The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15859Visninger
AA

5. "She has been seen going into the Fabric."


Jeg satte mig på min sædvanlige plads foran og trak min computer op af tasken. Jeg kunne godt lide at være forberedt inden læreren kom, så jeg ikke fik stress. Det havde været en forholdsvis kort dag i dag. Jeg havde sovet til langt ud på dagen, gjort mig lidt i stand og så taget hen på aftenskolen, hvor jeg var nu.

Jeg tog hurtigt min mobil ud af lommen, for at tjekke om Megan havde skrevet til mig. Hun skulle hente mig efter timen. En af hendes venner holdt fødselsdagsfest på en diskotek i nærheden, og eftersom jeg kun havde en time psykologi, så kunne jeg lige så godt tage med.

Jeg havde bedt Megan om ikke at lade mig tage med nogen som helst hjem. Jeg ville ikke have et dårligt omdømme, og det forstod hun udmærket godt. Hun havde heller ikke ligefrem været super begejstret over, at jeg havde sovet med Liam, men jeg havde bedt hende om at ligge det bag sig. Jeg ville slet ikke høre om det. Det var et afsluttet kapitel, og man kunne vidst godt kalde mig lidt flov.. så det lå allerede godt begravet i mine minder, og forhåbentlig kom det ikke frem igen.

"Godaften," lød en høj glad stemme. Jeg lagde hurtigt mobilen i lommen igen og kiggede op på Mr. Smith, som smed sin taske på bordet, trak sin stol ud og stillede sin ene fod på den.

De andre elever mumlede et godaften og gjorde sig klar til undervisningen.

"Inden vi begynder har vi en ny elev, som er blevet rykket fra Dublin i Irland, herhen. Tag godt imod ham, og hvis vi har gennemgået noget som han ikke har, så forklar dem, forstået?" Mr. Smith gik hen og åbnede døren. En lyshåret dreng trådte ind med et smil på læberne.

De fleste elever i denne klasse var på min alder. Selvfølgelig var der også nogle ældre og nogle yngre, men det betød så også, at der hurtigt blev snakket i krogene, men jeg måtte indrømme at jeg godt forstod hvorfor.

Hans øjne, som langsomt gled over klassen, var så blå, at man kunne se det på lang afstand. Hans hår sad en smule til siden, og så var han iklædt nogle blå halvstramme bukser og en sort T-shirt. Alt i alt, så så han ret godt ud.

"Jeg hedder Niall Horan. Jeg er oprindelig fra Dublin, men eftersom mine forældre flyttede til London skulle jeg med."

"Jamen, hvor gammel er du?" udbrød en pige, hvilket fik Niall til at slå en sød høj latter op, som fik en masse til at smile - blandt andet mig.

"Jeg er 19 år, men lidt af en mors dreng," sagde han for sjov. Mr. Smith grinede kort. "Du kan bare tage plads nede bagerst," sagde han til Niall, som nikkede, og langsomt gik ned mod det bagerste bord.

Jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet efter ham, da han var gået forbi mig. Hans accent var forfærdelig sød.

"Nu har vi vidst også brugt for lang tid på det. Slå op på side 44."

☮☮☮

"Ja, Niall?" sagde Mr. Smith og satte sig på sit kateder.

"Det må høre inde under forsvarsmekanismer," "Rigtigt, kan du så også fortælle os hvilken?" Der blev helt stille i klassen. Nogen vendte sig mod Niall, for at vente på svar, hvilket han vidst ikke helt kunne, men jeg bebrejdede ham ikke. Det var svært.

"Identifikation," mumlede jeg. En masse blikke blev drejet hen mod mig, blandt andet Mr. Smiths og Nialls.

"Hvad siger du, Chelsea?" sagde Mr. Smith hurtigt. Jeg hostede kort, inden jeg rettede mig op.

"Identifikation, hvor man styrker sit selvværd ved blandt andet at være sammen med en bestemt person, eller en bestemt gruppe, som man måske slet ikke kan lide. Det ses mest i usikre mennesker."

"Du har ret," sagde Mr. Smith og begyndte at give os eksempler på det. Jeg ville dreje blikket frem, men jeg kunne stadig mærke de helt blå øjne var rettet imod mig. Jeg drejede langsomt ansigtet og fik øjenkontakt med Niall. Han sendte mig smil som jeg ikke helt kunne tyde, men det fik hvert fald farven frem i mine kinder.

Jeg kiggede langsomt væk for ikke at virke dum, og ja, resten af timen gik så med at tænke på de blå øjne.

☮☮☮

 "Du ligner en der ikke har lært en skid," var det første Megan sagde, da jeg satte mig ind i bilen. Jeg drejede dramatisk hovedet hen imod hende, for at sende hende et surt blik, men det endte med, at jeg slog hovedet ind i sædet og tabte den facade jeg prøvede at holde oppe.

"Forfanden Chelsea," grinede Megan og holdt sig på maven af grin. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine, men det lykkedes mig dog at skubbe til hende og bede hende om at komme af sted. Klokken var allerede halv ni. Vi var gået glip af 30 minutters fest.

"Vi fik en ny dreng i klassen i dag. Jeg tror ikke du har nogen ide om, hvor godt han så ud," fablede jeg om for femte gang på den korte tur til diskoteket.

"Og han hedder Niall, er fra Dublin i Irland. Han er mors pige og han har virkelig flotte blå øjne, er der noget nyt?" sagde hun drillende og parkerede bilen. Jeg lavede en sur mund af hende, inden jeg åbnede døren.

"Prøv at vær glad på mine vegne, taber," grinede jeg og tog den hånd hun rakte hen imod mig.

"Det skal jeg nok blive den dag du rent faktisk får en kæreste, men nu skal der festes!"

Megan og mit forhold var ... anderledes. Selvfølgelig var vi der for hinanden, hvis vi havde brug for det, men ellers var det nu bare mest pjat og fest det hele. Det var nu heller ikke fordi vi begge led af nogle store problemer. Hun var min bedsteveninde og jeg elskede hende højt, selvom hun af og til kunne være pisse irriterende.

"Må jeg se ID?" spurgte vagten om. Jeg løftede det ene øjenbryn. Var han seriøs? Lignede jeg ikke en over 18? Jeg var ret sikker på jeg lignede en over 18.

"Ligner jeg ikke en over 18?" sagde jeg skuffet. Et smil gled over dørmandens ansigt, inden han lænede sig hen imod mig.

"Det er til gæstelisten," sagde han så. Megan, som stod foran mig, grinede højt, inden hun kom med en kommentar om, hvor dum jeg var. Det hjalp nu ikke rigtig på mine helt røde kinder. Jeg følte mig måske også en smule dum lige nu.

"Oh.. Her," jeg rakte ham mit ID, og fik så endelig lov at gå ind. Inden Megan overhovedet fik sagt noget, trak jeg hende hen mod baren.

"Tie stille og drik op."

"Javel."


"Mr. Smith, Megan White, Niall Horan o.." "Hvem fanden er Niall Horan?" afbrød Zayn Louis, som kiggede irriterede på ham. Han sendte ham hurtigt et undskyldende blik og greb ud efter det papir, som Louis stod med.

"En eller anden ny dreng på hendes hold og i byen." Jeg kiggede hurtigt hen på Harry. Jeg skød mit øjenbryn op. "Ny i byen og på hendes hold?" Det kunne ikke tyde godt. Faktisk var det slet ikke godt. Jeg kendte ingen Niall Horan, og hvem kommer ind på et aftenhold nogle uger før det slutter?

"Hvad tænker du, Liam?" spurgte Harry om, mens Zayn og Louis stod og diskuterede. Det stoppede de dog hurtigt med og kiggede hen på mig.

"Ny i byen og på hendes hold? Er det ikke lidt underligt at komme ind på et aftenhold nogle uger før det slutter, og så lige efter den aften?" Jeg satte mig i sofaen og tog mit glas med vodkajuice i hånden.

Vi skulle i byen senere, og jeg brød mig ikke om at tage ædru af sted. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at tage af sted i dag, men jeg havde nogle ting der skulle gøres.

"Og hvem fanden er Megan White?" Jeg havde ikke hørt om nogen af dem og det irriterede mig. Det havde taget Louis så lang tid om at finde frem til Chelseas navn, og da han endelig fandt frem til det, var der ingen klokker der ringede.

"Hendes veninde vil jeg regne med. De kommer begge fra Stratford, hvor deres forældre stadig bor og..." jeg hørte ikke resten af hvad Louis sagde da min mobil lyste op. Jeg greb hurtigt ud efter den og trykkede koden ind.

Hun er blevet set gå ind på Fabric. Stod der i beskeden fra Jamie. Fabric var en af Londons største klubber. Hvad fanden lavede hun der?

"Hvad sker der på Fabric i aften?" jeg kiggede op på drengene. "Øh, privatfest for Sophia." Jeg rullede med øjnene da han nævnte Sophia, men mest fordi Harry sagde det med en drillende stemme eftersom Sophia i flere måneder havde været ude efter mig. Sophia var selv inde i det miljø vi var i, men hun havde valgt at holde sig under cover da hendes forældre havde et ry, som ikke skulle ødelægges.

"Har du fået en speciel invitation?" grinede Louis og puffede til Harry. Jeg ville normalt have grinede over det, men mit humør var ikke til det i dag.

"Åh, Liam, hold nu op. Hvorfor så mut hele tiden?" blev Louis blev. Zayn trådte hurtigt hen foran mig. "Du ved hvordan han bliver, så drop det," sagde han irriteret, inden han vendte sig mod mig.

"Er Chelsea der?" Og derfor var Zayn min yndlings. Han forstod alvoren hvilket Louis sjældent gjorde. Selvfølgelig var det rart at have ham omkring. Han sørgede altid for det gode humør, men han vidste udmærket, hvorfor jeg blev sådan her omkring det.

"Så lad os smutte," sagde Harry og drak det sidste i sit glas. "Jeg skriver til Jonas at han skal møde os på Fabric om et kvarter."


"Megan!" udbrød en pige. Både Megan og jeg snurrede rundt for at se Sophia komme gående imod os. Jeg vidste kun hvad hun hed, fordi det var hende der holdt festen, og fordi hun havde været oppe på scenen for at takke folk.

"Hvor er det godt at se dig igen!" hun kyssede Megan på begge kinder og gav hende et kram. "Det her er Chelsea, min roomie, besteveninde, anden søster og alt det." Plaprede Megan, som allerede havde fået lidt for meget at drikke.

"Hej Chelsea. Jeg er Sophia," sagde hun og lænede sig frem for at kysse mig på kinderne. Jeg kunne slet ikke finde rundt i det, og endte derfor at kysse luften. Megan kunne ikke lade være med at fnise, så jeg sendte hende fingeren og trak mig fra Sophia.

"Tak fordi jeg måtte komme med," sagde jeg venligt, hvilket hun bare rystede på hovedet af. "Selvfølgelig. Enhver af Megans veninder er mine veninder. Jeg håber I hygger jer." Megan svarede hurtigt, og straks kom vi ind i en samtale sammen.

Hun virkede virkelig venlig, men nogen af de typer hun havde inviteret lignede slet ikke nogen hun ville hænge ud med, men jeg klagede ikke. De satte da gang i festen.

"Sophia!" råbte en pige og væltede næsten ind i mig. "De er her," hørte jeg hende sige til Sophia, som kiggede hen mod indgangen. Jeg vendte mig mod Megan, da Sophia sikkert ville smutte om lidt.

"Lad os danse," sagde hun og rejste sig fra stolen. Hendes hånd, som havde fat i min, rakte hun op i luften og begyndte derefter at svinge med hofterne i takt til musikken.

Jeg snurrede hende rundt for at trække hende hen mod mig. Det endte i et stort latter anfald - både fordi vi var fulde og fordi hun var ved at snuble over sine egne fødder.

Da vi endelig var stoppet med at grine, begyndte vi at danse. Et par drenge stod og kiggede op og ned af os, hvilket Megan hurtigt bemærkede, men hun ignorerede det bare, hvilket jeg ikke helt kunne.

De blev ved med at kigge og hviske til hinanden. Det var ikke noget slesk noget, det var mere alvorligt. Jeg havde aldrig set nogen af dem før, men sådan som pigerne gned sig op af dem måtte da betyde et eller andet.

"Ignorer demmmm," råbte Megan glad, men jeg følte virkelig der var et eller andet galt. Jeg fik pludselig øjenkontakt med den ene af dem. Hans øjne var virkelig mørke, og selv da han sendte mig et smil, så nåede det ikke hans øjne.

Jeg bed mig i læben og stoppede en smule med at danse. Han sagde et eller andet til hans venner, og langsomt begyndte de at gå herhen af.

"Megan!" udbrød jeg og kiggede rundt. Hun var overhovedet ikke til at finde.

Mit hjerte satte farten op på en ubehagelig måde. De kom tættere og tættere på. Det var som om det hele lukkede sig om mig. Jeg kunne slet ikke finde rundt i noget lige nu. Musikken blev kun højere og højere.

"Mega.." skulle jeg til at råbe, men det blev siddende i halsen, da et par hænder tog om mine håndled, og trak mig hen til sig.

"Hvad fa.." udbrød jeg og kiggede op. "Sh," sagde han hurtigt og lagde hænderne på mine hofter.

"Lad som om alt er normalt. De forsvinder om lidt," stemmen var bekendt, alt for bekendt. Jeg prøvede at kigge bagud, men han tog hårdere ved mig.

"Lad være med at kigge," hans stemme var pludselig hård. Jeg opgav og slappede langsomt af i min krop. Enten var det her et lorte scoretrick ellers så ja, jeg vidste det ikke.

Pludselig var det som om det slog klik for mig. Mine øjne blev store i det øjeblik hans navn slap ud over mine læber.

"Harry?" 

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N Bum bum bum! Så sker der noget, og nu er handlingen gået i gang. I fik lige hilst på nogle nye medvirkende i historien, som Sophia. Hvad synes I om hende? og hvad tror I den gruppe er for en & hvorfor var det lige Harry der hjalp hende? Tell me guys xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...