The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15850Visninger
AA

2. Prolog.

 

Han strammede grebet om mit håndled og satte farten op. Alt var mørkt omkring os, udover nogle lygtepæle, som stod nogle meter væk, og lyste jorden under den, op.

Vi var i starten af februar, men ud fra mit tøj skulle man tro vi var i juni. Jeg var iført en lilla kjole, samt nogle stiletter, som var den eneste lyd på gaden, udover hans vejrtrækninger.

"Følg med," sagde han lavt, da jeg var ved at snuble over mine egne fødder. Jeg kiggede op på ham, og så hvordan han strakte nakken, for at kigge på noget bag mig. Jeg drejede nysgerrigt hovedet, men der var ingenting.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg om, men jeg nåede ikke at færdiggøre min sætning, før jeg blev skubbet op mod et træt.

"Shh," mumlede han mod min hals, inden han langsomt førte en hårlok om bag øret. Min krop rystede under hans berøring, og først nu gik det op for mig, at jeg frøs. Indtil nu havde jeg været fuld nok til ikke at ligge mærke til det.

Han kyssede blidt min hals for kun at forsætte op mod mit øre. Jeg kunne ikke lade være med at vride min krop under hans, da det kildede i hele min krop.

"Det kilder," fnes jeg, hvilket fik ham til at presse sin krop hårdere mod min, så jeg kunne mærke grenene i min ryg, men det gjorde ingenting, ikke i denne situation, ikke i denne tilstand.

"Kom med mig hjem," mumlede han og lod sin hånd glide ned af min arm, for at flette sine fingre ind i mine.

"Jeg troede det var der du ville føre mig hen," sagde jeg og lod min hånd glide om bag hans nakke. Hans normale brune øjne så helt sorte ud i mørket, men der var stadig et skær over dem, som fik mit hjerte til at banke hurtigere.

Jeg burde slet ikke gøre det her. Han var ikke en for mig. Hvis mine forældre vidste hvem jeg rendte rundt med, så ville de låse mig inde for altid. Men alligevel... alligevel kunne jeg ikke stoppe mig selv.

Alle snakkede om ham. Alle snakkede om hvordan han var, og hvordan de ville gøre alt for ham. Piger ville slå ihjel for at være i min situation lige nu, og det var måske det der fik mig til at tage med ham hjem.

Måske var det dét mystiske, det anderledes, ja det lidt farlige miljø der talte til mig lige nu. Jeg havde altid holdt mig til det kedelige. Altid holdt mig til det normale, men nu havde jeg chancen for at ændre det.

"Kom," mumlede han, inden han trak sig fra mig. Han kiggede sig igen over nakken, inden han trak mig tættere ind mod sig. Jeg ville kigge mig tilbage, men pludselig drejede han til højre.

Foran os var et stort hvidt hus, og da han trak sine nøgler op af lommen, var jeg sikker på det var hans hus. Jeg havde aldrig set det. Jeg havde sikkert aldrig været i denne ende af byen - det var villa kvarteret.

Jeg trak i hans arm. "Dine forældre," mumlede jeg, hvilket fik ham til at slå en latter op.

"Du er så sød," var det eneste han sagde, inden han gik op mod døren. Jeg kiggede forvirret på ham. En kold vind ramte mine ben, så jeg smuttede hurtigt op til ham.

"Jeg bor ikke med mine forældre," sagde han uden at kigge på mig, inden han åbnede døren og skubbede mig blidt ind i huset.

Jeg nåede næsten ikke at kigge mig omkring, før hans fingre tog ved lynlåsen, og lynede den ned.

Kuldegysninger gled frem på min krop, hvilket fik ham til at bevæge hænderne op og ned af mine arme, mens han langsomt kyssede min nakke.

Jeg burde ikke gøre det her. Jeg kunne sagtens vende om, men alt i min krop bad mig blive. Jeg havde brug for det her. Det kunne lige så godt have været en anden dreng i et andet hus, men nu var det ham - ham Liam Payne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...