The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15862Visninger
AA

4. "To hell with you, Liam"


Mit navn er Chelsea Kane og jeg er 19 år gammel. Jeg blev født i Stratford et godt stykke væk fra London. Det var der alle mine minder lå gemt, men hvis jeg ville blive til noget større i mit liv, så blev jeg også nødt til at flytte videre.

Det var en lille by, så mulighederne var ikke så store. Jeg ville utrolig gerne læse til pædagog, hvilket betød jeg skulle bruge psykologi, men igen, lille by, små muligheder.

Stratford School academy, hvor jeg gik,  havde ikke psykologi, så ja. For at gøre en kort historie endnu kortere, så var jeg flyttet til London, sammen med min veninde Megan, for at studere psykologi på en aftenskole.

Jeg levede af udeboende SU, og når vi nåede til sommer, så skulle jeg begynde på pædagog uddannelse, og der ville jeg få løn. Derfor var det spild af tid for mig at finde et arbejde ved siden af. Det ville selvfølgelig give bedre med penge, men der var jo kun 4 måneder tilbage, så alt skulle nok gå.

Jeg kendte ikke London spor godt. Jeg havde boet her nogle måneder, men det var nok til at vide hvem der var i det dårlige miljø, og hvem der ikke var.

London var stor, selvfølgelig var det det, men når jeg gik i byen stort set alle de dage, hvor jeg ikke var på aftenskole, så fandt man altså hurtigt ud af ting.

Jeg må være omkring 1.72 høj. Jeg har haft en del frisure, men jeg har altid været blond, og nu er jeg en halvkorthåret pige med brune øjne.

Jeg ville ikke kalde mig selv tyk, for det vidste jeg udmærket, at jeg ikke var - men jeg var heller ikke tynd. Jeg havde noget ekstra fedt her og der, men det var ikke noget jeg følte jeg havde et behov for at få væk.

Desuden, det var vinter, så hvad gjorde lidt ekstra fedt udover at varme mig?

Nå, men jeg bliver nok nødt til at overgive mig og fortælle om i går. Jeg går stadig og håber, at jeg snart vil vågne og indse alt var en drøm, og så lære noget af den drøm, men nej. Det skete.

Jeg Chelsea Kane, var i seng med Liam Payne, men please hold det for jer selv. Jeg har kun været i London nogle måneder...  jeg har ikke brug for et dårligt ry allerede. Faktisk helt aldrig nogensinde.

Og hvad mener jeg med det? Var det ikke alle pigers drøm at være med Liam? Jo. Og jeg indrømmer da gerne, at hans hår, som altid sidder til højre side, samt hans brune øjne, og hans sorte læderjakke, gør ham ret flot.

Og jeg indrømmer da også gerne, at jeg selv havde fantaseret mig selv væk med Liam - men det var dengang, hvor jeg vidste det aldrig ville ske. Men jeg må vel bare indse, at jeg er en af de piger, som går efter hvad jeg ikke kan få, og får jeg det, så vil jeg ikke have det alligevel.

For ja, jeg havde ikke brug for at være endnu en af Liams piger. Selvom Harry måske sagde, at han sjældent tog piger med hjem, så er jeg sikker på det er en stor løgn.

Jeg havde været i byen mange gange, og hver gang var der folk, der snakkede om Liam, og hvad han var god til. Så tro mig, jeg vidste en del om ham.

Problemet med Liam var... Ja, hvilket problem var der ikke ikke? Megan havde flere gange sagt, at jeg skulle droppe tanken om Liam og hans gruppe. Hun vidste hvem han var, og hvem han var sammen med.

Og han var ikke bare sammen med dem, der tog stoffer og startede et slagsmål her og der, nej, Liam og nogen af hans venner var 'lederne' af den gruppe, og det var ikke nogen god gruppe.

Flere af dem havde haft problemer med politiet. Mange af dem havde siddet inde, ja selv for noget Liam havde gjort. Han styrede den gruppe. Han kunne få folk til at gøre præcis hvad han ville have, selv om det betød to år i fængsel - og ikke engang der var de trygge.

Han havde en magt, og politiet ville aldrig finde ud af det - for ingen snakkede, ingen gik bag hans ryg. Han fik hvad han ville have når han ville have det.

Men det værste var... vidste man det ikke, ville man aldrig mistænke ham. Hans charme, hans flirtende personlighed, ja alt ved ham var så perfekt, at selvom man vidste hvad han var ude i, så ville det ikke stoppe en.

Og det var dén fælde jeg røg i.


Jeg smækkede døren i med foden og sukkede tungt. Den varme luft lagde sig trygt om mig, hvilket straks fik min facade til at falde en smule - dog blev den hurtig sat op igen, da tanken om hende sneg sig ind i mit hoved.

Jeg kunne ikke stoppe vreden i at sprede sig. Jeg var sur - sur på mig selv og hende. Havde hun overhovedet nogen ide om hvad hun havde rodet sig ud i? Hvis hun vidste, at jeg blev nødt til at snige hende ud i aften, så ingen kunne genkende hende, så havde hun nok skiftet mening - men nej.

"Forfanden," vrissede jeg af mig selv, inden jeg trådte et skridt væk fra døren som jeg

havde stået op af.

Med faste skridt gik jeg ned af gangen, og hen mod mit værelse. Døren var åben - præcis som da jeg forlod hende, så hun sov nok stadig.

Jeg knurrede kort min hånd, inden jeg gik ind på værelset. Jeg kunne ikke engang huske hendes navn - havde hun overhovedet fortalt mig det? Nå, det kunne være lige meget. Hun skulle hjem, og når hun kom hjem skulle hun aldrig se mig igen, det skulle jeg nok sørge for.

Mit blik røg hen mod sengen, som var helt tom. Dynen lå næsten på gulvet, og hendes tøj var væk.

Jeg gik hen til sengen, og lagde min hånd på sengen. Den var stadig varm! Jeg blev nødt til at tænke hurtigt - måske var hun lige gået. Måske kunne jeg nå at fange hende, medmindre det ville være for sent.

Forfanden Liam!

Jeg skulle lige til at løbe ud af værelset, men synet af Harry i dørkarmen fik mig til at stoppe op. Måske var hun på toilet, måske var hun slet ikke gået.

"Hvor er hun?" udbrød jeg, hvilket fik Harry til at kigge underligt på mig. "Hvem?" Jeg sukkede tungt. Ja, det var et godt spørgsmål. Jeg havde ingen ide om hvad hun hed.

"Det ved jeg ikke.. hende pigen der sov her," sagde jeg og kiggede hen på sengen. Et smil gled over Harry's ansigt.

"Lav, blond kort hår, rød læb.." "Oh ja! Hun var lækker," sagde han, uden at sige mere. Forfanden. Han var altid sådan efter en bytur, lige nu orkede jeg det bare ikke.

"Var hun med dig?" Jeg vidste udmærket, hvad han mente med det spørgsmål. Det var sjældent jeg tog nogen med hjem. Efter sidste gang så ... nej.

"Det skulle ikke være sket. " Jeg afsluttede det emne, og gik forbi ham. "Er hun gået? Er det længe siden?" Spørgsmålene røg ud af mig, og endelig gik det op for Harry, at jeg rent faktisk mente det her.

"Hey.. det kunne lige så godt have været en af de andre drenge der ha.." "Nej Harry, det er problemet. Det kunne det netop ikke. Vi havde en aftale, og jeg bryder den." "Liam, slap nu af. Vi vidste alle du tog hende med hjem. Hvis vi havde noget imod det, så havde vi nok prøvet at stoppe dig, okay?" Han fandt langsomt en cigaret i lommen, og tog den i munden.

"JEG har noget imod det!" Halv råbte jeg frustreret. Normale mennesker ville bakke fra mig, men Harry var en af de få personer, som kendte mig allerbedst.

"Liam, du kan ikke blive ved med at hænge dig i fortiden. Sket er sket og.." "Og hvis det sker igen, hvad så?" Jeg kørte hånden igennem håret og sukkede højt.

"Okay, okay. Vi finder ud af et eller andet, men fald nu ned.." beroligede han mig, hvilket ikke helt hjalp - dog kun det modsatte.

"Fald ned? Er du klar over hvad der sker, hvis de så hende forlade stedet?" Nærmest råbte jeg.

Det irriterede mig, at han lod hende gå. Han vidste hvad der ville ske - han vidste jeg ville flippe ud.

"Jeg prøvede at få hende til at blive, Liam, men det var ikke ligefrem fordi hun var samarbejdsvillig. Hun virkede ... fuldstændig ligeglad med mig, med os - med alt." Hans irriterende smil var helt væk nu. Han forstod endelig alvoren.

"Hun må være ny i byen. Jeg har aldrig set hende før og.." Det var netop derfor jeg fandt hende så speciel. Hun havde en energi, som ingen af de andre piger havde. Hun hang ikke op af mig, og hun faldt ikke for min charme. Hun havde været en konkurrence for mig i det øjeblik. Hun havde været flabet. Hun svarede mig igen, som om hun var fuldstændig ligeglad med hvem jeg var... som om hun ikke havde den fjerneste ide om hvad jeg kunne gøre ved hende.

Jeg faldt i den skide fælde, og nu gik min vrede udover hende. Tåbelige pigebarn.

"Jeg finder ud af hvad hun hedder," sagde han og gik langsomt ud af døren.

"Forfanden da Liam," mumlede han for sig selv - og jeg kunne ikke være mere enig. Fanden tage mig.

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N
Jeg bliver så overvældet og glad ved at læse jeres beskeder. Det er seriøst det bedste at læse, og det redder virkelig mine dage. Så tusind tak, virkelig!
Men wow, hvad siger I til en omgang med Liam, huh? Hvad for et indtryk har I fået af Harry, Liam & Chelsea? :D Tell me please. 
Og hey, glædelig vinterferie til jer der har det i dag. Skal selv hen til Amanda (som btw har udgivet en bog - tjek hendes mumles ud!) Og ja, jeg skal være der hele ugen. Det bliver perfekt. xo Hvad skal I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...