op lige foran mig og sagde med ekkoagtig stemme:

     "Der er et lys, Tia! Kom og se!"

     Og så åbnede hun en lem lige under mig, så jeg faldt, faldt, faldt.

     Og så faldt jeg ud af min seng, lysvågen og stirrede forskrækket omkring mig. Foran mig stod Luna med det mest begejstrede smil, jeg nogensinde havde set.

     "Tia, jeg kan også gå ind i drømme! Er det ikke syret?"

     Jeg forstod ikke rigtig, hvad hun sagde, da jeg var alt alt for træt. "Hvad snakker du om?... ÅH!" Jeg rejste mig op og så rasende på hende. "Var det dig, derinde?! Gik du ind i mit hoved?!"

     Luna nikkede begejstret. "Men Tia, se lyset!"

     Jeg havde mest af alt lyst til at krybe i seng igen. Men der var faktisk et lys, der blev kastet over værelset. Jeg troede først, at det bare var solen, der var stået op igen, som den gjorde så ofte i døgnet, men jeg vidste næsten lige efter, at det ikke var den. Så ville jeg kunne mærke energien.

     Jeg blev straks nysgerrig og gik hen til vinduet. Lyset skinnede fra et eller andet ude i Evigfriskoven.

     "Hvad er det?" spurgte Luna ved min side.

     "Det ved jeg ikke," svarede jeg. Men jeg blev underligt tiltrukket af lyset, som om det stammede fra en lille sol. Jeg kunne mærke den energi, lyset fyldte mig med. "Lad os finde ud af det."

     Jeg bredte vingerne ud og lettede fra vinduet. Luna var lige bag mig.

 

Vi fløj hen over det store øde område og over mod skoven. Mod lyset.

     Så landede vi inde i skoven. Vi havde ikke været her siden den dag, vi blev til. Jeg kunne huske selve følelsen af at åbne øjnene for første gang, se Luna for første gang, som var det i går, men resten var tåget, mange af tingene huskede jeg kun i klip.

     Vi bevægede os længere og længere ind i skoven, til vi til sidst fik øje på lysets kilde. Luna skulle knibe øjnene sammen mod lyset, mens jeg i stedet spærrede dem op og stirrede op på en skinnende rede. Hvad var det, der skinnede så meget ved den?

     Og så holdt det op med at skinne. Jeg kunne nu fuldt ud se, hvad der var foran mig. En rede mede et svagt skinnende gult æg i. Jeg blev helt forvirret. Hvorfor havde det dog skinnet så meget for kun et øjeblik siden?

     "Hvorfor skinner det ikke mere?" spurgte Luna, som jeg fløj op til reden. Jeg betragtede ægget og tog det op. Det føltes varmt mod mine hove.

     "Fordi det har fundet sit mål," lød en stemme bag os. Luna og jeg vendte os forskrækket om. Jeg tabte næsten ægget.

     Jeg nåede ikke at opfatte så meget mere af, hvad der skete. De næste ting var forvirrende. Der var en masse ponyer omkring os, der faldt en sæk over Luna, hun sprællede panisk inde i den.

     "Luna!" råbte jeg og sprang ned fra grenen med vingen foldet om det varme æg. Jeg blev holdt tilbage og nåede lige at se den store grå pony smile ondt til mig, før jeg fik en sæk over hovedet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...