The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15855Visninger
AA

7. "Don't look now, but I think someone is watching us, "

Man kunne vidst nemt kalde mig et glad lille barn, da jeg fik en besked tidlig næste morgen om, at aftenskolens timer var aflyst i aften.

Jeg havde aldrig haft de slemme tømmermænd, og det var nu heller ikke det der gjorde mig glad, nej det var aftenen i går. Jeg havde stadig svært ved at forstå hvad der egentlig skete, og ikke nok med det, så synes min underbevidsthed lige at jeg skulle huske, i detaljer, hvordan det så ud da Liam slog ham. Dog slog Liam ham helt ihjel i mit mareridt, og det var der jeg vågnede.

Det fik mig til at tænke på, at det måske nemt kunne være kommet dertil, hvis jeg ikke var gået derhen. Jeg troede jeg vidste meget om Liam og hans gruppe, men det gjorde jeg vidst slet ikke. Tænk, hvis jeg havde været i seng med en der havde dræbt en før.

Følelsen gav mig kvalme. De var sindssyge. Jeg ville aldrig omgås med dem, føj.

Jeg havde fortalt Megan det hele. Selvfølgelig var hun flippet ud, men efter lidt tid faldt hun endelig til ro og blev urolig for mig. Det var ikke fordi jeg havde det psykisk dårligt. Lidt kvalme og hovedpine, samt en fortrydelses følelse, men værre var det ikke.

Hun ville have jeg lovede hende at holde mig fra dem. Det blev slet ikke noget problem. Jeg havde ikke ligefrem i tankerne om at feste med dem igen, eller blande mig i deres ting.

Nå, men ja. Der var open by night i aften. Det betød tingene var på tilbud, og Megan og jeg elskede tilbud, så selvfølgelig skulle vi af sted. Men først skulle vi pleje os selv med tv, nyt neglelak, et bad og rent hår der ikke lugtede af røg og alkohol.

Det var rart ikke at skulle tænke på skolen i aften, og når det så var sagt, så var det vidst også weekend. Forlænget weekend havde aldrig skadet nogen.

"Sophia har skrevet omkring i går," sagde Megan som kom ind i vores fællestue, med en tandbørste i munden, samt tandpasta ud over alt.

Jeg pustede på mine negle og kiggede spørgende på hende. Hun trykkede ind på beskeden og lænede sig op af dørkarmen.

Zayn fortalte, at Chelsea så Liam give Alex nogle slag hist og pist? Hvad var det omkring?

"Jeg skrev at det var rigtigt nok, men at jeg ikke vidste hvorfor. Fortalte de dig overhovedet ingenting?" Jeg forstod ikke hvorfor Sophia skrev til hende. Jeg havde heller ikke nogen anelse om at Zayn og Sophia kendte hinanden så godt, men igen, hvor godt kendte jeg dem overhovedet?

"Nej, ikke andet end at ham Alex spurgte om det var mig, som Liam havde været i seng med, og at han kendte mig." Megan lavede store øjne, inden hun kort nikkede og skrev på sin mobil.

"Vent! Det skal du ikke skrive til hende!" udbrød jeg. En grimasse gled over hendes ansigt, hvilket betød det var for sent.

"Megan forfanden!" udbrød jeg panisk. Folk skulle ikke få et slutty indtryk af mig! Det kunne ikke allerede væ.. "Slap af mulle, selvfølgelig har jeg ikke skrevet det. Det ville ikke kun være flovt for dig, men også mig," hun blinkede kort til mig og drejede tandbørsten i munden.

"Jeg skrev bare at du ikke vidste, hvad der skete, og nu har hun skrevet igen,"

Underligt, men bed hende holde tæt. Det kan gå helt galt hvis hun begynder at sladre.

Hvorfor blev folk ved med at sige det der? Havde jeg nogen efter mig? Nej. Jeg rodede mig normalt ikke ud i sådan nogle ting.

"Megan.." Hun var gået ud på toilettet igen for at skylde sin mund.

"Mmh?" hørte jeg hende mumle højt. "Har du gjort noget mens vi har været her, som har... du ved, fået folk efter sig?" Jeg kiggede på min neglelak og smilede tilfreds da den var tør. Det var lykkedes mig ikke at ødelægge min neglelak, wuhu!

"Øh, nej, det tror jeg da ikke?" Hun kom ind i stuen igen og havde sat håret op. "Hør Chelly, bare hold dig fra de personer, så sker der ikke noget. Og hey, tag dine sko på, vi smutter."

Jeg nikkede og tog ved sofaen for at rejse mig op. Et højt knæk lød da jeg strakte mine ben. Det var en helt lettelse. Jeg havde vidst siddet ned lidt for lang tid.

Jeg fik mine støvler på og lynede jakken, da det værste, der kunne ske for mig lige nu, var sket.

"Neeej! Min neglelak," peb jeg.

☮☮☮

Vi gik inde i Selfridges, et stort center i London. Der var alt for mange mennesker når det var Open By Night, men det var stadig hyggeligt. Det var mest unge der var her, for normalt drak de, kiggede på tøj og sådan, inden de tog videre i byen. Så ja, der var halv fulde piger og drenge herinde. Dem undgik vi selvfølgelig bare.

"Jeg kan ikke vente til vi får løn," hørte jeg Megan sige, inden jeg drejede ind i en butik, som jeg ville ind i.

"Du bruger dine penge for hurtigt Megan," drillede jeg og trak en top frem fra et stativ. Den så virkelig sød ud. Der var søde blomster på kante og en meget meget lys lyserød, så det faktisk lignede hvid på afstand.

Jeg skulle lige til at vende mig mod Megan for at spørge hvad hun synes, men jeg stoppede mig selv, da jeg så Megan stå med et forvirret blik og kiggede ud af butikken.

"Hvad fanden laver du Megan?" fnes jeg. Hun rystede på hovedet og tvang et falsk smil op, inden hun drejede sig og kiggede på trøjen.

"Lad være med at kigge ud nu, okay? Men jeg tror der er nogen der holder øje med os," mumlede hun, og dum som jeg var, skulle jeg til at dreje hovedet. "Nej," vrissede Megan og tog trøjen fra mig.

"Den er sød, køb den og så går vi ud," mumlede hun, men jeg rystede på hovedet. Jeg havde slet ikke lyst til at købe den lige nu. Jeg var virkelig forvirret, og mit hjerte bankede hårdt i mit bryst.

Jeg håbede virkelig ikke hun lavede pis med det her.

"Så kom," sagde hun og tog sin mobil op af lommen. Hun begyndte at fortælle mig et eller andet ligegyldigt da vi gik ud, men jeg kunne slet ikke koncentrerer mig.

Megan førte os ned på toilettet, og da hun fik lukket døren, sukkede hun tungt.

"Hvorfor tror du de holder øje med os?" Udbrød jeg idet hun låste døren. "De blev ved med at stirre ind mod os. Ham den ene tog en mobil op af lommen og bad ham den anden om at blive og holde øje, og da jeg kiggede, så kiggede han ikke engang væk eller lagde skjul på noget." Der blev stille i rummet.

"Chelsea, jeg er sgu ikke glad for at indrømme det men... Jeg tror virkelig det var noget rod at du blandede dig i går." Jeg rystede på hovedet og kørte en hånd igennem håret. Når det kom fra Megan, så var det bare noget helt andet. Hun plejede altid at være så positiv.

"Det er ikke det," sagde jeg da jeg kom i tanke om Harrys ord dengang hos Liam. "Hvad mener du?" var hun hurtig til at spørge ind til.

"Hjemme hos Liam, da jeg vågnede næste morgen, mødte jeg Harry. Han sagde det ville blive værst for mig selv, hvis jeg gik ud i højlys dag, og lige siden har jeg bare følt at der har været nogen eller noget galt. Først til festen, og så nu."

Megan så en smule skræmt ud, men kun et øjeblik. Hun vidste hvor påvirket jeg blev af hende, når hun udviste sådan nogle følelser, og denne gang var det ikke anderledes.

"Tror du ikke det går over, hvis jeg holder mig fra dem?" spurgte jeg med håb i stemmen. Det lettede helt i hjertet, da Megan endelig nikkede og sendte mig et smil.

"Måske er det bare mig der er paranoid. Det er ikke første gang det sker, du ved."

Megan blev som lille, forfulgt af en mand. Det startede alt sammen i bussen til skolen. Det blev kun værre og værre, og til sidst meldte de det til politiet. Det viste sig så, at det var hendes onkel, som hun ikke vidste, at hun havde. Hendes forældre havde intet nævnt eftersom han var blevet udstødt af familien. Så ja, Megan var meget observerende omkring sådan nogle ting, og måske lidt paranoid.

"Undskyld jeg skræmte dig," sagde hun idet jeg åbnede døren. Jeg nåede ikke langt, før Megan hev mig tilbage, men det var ikke hurtigt nok, for jeg var stødt lige ind i personen.

"Det må du undskylde!" udbrød jeg højt og kiggede op på personen. Han havde lyst hår, samt en lyseblå T-shirt og nogle sorte bukser. Han så ikke spor glad ud, heller ikke da jeg undskyldte.

Jeg kunne mærke Megan trak i min arm. Jeg sendte hende et irriteret blik. Jeg blev da nødt til at undskylde for at gå ind i ham.

"Chelsea," sagde hun lavt. Ham drengen foran mig stod stadig og stirrede på mig, inden hans mund gled op i et smil.

"Chelsea Kane," sagde han med en hæs stemme, som fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg kiggede langsomt om på Megan, som lavede store øjne, og hurtigt gik det op for mig, at det var en af de to, som havde hold øje med os.

"Ikke som jeg havde forventet, men det går." Jeg forstod ingenting, først da han greb ud efter min arm. Hurtigt trådte jeg et skridt tilbage. Hans smil forsvandt og trådte et bestemt skridt hen imod os.

Alt indeni stivnede nærmest, og hvis det ikke var fra Megan, som havde skubbet ham mod væggen og trukket mig væk, så havde jeg nok stadig stået som frosset fast, og gloet på ham.

"Denne vej," halv råbte Megan og løb ned mod udgangen. Jeg kiggede tilbage og kunne se han kom løbende ud fra toiletterne. Hans hoved gled først til højre, og derefter til venstre. Han fik øje på os og satte farten op.

"Megan!" råbte jeg. Jeg nåede kun lige at se nogen af de ansigter på de mennesker, som vi nærmest trådte ned.

Døren viste sig for os, men brat stoppede Megan op. En anden dreng stod henne ved centeret med en mobil i hånden, og havde så jeg før. Han snakkede sikkert i mobil med ham der kom løbende lige bag os.

"Denne vej," mumlede hun og tog godt fat om min hånd. Hun løb igennem en masse mennesker, for at nå hen til en elevator. Vi trykkede begge to på knapperne og kiggede panisk rundt.

"Megan, Megan han er der," sagde jeg forpustet og hev i hendes arm. Elevatoren åbnede, og hurtigt trådte vi ind. Det var kun et spørgsmål om tid før han var her.

"Luk nu luk nu luk NU!" skreg vi i munden på hinanden. Folk måtte tro vi var sindssyge.

Endelig lukkede dørene i. Jeg kunne høre ham udenfor råbe "fuck," og slå mod døren, mens vi kørte ned mod parkeringskælderen.

"Megan, hvem fanden er han?" "Jeg ved det ikke, okay?!" hun tog igen min hånd da elevatoren stoppede. Dørene trak sig langsomt fra hinanden, men det gav og alligevel næsten ikke tid til at genkende ham.

Han stod med hænderne i siden. Hans bryst bevægede sig hurtigt op og ned, hvilket nok betød han havde taget trapperne.

"Har I aldrig hørt af ma.." Mere nåede han ikke at sige, før han fik et slag i hovedet, og faldt til siden.

Både Megan og jeg skreg i munden på hinanden. Hurtigt trykkede jeg på alle knapperne for at få elevatoren til at lukke i igen, men inden den nåede helt i, kom en fod i klemme og døren gik op.

 

 

_______________________________________________________________________________________________________________

A/N

HVAD TROR I DER SKER HVA? Og synes I det går for hurtigt? Altså altså jeg skal videre med det der med at hun har nogen efter sig, for der er en langt længere handling, så jeg håber ikke det går for stææærkt! Og hvem tror I står ude foran elevatoren? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...