The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15862Visninger
AA

6. "It's an interesting woman you've found you, Liam"

I stedet for at svare mig, snurrede han mig rundt, så min ryg var mod hans bryst. "Pas på med hvad du siger," var det sidste han sagde, inden han slap mig og skubbede mig blidt frem ad.

Hvad fanden mente han med det?

Da jeg vendte mig om, var han næsten allerede ude af mængden af mennesker. I stedet for at stå og glo, tog jeg mig sammen til at følge efter ham, dog lige indtil Megan kom ind foran mig.

"Jeg har brug for at ryge," sagde hun og viftede to cigaretter foran mit ansigt, som hun vidst havde nasset af nogen.

 Min øjne blev store. "Hvor fanden har du været?" I stedet for at fokusere på Megan, fulgte jeg Harry med øjnene. Han drejede sig langsomt og pegede hen imod mig, men det var ikke det der overraskede mig, nej... det var personen bag ham.

Hans brune øjne var så bekendt. De stirrede lige ind i mine. Åh gud. Liam.

"Lad os," sagde jeg så og afbrød Megan som stod og undskyldte. Hvad fanden lavede de her? Okay, ikke at det undrede mig, for de kendte så mange, men hvad fanden altså!

Jeg kiggede væk fra Liam og tog Megan under armen. Jeg skulle ignorere det. Det blev nok ikke sidste gang jeg så dem, så jeg kunne lige så godt vænne mig til tanken nu, men han skulle ikke få nogen ideer med mig. Jeg ville slet ikke omgås med ham.

"Har du en lighter?" Megan gik hen til en helt fremmede og bad om ild, og selvfølgelig fik hun det. Hun rakte mig en, og eftersom jeg virkelig havde brug for at slappe lidt af, efter episoden indenfor, så tog jeg et sug og lænede mig op af væggen bag mig.

"Så, hvad hedder I?" spurgte ham drengen Megan havde lånt ild af.

"Megan, Megan White, og det er min veninde Chelsea Kane. Hvad med dig?" Et kort sekund var det som om han genkendte mig. Hans blik i øjnene skræmte mig hvert fald en smule, men det var væk lige så hurtigt som det kom.

"Andy, Andy Samuels," sagde han og rakte hånden frem. Jeg tog hurtigt imod den og sendte ham et smil. Han så heller ikke helt slem ud.

"Hyggeligt at møde dig," svarede jeg og prøvede at skubbe tankerne fra før væk.

"Jeg skal virkelig virkelig tisse," udbrød Megan. Et grin lød fra Andy, "og jeg ved ikke hvor toilettet er." Hun slukkede sin cigaret, som slet ikke var færdig. Hun kiggede med bedende øjne på mig, men lige nu ville jeg egentlig bare gerne have frisk luft.

"Kan du ikke vente til jeg er færdig?" Hun rystede hurtigt på hovedet og blev ved med at sige please.

"Jeg venter her, det er jo ikke fordi du farer vild og je.." "Jeg kan vise dig vej?" afbrød Andy. Megan kiggede hurtigt hen på ham. Jeg nikkede som svar til de bare kunne smutte, og det gjorde de.

Jeg tog et hiv mere, inden jeg indså hvad jeg egentlig stod og lavede. Det her ville jeg ikke ud i igen. Det var usundt og dumt at ryge, og derfor smed jeg den også væk.

Jeg skulle til at gå ind igen, da et råb løb. Jeg vendte mig hurtigt rundt, men der var ingen. Faktisk var der næsten ingen udenfor, og det fik mig til at kigge op. Den eneste grund til, at jeg kunne se noget var fordi månen lyste nogen af skyerne op. Der var mørke skyer på vej.

Jeg sukkede. Typisk det engelske vejr.

Jeg skulle til at bevæge mig ind igen, da råbet denne gang var højere. Der gik en kold følelse igennem min krop. Gåsehuden kom langsomt frem på mine arme. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle gå hen mod lyden eller indenfor.

Hvad nu hvis der var en eller anden voldtægtsmand? Så skulle jeg da ikke gå derhen, men hvis han nu var i gang med at ødelægge en piges liv?

Råbet som blev højere, tog valget for mig. Jeg slog armene om mig selv, og gik hen imod lyden. Det undrede mig lidt at der ikke var nogen vagter til stede. Måske var de i gang med noget indenfor.

Det var som at være med i en dum gyserfilm. Jeg var hovedpersonen, som var på vej hen mod morderen, og alle der så filmen sad og skreg "NEJ NEJ NEJ", men hvis en pige var i fare og jeg kunne hjælpe, så blev jeg da nødt til det!

Jeg drejede rundt om hjørnet idet en dråbe landede i panden på mig. Det var en slags gyde, og for enden af den gyde, stod der to mennesker. Lygtepælens lys gjorde, at jeg kunne se, at den ene var presset op mod væggen, mens den anden holdt ved hans krave.

"Hey!" udbrød jeg højt. Hvor det mod kom fra, det vidste jeg ikke. Det lignede ikke mig at søge hen imod ting som dette, men på den anden side kunne jeg heller ikke lade være.

I det jeg råbte af dem, fløj en knytnæve igennem luften, og ramte den ene i hovedet. Et knæk lød efterfulgt af et højt smertefulgt skrig.

En ubehagelig følelse gik igennem min krop som om det var mig der var blevet slået.

Det lod ikke til at de havde hørt mig. Ham der lige var blevet slået prøvede at vride sig fri, men ham der holdt ham blev ved med at slå ham om og om igen.

Det var først efter endnu et langt råb, at jeg kom til mig selv. Jeg smed mine stiletter og løb hen imod dem. Hvis han ikke snart stoppede ville han slå ham synder og sammen.

"Hey!" råbte jeg da han skulle til at slå ham igen. Denne gang kunne han ikke undgå at høre mig, men han gjorde ikke andet end at slå ham igen og igen og igen.

"Stop det!" skreg jeg og greb ud efter hans hånd, men før jeg fik set mig om havde han skubbet mig tilbage og bedt mig skride.

Fyren der blev slået på, kiggede hen på mig. Han havde blod ud over det hele. Han lignede en der kunne falde om når som helst, og hans næse var helt sikkert brækket.

Men alligevel... alligevel var det som om et smil var bag overfladen.

"Du slår ham ihjel forfanden!" råbte jeg højt og ignorerede det, at han havde skubbet mig. Jeg havde aldrig været udsat for det her før, og det var nok også derfor jeg ikke bare smuttede. Jeg vidste ikke hvordan det kunne ende.

"Please, stop det!" min stemme knækkede. Hårdt tog jeg ved hans håndled så han ikke ramte ham i hovedet, og inden han fik kontrol over sig selv, skubbede jeg ham bagud og gik ind foran ham der stod op af væggen.

"Hvad fanden laver d..." råbte han og skulle til at slå mig. Jeg kneb øjnene sammen og blev stående. Hans hånd ramte mig aldrig, og da jeg åbnede øjnene var hans hånd stadig i luften. Hans øjne, som borede sig ind i mine var så bekendte, og det så ud til at han tænkte det samme.

Det var Liam.

Der var stille et øjeblik, inden ham bag mig åbnede munden. "Så det er hende du har gang i?" Jeg blev lidt forvirret over han stadig kunne snakke efter alle de slag.

Liam trådte et skridt tættere på mig, for at komme hen mod drengen. Hurtigt lagde jeg mine hænder mod hans bryst.

"Liam, stop det!" råbte jeg højt. "Så det er hende du knalder," grinede han højt, hvilket kom bag på mig. Mine øjne blev store. Han burde virkelig tie stille. Hvad havde han overhovedet gang i? Ville han gerne have flere slag?

"Skrid med dig," sagde Liam hårdt og skubbede mig til siden, men jeg fandt hurtigt balancen igen. Liam skulle lige til at slå ham igen, men det ville helt klart slå ham helt ud, hvis ikke det ville slå ham ihjel.

"Liam du slår ham ihjel forfanden!" skreg jeg og tog igen ved hans håndled. Det var dumt, det viste jeg udmærket. Det blik han sendte mig var fuld af vrede, men jeg var indblandet i det her nu, så jeg kunne ikke bare se på mens han slog ham helt ud.

Hårdt trak han sin arm til sig og gik hen til den anden dreng. "Skrid med dig. Ser jeg dig igen slår jeg dig ihjel," vrissede han af ham, hvilket fik mig til at gispe. Jeg så på drengen som hurtigt trak jakken omkring sig og løb.

Jeg havde været så fokuseret på at få Liam til at stoppe, at jeg slet ikke havde lagt mærke til hvor ondt mit bryst gjorde, og hvor kold jeg var.

Lige nu ville jeg ønske, at jeg ikke havde været medvirkende til det her. Liam så ikke spor glad ud, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg ingen ide om hvad han kunne finde på. Da jeg tog med Liam hjem sidst, så havde jeg godt vidst han var ude i noget lort, men at han... at han ligefrem ville have slået en ihjel.

Åh gud, det kunne være det slet ikke var første gang. Hvis jeg ikke var kommet så havde han sikkert slået ham ihjel...

"Åh gud," hviskede jeg og trådte nogle skridt tilbage.

Hvad havde jeg rodet mig ud i?

Et lavt grin lød fra Liam inden han trådte tættere på. Hurtigt trådte jeg et skridt tilbage. Jeg havde allermest bare lyst til at løbe fra ham.

"Efter det du lige så, er du så først bange for mig, nu?" selvom det var mørkt kunne jeg nemt se det smil der gled frem. Hvordan kunne han stå og smile, når han lige havde banket en?

"Du er syg i hovedet," udbrød jeg med en lav stemme og trådte endnu et skridt tilbage. Han grinte bare kommentaren væk. "Tja, jeg er blevet kaldt værre," sagde han uden at være ironisk. Mine øjne blev store. Jeg skulle virkelig væk.

Jeg trådte endnu et skridt tilbage, vendte mig om og skulle til at løbe, men Liam var hurtigere end mig. Han greb hurtigt fat i min arm, hvilket fik mig til at skrige højt.

Hårdt, trak han mig hen til sig, og dækkede min mund til med sin hånd. "Tie stille," vrissede han og kiggede frem. Han tog hårdere ved mit håndled da en skygge kom frem.

Jeg skreg ind i hans hånd, hvilket kun blev til en mumlen. Jeg skulle virkelig væk.

"Liam? Er det dig?" han genkendt vidst stemmen, for han slappede hurtigt af i kroppen og trådte et skridt fra mig.

Væggen stoppede mig i at komme langt væk, men bare jeg var så langt væk fra Liam som jeg kunne komme, så var det fint.

"Hva, forstyrrer jeg?" grinede personen og kom hen imod os. "Zayn," sagde Liam og gjorde tegn til at jeg var her. Jeg kendte ikke ham Zayn, men da han så mig så det vidst ud til at han genkendte mig.

Hvad fanden var det egentlig der foregik?

"Liam, hvad laver hun her?" sagde han og kom helt hen til os. Liam sukkede tungt og forklarede ham kort, at ham han stod og bankede ikke kunne holde sin kæft, og at jeg som den dumme tøs jeg nu var, ikke kunne lade være med at blande mig.

Okay, det var nok ikke lige de ord han brugte, men det var det han mente.

"Har nogen set hende?" spurgte ham Zayn om. Liam rystede kort på hovedet, "ikke udover ham Alex, men han ved allerede hvem hun er," sagde han lavmælt.

Jeg blinkede forvirret med øjnene da ham Zayn sagde at det var noget lort. Hvem fanden var de mennesker overhovedet?

"Hvad er det der sker?" spurgte jeg da jeg ikke længere kunne holde kæft. Jeg var pisse bange og ville egentlig bare gerne væk, men der var sket så meget underligt her til aften og det så ud til at det kun var ham Zayn og Liam, som kunne give mig et svar.

Det eneste jeg fik ud af det, var et blik fra Zayn. Han kiggede op og ned af min krop, inden han igen kiggede på Liam. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at råbe og skrige af dem. Jeg fik ikke noget ud af at stå her.

"Hvor er de andre?" spurgte Liam, Zayn. Liam tog sin mobil frem, og der så jeg mit smuthul til at smutte. Jeg gik med forsigtige skridt væk fra dem, men jeg nåede ikke helt så langt, før Zayn havde lukket munden op, og spurgt hvad jeg skulle.

Jeg kunne mærke jeg blev mere og mere irriteret. Jeg blev vidst nødt til at komme væk før jeg ville få et bitch flip.

"At blive her giver mig ikke svar på noget, gør det?" spurgte jeg provokerende, inden jeg vendte mig rundt og gik hen mod indgangen til klubben igen.

"Og at gå derhen vil ikke gøre andet end at få dig i fare," hørte jeg Zayn råbe efter mig. Det var som et Deja Vu fra dengang jeg vågnede i Liam's seng. Det var nogenlunde det Harry havde sagt til mig om at forlade lejligheden.

"Hvad skal det overhovedet betyde? At jeg har set noget jeg ikke skulle se, og nu vil I gøre alt for at jeg skal holde kæft? Guess what, I behøver slet ikke gøre noget, for jeg skal nok holde kæft så længe jeg aldrig skal se jer igen," jeg slog ud med armene og sukkede tungt da flere og flere regndråber ramte mig.

"Du har vidst set for mange film," grinede Zayn og rystede på hovedet. Hvordan kunne han bare grine af det? Var han fuldstændig sindssyg?

"Nok film til at vide I er typer man skal holde sig fra," vrissede jeg surt. Zayn slog bare igen en høj latter op og kiggede på Liam.

"Det er en interessant kvinde du har fundet dig, Liam."

Jeg lukkede kort øjnene for ikke at flippe ud. Jeg var ikke Liams "kvinde" og jeg blev det aldrig.

"Jeg tror ikke det er os du skal være så bange for, Chelsea." Måden Liam sagde mit navn på, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

"Eller, måske jo, men ikke i dette tilfælde." Jeg valgte at ignorere Liams sidste kommentar. Jeg skulle finde Meg... Megan. Åh for søren, hun måtte være helt ude af den.

Jeg satte farten op. Næste gang nogen råbte om hjælp, så skulle jeg vidst bare tilkalde en vagt i stedet for. Aldrig mere skulle jeg blande mig ind i sådan nogle ting, aldrig.

Liam og hans venner var sindssyge, og de skulle holde sig fra mig. 

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N

Øv for den. Hvorfor tror I Liam står og slår ham Alex? Og hvad mente Liam med at han allerede kendte til Chelsea? Og, hvad tror I de mener med, at det i dette tilfælde ikke er dem Chelsea burde frygte? HVAD TROR I DER ER SKET, TELL ME GIRLS x

Håber forresten I har haft en god ferie, og til dem der har ferie nu, jeg misunder jer så meget. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...