I Still Love You I Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 2 nov. 2014
  • Status: Igang
For 2 år siden forlod Alexandria Harry, et valg hun tog for dem begge. Hun rev Harrys og hendes eget hjerte itu, men gjorde det af ren kærlighed. Han var igang med at leve sin drøm og hun ville ikke ødelægge den på grund af et barn- deres barn. Det var nok den sværeste beslutning hun nogensinde havde skulle tage, men hun var sikker på at det indersinde var den rigtige valg. One night. That's all it took. But she'd never tell him. Because he was living his dream. And she was at home raising her daughter. Their daughter.

74Likes
41Kommentarer
5018Visninger
AA

7. Chapter 6.

 

Harrys POV

"Okay lad os gøre det igen " sagde Mike produceren som sad villigt bag glasskærmmen, der sendte lydbølger rundt i lokalet.

Han pressede på en lysegrøn knap og vinkede til mig, hvilket var mit signal til at begynde at synge.

“And your eye-e-eye-e-eyes... Irresistible" Jeg afbrød min note, stolt over mit resultat.

Men jeg var tilsyneladende ikke den eneste for Mike kom ind i studiet, og gav mig et klap på mine ene skuldre.

"Du kunne virkelig blive stor som en solo - artist" kommenterede han og mit ellers så store smil, forsvandt straks.

"Nej tak One Direction Or No Direction” grinede jeg kort inden jeg gik ud af studiet og hilste på drengene der stod ved deres biler på parkeringspladsen.

Zayn havde en cigaret tændt mellem sine fingre og inhalerede hvert andet minut.

"Oi, Mate " hilste Niall med sine søde irske accent, han kørte fingrene gennem hans blonde hår for derefter at justeres hans Ray -Ban.

"Idioten derinde tænker jeg ville forlade bandet for at gå solo" Jeg grinede, men de alle kiggede væk.

"Hvad?" mit grin falmet hurtigt og jeg kiggede undrende på dem.

"Jeg er overrasket over at du ikke tog imod det” mumlede Louis

"Huh?" Jeg var så forvirret, troede de ærligt talt jeg ville forlade bandet?

"Harry, vi er ikke dumme, vi ved godt alle sammen at du er favoritten i bandet og at alle pladeselskaber ville skrive kontrakt med dig frem for en af os” forsatte Louis

"For at være helt ærlig Harry, så venter vi bare på at du ikke gider bandet mere- ikke fordi vi ser frem til det, men fordi vi ved du vil gå solo på et tidspunkt" svarede Zayn imens han tog et hvæs på sin cigaret.

Niall gispede, "Nej! One Direction kommer aldrig til at splitte op"

Liam greb fat i Nialls skulder og lydløst fortalte ham at han falde til ro. Han trådte tilbage og sænkede hovedet.

"Hvorfor ville i nogensinde tror at? ”Jeg rystede på hovedet ind jeg trak min telefon ud af min lomme.

"Stacey har en stor del med det at gøre, Harry.” indskød Liam, hans kommenterede lød lidt ligesom at han ikke ønsker at sige det.

"Åh seriøst!" Jeg smed mine hænder op i luften, Zayn sprang lidt til siden " Liam har ret, Harry" han smed cigaretten og maste det under hans sko.

”Hvis den pige bad dig om at forlade bandet i morgen, ville du gøre det?"

Jeg åbnede munden for at svare, men han fortsatte, "Eller i det mindste kraftigt overveje det"

"Stacey er en dejlig pige og hun ved hvordan mine følelser er omkring jer og bandet” forsvarede jeg min ny fundne kæreste, men det virkede ikke.

"Hun slog næsten Alexandria for et par nætter siden, Harry. Hun skaber ikke andet end problemer" Niall var rolig, da han talte, men jeg var stadig gal. Jeg kiggede studerede på hans Furby - lignende ansigt, men rystede på hovedet.

Jeg tænkte hurtigt tilbage på hvad der var sket på restaurant for et par nætter siden.

Jeg tror ikke,  jeg har fattet at jeg faktisk så min gamle kæreste stående foran mig igen og den måde hun kiggede så undskyldende på mig.

Hun var så smuk. Hun havde ikke ændret en smule. Hendes lange blonde hår viftede ned ad ryggen, men af en eller anden grund satte hun det op senere på aftenen.

 

Hendes krop så, så træt ud, men det gjorde hendes nøddebrune øjne også de skreg nærmest for mig at tale med hende, og det var min oprindelige mål. Jeg ønskede at tale med hende, spørge, hvorfor hun forlod mig for to år siden.

Al den tid hun havde været væk, havde jeg savnet hende og selvom hun havde knust mit hjerte ville det stadig have hende tilbage og jeg ville have hende tilbage.

"Nej, i er helt forkert på den. Jeg har ikke tænkt mig at stå her og høre på det her lort" Jeg begyndte at gå væk "Vi ses senere lads, forhåbentlig vil i være faldet lidt til ro"

Jeg åbnede min bil dør og kiggede kort tilbage på de fire drenge, der stod og talte med hinanden.

Jeg tog en dyb indånding inden jeg gled ind på forsædet, inden jeg følte min telefon vibrere.

'Gemma ' viste opkalds-id og jeg begyndte at smile bredt.

"Gem" sagde jeg og jeg kunne straks høre hendes velkendte fnise i mit øre.

"Jeg er her i London, Øhm har du lyst til mødes?" Hun lød nervøs, som var underligt for det var hun ellers aldrig.

"Gem er du okay? " spurgte jeg, inden jeg så tilbage på drengene, som nu også havde placeret sig i deres biler og begyndte at køre væk.

"Mhm Ja, jeg bare virkelig savnet dig" mumlede hun og jeg kunne tydeligt høre at hun ikke fortalte mig sandheden.

"Okay, hvor?" spurgte jeg og hun var tavs et øjeblik.

"Hvad du møde mig på Starbucks? Vi får en kop kaffe, og så går vi en tur i en park eller noget."

"Det lyder fantastisk, jeg er der om 10 minutters tid”

 

_____

 

"Gemma!" Jeg joggede over til min storesøster - som jeg var meget højere end og tog hende op og drejede hende rundt, før jeg satte hende ned og gav hende et kys på hendes kind.

"Du ser så godt!" smilede hun, så man kunne se hendes smilehuller som matchede mine.

Jeg har altid fortalt mig selv, at hvis jeg skulle have en datter, ville jeg have hende til at ligne Gemma.

"Du ser stadig lige så smuk ud som nogensinde" jeg gemt mine hænder i mine jeans lommer, inden vi gik op og bestilte noget at drikke.

"Så hvor er denne park henne? " spurgte jeg imens jeg smilende til et par fans der havde fået øje på os.

Vi fik placeret os i min bil, dog var jeg denne gang tvunget til at sidde på passager sædet, da Gemma sagde hun var den eneste der kendte vejen.

"Det er en overraskelse. ”mumlede hun, hvilket gjorde mig urolig.

Jeg sad i tavshed under hele turen, hvilket ikke var meget længere end femten minutter.

Gemma nægtede at tale og jeg kunne se sved smitter af på rattet fra hendes hænder.

Jeg kiggede rundt blandt omgivelser, vi var ikke nær en park. Tværtimod var vi på en gade fyldt med små huse og børn der løb rundt udenfor mens de legede med deres cykler og fodbolde.

”Gemma, hvor er vi? ”Nu var jeg officielt bekymret.

Hun opførte sig slet ikke som sig selv og det var sgu ikke nogen park her.

Hun tog en dyb indånding og trak ind i en indkørsel.

 Gemma slukkede bilen og, drejede sit hovedet for at se på mig.

"Der er nogen her som jeg vil have dig til at tale med ... " mumlede hun.

 Jeg kiggede ned på min Starbucks kop, slikke mine læber "Hvorfor?"

"Please, Harry. Bare kom indenfor, " Gemma rakte ud efter min hånd, for derefter at tager fat i mine hænder "For mig"

”Okay men kun i et par minutter”

_____

 

Vi gik op ad stentrappen til lille hus, og det var som om Gemma var lidt mere afslappet, men tydeligvis stadig nervøs.

Hun bankede kort på døren og man kunne straks høre skridt indefra, døren blev åbnet og jeg følte nærmest at mit hjerte stoppede ”Annabella?" Jeg kvalte ud

"Hej, Harry Long time no see” smilede hun inden flyttede sig så vi kunne gå ind.

Hvad foregår der? Jeg havde ikke set Anna i årevis, ikke siden Alexandria og jeg havde været sammen.

Jeg tog mines sko af og begyndte at gå langsomt bag Gemma, i hjørnet til højre kunne jeg se Tyler.

"Hey mand" smilede han og jeg gav ham et smil.

Vi gik ind i stuen, og jeg satte mig på en lille sofa ved siden af ​​Gemma.

Før jeg vidste af det, sad Anna og min mor sidder foran min på to små stole.

Min mors ansigt var lige så forvirret som mit.

"Gemma, skat. Hvad sker der?" Mor kiggede på Gemma, næsten vredt. Men jeg vidste, at hun blot var bekymret.

"Det finder i ud af om lidt..." hun var så stædig, både mor og jeg var klar til at rejse os op og gå.

Men lige da jeg var ved at gøre det, kom en ny person ind i stuen og der var hun- Der var Alex.

Hendes blonde hår hang ned langs hendes ryg. En mynte farvet bluse og sorte leggings dækkede hendes krop mens et par Uggs var placeret på hendes fødder.

Og jeg havde bare lyst til at rejse mig op og kramme hende.

Stacey.

Nej, jeg havde Stacey nu. Alex forlod mig, hun elskede mig tydeligvis ikke længere.

"Hej, Harry. "Alexs bittesmå lyserøde læber sang mit navn som ingen fugl kunne og jeg gav hende en genert smørret grin.

"Hej, Alex" hun stod og så på mig, med tårer i øjnene.

 Jeg ønskede ikke at se hende græde. Hun hadede når hendes mascara løb, og jeg hadede at se hende græde.

Jeg vidste, at der var et eller andet fuldkomment galt og før jeg vidste af det, havde jeg rejst mig op og trak hende ind i et kram.

Jeg vendte først tilbage til virkelighed, da hendes ansigt var begravet i min skulder, et par tårer løb ned ad hendes kinder men jeg børstede dem væk. Inden jeg trak mig tilbage og kiggede op og ned af hende.

”Vil du ikke sidde ned, Love? " spurgte jeg men hun rynkede sin pande, men nikkede til sidst.

Havde hun ikke værdsat mit trøstende knus? Hun havde selv krammet tilbage?

Hun trak en stol hen ved sinde af Anna, men hun kiggede på min mor.

 Hendes hånd var over hendes mund, og hun rystede en smule, mens hun så fra mig til Alex. "Oh my god" mumlede hun og et smil spredt sig over hendes ansigt.

"Åh, Harry" Hun pegede på Alex "Det er ligesom et mirakel"

Alex kiggede væk og en strøm af tårer trillede ned ad hendes kinder, mens hendes fingerspidser prøvede at fjerne så mange som muligt.

"Okay" begyndte hun…"Jeg ved, at du formentlig undrer dig, over hvorfor i er her..." Jeg nikkede mens hendes øjne aldrig forlod mine

"Jeg bragte dig her, fordi jeg ønsker at besvare eventuelle spørgsmål, du har til mig. Jeg ved ... Jeg ved, du må have nogle spørgsmål eller ja- omkring det der skete for 2 år siden"

"En lille smule" svarede jeg og mærkede straks da Gemma og min sparkede til mit ben og jeg kunne ikke lade vær med at grine, hvilket jeg nok ikke burde have gjort.

"Øhm? Så ... Gemma troede det ville være, " Jeg holdt min hånd op for at få hende til at stoppe med at snakke.

"Whoah, whoah, Dette var Gemma ide?" spurgte jeg forvirret.

"Jeg løb ind i dem i sidste uge i byen, jeg troede det ville være en god ide for dig, hvis i to snakkede ... "

 Jeg ønskede at takke Gemma, men vidste, at jeg var nødt til at tie stille.

"Er du okay med dette?" spurgte Anna og kiggede over på mor og jeg

"Harry? Anne?" vi nikkede begge og Anna tappede Alex på hendes skulder, klart en indikation for at fortsætte.

"Så ... Hvem ønsker at starte?" hun halvt smilede, mens hun så sig omkring i den lille cirkel, vi havde dannet.

"Alex, hvorfor forlod du mig?" hendes ansigt blev drænet for farve, men hun forsatte med at talte.

"Harry havde sin karriere, jeg holdt ham tilbage. Han havde en drøm og jeg ønskede ikke at komme i vejen" hendes stemme knækkede.

"Men du var i disse drømme Alex, Jeg havde planer for os" tårer fyldt mine øjne op, men jeg blinkede dem hurtigt væk.

"Ikke i min situation, Harry. Der var ikke plads til os" hun bed sig i læben, ligesom hun var bange for at sige noget.

"Os?" hviskede jeg nok mer til mig selv end nogen anden.

Hun kiggede på mig, men ignorerede mit spørgsmål.

"Men dine forældre er stadig i Cheshire, er de ikke?" Spurgte min mor.

Hun og Anna nikkede begge to.

"De stoppede med at tale til mig, efter jeg forlod dig, de kunne ikke lide min beslutning…" Men Anna afbrød hende "Så jeg kom til London med hende, Tyler og jeg havde købt et hus her alligevel og vores udlejer lod os gå tidligere for Alexs skyld"

"Vi har ikke hørt fra dem siden den aften, jeg forlod dig " forsatte Anna trist.

"Jeg ville sætte pris på, hvis du vil besvare mit spørgsmål fra et par minutter siden, Alex " svarede jeg en anelse vredt og hun kiggede op på.

"Hvad var spørgsmålet, Harry? ”Spurgte Gemma mens hun kiggede på alle.

"Da Alex fortalte os, hvorfor hun havde forladt mig, sagde hun ”Der var ikke plads til os " Hvem er os?" spurgte jeg og mor syntes at tænke det samme, da hun også spurgte "Ja, hvem er os?"

Alex rystede på hovedet inden hun bed sig hårdt i læben.

Snart var hendes tavse tårer forvandlet til fuldstændig hysterisk gråd.

"Harry ... Jeg er så ked af det. Jeg skulle have fortalt dig før..."

Jeg kiggede undrende på hende.

Gemma rejse sig op og gik over til hende. Hun slyngede armene omkring hende og hviskede trøstende ord.

Efter et par trøstende øjeblikke, kiggede jeg op på den røde øjnede kvinde, jeg stadig elskede

"Hvad er det, Alex? "Jeg hvilede min hånd på hendes knæ, mens hun trak vejret tungt.

"Okay ... "Anna tog hendes hånd, og de forlod lokalet et øjeblik.

"Harry ... ”Anna kom til syne først og hendes hænder ryster vildt

"Ja" jeg kunne mærke mit hjerte hamre i min brystkasse

"Mød, Naomi " Hun trådte til siden, ligesom hun gjorde ved døren.

Alex kom ind med en lille pige i sine arme.

Hendes blonde krøller sad nede forbi hendes ører, hendes små hjerteformede læber krøllet op og hendes lille arm vinkede til mig.

Et smilehul kom frem i hendes kind når smilet havde nået det er fuld kapacitet. Hendes grønne øjne ... Mine grønne øjne ...

Jeg snublede tilbage og var lige ved at vælte over det lille bord mellem alle stolene.

Gemma stod op og det samme gjorde mor.

Hun trådte hen ved siden af ​​mig, hænderne tilbage foran hendes mund.

Gemma gik over ved siden af ​​Alex og smilede til mig "Mød din datter, Harry"

Og jeg kunne høre min mor begynde at græde, mens jeg ikke sagde noget.

Den lille pige svøbt i Alexs arme kunne ikke være min. Hun så ikke ud til at være mere end to ...

Og pludselig faldt alt på plads.

Nu ved jeg hvorfor Alex havde forladt mig. Hun var bange for, Naomi ville være i vejen for min karriere.

Der var fuldstændigt stille, alle tre piger foran mig, herunder min egen mor var i tåre.

"Faaara" udbrød Naomi og mine øjne blinkede hurtigt, og jeg trådte et skridt tilbage igen.

Min mave føltes underligt og mit hoved tungt.

"Far " Jeg fik tvunget orden ud mellem mine læber, men det var som om det var syre der brændte igennem min hals.

Jeg stod på samme sted i lang tid, ingen flyttet sig.

Men Naomi var blevet utålmodig og forsøgte at vrikke sig ud af Alexs arme.

Hun satte den lille pige ned, og hun begyndte at kravle.

Da hun nåede sin destination, sad hun på mine støvler og trak i mit bukseben og begyndte at klynker for at blive samlet op.

Men jeg kunne ikke bevæge mig.

 

|¯|_|¯|__|¯|_|¯|__|¯|_|¯|__|¯|_|¯|__|¯|_|¯|__|¯|_|¯|

 

Så er hemmeligheden ude og Harry er chokeret – Hvad syntes i om historien indtil videre? x 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...