The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15859Visninger
AA

12. "What about Mega....n"

“Chelsea?” Stemmen genkendte jeg hurtigt. Det var Megan. Jeg genkendte den måske lidt for godt og vidste der var noget i vejen. Hendes stemme var en smule overfladisk og bange, så der måtte være sket noget.

Inden jeg overhovedet nåede at spørge, tog hun en dyb indånding og fortsatte. “Hvorfor står Andy med to andre drenge udenfor mit hus, og holder øje?” Mine øjne blev store i det øjeblik hun nævnte Andy. Mine øjne gled med det samme hen på Harry, Zayn og Liam. De var inde i stuen. De så ikke ud til at være speciel tilfredse. Liam stod op af vinduet med en mobil op til øret, Zayn sad og rystede med sit ben, og Harry studerede dem begge to. 

Jeg havde ikke sagt noget til dem siden vi kom herhen. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige, og hvad der foregik. Jeg var først lige kommet til mig selv, og derfor fik jeg spurgt om toilettet, hvor jeg nu stod, bag en dør, og snakkede med Megan. De ville sikkert flippe ud, men jeg var ligeglad. De skulle ikke komme her og bestemme over mig. 

Okay. Ligeglad var jeg nok ikke helt. Jeg havde set for meget til at være ligeglad med de drenge. Det var vel ikke for sjov de havde nogen efter dem, og det var bestemt ikke sjovt, at det skulle gå ud over mig. 

Jeg bebrejdede mig selv så meget. Når jeg var fuld, så blev jeg altid draget hen til det der netop ville få mig i fare.

I en periode læste jeg hele tiden, og der var det netop fyre som Liam, som var hovedpersonen. Det var sådan en type jeg ønskede at finde, men nu når jeg havde fundet ham, så var det slet ikke sådan alligevel. Selvfølgelig var der noget over Liam, som gjorde ham så speciel og mystisk, men der var der også ved de andre drenge - så hvorfor havde jeg behov for lige at finde en der havde lort til knæerne? 

Hvorfor ikke bare finde en der var lidt “bad” i stedet for at finde en der virkelig gik all in på det?

“Burde du ikke være til selvforsvar? Hvorfor tager du din telefon, og hvad skal jeg gøre? Jeg kan sgu da ikke hente dig når de står he..” “Megan,” sagde jeg og lænede mig hurtigt tilbage, for at være sikker på, at de ikke havde hørt mig.

“Jeg har ikke meget tid, men jeg bliv..” “Chelsea.. er du okay?” Afbrød hun mig, hvilket fik mig til at tysse i telefonen og smutte ud på toilettet.

“Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ville ønske jeg vidste det, men det gør jeg ikke. Jeg er et sikkert sted… tror jeg da. Hør, stol på mig, okay?” Sagde jeg og lukkede døren til toilettet. 

“Hvad fanden sker der?” sagde hun og smækkede med en dør. “Du gør mig bange.” “Så tie stille og hør.” Jeg var ved at gå lidt i panik. De ville sikkert snart mistænke mig for at være flygtet.

“Jeg er hos Liam og dem. Der skete noget med Alex. Der er nogen efter mig, og dig, eller drengene, men også os, tror jeg. Jeg ved ikke..” Jeg kørte frustreret en hånd igennem håret. “Hør, Andy og dem er der for din skyld. Jeg bad Liam om at sende dem hen.”

“Er I så gode venner? Chel..” “Nej. Megan, vil du ikke godt bare stole på mig? Jeg kommer hjem i morgen, og så snakker vi om det hele. Men jeg bliver virkelig nødt til at gå. Stol på mig.” 

Der var stille et par sekunder, inden jeg hørte et langt suk. “Jeg stoler på dig. Pas på dig selv.”

Hårdt lagde jeg hovedet op af døren, inden jeg rejste mig, tændte vandhanen og kørte noget vand rundt på mine kinder. Jeg rullede ud, tørrede mine hænder og åbnede døren. Jeg havde ikke den store lyst til at være her lige nu.

Før jeg fik set mig om, var jeg gået ind i personen foran mig. Jeg kiggede hurtigt op og så Louis. Hvornår var han kommet?

“Jeg var lige ved at tro du var faldet i søvn derinde,” sagde han og blinkede til mig. Jeg rullede med øjnene, hvilket var en vane. For at være ærlig turde jeg ikke gøre noget der kunne pisse dem af. 

Jeg skulle til at gå forbi ham, da han tog fat i min arm. Et sus gik igennem min krop, og hurtigt kiggede jeg på ham. Han strakte hånden ud og lavede en grimasse, inden hans blik gled ned på min lomme, hvor min mobil var.

Hårdt trak jeg min arm til mig og gik videre. Jeg nåede dog kun ind i stuen, før hans hånd igen lå om min arm.

“Slip mig,” udbrød jeg irriteret. Det tiltrak de andres opmærksomhed. 

Hans blå øjne borede sig ind i mine, inden han kiggede hen mod de andre. Jeg så mit snit til at trække armen til mig igen. Da jeg var sikker på, at han ikke greb ud efter mig igen, bakkede jeg bag ud.

“Er der noget I har lyst til at fortælle os?” sagde Harry drillende. Louis grinte kort, inden han fjernede sit blik fra mig. 

“Ikke så meget andet end af Chelsea føler for at ringe rundt til folk.” Det var som om hans ord slog luften ud af mig. Jeg måtte hvert fald tage en dyb indånding. Min krop rystede alt for meget til det her. Jeg kunne ikke være rolig, og jeg kunne ikke holde nogen hård facade overfor dem - og det behøvede jeg heller ikke. Jeg var ligeglad med, at de så jeg var bange. Måske indså de at jeg slet ikke var sjov at omgås med, og de så til sidst ville smide mig ud.

Man kunne vel håbe, ikke? Og for så lige at ødelægge det igen, så var det nok ikke det fedeste. Hvis de smed mig ud, hvem ville så passe på mig? Ikke at det føltes som om det var det de gjorde. Det føltes bare som om de holdt mig fanget.

“Det var Megan,” mumlede jeg og kiggede hen på Liam og Harry, for at de ikke skulle tro, at jeg havde ringet til alle mulige andre. De vidste godt hvem Megan var.

Liam nikkede kort, og smed sig så i sofaen. Han trak sin mobil op. Et smil gled over hans ansigt, efterfulgt af et lille grin. Jeg blinkede et par gange, for at være sikker på, at Liam rent faktisk kunne vende sin mund anderledes end nedad, eller som en streg. 

“Andy har fået tilladelse til at gå ind,” grinede han, og slog Zayn på armen, som om det var en eller anden joke, som jeg ikke kendte noget til.

Mit blik faldt hen på en stol, som stod ved det kæmpe vindue. Det gik fra gulvet op til loftet, og så var der en terrasse ud til. Det var flot, især fordi himlen var hel sort, og byen lyste helt op.

Jeg gik med langsomme skridt derhen og satte mig ned. Jeg sank nærmest ned i stolen, hvilket føltes virkelig rart, som om det gemte mig lidt for drengene, som sad og så en eller anden fodbold kamp.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på om der måske stod nogen nede for enden af bygning, eller var i bygningen overfor, som holdt øje med mig lige nu. Det var som om de altid vidste, hvor jeg var.. og efter den aften med Liam, så måtte de jo holde øje med huset, siden de så mig gå.

Mit blik faldt ned på anden sidste sal, på den anden bygninger overfor. Der sad en mor i morgenkåbe, med et blad i den ene hånd, og den anden hånd i sit barns hår. Det var en pige, hun havde hvert fald lyserød nattøj på. 

Moren var forholdsvis ung. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, at Liam og de andre drenge sikkert havde haft meget sjov med hende, hvis hun nu gik i undertøj eller sådan. Det var så typisk. Det ville hvert fald ikke undre mig.

Jeg trak mine ben op under mig og lænede mig hen, for at ligge mit hoved på mine knæ. Mine øjne begyndte at svig en smule. Jeg havde grædt før i dag, og jeg var helt udkørt, og det var også derfor jeg måtte lukke mine øjne og give mig hen til søvnen.

Jeg havde været så optaget af min mobil, at jeg hverken havde set vi vandt kampen, eller set at Chelsea sov over i stolen. 

Sophia havde skrevet til mig, og spurgt om hun kunne komme over. Jeg blev nødt til at afvise hende da drengene var her, men eftersom hun tit var her, når drengene var her, så kunne hun hurtigt regne ud, at der var et eller andet. 

Jeg havde også brugt lang tid på at finde ud af, hvad fanden vi skulle stille op. Vi kunne ikke tvinge hende til at blive her, især ikke når hun var så bange for os, som hun var.

Dog var det lidt sjovt at se hende på den måde. De andre gange jeg havde set hende, så havde hun været meget mere selvsikker. Måske var det fordi alle drengene også var her. De var efterhånden taget hjem. Vi boede ikke sammen, selvom det af og til føltes sådan. Det her var min lejlighed, og drengene havde deres. Eller Louis og Harry boede sammen, og Zayn overnattede tit hos mig, Danny eller Ant. Han havde sit eget hus, men Zayn var ikke typen der brød sig om at være alene.

Der skulle være gang i den.

“Jeg smutter også hjem af nu,” hørte jeg Zayn sige. Han stod med jakke og sko på, hvilket kort fik mig til at mumle et farvel og vinke til ham.

Jeg skrev lidt frem og tilbage med Andy, som forklarede mig, hvad han havde sagt til Megan om tingene. Til tider var det hårdt at skulle stå med så mange ting, men jeg havde selv valgt det. Hvis der skulle være orden i tingene, så måtte jeg også selv tage hånd om det. 

Jeg havde snakket med Danny og Ant, som ville prøve at finde ud af, hvad Alex foretog sig, og med hvem. En anden ven, Stephen, som var et computer geni, skulle finde ud af at blokere nogle numre på både Megan og Chelseas mobil. Det var de numre vi kendte til.

Det kørte mig virkelig utrolig træt, især fordi dagen havde været lang.

Jeg rejste mig langsomt op, slukkede tv’et og gik ind på mit værelse. Normalt var det dét værelse Harry sov i, når han var her, men det var nu mit. Jeg havde bare en tendens til aldrig at sove ordentlig, så jeg sov normalt i stuen når drengene var her, så jeg kunne have styr på alt omkring mig.

Jeg kørte en hånd over mit ansigt og skiftede til nogle sorte natbukser. Jeg gik ud i køkkenet, fandt et glas vand og tog to piller. Det var kun efter hårde dage, at jeg tog nogle smertestillende at sove på. Det fik min krop til at falde til ro, nu når min hjerne ikke altid ville.

Jeg hældte resten af vandet ud i vandhanen og skulle til at sætte glasset i opvaskeren, da en hånd lagde sig på min skulder. 

Hurtigt, ude at tænke over der var andre i huset, vendte jeg mig rundt så glasset ramte den skrøbelige og kolde hånd, som lå på min skulder. Glasset gik i tusinde stykker, og et højt gisp lød.

“Forhelved da!” udbrød jeg og skyndte mig hen for at tænde lyset. Da jeg vendte mig rundt, stod Chelsea der. Hendes tøj sad lidt rodet og det samme med hendes hår, men det var nu ikke det der tog min opmærksomhed. Man skulle næsten tro at glasset havde sat sig om hendes hånd, der var hvert fald glasskår overalt, og blod der gled ned af hendes hånd.

Jeg kunne se, hvordan der begyndte at komme tåre frem i hendes øjne. Hun bed sig i læben, men hendes kæber afslørede hende stadig. Hun var lige ved at græde, og hun var virkelig i smerte.

“Fuck,” udbrød jeg igen, en smule lavere. Jeg trådte et skridt hen mod hende, hvilket hurtigt fik hende til at reagere.

“Hold dig væk,” sagde hun truende, men hendes stemme knækkede, så da jeg tog et skridt frem igen, løb hun rundt om bordet, og ud. Jeg fulgte hurtigt efter hende, bange for at hun ville stikke af. Hun skulle have gjort noget ved sin hånd - nu.

Jeg blev en smule lettet ved at se badeværelses døren smække, men det var kun et øjeblik, for lidt efter drejede hun låsen.

Jeg smækkede døren efter mig og tog en dyb indånding, selvom det føltes som om glasskåene satte sig endnu længere ind i min hånd ved at gøre det.

Jeg ville have spurgt om han var okay. Jeg havde set han tog nogle piller, og jeg var træt. Jeg ville egentlig bare … ja det ved jeg ikke engang. Det var ikke meningen at forskrække ham. Selvom jeg ønskede at han havde gjort det med vilje, så jeg havde en grund til at være sur på ham, så var det ikke sådan.

Jeg lukkede øjnene. Det var sket så hurtigt, og med sådan en fart, at det undrede mig, at jeg ikke var faldet. 

Jeg tændte vandhanen og prøvede at stikke hånden ind under, men det fik mig bare til at hyle højt af smerte. Der var store stykker glasskår i huden. Jeg kunne nærmest ikke mærke den, og hvis jeg kunne, så var det smerte.

“Chelsea,” lød en stemme fra døren. Jeg kneb øjnene sammen. Jeg havde ikke lyst til at gå derud. Jeg ville hjem til Megan og glemme det hele. Jeg ville væk - til en helt anden by.

“Lås op, nu,” sagde hen en smule bestemt, hvilket han ikke havde behov for. Han havde gjort skade nok.

“Det ellers må jeg selv slå døren op,” sagde han denne gang utrolig irriteret. Jeg kunne mærke jeg blev trættere i hovedet. Blodet ville ikke stoppe, og jeg havde virkelig brug for hjælp. Desuden, så vidste jeg udmærket, at han mente det. Han havde været villig til at slå en anden ihjel, så at banke en dør op var ingenting.

Jeg gik langsomt hen til døren. Mit blik var sløret. Jeg hadede synet af blod, og nu var det over det hele. 

Jeg fik drejet om på låsen. Liam tog hurtigt fat i håndtaget og åbnede døren. Jeg havde lænet mig op af den, så jeg faldt nærmest ud af døren.

“Forfanden.” Hørte jeg ham mumle igen da han tog ved mig. “Sig nu ikke, at du er en af de piger de besvimer ved at se blod.” 

Jeg kunne ikke lade være med at grine ironisk. Han førte mig ud i køkkenet og fik mig til at sidde ned. “Og hvad hvis jeg var? Ville du så smadre endnu et glas mod min hånd?” Jeg vidste det var at gå over stregen, især fordi han ikke gjorde det med vilje, men han skulle vide, hvornår han skulle holde mund. 

At komme med sådan en kommentar efter det han lige gjorde, det var bare ikke okay. Derfor kunne jeg også fryde mig en smule, da han ignorerede mig.

Han rejste sig derimod op, åbnede et skab og tog en falck taske ud. Jeg fulgte ham nøje med øjnene da han også stillede et glas vand foran mig. Jeg tog det ikke. Det ville jeg faktisk have gjort, men ikke da jeg så den sprøjte han tog frem. Jeg hev derfor også hurtigt min hånd til mig.

Liam kiggede op på mig, inden han sukkede og kiggede ned på sprøjten igen.

“Jeg prøver ikke at skade dig mere end højest nødvendigt,” sagde han så, inden han, hårdt, tog fat i min arm, fandt min blodåre, og stak nålen ind.

Det gav et sæt i min krop, men efter det, så begyndte min krop at slappe lidt af igen. Smerten i min hånd var ikke til at mærke, kun lige når han tog glasskårene ud, men det var ikke spor slemt.

Jeg følte mig træt og glad. Det var som om min krop var i en helt anden verdenen, og hvis det ikke var fordi jeg følte mig så underlig tilpas, så havde jeg nok også tvivlet da jeg så Liam smile til mig, og ryste på hovedet.

“Læg dig nu til at sove,” hørte jeg ham sige, og pludselig lå jeg i en seng. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, og da Liam vendte sig om mod mig igen, for at sende mig et alvorligt blik, endte det med et smil.

Wow. Hvad end det var, så havde det da gjort mig træt. 

Vent, hvad med Mega…n.

 

__________________________________________________________________________________________

A/N

Wow, hvor har det bare ikke været mine uger lige for tiden. Har været sammen med nogen uafbrudt i 24/7, og i dag har jeg været så heldig, at jeg virkelig er gået i mit dejlige humør igen. Satte noget Megan and Liz på (sjovt når Megan hedder Megan her, ha), læste nogle citater, og så kørte det. Ikke nok med det, så har jeg ramt 3500 fans. Seriøst jeg elsker jer, I er de bedste. "I wanna scream out loud," lala. <3

 

Nå, hvad synes I? Der var da vidst liige en del at tage stilling til, hvad? Hvad synes I til at Chelsea er så bange for drengene? Og var det uventede at Liam lige smadrede et glas mod hendes hånd? haha, jeg synes det var sjovt. Hvad tror I forresten han gav hende, og hvordan tror I hun reagere på det når hun vågner? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...