The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15861Visninger
AA

9. "He did WHAT?"

"Så hvad er det du prøver at fortælle mig? At der er nogen efter mig? Er det en eller anden syg joke?" udbrød jeg inden Liam overhovedet var færdig med at snakke.

Han havde fortalt mig, at der var nogen efter mig, fordi jeg blev set forlade hans hus. Hvad var det for noget værre pis? De prøvede sikkert bare at skræmme mig.

"Hvorfor skulle det være en joke, Chelsea?" spurgte Louis flabede om. "Det er ikke ligefrem fordi du er speciel, at vi frivilligt gider bruge vores tid på dig, vel?" blev han ved. Jeg ignorerede ham. Jeg ville sikkert bare sige et eller andet jeg ville fortryde, men han gjorde mig virkelig vred.

"Og hvad gør jer så speciel, at folk pludselig er efter Chelsea, fordi hun er her?" .... og der var det så godt at jeg havde Megan ved min side. Louis klappede kort i, men skulle til at sige et eller andet tilbage, men Zayn afbrød.

"Fordi det er sket før. De går personligt på os, og at se Chelsea, som den eneste pige i evigheder, forlade vores sted, ja så er hun deres mål." Fortsatte han med en lav stemme.

Der var ingen glæde i hans øjne. Ham og Liam lignede faktisk nogen der helst ville være fri for det her... så prøvede de at fortælle mig, at de aldrig var sammen med en herhjemme, og havde en eller anden syg flok efter dem, og fordi jeg forlod dem, så var jeg deres nye mål?

Hvad var det her for en sindssyg verden de levede i?

"Så er hun nok lidt mere speciel end hvad du gjorde hende til," sagde Megan og sendte Louis et irriteret stort smil, som virkelig så ud til at pisse ham af.

Harry lagde hurtigt en arm på hans skulder og bad ham være rolig.

"Hvad vil I så have jeg skal gøre?" Jeg ignorerede både Louis og Megan, og kiggede hen på Liam. Hans brune øjne mødte mine, og pludselig var det som et deja vu fra aftenen sidst.

Jeg foldede mine hænder og kiggede hurtigt væk, da jeg ikke brød mig om den følelse der gik igennem min krop. Jeg havde virkelig begået en kæmpe fejl den aften.

"For jeg prøver virkelig at holde mig fra jer, men det er som om i altid er hvor jeg er," jeg sukkede tungt og lænede mig en smule tilbage i sofaen.

Det var præcis et hus man kunne forvente af fire teenagedrenge. Rodet og beskidt.

"Og hvorfor blander I jer overhovedet i hvad der sker med mig?" Jeg undrede mig først over spørgsmålet efter at jeg havde stillet det. Det var jo egentlig rigtig nok. Hvorfor mig? Kunne de ikke være ligeglade? Det var jo ikke fordi Liam og jeg "got a thing," vel?

"Godt spørgsmål," sagde Harry og greb ud efter en lighter. "Stod det til mig, så havde jeg ikke rørt ham og ladet min stakkels hånd hæve, men du ved, ting sker, og normalt er der en grund bag handlinger," han sendte et irriterende smil hen mod mig og drejede så blikket hen mod Liam.

"Fordi det er sket før, og fordi du tydeligvis ikke har nogen ide om hvem der er hvem, og hvem du skal holde dig fra, og så længe du ikke kan finde ud af det, så bliver vi nødt til at være omkring dig. Jeg har ikke brug for endnu en tøs til at hænge tudende over min skulder, og fortælle mig hvor meget jeg har ødelagt i hendes liv, derfor. Vi gør dig en tjeneste." Sagde Liam så hårdt, at det føltes som at blive slået.

Både Megan og jeg kiggede en smule forskrækket på ham. Jeg kunne mærke hvordan vreden pumpede rundt i min krop, og hvordan mit hjerte slog hurtigere og hurtigere.

Denne gang behøvede Megan ikke engang forsvare mig, det klarede jeg fint selv.

"Bare ærgerligt, at jeg ikke har bedt om en babysitter. Jeg kan klare mig selv. Bare hold jeres sindssyge venner fra mig, okay? Ellers melder jeg jer og jeg.."

"Til politiet? Pf, gør endelig det," grinede Louis. De andre deltog hurtigt. Jeg rejste mig irriteret op.

"Om der sker mig noget eller ej, så skal jeg nok love ikke at komme tilbage og tude ud ved din skulder. Jeg har bedre ting at tage mig til, end at hænge ud med jer. I er forfærdelige," udbrød jeg. Det stoppede deres latter et øjeblik, indtil Harry slog til Liam og fortalte hvor heldig han havde været med pigevalget.

"Kom, Megan," jeg tog hendes hånd og trak hende ud i gangen. Jeg kunne høre de råbte af os, men jeg ignorerede dem fuldstændig. Det var først da jeg åbnede døren, at de tog det alvorligt, at vi faktisk ville gå.

En hånd blev lagt på døren. Kort efter blev den skubbet i, så jeg røg en smule frem ad. Mit greb om Megan løsnede sig, og lidt efter holdt jeg kun i luften.

Jeg kiggede mig panisk bagud, bange for at se hende bevidstløs på gulvet, men det eneste jeg så, var en spændt arm, som var lige ved siden af mit hoved, og skyggede for alt andet.

En tatovering afslørede hurtigt, at det var Liam, som stod foran mig. Jeg kiggede skræmt hen på ham. Han så ikke spor glad ud. Jeg kunne se han spændte i  sine kæber, og synet af ham skræmte mig så meget, at jeg ville være gået bagud, hvis der ikke var en dør i vejen.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at gå forbi ham, men han blokerede hurtigt vejen, så jeg stod 'fanget' inde i hans arme. Han var så tæt på, at jeg hurtigt drejede hovedet til siden.

"Liam, lad os.." "Forstod du overhovedet ikke et ord af hvad vi lige fortalte dig?" vrissede han af mig. Jeg ville ikke kigge på ham, derfor prøvede jeg at kigge uden omkring ham efter Megan, men der var helt stille i gangen.

Jeg vidste ikke helt, hvad der skete, men da jeg ikke kunne finde Megan, så var det som om min krop gik helt amok. Mit hjerte bankede virkelig hårdt i mit bryst, og at Liam stod så tæt på, gjorde det ikke nemmere at trække vejret.

"Liam, flyt dig!" udbrød jeg og skubbede til ham, men han rørte sig nærmest ikke ud af stedet. Han begyndte bare at snakke videre.

Jeg ville ikke være her. De var sindssyge, og nu ville de ikke lade os gå.

Synet fra forleden med Liam, fik mig til at skrige af Liam og skubbe til ham igen. Denne gang rykkede han sig en smule, men hurtig tog han ved mig. Jeg slog ud efter ham, for at tage fat i håndtaget igen, men før jeg vidste af det, blev alt sort. Det sidste jeg mærkede var et par arme om mig.

Hendes øjne stirrede tomt ud i luften. En grimasse gled over hendes ansigt, og der startede det hele. Hendes blik blev fyldt med væmmelse, og lidt efter skubbede hun til mig, for at vende sig om og åbne døren.

Jeg kunne ikke lade hende smutte igen. Det var ikke for sjov, at jeg sagde hun ikke kunne forlade det så tidlig. Seneste måtte være klokken et, så hvad fanden havde hun egentlig gang i?

Jeg blev nødt til at reagere hurtigt, og det gjorde jeg også. Jeg satte min tommelfinger imellem de to knogler i nakken, og trykkede til. Jeg hørte et lavt støn fra hende, inden hendes ben knækkede sammen under hende. Hurtigt tog jeg om hende.

Jeg sukkede lettet, endelig noget ro.

Megan, som var blevet ført ud i køkkenet, stod nu og råbte og skreg. Hun havde hørt Chelsea, og nu var hun bekymret for hende. Kunne de ikke bare holde kæft? Jeg var træt, og de forstod ingenting.

Hverken Chelsea eller Megan havde en ide om, hvad fanden de havde rodet sig ud i ved at komme herhen. Zayn havde fortalt, at hun havde sat sig i bilen og sagt hun ville se mig, nu ville jeg bare ønske hun aldrig var kommet.

De var ikke til andet end besvær.

"Hvad fanden har du lavet!" skreg Megan, som var kommet ud i gangen. Jeg bukkede mig en smule, for at tage fat under Chelseas ben. Jeg løftede hende op og gik hen mod stuen.

"Hvad har du gjort mod hende!" skreg Megan igen og fulgte efter mig.

"Slap af, hun er bare besvimet, hun vågner om lidt," sagde jeg surt og lagde hende, mindre pænt, ned i sofaen.

"Du er syg i hovedet!" udbrød Megan og satte sig ned ved siden af Chelsea. Jeg trak bare kort på skulderne, "det er jeg sikkert," mumlede jeg med et smil, og gik ud i køkkenet til de andre.

"Du bliver snart nødt til at lære mig det der. Det er godt når pigen ikke kan holde mund," sagde Louis drillende og puffede til mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt af hans kommentar.

Jeg havde lært det dengang jeg gik til selvforsvar. Jeg havde fået det sorte bælte. Selvforsvar var jo ikke kun om at slå på hinanden, men også en masse andre ting, og den her var blandt andet utrolig nyttig.

 

 "Er du vågen?" hørte jeg Megan sige. Jeg slog hurtigt øjnene op og satte mig op i den sofa, som jeg var plantet i, men en hovedpine tog over, så jeg lagde mig ned igen.

"Hvad skete der?" hviskede jeg, da jeg hørte stemmer. "Hvor er jeg?" Jeg var helt forvirret lige nu.

Megan sendte mig et beroligende smil. "Du er hos Liam, og han gjorde et eller andet, så du besvimede. Spørg mig ikke hvordan."

"Han gjorde HVAD?" udbrød jeg idet Liam og Zayn kom ind i rummet.

"Åh, du er vågen," sagde Zayn og blinkede til mig. Jeg rystede kort på hovedet og satte en tommelfinger i panden. Mit hoved gjorde virkelig ondt.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg Megan, som hurtigt tog sin mobil frem. "Kvart over tolv." Og i det øjeblik var jeg lykkelig over jeg boede med Megan. Mine forældre ville slå mig ihjel, hvis de vidste hvor jeg havde været, og hvis jeg kom så sent hjem.

I stedet for at svare, sukkede jeg højt.

"Jeg fortryder alt," og hentydede til alt jeg havde lavet med Liam, for han var en nar. Han havde gjort så jeg besvimede, og han ville ikke lade os gå.

Det var sygt.

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N
Ohhhh, så fik I at vide, hvorfor de holdt hende tilbage. Hvad synes I om grunden? Og hvad synes I om det Liam gør ved Chelsea, hva hva? 

 - Holder en pause på Harry's body indtil jeg kan klare at skrive på den igen. Lige nu er det bare vigtigt for mig at få skrivelysten tilbage, og det må jeg indrømme, at jeg virkelig gør her. :) Så håber I kan overleve deeet! x

Hvad tror I der sker, og hvad håber I der sker? :D
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...