The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15852Visninger
AA

8. "You know it's okay to say sex, right?"

"Jeg har altid hadet elevatorer," hørt jeg en stemme sige mens dørene gik op. Foran os stod... Zayn og Harry. Hvad søren...

"Chelseaa," sang Harry nærmest, inden han lavede tegn til, at vi skulle komme ud. Min hånd lå helt svedig i Megans, men jeg ville ikke slippe. 

Hvorfor dukkede de altid op når jeg trådte ud af mit fucking hus? Og hvorfor altid Harry?

"Hvad fanden!" udbrød jeg da jeg var kommet til mig selv. Mit hjerte hoppede alt for hurtigt i mit bryst. Det gjorde helt ondt, men det måtte jeg skubbe lidt til side lige nu.

"Også en fornøjelse at se dig igen," sagde Zayn ironisk. Harry slog en høj latter op. Jeg rystede på hovedet. De tog aldrig en fucking skid seriøst. Der lå en bevidstløs dreng på gulvet, og de stod her og grinede. Harry havde endda en pisse hævet og rød hånd for det slag han gav ham.

Jeg trådte ud af elevatoren med Megan under armen, inden jeg hurtigt smuttede forbi dem, men Megan stoppede mig.

"Du har chancen for at spørge dem nu," jeg kunne se hun selv var fuldstændig forvirret over, hvad der lige var sket, men alligevel var hun så god til at bevare roen.

"Megan, de er syge i hovedet og det fortsætter, hvis jeg bliver ved med at snakke med dem," jeg kunne ikke lade være med at vrisse da jeg sagde det. Det var ikke af hende, men jeg var virkelig sur, virkelig virkelig sur og vred.

"Det fortsætter alligevel," hørte jeg en af drengene mumle, og uden at tænke over hvem det var, vendte jeg mig rundt og bad ham holde kæft. Det var vidst Harry, for han tog hurtigt hænderne op foran sig, inden han grinte.

Det lignede ikke mig at bande højt, måske inde i hovedet, men aldrig højt.. men de drenge gjorde mig sindssyg. De var hele tiden omkring, og de kom hele tiden med kommentar, som gav mig lyst til at skyde hovedet af dem.

"Undskyld," sagde jeg så lidt efter. Ikke at de fortjente det, men jeg fik det dårligt af at snakke sådan til andre.

"Kan I ikke bare..." jeg sukkede tungt og kiggede på dem begge to. "Kan I ikke bare fortælle hvad der forgår, eller lade mig være?"

"Nå, hun har da et mindre temperament når hun er ædru," mumlede Zayn, men nok mest til sig selv. Jeg valgte ikke at kommentere på det. Der skulle ikke meget til at gøre mig sur lige nu, og så ville jeg fortryde det, for igen, hvad kunne de ikke finde på?

"mm-gr-mhmh," hørte jeg en sige. Vi vendte os alle mod drengen som lå på jorden. Han var ved at vågne, så Zayn gik hen til ham, og skulle vidst til at slå ham igen.

"Stop det!" udbrød Megan hårdt. Hun vidste hvad jeg så i går, og hvordan det påvirkede mig, så jeg fandt det utrolig sødt hun åbnede munden og snakkede til dem. Jeg vidste udmærket, hvor meget hun havde imod dem.

Zayn kiggede sig hen over skulderen på os, inden han igen kiggede på drengen.

"Han burde virkelig få et par slag mere, hmm, eller to," sagde han inden han trak en cigaret op af lommen.

"Lad os smutte," sagde Harry, hvilket fik mig til at reagere.

"Er det dét? Vil I så bare smutte igen og pludselig dukke op igen, uden at fortælle hvad der forgår?" Zayn og Harry kiggede kort på hinanden, inden Harry trak sin nøgle op af bilen, og låste den op.

"Ja, det lyder helt rigtigt," sagde Zayn og nikkede.

Jeg vidste virkelig ikke, hvor mit mod kom fra, men jeg slap Megans hånd og gik hen til Harry, som stod ved bilen.

"Jeg vil vide hvad der forgår, om det så betyder at jeg skal udstå synet af Liam og jer, så gør jeg det." Og med det, åbnede jeg døren til bilen, og satte mig ind. Jeg nåede kun lige at høre Megan sige mit navn inden Zayn bad hende holde mund.

Jeg kunne høre dem snakke, men om hvad, vidste jeg ikke. Det var først da bildøren igen åbnede sig, at jeg hørte hvad de sagde.

"Sæt dig ind," sagde Zayn kommanderende til Megan, som hurtigt gjorde det.

"Hvad fanden har du gang i?" udbrød hun til mig, imens de kom ind i bilen.

Jeg vidste det jeg lavede var utrolig dumt, men jeg blev nødt til at vide hvad jeg kunne gøre, for at undgå at se dem hele tiden, og være indblandet i det her.

"Jeg ved det ærligtalt ikke."

Ligegyldigt hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok. De blev ved med at gå efter hende. De blev ved med at holde øje med hende, og forfølge hende, selvom jeg ikke snakkede med hende. De sidste to dage havde jeg holdt mig helt væk fra hende, så det lignede ikke dem at blive ved.

Det frustrerede mig. Var der noget specielt omkring hende, som jeg ikke vidste? Nej. Nej så ville Louis havde fundet ud af det.

Jeg var skide træt af at rende efter hende som en eller anden barnepige, men på den anden side havde jeg ikke rigtig noget valg. Jeg vidste hvad de kunne finde på. Det var bestemt ikke første gang det ville ske, men det skulle være den sidste gang nu.

Ikke at jeg ikke havde bekymret mig om de andre piger, men dengang var jeg nærmest ligeglad med alt. Jeg kendte ikke konsekvenserne dengang, men det var helt anderledes nu.

Jeg havde ladet det være op til Harry, Zayn og Andy, samt en masse andre, at holde øje med hende, men det var som om at hver gang hun trådte ud af sit hus, så var folk efter hende.

Jeg var ligeglad om hun så fuckede sit liv op på grund af stoffer, hvis hun kunne finde på sådan noget, men at jeg var grunden til endnu en fucked up person, det ville jeg ikke hænge på.

"Jeg har ikke brug for at se hende," udbrød jeg irriteret til Louis, som nikkede forstående. "Har du tænkt dig at fortælle hende grunden?" Jeg havde allermest lyst til at sige nej, men jeg blev nødt til at fortælle hende lidt af det, så det kunne være hun kunne lære at passe på sig selv.

"Kun så hun forstår. Jeg burde slet ikke fortæ..." jeg nåede ikke meget længere, for døren gik op og ramte væggen med et brag.

"Woooops," hørte jeg Harry grine. Jeg fik øjenkontakt med Louis, som strakt lyste op i et smil, sådan var det altid når vi alle var samlet. Det var der jeg havde det bedst.

Zayn kom gående ind i stuen med en cigaret i hånden. Han pustede røgen ud, som var i hans mund og kom derefter hen til mig.

"Så nogen hun kørte med?" spurgte jeg lavt. Zayn nikkede på hovedet og lænede sig op af væggene. "Ikke nogen jeg ved hvert fald, men du ved vi aldrig ved hvem der er med hvor." Han lænede sig hen over mig, for at aske sin cigaret.

"Hvad mener du? Zayn, forfanden. Hvis nogen så hende tage med jer og køre herhen så.."  En skikkelse trådte frem i døren, hvilket fik mig til at tie stille.

"Åh stop endelig ikke på grund af mig," sagde hun, og selvom det måske ikke var meningen at lyde ironisk, så lød hun virkelig sådan.

Der lagde sig en stilhed over stuen. Hun satte langsomt en hånd i siden, så Harry, der kom bag ved hende, måtte jeg stoppe op.

"Så, hvad?" spurgte hun og kiggede om på Harry. Et kort øjeblik havde hun set så selvsikker ud, men da hun flyttede sig fra Harry og kløede sig på albuen, så kunne jeg ikke undgå at se usikkerheden i hendes øjne.

Hun var ikke glad for at være her igen.

En anden skikkelse trådte ind bag hende. Det måtte være Megan. Hendes øjne gled hen over stuen, ligesom Chelseas øjne sikkert ville have gjort, hvis det var hendes første gang her.

"Så vil det hele kun blive værre," mumlede Zayn. "Med andre ord, du vil være fucked," grinede Louis. Jeg kunne se Chelsea rullede med øjnene, derfor kiggede jeg hurtigt hen på Louis. Han hadede når folk rullede øjne af ham. Ja, faktisk hadede han piger der kunne give ham igen, og hvad jeg havde set af Chelsea, så kunne hun godt give igen, men det var selvfølgelig kun i fuld tilstand.

Jeg havde på fornemmelsen, at hun var anderledes når hun var ædru.

"Hvorfor? Hvad har hun gjort?" afbrød Megan mine tanker. Hun virkede meget mere sikker end Chelsea gjorde lige nu. Det var lidt sjovt. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, selvom jeg burde tage det her seriøst.

"Hun, min kære ven," sagde Louis og klappede mig på skulderen, "har fjollet lidt rundt med min ven Liam," han sendte hende et stort falsk smil. Jeg vidste ikke om Megan havde tænkt sig at svare, men hun nåede det hvert fald ikke før Chelsea havde åbnet munden.

"Hvad? Det må være en joke. Er det kun derfor?" Hun grinede ironisk inden hun kiggede på Megan.

"Chelsea," brød Harry ind. "Jeg tror ikke du ved hvad du har rodet dig selv ud i. Det, at du tog herfra på højlys dag, var nok det dummeste du kunne gøre." "Ved du overhovedet hvem vi er?" spurgte Zayn om, ikke ironisk, men faktisk dybt alvorligt.

Megan og hende nikkede på samme tid. "En flok sindssyge drenge. Den eneste grund til vi overhovedet kom, var for at bede jer om at holde jer fra Chelsea. Vi behøver ikke folk der render efter os i et fucking storcenter, okay?"

"Sindssyge?" grinede jeg, hvilket ikke var meningen. Hvis det var hvad de kaldt sindssyge, så skulle de ikke ønske sig at møde de andre drenge. Stakkels stakkels små piger. Ingen erfaringer med livet.

"Hvis du ikke synes det er sindssygt næsten at banke en ihjel, så ved jeg ikke hvad du vil kalde sindssygt," udbrød Chelsea og virkede virkelig irriteret.

Troede hun virkelig... nej hahah

"Jeg ville ikke have dræbt ham," sagde jeg selv endnu mere irriteret nu. "Stakkel stakkels piger. Ingen erfaringer med livet, huh?" Jeg kunne ikke lade være. Jeg havde virkelig bedre ting at bruge mit liv på.

"Nej, sikkert ikke, og det er fint for os, hvis det betyder vi ikke skal være som jer. Hør, Liam, hvis jeg kunne lave det der skete om, så havde jeg gjort det og.."

"Du ved godt det er okay at sige sex, ikke?" Hun kiggede forvirret hen på Harry, som havde afbrudt hende.

Jeg kunne ikke skjule mit smil. Hun virkede så uskyldig. Hun var virkelig irriteret, men ikke et eneste bandeord havde jeg hørt. Ingenting. Hun virkede slet ikke som min type. Hvad havde jeg set i hende dengang?

"Hvad?" Det tog hende kun nogle få sekunder at indse hvad han mente. Han grinede højt over hendes blik, hvilket jeg også ville have gjort, hvis det ikke var for Megan, som trak Chelsea hen mod udgangen.

"De vil ikke fortælle dig en skid alligevel Chelsea. Det er ikke engang forsøget værd. Hvis det fortsætter går vi til politiet, det lover je.."

"Held og lykke med det," råbte Louis, for kun at få et "hold din kæft," fra Megan. Jeg kunne se hans humør hurtigt ændrede sig. Det ville gå galt. Havde Megan ingen skide situationsfornemmelse?

"Har du slet ikke lært af dine fejl, Chelsea? Vent dog til det bliver helt mørkt," hørte jeg Harry sige ude fra gangen, som om hun var helt dum. Måske jeg burde komme ind i kampen. Det lignede ikke mig at være så stille, men jeg var så død træt af det hele.

Men der var ingen vej udenom.

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N

Endnu et kapitel får I... jeg elsker at skrive på den her. Det er SÅ læne siden jeg har skrevet så længe i træk. Ideerne ryger bare ud af mig. Det er så spændende at skrive på den, og det er en virkelig stor udfordring for mig at få Liam til at udstå som en dum nar, så det håber jeg, at jeg fik gjort. Hahah! I er de sødeste, bodum

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...