De Royale Søstre Bog 1 - Kaos

Der var en tid i landet Equestria. En tid for flere tusind år siden. Før dets storhed overhovedet var begyndt. Før alicornprinsesserne, før hoppen i månen og før faldet af Discord. Før skønheden og harmonien. Før freden var der kaosset. Discord har hærget landet i flere år. Alt er kaos, og mange sulter, og der er intet håb for en bedre fremtid. Indtil en nat, hvor en gammel legende går i opfyldelse. En pony finder en nat to små føl i skoven. Den ene hvid og den anden mørkeblå. Begge med både enhjørningehorn og pegasusvinger og begge allerede med deres Mærke. En sol og en måne. Da Discord opdager deres eksistens, tager han dem med sig til sit slot for at bo i den tro, at han selv har skabt dem. Hvad, han ikke ved, er, at det bliver begyndelsen på slutningen for hans herredømme.

5Likes
12Kommentarer
943Visninger
AA

1. Prolog

 

 

 

Der var en tid i landet Equestria. En tid for flere tusind år siden. Før dets storhed overhovedet var begyndt. Før alicornprinsesserne, før hoppen i månen og før faldet af Discord. Før skønheden og harmonien.

     Før freden var der kaosset.

 

Der var denne her legende.

     Solen og månen skiftede ustyrligt plads på himlen, der var ingen regelmæssighed og intet mønster. Det havde der ikke været i årtier. På grund af ham.

     Star Light havde dette her vægtæppe inde i sin dagligstue, der forestillede guderne af solen og månen. For nogle hundrede år siden ventede hele befolkningen i Equestria på, at de skulle dukke op.

     Nu var der kun ham.

     Men håbet var småt.

     Star Light var en gammel velhavende enhjørning. I Canterlot var livet hektisk - især under hans styring, hvor der fløj ponyer rundt i luften og alle kærrer pludselig blev lyserøde uden nogen årsag, og det regnede med kakaomælk i stedet for vand. De var alle sammen vænnet til det efterhånden, men gid det dog snart ville stoppe.

     Men nu i nat var det roligt. Det var sjældent, at nætterne var stille - faktisk var det sjældent, at de overhovedet fik lov til at forblive nætter så længe som i nat. Han havde åbenbart besluttet sig for at kunne sove i mørke for en gangs skyld. Så månen hang lige så fint på den skyfri himmel omringet af stjerner, som den havde gjort i timevis nu. Og gaderne var tomme. Alle sov.

     Star Light kunne lide stilheden og freden. Da han var ung, gik han ofte ture på de brostenede gader under månens lys uden at kunne høre andet end forskellige ponyers snorken inde fra deres boliger af.Nu var sådanne lejligheder sjældne. Og han gav aldrig en sådan chance fra sig.

     Så nu gik han. Han kunne høre sine hove mod brostenene - hvilket føltes mærkeligt. Og han kunne høre et par uglers tuden og noget snorken. Alle benyttede sig åbenbart af denne nat til at få fred til at sove.

     Denne nat varslede et eller andet. Hele dagen havde Star Light siddet under loftet i sit palæ og set på stjernerne. Han havde hele tiden kunnet se noget blinke deroppe, både når solen og månen var fremme. Men han kunne ikke afgøre, hvad det skulle forestille. Det skinnede, ikke som en stjerne, men mere... magisk, som gløden fra et enhjørningehorn. Og nu til aften skinnede det endnu mere. Han havde denne her fornemmelse af, at der skulle ske noget, meget snart. En meget lille mavefornemmelse, der langt fra var sikker. Mavefornemmelsen havde været der en uges tid, men det lille lys havde kun været der en dag.

     Men det var et lille lys af håb.

 

"De går da ikke ud, gør De?" spurgte Marion Soup, hans stuehoppe, da han gik ned i stuen og fik et halstørklæde om sin hals og en høj hat på hovedet.

     "Det er lige, hvad jeg gør," svarede han med et smil. "Hav noget te klar, når jeg kommer hjem, det trænger jeg sikkert til."

     "Men da vel ikke i nat? De skal jo til forelæsning i morgen, og det er koldt, og De må da ikke få en forkølelse!" Marion Soup nægtede at række ham hans jakke, da han bad om den.

     "Det er kun en lille gåtur, Marion," beroligede Star Light. "Jeg er tilbage om under en time, du kan være ganske roligt. Bag også nogle havrekager, når du er ved det. Du ved, hvor meget jeg elsker dem."

     "Det er ikke en hvilken som helst forelæsning, herre," påmindede Marion Soup ham om. "Det er selveste ham, De skal holde den for. Vil du virkelig have, at der skal ske noget, bare fordi De vil ud og kigge på stjerner?"

     "Det er ikke en stjerne, Marion," sagde Star Light bestemt og tog selv jakken på. "Det er et tegn."

     "På hvad?"

     "På noget bedre."

     "Men..."

     "Ikke noget men - vi ses om en times tid, Marion." Med de ord fejede han ud af døren.

 

Canterlot lå på en bjergskråning. Nedenfor bjerget var der det her store øde område af græssteppe. Der lå enkelte små hytter dernede men det var mest gårde og skure.

     Men der var dog Evigfriskoven. Det var en skov fyldt med monstre og giftige planter. Derind blev der udført forbandelser og mirakler ligeså.

     Han stod ude i bykanten og betragtede udsigten. Hans blik blev vendt mod stjernehimlen, hvor lyset skinnede kraftigere end før nu. Meget kraftigt, som om det var lige ved at ske - det, som han endnu ikke vidste, hvad var.

     Og pludselig skinnede det så kraftigt, at han næsten blev blændet.

     "Hvad i Equestria..." mumlede han. Og så fløj lyset ned fra stjernehimlen som et stjerneskud og ned mod skoven - og forsvandt i skoven.

     Noget var landet. Der var sket noget.

     Star Light satte i galop ned ad bjergskråningen. Der var langt fra Canterlot til skoven, han blev nødt til at teleportere sig noget af vejen. Næsten en time var gået, da han omsider nåede frem til skovbrynet.

     Evigfriskoven var mørk og dunkel, man kunne ikke se noget derinde overhovedet. Ikke andet end skygger. Men man kunne altid høre lyde derindefra, uhyggelige lyde.

     Nu hørte han en anderledes lyd. Som om, noget kom løbende igennem skoven. Det raslede mellem det høje græs derinde, og pludselig så han en silhuet af en lille skikkelse.

     Og før han vidste af det stod der et føl foran ham.

     Et lillebitte føl, skinnende hvid og med lyserød man og hale, der så blødt og luftigt ud som en sky. Øjnene var skinnende lyserøde som manen.

     Men det mest bemærkelsesværdige ved føllet var, at hun havde et enhjørningehorn - og pegasusvinger. Hun var en enhjørning med vinger - eller en pegasus med magi, han kunne ikke lige gennemskue det.

     Men det, der nærmest slog ham helt ud, var, at hun allerede havde sit Mærke. Ingen føl på den størrelse havde allerede sit Mærke, men dette lille føl havde. Det var en skikkende sol.

     "Hjælp mig," græd føllet. "Min søster er blevet fanget derinde, hjælp mig!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...