De Royale Søstre Bog 1 - Kaos

Der var en tid i landet Equestria. En tid for flere tusind år siden. Før dets storhed overhovedet var begyndt. Før alicornprinsesserne, før hoppen i månen og før faldet af Discord. Før skønheden og harmonien. Før freden var der kaosset. Discord har hærget landet i flere år. Alt er kaos, og mange sulter, og der er intet håb for en bedre fremtid. Indtil en nat, hvor en gammel legende går i opfyldelse. En pony finder en nat to små føl i skoven. Den ene hvid og den anden mørkeblå. Begge med både enhjørningehorn og pegasusvinger og begge allerede med deres Mærke. En sol og en måne. Da Discord opdager deres eksistens, tager han dem med sig til sit slot for at bo i den tro, at han selv har skabt dem. Hvad, han ikke ved, er, at det bliver begyndelsen på slutningen for hans herredømme.

5Likes
12Kommentarer
954Visninger
AA

3. Jeg ender igen et sted, hvor jeg ikke burde være - Luna

Marion Soup tøvede lidt, men gik så langsomt hen og åbnede døren. Hun nåede ikke at åbne den mere end på klem, før to store hingste maste sig gennem døren. Den ene var lyseblå og havde et horn ligesom Star Light, og den anden var mørkegrå og havde et sæt vinger foldet udenpå en uniform af en slags. De var begge iført en underlig farverig dragt med et lille symbol syet på brystet. Jeg kunne ikke helt se, havd det skulle forestille, men det var vist en slags væsen af en art. Jeg rykkede tættere på min søster.

"Godaften," sagde Star Light roligt. "Kan jeg hjælpe med noget?"

"Vi har ordrer fra Discord om at hente de to føl," sagde den blå og gjorde et kast med hovedet i retning af os. Han stod lidt længere fremme end den grå, og det virkede som om, at det var ham der bestemte af de to.

Star Light stillede sig ind foran os. "De har ikke gjort noget"

"Ordrer er ordrer."

Den blå ponys horn begyndte at lyse på den der måde, som Star Light havde lært mig at gøre med mit eget horn, og kort efter mærkede jeg gulvet forsvinde under mine fødder. Jeg sprællede febrilsk med benene, men lige meget hjalp det.

"Lad os være!"

Jeg så forundret hen på Celestia. Hvordan turde hun dog sige noget til dem? De var så meget større og stærkere end os. Og det lod de også selv til at synes, for den blå grinede bare ad os og tog os med udenfor. Lige nu var solen oppe, og jeg kneb øjnene let sammen mod dens skarpe lys. Der var meget mere behageligt, når månen var fremme. Den blå pony tog os ind i en lille lukket vogn. Jeg så mig omkring. Der var ingen vinduer, og den eneste dør var den, vi lige var blevet smidt ind af. Der var intet herinde udover mig og Celestia.

"Hvorfor skulle du også gå op på den scene?" Celestia så på mig med store, bange øjne.

Det var egentligt et ret godt spørgsmål. Jeg kunne huske, at jeg ville se, om jeg kunne få øje på ham Discord, som alle gik og talte om, men det var svært, eftersom, jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan han så ud. Der var også noget andet. Da jeg stod deroppe og så udover alle de andre, havde jeg en underlig følelse af at høre til. Som om det var meningen, jeg skulle være der.

Celestia sukkede. "Det kan også være lige meget. Vi er fanget alligevel"

Med et satte vognen i bevægelse. Det gav et lille sæt i mig, og igen rykkede jeg helt hen til Celestia. Jeg var rædselslagen for, hvad der nu skulle ske med os. Det var trods alt min skyld, at vi blev opdaget. Celestia lagde beroligende sin ene vinge over mig, men jeg kunne se på hende, at hun var lige så bange, som jeg var.

 

Det føltes som om, vi var i vognen i en evighed, men omsider kunne jeg mærke den standse. Kulden fra gulvet var begyndt at sive op i mig, og jeg var begyndt at ryste svagt. Døren blev åbnet, og jeg måtte klemme øjnene helt sammen for ikke at blive blændet af den pludselige strøm af lys. Igen mærkede jeg gulvet forsvinde under mig, men det var ikke den lyseblå hingst fra før. Dette var en olivengrøn hoppe. Hendes uniform havde også nogle andre farver, men igen var der det underlige væsen foran. Hun satte os ned på jorden. Vi befandt os i en stor slotsgård, men jeg nåede ikke at opfatte så meget andet end en masse farver, før hoppen rømmede sig og åbnede en stor, skriggrøn port foran os.

"Følg med"

Ingen af os turde andet end at adlyde, så vi fulgte efter hende, småløbende for at kunne følge med i hendes tempo. Vi gik ned ad en lang gang. Murene var bygget af sten i forskellige farver blandet uden noget synligt mønster, og der var vinduer af forskellige former og farver på den ene side hele vejen ned. Jeg kunne svagt høre en kraftig, dyb latter komme et sted fra. Og den kom nærmere. Stemmen fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men jeg havde ikke andet valg end bare at følge med. Jeg skævede hen til Celestia, og hendes blik reflekterede min egen frygt. I det mindste var vi sammen.

Den grønne hoppe stoppede op foran en stor dør. Det var derinde, at det uhyggelige grin kom fra. Jeg sank en klump. Hvad end det var, der kom med det grin, lød han ikke rar. Hoppen bankede på døren og den åbnedes straks.

Intet kunne have forberedt mig på det syn, der mødte mig.

 

Døren åbnede ind til en lige så farveforvirret, stor sal som den gang, vi lige var gået ned ad. I midten af salen voksede et lyserødt træ lavet af gummi op fra gulvet, men dets mærkværdighed blegnede i sammenligning med væsenet, der sad i det og vred sig af grin. Det var langt og smidigt og så ud til at bestå af kropsdele fra mange forskellige dyr. Som resten af det her sted, var det fuldstændigt farveforvirret. Jeg kunne både skimte grøn, gul, rød, grå, lilla, blå, hvid og en masse nuancer af brun. Det var svært at se detaljer, fordi det bevægede sig så meget, men jeg fik øje på to - forskellige - vinger på dets ryg. Ligesom Celestia og jeg havde det horn. Dette væsen havde dog to af dem - igen forskellige - og ingen af dem lignede dem, jeg havde set på ponyer tidligere. Ud over det spottede jeg to gule øjne og en meget lang og skarp tand. Jeg genkendte pludseligt væsenet som det, der var syet på brystet af ponyernes uniformer. Dette måtte være Discord.

"Åh, Dark Leaf, du bliver NØDT til at se det her. Det er til at DØ af grin over!" Han kunne knap nok holde grinene inde længe nok til at tale ud.

Den grønne hoppe måtte være Dark Leaf, for hun begyndte straks at gå over mod ham. Jeg så spørgende over på Celestia, men hun fulgte ikke med, så jeg blev også lige indenfor indgangen. Da jeg så nærmere på sceneriet, kunne jeg se, at han så på en flad, svævende firkant med fladen vendt mod ham. Den var stor nok til, at jeg kunne se, hvad der var på den helt herovre fra. På fladen var de to hingste, som havde hentet Celestia og jeg hos Star Light. Den grå med vingerne lå og rullede rundt på jorden af grin. Den anden så noget irriteret ud, og det var ikke svært at se hvorfor. I stedet for hans horn sad der en trompet med mundstykket groet fast i hans pande.

"Vældigt morsomt, deres højhed." Dark Leaf smilede svagt, men fandt det vist ikke sjovt som Discord og den grå hingst. Det havde måske noget at gøre med, at hun selv havde et horn i panden.

Discords blik faldt først nu på os, og han tabte hurtigt interessen for trompethingsten. Jeg sank en klump. Hans øjne var store og med helt røde pupiller. Et øjeblik efter var han helt henne ved os og kiggede på os gennem et stort forstørrelsesglas, som gjorde hans øjne endnu større.

"Yderst interessant. Kan de tale?"

"Jeg har ikke hørt dem sige noget. Men de forstår vist godt, hvad man siger til dem" Dark Leaf havde nu indhentet Discord og stod og betragtede os sammen med ham. Jeg var for bange til at sige noget, og det var Celestia vist også. Hun sagde i hvert fald intet.

Pludselig kunne jeg mårke noget gribe fat i mit ben, og før jeg vidste af det, hang jeg med hovedet nedad og så lige ind i hans store gule øjne. Jeg holdt vejret.

"Sæt hende ned!"

Hvorfor var hun så modig? Discords borende, gule øje faldt i hendes retning.

"Så de kan altså tale. Og tænke selv. Hvilke fantastiske skabninger. Og tænk sig. Jeg skabte dem ikke engang bevidst"

"Meget imponerende, Discord," lød Dark Leafs stemme et sted under mig.

"Åh, du smigrer mig." Hans blik faldt igen på mig, denne gang endnu mere undersøgende. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Jeg ville ned. Nu.

I det øjeblik gik døren til salen op med et brag.

"Faaaaar! Mit værelse har ikke ændret sig i en uge nu!"

Jeg forsøgte at læne hovedet bagover for at se, hvem stemmen tilhørte, men jeg kunne ikke se andet end gulvet. Nu besluttede Discord sig heldigvis omsider for at sætte mig ned på gulvet igen. Jeg skyndte mig hen til Celestia.

"Det er også godt at se dig, min kære Screwball. Kom og hils på dine nye søstre," sagde Discord. Screwball så forvirret over på os. Hun var næsten lige så stor som en voksen pony, men ikke helt. Hendes pels var lys violet og hendes man og hale var krøllet og blålilla med hvide striber. På hoften havde hun en skrue og en bold af en slags. Hendes øjne var lilla med underlige spiraler i, som ikke så helt naturlige ud.

"Søstre?" Hendes stemme reflekterede hendes ansigtsudtryk.

"Er de ikke fantastiske? Jeg har skabt dem"

"Jo.. helt sikkert. Ville du ordne mit værelse?" Hun lød ikke som om, hun syntes, vi var fantastiske.

"Alt for dig, min kære. Vil du føre de to til deres værelse, Dark Leaf?" Discord pegede hen på os og forsvandt så. Screwball vendte sig om og gik ud af døren.

"Kom med," sagde Dark Leaf og førte os gennem en dør i den anden ende af den store sal. Vi blev ført ned ad endnu en lang gang med en masse forskellige døre, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad man dog kunne bruge så mange rum til. Da vi nåede enden af gangen, stoppede Dark Leaf foran en dør, der var halvt så høj som nogen af de andre døre. Det var som om, den var skabt til små føl som os.

"Her er jeres værelse" Hendes stemme lød næsten venlig, og jeg syntes, jeg så antydningen af et lille smil, inden hun vendte sig om og gik tilbage ned ad gangen.

Jeg udvekslede blikke med Celestia, hvorefter hun tøvende åbnede døren. Værelset lignede alt andet her. Et stort farverod med vinduer klasket tilfældigt op her og der. Det eneste møblement var to små senge. Jeg trådte forsigtigt ind på værelset og så rundt. Det var ikke til at vide, hvor længe vi ville være fanget her.

"Tia, tror du nogensinde, vi kan komme tilbage til Star Light?"

Celestia hoppede op i den ene seng og gabte. "Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at det hele bliver bedre i morgen."

Jeg sprang op i sengen til hende. Hun kunne da ikke sove nu.

"Tia, du må ikke sove"

"Jo, og det burde du også"

"Hvorfor det?"

Det tog noget tid før hun svarede. Et øjeblik troede jeg, at hun allerede var faldet i søvn.

"Det er det, man gør om natten. Alle skal sove."

Jeg rynkede forvirret panden. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af det. Jeg var slet ikke træt. Celestias åndedrag begyndte langsomt at blive tungere.

"Tia!" Jeg skubbede til hende. Hun kunne ikke bare tillade sig at sove og så bare efterlade mig alene på den måde. Vi skulle jo holde sammen.

"Sov nu, Luna" Jeg kunne næsten ikke tyde hendes mumlen, så hun måtte næsten sove nu.

"Tiatiatiatiatiatiaaaaaaaaaa! Du må ikke sove!"

Jeg ramte gulvet med et bump. Hun havde skubbet mig ud af sengen. Med et fnys rejste jeg mig op. Jeg havde da heller ikke brug for hende så. Der var så meget andet, man kunne lave om natten. Som at undersøge, hvad der mon var i alle de rum ude på gangen. Jeg sneg mig ud og så hurtigt rundt for at sikre mig, at der var fri bane. Jeg ville helst undgå ham Discord.

Da jeg havde sikret mig, at gangen var øde, listede jeg hen til den nærmeste dør. Håndtaget sad for højt oppe til, at jeg kunne nå, men med lidt besvær fik jeg åbnet den med lyset fra mit horn.

Jeg kom ind i et stort rum fyldt med en masse indrammede malerier. De indeholdt alle sammen scenarier med Discord - eller i hvert fald et væsen som ham. Der var et, hvor der kun var hans overkrop med, og hvor han fyldte næsten hele billedet. Han havde et underligt lille smil, og hans øjenbryn manglede. På et andet billede stod han på en bro med forbenene på hver side af sit ansigt, med munden på vid gab og med meget udspilede øjne. Udover malerierne var der ikke noget herinde, så jeg listede hen og åbnede en dør i den anden ende af rummet.

På den anden side af døren, var der et lidt mindre rum, dette fyldt med bolde. Jeg måtte springe til side for ikke at blive begravet i dem. Jeg genkendte straks boldene som samme salgs som den på Screwballs hofte. Disse var bare farvet i alverdens farver. Jeg kunne ikke få øje på to i helt den samme nuance. Nu, da boldlavinen var ovre, kunne jeg træde ind i rummet og se mig omkring. Alle væggene var fyldt med vinduer, hvor solen strømmede ind, hvilket overhovedet ikke gav nogen mening, for jeg vidste med sikkerhed, at i hvert fald én af væggene grænsede op til malerirummet. I stedet for at vride min hjerne mere over det fortsatte jeg videre til det næste rum.

Jo længere jeg fik bevæget mig væk fra gangen, desto mærkeligere blev det. Et rum var en spiralformet gang, men døren inde i midten førte alligevel videre til et nyt rum. Et andet rum var ikke engang et rum, men en lang sandstrand med sand og himmel og hav, så langt øjet rakte, kun brudt af den dør, jeg lige var trådt igennem. Der var ikke engang en væg. Et tredje rum var ikke andet end et stort hul, som jeg kun med nød og næppe undgik at ryge ned i.

I timevis vandrede jeg omkring på slottet alene, indtil lyden af stemmer nåede mig fra et sted i nærheden. Og det var ikke en hvilken som helst stemme.

Jeg listede forsigtigt hen i retningen af stemmerne, og de førte mig hen til en overraskende almindeligt udseende dør. Jeg åbnede den forsigtigt på klem for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt.

"Du har ingen ret til at holde dem fanget her, Discord!" Han havde hævet stemmen, siden jeg hørte ham før. Star Light. Og han talte om os.

"Jeg har den eneste ret til det. Jeg styrer landet, og jeg har skabt dem." Discord lød ikke glad, og hans alvorlige stemme var endnu mere skræmmende end hans latter.

"Hvordan kan du være så sikker på det?"

"På hvad?"

"At du har skabt dem."

"Hvordan skulle de ellers være blevet til? Føl dumper ikke bare ned fra himlen."

"Men det gjorde de to. Jeg så det med mine egne to øjne"

"Og hvordan kan du så vide, at jeg ikke bare skabte dem oppe i himlen?"

Der var et øjebliks tavshed efterfuldt af et svagt fnys.

"Du er kaossets ånd - du kunne umuligt have skabt noget så enestående som de føl"

Der lød endnu et fnys derinde fra.

"Jeg kan skabe alt, som er enestående og unikt. Det er hovedessensen i kaos." Discords stemme lød kold som is.

"Finder den ærbødige Discord Celestia og Luna kaotiske?" Star Light lagde sin stemme i samme toneleje som Discord.

"Jeg har ikke haft tid til at inspicere dem ordentligt, men hvor mange små føl findes der med både horn og vinger?"

Igen var der det med, at vi både havde horn og vinger. Jeg havde godt lagt mærke til, at de andre enten havde det ene eller det andet - eller ingen af delene - men kunne det virkelig passe, at vi var de eneste?

"Der er en legende. De to guder - Dagen og Nattens gudinder. De er efter sigende de eneste to med både enhjørningehorn og pegasusvinger. I de gamle skrifter kaldes de alicorns"

Mine tanker faldt øjeblikkeligt på solen på Celestias hofte og månen på min egen. Jeg vidste ikke helt, hvad det med guder og alicorns betød, men jeg fik ikke meget tid til at fundere over det, for i det samme lød en højlydt latter inde bag døren.

"Skulle de to små føl være guder?"

"Det mener jeg, ja. De er skabt gennem guddommelig magi - og ikke kaos."

Star Lights ord gav pludselig mening for mig. Vi var virkelig månens og solens gudinder. Vi kunne ikke være andet. Jeg udstødte et lille gisp, før jeg kunne nå at stoppe mig selv.

"Hvem der?" lød Discord.

De fik øje på mig gennem dørsprækken, men jeg var som frosset til stedet af skræk.

"Jamen dog." Discords stemme fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. "Når man taler om solen - eller skulle jeg sige månen?"

Døren gik helt op, men jeg var stadigvæk ude af stad til at bevæge mig. Jeg kiggede blot skrækslagent over på Star Light.

"Luna, jeg-" Trods hans beroligende tonefald, endte hans ord alligevel med at gøre mig endnu mere skræmt, da vagter med det samme trak ham væk og forhindrede ham i at tale ud.

"Du nærmer dig hende ikke. Hun har hørt nok af dit gudenonsens. Faktisk har hun hørt alt for meget. Vi kan jo ikke have, at hun går rundt og tror, at hun er en eller anden slags gud, kan vi vel?"

Igen følte jeg gulvet forsvinde under mig, og igen befandt jeg mig ansigt til ansigt med Discord. Jeg sank en klump.

"Du rører hende ikke!" Star Light vred sig i vagternes greb, kunne jeg se over Discords skulder. Måske var der alligevel håb for, at vi kunne slippe fri.

"Jeg krummer ikke så meget som et hår på hendes lille fine hoved. Jeg får hende blot til at glemme, at hun har overhørt vores lille samtale" Discord så på mig med sine store gule øjne, og jeg kunne ikke andet end at se ind i dem. Det var som om, de sugede mig længere og længere ind i deres gule dyb, indtil alting langsomt forsvandt og blev sort omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...