The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15856Visninger
AA

11. My trainer.

"Er du sikker på selvforsvar er en god ide?" Spurgte Megan om, da vi holdt foran aftenskolen. Det havde været 2 dage siden, at jeg havde mødt Liam, og lige siden havde jeg ikke følt mig sikker nogen steder.

Det var ikke fordi, at jeg var bange for ham, men jeg var bange for det de havde plantet i mit hoved. De havde advaret mig om andre mennesker, som kunne finde på at gøre mig noget. Jeg havde ingen ide om, hvem det kunne være, men det gjorde mig usikker. Deres ord havde skræmt mig.

Jeg følte, at der hele tiden var folk der holdt øje med mig. Derfor havde Megan også lovet at hente mig lige efter det var slut. Jeg havde ikke aftenskole i dag. Jeg havde været der i går, hvor Niall også sjovt nok var. Han havde holdt en plads til mig, og igen havde det været en utrolig sjov time.

Lige indtil jeg fik fri. Jeg ville ikke omgås med Liam igen, eller have en af de andre drenge til at overvåge mig. Jeg ville kunne passe på mig selv, og det eneste jeg kunne gøre, var netop at starte til selvforsvar.

Så her stod jeg. På gangen, foran døren, hvor jeg sidst havde set Liam. Jeg vidste han gik i det fitness center. Faktisk var det her en alt skole. Det var små hold man kunne komme på. Jeg havde derfor også sørget for ikke at komme på hold med Liam - men hvem kunne vide, at Liam slet ikke gik på noget hold, men rent faktisk var der frivilligt, og af og til hjalp dem der arbejdede der? Jeg vidste det hvert fald ikke.

Dog var det kun lige indtil jeg så ham sammen med en pige. Hun var iført korte shorts og en top, samt nogle boksehandsker. Jeg havde set hende før..

Ud af øjenkrogen kiggede jeg derhen igen. Pigen.. pigen var Sophia. Hende fra festen! Hende Megan kendte. Åh gud, hvorfor var der så mange jeg kendte her?

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg skulle være fuldstændig ligeglad med Liam. Han var her, og han stod med Sophia, og de havde helt klart et eller andet kørende, for på den måde hun stod op af ham på, så kunne det ikke være anderledes.

Men det betød ikke noget for mig. Det lettede mig kun at vide. Hvad mon hun ville sige til, at Liam hele tiden overvågede mig?

Jeg kunne ikke skjule mit smil. Nu havde jeg noget på ham, så kunne han vel lade mig være.

"Chelsea Kane?" Sagde en skinger stemme. Jeg kiggede til siden, hvor en lav, men muskuløs pige stod. Jeg nikkede, hvilket fik hende til at smile.

"Denne vej," sagde hun og pegede, inden hun snurrede rundt og gik hen mod Liam og Sophia. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg kort bed mig i læben.

Jeg rettede ryggen og gik efter hende, mens jeg gjorde alt for at give Liam den kolde skulder. Pigen spurgte mig heldigvis om noget, da vi lige var gået forbi, hvilket fik mig til at fokusere på noget andet.

"Du er en af de første der er kommet. Der er 5 på holdet. Træneren hedder Alex. Han har en tendens til at flirte med alle, så lad være med at fald for det," grinede hun idet døren gik op. En sorthåret dreng, med brune øjne stod i døråbningen. Han havde sorte shorts på, en hvid tank top og en cap.

Han lyste op i et stort smil da han så os. "Nu ikke noget med at skræmme hende, Angela," grinede han, inden han trak hende ind til sig. Hun rullede for sjov med øjnene og skubbede til ham.

"Og du er?" sagde Alex og løftede et øjenbryn, inden han kiggede ned på det papir han havde i hånden.

"Chelsea - Chelsea Kane," svarede jeg og fulgte blyanten. Han stregede mit navn over og sendte mig et smil, inden han bad mig følge med.

Jeg gjorde som han sagde. Jeg kunne føle et par øjne følge mig, men jeg vidste nærmest at det var Liam, så jeg ignorerede det og fulgte med Alex ind i et rum, hvor der var kæmpe glasruder. Der var helt stille, hvilket måtte betyde væggene var lydtætte.

☮☮☮

De andre fire fra holdet kom. Der var heriblandt 2 andre drenge med. Jeg kendte ikke nogen, men en af pigerne virkede til at være meget udadvendt. Hun sendte mig hvert fald smil, når jeg kiggede hen på hende.

"Jeg skrev til nogen af jer, inden vi begyndte. Jeg spurgte hvad I helst ville starte med, og da jeg kunne fornemme, at flertallet ville kunne forsvare sig selv mod kvælertag, så tager vi det først. Har jeg ret?" De andre nikkede hurtigt, hvilket fik mig til at spekulere på, om de havde været udsat for det. Det fik hvert fald kuldegysningerne frem på mine arme.

"Amalie," sagde Alex, og pegede hen på hende den søde pige, som hele tiden sendte mig smil. "Det var Amalie, var det ikke?" Hun nikkede hurtigt og modtog et smil fra ham.

"Vil du komme op engang?" Hendes smil stivnede en smule. "Jeg ville godt, men jeg har forstuet min fod, så jeg observerer egentlig bare i dag." Alex nikkede forstående, inden hans blik langsomt faldt hen på mig.

En underlig følelse spredte sig i min krop.

"Hvad med dig, Chelsea?" Hans brune øjne fangede mine. Mest af alt havde jeg lyst til at sige nej, men jeg blev nødt til at ofre mig. Det lignede bare slet ikke mig at gøre sådan noget her, men måske var det en god ide, eller det var det. Jeg var bare ikke så tryg ved det endnu.

Vi gik hen til en væg. Han bad mig stille mig ind til væggen, hvilket jeg gjorde. Han tog ved min hals med sin arm, mens han sørgede for at presse min krop ind mod væggen, så jeg næsten var helt forsvarsløs.

"Er det okay?" spurgte han lavt, så kun jeg kunne høre det. Jeg var sikker på, at han kunne mærke, hvordan min krop rystede, men han valgte at ignorere det da jeg svarede ja.

"Du føler dig helt forsvarsløs lige nu, gør du ikke?" spurgte han så de andre også kunne høre det. Jeg nikkede hurtigt og en smule genert.

"Nogen der har forslag til, hvad man skal gøre?" han kiggede kort på de andre, inden hans øjne igen låste sig fast med mine.

"Sparke dig?" hørte jeg en af drengene sige. Alex smilede kort men rystede på hovedet. "Det vil kun gøre personen endnu vredere. Det I kan gøre er at bruge jeres arme. Strak dem en smule, og ryg så hans arm og hånd, som holder fast om jeres hals. Så vil han være låst i et greb," han viste hvad jeg skulle gøre, hvilket jeg så gjorde.

"Så han vil ikke have noget andet valg end at give slip, kan I se?" Han tog ved min arm, og gjorde det igen. Hans greb var stramt, hvilket fik mig til at tage en dyb indånding. Jeg vidste det var tilfældigt at jeg blev valgt, men jeg kunne ikke lade være med at ligge noget bag det.

Det var som om han kendte mig. Hans blikke sagde hvert fald noget andet, men hende pigen havde advaret mig imod ham. Måske var han bare en der flirt...

"Alex," et højt brag lød. Alex slap grebet om mig, inden han vendte sig rundt. Nede ved døren, i den anden ende af lokalet, stod Liam, sammen med Sophia.

Mit hjerte sprang et slag over. I det Liams blik gled over mig. Jeg rettede mig op og rørte akavet ved mit hår. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg skulle kigge hen.

"Liam," hørte jeg Alex sukke. Mit blik faldt hurtigt hen på ham. Han så ikke særlig tilfreds ud.

I stedet for at sige noget, lavede Sophia tegn til at han skulle følge med. Jeg havde ingen ide, hvad der skete i det øjeblik, og jeg fandt heller ikke ud af det.

☮☮☮

Aftenskolen med psykologi fortsatte. Jeg havde fået Nialls nummer. Jeg havde skrevet med ham uafbrudt i en uge nu. Han var virkelig en fantastisk person. Jeg var totally head over heals for ham, haha.

Nå, men det gik også super med selvforsvar. Jeg havde været der to gange med de andre, men fordi jeg havde alt for svært ved at koncentrerer mig, så havde Alex spurgt om en alene time. Jeg havde sagt ja, kun fordi jeg vidste jeg virkelig havde brug for det.

Grunden til, at jeg ikke kunne koncentrerer mig var på grund af Liam. Han havde på en eller anden måde fundet ud af, hvornår jeg trænede, for han var der altid på det tidspunkt. Jeg var sikker på, at han holdt øje med mig, og det fik mig til at miste fokussen fuldstændig.

Han havde ikke snakket til mig i to uger nu, men han var alligevel altid der hvor jeg var, så derfor så jeg faktisk frem til at tage til træning i dag, uden at han var der.

Det lød ikke til at Alex og Liam brød sig om hinanden, og eftersom Alex fik et afbrud fra en i dag, så fik vi også først en aftale i dag, så Liam kunne umuligt have fundet ud af det.

Jeg satte mit hår op i en hestehale, inden jeg tog mine boksehandsker på. Lige nu var vi i gang med at lære at slå fra os, hvis nogen holdt os nede, eller andre ting.

Jeg åbnede døren ud til hallen. Det var ret sen aften, hvilket betød, at der ikke var andre herinde. Det var ret skræmmende, især fordi Alex ikke var mødt op endnu.

Jeg pillede mig nervøst i læben, men stoppede hurtigt, da jeg var ved at pille hul. Jeg slikkede mig derfor om læberne og kiggede rundt i salen. Der var en væg fyldt med spejlet, hvilket fik mig til at tænke tilbage på da jeg var lille og gik til dans.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over mindet.

Jeg kiggede på uret, som hang over døren til mit omklædningsrum. Hvor blev han af? Den var kvart over nu.

Jeg sukkede tungt. Der var helt mørkt ude på den anden side. Det skræmte mig, og derfor skyndte jeg mig hen til omklædningsrummet. Jeg blev nødt til at skrive til ham og spørge om han er på vej.

Jeg åbnede døren og stoppede op. Kender I ikke det, at der nogen gange er for stille, selvom der ikke er andre, og bum så står der en morder foran jer?

Jeg rystede på hovedet. Styr dine tanker Chelsea. Du kører dig selv op.

Jeg hev min mobil frem fra tasken. Alex havde ikke skrevet noget, hvilket fik mig til at sukke højt. Jeg åbnede derfor en ny besked og skulle til at skrive til ham, men før jeg kunne få den sendt, blev jeg skubbet hårdt ind i væggen, så jeg tabte min mobil ud af hånden.

Et gisp forlod mine læber. Mit hjerte satte farten op, hvilket fik mig til at gispe efter vejret.

"Alex?" fik jeg frem, hvilket fik personen til at løsne sit greb en smule. "Prøv igen," sagde stemmen, som jeg hurtigt genkendte. Adrenalinen, som kørte rundt i min krop, gav mig nærmest hovedpine. Det var lykkedes mig at holde ham væk i 2 uger, og nu stod han bag mig.

Hvordan havde han overhovedet fundet ud af det?!

"Liam, hvad fan.." jeg prøvede at vride mig fri, men han skubbede mig op af skabet, så det nærmest gav genlyd i omklædningsrummet.

"Hvad har du gang i," vrissede jeg surt, hvilket fik ham til at grine lydløst. Jeg kunne mærke det på ham.

"Det er ikke meget du har lært," sagde han og trak sig en smule fra mig, men stadig så jeg ikke helt kunne bevæge mig.

"Måske var det derfor jeg havde en alene time med Alex," vrissede jeg irriteret. Jeg orkede ikke engang at gøre modstand, for han var meget stærkere end jeg var.

"Og det tror du selv ville have været smart?" spurgte han mig om, inden han tog ved mine overarme, og drejede mig rundt. Hans øjne fandt hurtigt mine, og inden jeg kunne forsøge at skubbe ham væk, havde han mig presset op af skabet igen igen.

"Hvad vil du have af mig?" Jeg hævede irriteret stemmen og kiggede væk fra ham. "Var det ikke dig der nærmest opfordrede mig til at begynde til selvforsvar? Hvad fanden ødelægger du det så for!" Jeg ville have slået ham, hvis jeg kunne. Jeg var så træt af ham. Mit sprog blev så grimt når jeg var med ham, men han satte virkelig mit pis i kog.

"Fordi du begynder til selvforsvar betyder det ikke at du kan klare hele verden, Chelsea," sagde han irriteret og trak sig en smule væk, så jeg i det mindste kunne bevæge mig.

"Hvad vil du have af mig?!" Jeg skubbede hårdt til ham og vendte mig rundt mod mit skab.

"At du ikke tror på det første og det bedste. Det er.." "Ah, så du prøver at sige, at hver eneste dreng jeg snakker med, prøver at skade mig?" Jeg kiggede på ham over skulderen, inden jeg rullede med øjnene. Han forstod hurtig min hentydning.

"Smigr nu ikke dig selv," sagde han og fik sin rolige stemme tilbage. "Jalousi er ikke min ting," fortsatte han og lænede sig op af skabet lidt længere bag mig.

"Og det er heller ikke din ting at tage en pige med hjem, men det skete. Så hvad er overhovedet din ting at gøre, Liam? Ødelægge mit liv? Det klarer du allerede ret godt, og jeg har ikke engang kendt dig i en måned." Jeg smækkede hårdt skabet i, da jeg fik mine ting ud derfra.

"Hvad er det du vil, Liam?" Spurgte jeg så og da jeg ikke gav ham mulighed for at svare mig på det andet. Jeg var så træt af, at han aldrig kunne give mig et svar.

"At du holder dig fra Alex." Jeg skulle til at komme med en dum kommentar, indtil det gik op for mig, at han rent faktisk svarede på mit spørgsmål. Jeg burde være bare en smule glad for det, men det var virkelig som om, at han ville ødelægge mit venskab til alle jeg snakkede med af det modsatte køn.

"Han er min træner, Liam. Du ved, en der træner mig i at kunne forsvare mig selv, hvilket du selv ville have." Jeg tog min taske over skulderen og begyndte at gå hen mod døren, men i det jeg greb ud efter håndtaget, blev det trukket ned ude fra.

Der var ikke andre end Liam og jeg her, så det fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst.

Før jeg selv kunne reagere, havde Liam trukket mig hen bag et af skabene. Han lagde en hånd over min mund, og under normale omstændigheder ville jeg slå den væk, men da en anden stemme fyldte rummet, lod jeg den være der. Mine vejtrækninger var alt for hurtige, så jeg ville helt klart få os afsløret.

"Jeg ved sgu ikke, hvor hun er," hørte jeg en stemme sige. "Øjeblik," mumlede stemmen igen.

"Chelsea? Chelsea, er du herinde?" Jeg genkendte stemmen. Det var Alex. Jeg åndede tungt ud i Liams hånd, og skulle til at fjerne hans hånd fra min mund, for at svare Alex på hans spørgsmål. Han var så også kun en halv time forsinket.

Liam var dog hurtigere end jeg var. I stedet for at skubbe mig op af skabet igen, hvilket ville afsløre os, så trak han mig ind til sig, så jeg stod med ryggen mod hans bryst. Han holdt sin hånd tættere mod min mund. Jeg skulle til at råbe op og spørge hvad fanden han havde gang i, men Alex stemme afbrød mig.

"Hun er her ikke. Hvad fanden skal jeg gøre?" udbrød han og slog til det skab, som vi stod bag ved. Det gav et sæt i min krop, og hurtigt strammede Liam grebet om mig.

"Forfanden, vi havde en aftale, jeg kunne ikke vide, at hun havde tænkt sig at brænde mig af!" råbte han så jeg næsten fik helt ondt af ham.

"Så må I tage hende en anden dag. Vi finder en anden plan, jeg skal nok få hende herhen igen. Hun er alligevel så pisse naiv."

Jeg blinkede et par gange med øjnene. Det var som om en sten ramte bunden af min mave. Hvis det ikke var for Liam, som holdt mig oppe, så var jeg nok faldet.

"Liam?" han grinte højt. "Hun hader ham pesten, ham får I ingen problemer med. Giv mig en uge. Vi har træning i morgen." Hans stemme blev lavere og lavere, hvilket betød at han gik ud af døren igen.

Først da den smækkede i, gav Liam slip fra mig, og trådte væk. Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men det gjorde så ondt, at jeg i stedet kom med et smertefuldt støn. Jeg lænede mig op af skabet, og lagde en hånd på mit bryst.

Åh gud.

Selvom jeg udmærket vidste, hvad der lige var sket, så føltes det bare ikke rigtigt. Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg næsten selv kunne svare på, men det gjorde for ondt at indse.

Jeg havde stolet på Alex. Jeg havde lavet en privat aftale med ham nu her, og hvis det ikke var for Liam, så måtte det kun være gud der kunne vide, hvor jeg ville ende.

Det hele gav pludselig mere og mere mening. Harry, Zayn og Liam havde alle bedt mig om at være forsigtig med hvem jeg stolede på, og jeg havde ikke fattet noget som helst.. men det gjorde jeg nu. Men hvorfor mig? Hvorfor gik det ud over mig?

"Ja, jeg ved ikke om han stadig er her, men jeg tager hende med," hørte jeg Liam sige. Jeg kom til mig selv og slog øjnene op. Jeg nåede lige at se Liam lade sin mobil smutte ned i lommen.

Jeg trådte et skridt tilbage. Jeg kunne ikke stole på nogen. Hvordan kunne jeg være sikker på, at han ikke også ville køre mig et eller andet sted hen?

Jeg ville bare hjem, hjem til Megan.

"Chelsea," sagde Liam for at trække mig ud af min egen verden. Jeg rystede voldsomt på hovedet, hvilket fik ham til at sukke.

"Hvordan kan jeg vide, at du ikke står bag alt det her?" min stemme rystede alt for meget.

Liam kiggede med et løftet øjenbryn på mig. "Jeg er glad for du begynder at tænke over, hvem du kan stole på, men lige nu er ikke tidspunktet," sagde han og gik hen imod mig.

"Stop!" råbte jeg højt og trådte hurtigt et skridt tilbage. "Hvordan vidste du, at Alex og jeg havde en aftale? Hvorfor sagde du ingenting om ham?!" nærmest råbte jeg. Jeg måtte indrømme at jeg virkelig virkelig VIRKELIG var bange lige nu.

"Jeg havde mine teorier," var det eneste han sagde og gjorde tegn til vi skulle gå, men jeg rystede på hovedet. Jeg ville ingen steder med ham. Han fortalte mig aldrig en skid.

"Jeg var ikke sikker før jeg hørte ham nu her," sukkede han så en smule irriteret. "Og jeg har mine kontakter, så vil du være sød at følge med nu?" Jeg rystede igen på hovedet. "Der går ikke lang tid før de ved du er her, og så er du på røven, så vil du være sød at spare mig for mere end højest nødvendigt ballade?" Han tog fat i min arm og trak mig efter sig.

Han havde ret. Det måtte jeg indrømme, men begyndte han ikke snart at fortælle mig ting, så ville jeg hellere med Alex og hans sindssyge venner.

Okay det ville jeg nok ikke, men jeg havde brug for svar.

"Hvordan vidste du, at jeg var her?" spurgte jeg og kiggede på ham. Han kiggede fra side til side, inden han satte farten op.

"Chelsea, man skulle tro du havde en indbygget GSP, okay? Vi ved altid, hvor du er," svarede han koncentreret.

Hvad mente han med det? Hvordan skulle det berolige min teori om at han selv var en syg i hovedet dreng, som bare ville bortføre mig?

"Hvad fanden mener du med det? Jeg ville sgu da også altid vide, hvor du var, hvis jeg satte mine venner til at overvåge dig," sagde jeg hårdt, hvilket et kort øjeblik, fik ham til at kigge spørgende på mig.

"Bare fordi jeg har lidt mere tillid til andre end du har, så betyder det ikke, at jeg er dum. Jeg har lagt mærke til dig og dine venner og jeg.." Igen klaskede han sin hånd over min mund. Denne gang satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det, da jeg kunne se en bil forude samt nogle mennesker.

"Lad være med at være så nysgerrig. Det vil bide dig i røven en dag," hviskede han og trak mig videre.

"Har du tjekket hendes veninde?" hørte jeg en af dem sige. Jeg vidste med det samme, at det var Megan de hentød til, hvilket fik mig til at spærre øjnene op og stoppe op.

Liam vendte sig rundt mod mig. Hans øjne borede sig lige igennem mig, og ind i min sjæl - eller det føltes hvert fald sådan.

"Jeg bliver nødt til at ringe til hende!" udbrød jeg og trak min mobil op. "Hvis du ikke har lagt mærke til det, så er du ikke i sikkerhed her!" sagde han irriteret, men det var som om der gik en klap ned. Jeg blev nødt til at ringe til Megan.

Jeg prøvede at tage nogle dybe indåndinger, mens mine fingre, rystende, gled hen over min skærme. Jeg trykkede min kode forkert to gange i træk.

Det gjorde ondt. Luften gik ikke ordentlig ned igennem mine lunger, hvilket fik mig til at panikke.

Jeg lænede mig op af væggen, som var i gyden. "Megan," fik jeg frem imellem mine vejrtrækninger. Liam sagde et eller andet jeg ikke hørte, det var først da han tog ved mig, at jeg lod hans stemme trænge igennem.

"Jeg får nogen sendt hen til hende, okay? Så slap nu af og kom," hunsede han med mig, som om han slet ikke forstod, at jeg ikke kunne få luft.

"Liam, jeg ka..." min stemme knækkede. Jeg kneb øjnene sammen og lagde hovedet tilbage mod væggen. "Jeg kan ik... Liam," sagde jeg panisk. Det så ud til han endelig forstod alvoren i det.

"Tag en dyb indånding. Op med armene," beordrede han, men når jeg ikke kunne få luft, så kunne jeg nok heller ikke bare finde kræfter til at løfte mine arme.

Jeg rystede på hovedet og lod mig glide ned af væggen og ned på jorden, dog greb Liam om mig, inden jeg ramte jorden. Han trak mig hurtigt op at stå. Hans fingre tog fat om mine håndled, og lidt efter løftede han mine arme over hovedet, hvilket gjorde så ondt, at et smertefuldt støn forlod mine læber.

Jeg prøvede at tage en dyb indånding igen. Liam blev ved med at sige jeg skulle gøre det. Havde jeg kræfterne til det, så havde jeg nok bedt ham holde sin kæft, selvom det langsomt og pinefuldt begyndte at hjælpe.

Det var som om det hele ramte mig, da jeg endelig kunne tage en dyb indånding.

Jeg begyndte åbenbart at plapre løs om Megan, om Alex og at han var min træner, og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre nu. Jeg var sikker på Liam var træt af det, men på den anden side var det som om han var bange for et eller andet, for han kiggede hele tiden frem og tilbage, og her stod jeg og plaprede løs og græd.

Han havde sikkert ingen ide om, hvad fanden han skulle gøre. Det var ikke ligefrem fordi Liam kendte til sympati.

"Jeg har fået nogen hen til Megan, okay?" sagde han og prøvede at kigge mig i øjnene. Et skarpt billys ramte os, hvilket fik mig til at fare sammen. Liam så derimod ud til at tage det helt roligt. Han tog om mit håndled og trak mig hen til bilen.

Det tog mig ikke lang tid at indse, at det var Harry og Zayn.

"Hvad er der med hende?" spurgte Harry om. "Angstanfald," mumlede Liam og hjalp mig ind i bilen. Eller hjalp og hjalp. Det kom vel an på hvordan man ser det.

"Har du noget sukker?" spurgte Harry, Zayn om. Han kiggede forvirret på Harry, men fandt så en tyggegummi pakke frem, som han sendte videre om til mig.

"Tag noget sukker, det skulle hjælpe," sagde han og sendte mig et smil. Lige nu havde jeg ikke kræfter til andet end at tage imod det. Jeg lagde hovedet op af vinduet. Min krop var udmattet.

Det var som om jeg ikke var til stede i min egen krop lige nu. De ting jeg havde oplevet nu her føltes som om en bombe sprang.

Der var rent faktisk nogen efter mig.

 

__________________________________________________________________________________________

A/N

Så fik i et kapitel på 4000 ord, waow! Haha, grunden er at jeg tager til Berlin i morgen, og der er jeg til fredag. Det er med klassen, så ja. OG URG, HAR FØDSELSDAG ONSDAG, men bliver desværre 18 år, øv. Jeg orker det ikke. Men ja, urg. Hvad synes I? Havde I regnet med Alex var sådan en nar? Og hvad synes I til at Chelsea finder ud af nu, at der er nogen efter hende? Og hvad synes I om Liam hva hva

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...