The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15851Visninger
AA

10. "What would you do, Chelsea?"

Der var gået fire dage siden jeg sidst havde set Liam og de andre. Jeg havde været hjemme hele weekenden, da hverken Megan eller jeg følte for at gå ud. Vi havde brug for at sluge hvad der var sket de sidste par dage.

I dag var det mandag. Jeg skulle på aftenskole, og derfor ud for en af de første gange så langt fra mit eget hjem. Jeg var ikke bange for det, jeg havde endda en plan om hvordan jeg skulle undgå dem.

Hvis jeg så dem, så skulle jeg bare gå den anden vej, og hvis de så mig, ja så skulle jeg flygte. Jeg var så vred på dem. De kunne ikke bare holde os hos dem mod vores vilje, fordi DE ikke gad at have den hængende på sig, hvis der skete noget.

Jeg burde virkelig være gået til politiet med det her, og det ville jeg også gøre, hvis de fortsatte med at stalke mig. Det var ret krænkende.

Jeg stod foran spejlet og diskuterede med mig selv om hvorvidt jeg skulle tage make-up på, eller ej. Det kunne være fedt at være et forbillede og sige, at man ikke behøvede make-up, og at man var meget pænere uden - men min grund var nu meget simpel. Jeg orkede ikke. Jeg orkede ikke at tage det på for nogle få timer, og så hjem, lave ingenting, og fjerne det. De bumser som jeg sikkert ville få ved det, var ikke det værd.

Derfor tog jeg bare noget tøj på, satte håret i en knold og gik ud af huset. Megan lå og sov, og lige nu ville jeg gøre alt for at kunne gøre det samme.

Der var et foredrag på skolen i aften, hvilket betød jeg skulle være opmærksom og tage notater eftersom jeg skulle lave et projekt om det senere.

Jeg låste døren og sukkede tungt. Selvom jeg ikke havde lavet noget aktivt i fire dage, så føltes det alt for hårdt at skulle gå 10 minutter.

Jeg proppede mine høretelefoner i ørene, fandt Miley Cyrus nye album, og trykkede på en tilfældig sang. Et smil gled over mit ansigt. Jeg kunne godt gøre det her. Jeg blev nødt til at opmuntre mig selv lidt. Mit liv gik jo ikke i stå, fordi der var nogle dumme mennesker i det.

Idet jeg trådte ud af døren, bestemte jeg mig for, at det skulle være slut med dem nu. Nu skulle jeg få nogle andre venner, og måske stalke Niall en smule.

☮☮☮

Hallen var stablet op med en masse rækker af stole. En del af dem var allerede taget, måske det skyldes at jeg kom i sidste øjeblik?

Jeg fandt en plads nede bagerst. Jeg ville gerne have sat lidt længere fremme, men pladserne var optaget.

Jeg fandt en blok og en blyant op, lagde det ene ben over det andet, og skrev mit navn på papiret.

Der gik et par minutter, og så blev lyset en smule mørkere. En mand slog på mikrofonen, for at se om den virkede, og da en høj skrigende lyd, lød, fik han bekræftet det.

De første 10 minutter af foredraget gik strålende. Det var spændende, og jeg fik skrevet en del notater ned, men det var kun indtil en dreng bumpede ned ved siden af mig.

Hans vejrtrækninger var hurtige, og da han lænede sig hen imod mig, for at spørge om han havde gået glip af meget, kunne jeg dufte hans parfume. Det var Niall.

En rød farve gled op i mine kinder. Jeg kiggede hen på ham, sendte ham et smil og viste ham mine notater. Han skimmede dem hurtigt, nikkede og lænede sig tilbage i stolen.

Niall Horan. Jeg havde slet ikke tænkt på ham før nu, hvilket min hjerne så også gik lidt amok med. Jeg rykkede uroligt på mig, da jeg blev en smule usikker. Jeg håbede bare, at Niall ikke lagde mærke til noget.

Hvorfor havde han sat sig ved siden af mig?

Jeg kiggede mig omkring. Der var nogle ledige stole lidt længere væk, og det fik mig kun til at rødme endnu mere.

"Har du en blyant?" Niall afbrød mine tanker. Det gav et sæt i mig, hvilket fik ham til at grine lavt. Jeg kunne ikke selv skjule mit smil, men fandt dog hurtigt en blyant frem.

"Tror du hun syer sit eget tøj?" spurgte han mig om, hvilket kom fuldstændig bag på mig. Jeg strakte nakken og kiggede op på damen, som var iført en lang rød og grøn kjole, og nogle grønne gemacher. Der var nogle små fugle på hendes kjole.

"Nærmere syet det i søvne," udbrød jeg, før jeg kunne stoppe mig selv. Et højt grin lød fra Niall, så højt at nogen vendte sig rundt og kiggede på ham. Han drejede sit ansigt ind mod sin skulder for at dæmpe sit grin, og det virkede. Det var vidst kun mig der hørte det.

Jeg kunne ikke selv lade være med at grine, men det var mest på grund af Nialls grin.

Jeg burde høre efter og tage notater, men mine tanker var fyldt med noget helt, helt andet.

☮☮☮

Foredraget sluttede. Jeg havde ikke fået skrevet et eneste ord siden Niall havde sat sig ved siden af mig. Det var noget lort, men det var Nialls skyld. Jeg måtte høre om nogen af de andre ville låne mig deres.

"Hvad synes du så?" spurgte han, da vi kom ud fra hallen. Jeg trak på skulderne og viste ham mine notater. Han grinede kort. Måden hans hoved faldt en smule bagover på, så utrolig nuttet ud.

"Jeg kan sende mine notater til dig, når jeg har skrevet dem ind på computeren, hm?" Jeg bed mig i kinden for ikke at smile stort. Jeg ville ikke virke som en freak overfor ham, og eftersom folk allerede sendte blikke efter os, mens vi stod der på gangen, så blev jeg nødt til at holde lav profil.

Jeg ville ikke virke som en der var helt fuldstændig væk i ham, som de fleste andre nok var. Jeg holdt det inde i mig selv, for seriøst, jeg var helt væk i ham. Hans blå øjne, hans lyse hår som blev gemt bag den cap han havde på, og hans hvide tandsæt, som helt klart var blevet sat på plads af en bøjle, ikke at det gjorde noget.

Jeg blev revet tilbage til virkeligheden, da Nialls stemme trængte ind igen. Han havde endelig fundet sin mobil. Han rakte den over til mig, så jeg kunne skrive mit navn i Facebook søge-knappen.

Jeg trykkede det hurtigt ind og håbede han ikke så mine rystende hænder. Jeg var ikke den bedste, når det kom til drenge som jeg måske godt lidt kunne lide. Bare en smule, kun lidt. Ikke at jeg stalkede ham eller var besat.

"Her," sagde jeg da jeg havde fundet mig selv. Han tog den til sig, og kiggede ned. Først der gik det op for mig, hvor vi var. Jeg havde været i en helt anden verden, derfor kiggede jeg mig hurtigt omkring.

Der var ikke særlig mange på gangen, og dem der var, var ikke noget specielt. Det der tiltrak min opmærksomhed, var noget der bevægede sig frem og tilbage bag Niall. Mit blik gled derhen.

Det var en boksepude der vuggede frem og tilbage.

Jeg skulle til at kigge væk, men et par røde boksehandsker tog om puden, og lidt efter kom en bekendt person frem. Mine øjne blev store, og et kort sekund stoppede mit hjerte, eller det føltes sådan.

Han var iført en tanktop, nogle shorts og en cap. Det var ikke spor meget tøj, men han havde det varmt, det kunne jeg se. Han svedte, og hans bryst bevægede sig hurtigt op og ned.

Han lagde overhovedet ikke skjul på hans muskler, som var større end jeg huskede.

Et par piger stod og fniste mens de kiggede hen på Liam, ja Liam.

Jeg var sikker på, at han udmærket vidste, at de var der, og måske var det også derfor han var her. Det lignede ikke, at det var første gang han besøgte stedet, men hvorfor havde jeg så ikke set ham her før?

Han slog hårdt på puden - ikke at jeg kunne høre det, for han var i et andet rum, men måden hans muskler spændte på afslørede det hele, samt puden der røg ret langt væk.

Før jeg kunne nå at blinke, lå hans blik på mig. Mit hjerte satte farten op, og hurtigt kiggede jeg væk.

"Hvad?" udbrød jeg og håbede Liam ikke havde set, at jeg havde set ham.

"Jeg spurgte bare om du blev hentet?" Sagde Niall og sendte mig et drillende smil. Jeg bed mig i læben og tvang mig selv til ikke at kigge hen mod Liam igen. Jeg skulle væk, væk fra ham.

"Oh, ja," løj jeg, hvilket fik ham til at nikke. "Så ses vi vel til næste time?" Han tog tasken over skulderen og lukkede sin jakke. Jeg nikkede hurtigt og sagde farvel. Han sendte mig et smil, som fik mig til at glemme Liam fuldstændig.

Jeg bed mig igen i læben, men kun for ikke at ydmyge mig selv.

Mit blik fulgte ham til han var nede for enden af gangen, og da jeg tog mig selv i det, blev mine kinder helt røde. Jeg snurrede rundt med et smil, men nåede ikke særlig langt, da der stod en person foran mig.

Jeg gispede højt og trådte et skridt tilbage. Det tog mig ikke engang et sekund at genkende personen foran mig. Jeg havde lige nærstuderet ham, og nu stod han her. Hvis jeg allerede havde glemt det, så var der noget alvorligt galt med min hukommelse.

"Liam," sagde jeg, mest for at berolige mig selv. Jeg havde virkelig fået et chok.

"Hvem var det?" han lavede et nik hen mod døren som Niall lige var forsvundet ud af, og fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle kigge hen, fulgte jeg hans blik.

"Bare en fra mit hold," sagde jeg lavt, og kunne mærke, hvordan en irriterende følelse bredte sig. Faktisk, så kom det slet ikke ham ved.

"Niall Horan?" Jeg kiggede hurtigt op på Liam, da han sagde hans navn. Kendte han ham? Eller, selvfølgelig kendte han ham, men hvorfra kendte han ham?

"Hvad laver du overhovedet her?" udbrød jeg med en irration i stemmen. Jeg ville ikke være den som skulle svare på spørgsmål - jeg ville være den der slet ikke fik et spørgsmål fra Liam, som skulle holde sig fra mig!

"Interessant valg," mumlede han, som om han slet ikke hørte hvad jeg lige sagde. Jeg rullede med øjnene. Jeg ville ikke spilde min tid på ham, derfor trådte jeg et skridt til siden, og skulle til at gå forbi ham, men han trådte hen foran mig.

"Liam, hva la.." "- Jeg minder dig blot på, at du skal passe på med hvem du omgås med," afbrød han, som om han kunne læse mine tanker.

Jeg kneb øjnene sammen og sendte ham et forvirret blik. "Så du kom for at sige at jeg ikke kan snakke me' Nia.." Jeg pegede fra døren, hvor Niall gik ud af, og hen til Liam. Jeg var forvirret, og ikke mindst virkelig irriteret.

"Du bliver virkelig nødt til at lade mig være i fred," udbrød jeg og tog fat i min mobil.

"Når du kan passe på dig selv, så skal jeg med glæde lade dig være i fred," svarede han hurtigt med en halv provokerende stemme.  

Jeg kiggede op på ham. Hans brune øjne borede sig ind i mine. Jeg rystede langsomt på hovedet. "It's your lucky day," sagde jeg og lød alt for glad. "Jeg kan godt passe på mig selv, okay?" Forstod han ikke, at han skulle lade mig være? For søren da.

"Hav en god aften, Liam," sagde jeg ironisk, og skubbede forsigtigt til ham, for at gå forbi, men langt nåede jeg ikke, for før jeg kunne nå at reagere, havde Liam taget fat i min arm, og skubbet mig op mod væggen.

Et gisp forlod mine læber idet min kind kom i kontakt med væggen. Eftersom Liam og jeg var de eneste på gangen, så vidste jeg udmærket, at det var ham, og det var også det der satte mit pis i kog.

"Hvad fanden Li..." "- Sproget, Chelsea," sagde han lavt. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit øre, hvilket fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg prøvede at trække min arm til mig, men Liam strammede grebet om den, så et forskrækket støn forlod mine læber.

Hans greb om mig var så perfekt som det kunne være. Han havde mig i sin hule hånd, hvilket måtte betyde, at han havde taget nogle selvforsvars timer. Det blev han nødt til at have gjort.

"Hvad vil du gøre, Chelsea?" mumlede han igen mod mit øre. Jeg prøvede igen at få min arm fra ham, men ligeså lidt hjalp det.

"Hvad vil du gøre, hvis det ikke var mig der stod her, men en der rent faktisk var ude på at skade dig?" noget i hans stemme fik min krop til at ryste kort. Kuldegysningerne bredte sig.

Jeg brød mig ikke om denne følelse. Jeg følte mig alt for hjælpeløs, alt fortabt.

"Hvad vil du gøre, Chelsea?" hans stemme blev en smule højere. Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig en smule, så vægten var på det andet ben. Jeg kunne mærke hans krop op af min. Han havde sin arm liggende på min ryg, så han havde helt styr på mig. Det var forfærdeligt.

"Fortæl mig, hvad du vil gøre," hviskede han igen og lod denne gang to fingre tage fat i mit nakkehår.

Jeg kneb øjnene sammen og slappede endelig af i kroppen. Det kunne Liam vidst mærke, for han trak sig en smule fra mig. Han trak langsomt en hårnål ud af mit hår. Jeg forstod ingenting.

"Liam jeg.." Jeg viste ikke, hvad jeg skulle sige, for hvad ville jeg gøre, hvis det kom til sådan en situation? Græde og bede personen om at stoppe? Det ville ikke hjælpe. Selvom jeg hadede at indrømme det, så måtte Liam have ret.

Jeg kunne mærke han samlede mit nakkehår, og lidt efter sad min hårnål igen i håret.

"Præcis," mumlede han og trak sig så helt fra mig. Jeg vendte mig hurtigt hen mod ham. Et stort hånligt smil var bredt ud over hans ansigt, hvilket ikke burde røre mig, men det gjorde det.

Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var flov, overrasket og chokeret. Han stod bare der... han vidste han havde ret, og han stod bare og grinede. Det var flovt. Jeg skulle bare væk.

"Bar..." min stemme knækkede, mens jeg langsomt gik bagud. "Bare lad mig være i fred," hviskede jeg og vendte mig rundt, og løb. Jeg løb indtil jeg var helt ude, og nede for enden af gaden, og først der gik det op for mig, hvad der lige var sket.

Det hele flød sammen. Følelserne oversvømmede hinanden, og lidt efter løb tårerne ned af mine kinder.

Ligegyldig hvad jeg gjorde og besluttede mig for, så var de der. De blev ved med at ødelægge det hele for mig fordi jeg ikke kunne "passe på mig selv."

Jeg blev nødt til at gøre noget.

I det øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville ende i den situation, som Liam havde fået mig i, igen. Jeg følte mig hjælpeløs og svag. De havde ret. Jeg kunne ikke passe på mig selv. Jeg kunne ikke forsvare mig selv, for jeg havde aldrig haft en grund til det - men nu.. nu havde tingene forandret sig, og det blev jeg også nødt til.

__________________________________________________________________________________________

A/N

HER ER DER ET KAPITEL TIL JER! :) Jeg havde stort overskud til at skrive i går aftes, fordi det var såååå spændende, haha, så det håber jeg også at I synes. Så ja, altså. Hvad synes I om Niall? Tror I der bliver noget mellem Niall & Chelsea? Og hvad synes I om det? HVEM SHIPPER I? HVEM SKAL VÆRE SAMMEN? TELL ME SOMETHING

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...