The battle of Chelsea Kane {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2014
  • Status: Igang
"Kan du ikke se det Chelsea? Med det udseende han render rundt med, snyder han alle til at tro, at han er en gave fra gud.. men hvad folk ikke ved er, at han er en engel sendt fra helved, med et hjerte lavet af is. Han vil aldrig være i stand til at give dig det du har brug for. Han ser os som nogen der kun er sat til verden for at tilfredsstille dem. Vi er som et legetøj for dem. Vi har ingen betydning. Vi er her bare. Kan du virkelig ikke se det? Han vil aldrig elske dig. Det er han ikke i stand til. Stoffer, alkohol og magt - det er der hans hjerte ligger gemt. Glem ham Chelsea." Og måske ville det også være det bedste, men det ved Chelsea Kane på 19 år ikke, før det er for sent, for hvad Liam Payne er ude i, er ikke noget man bare kan vende ryggen til og gå fra. For selvom Liam ligner en engel, så har selv engle fjender. {Drengene er ikke kendte} OBS: Historie kan indeholde voldige scener og anstødeligt sprogbrug.

243Likes
256Kommentarer
15856Visninger
AA

13. "Do you like surprises?"

Chelseas synsvinkel

Min krop føltes fuldstændig slap da jeg vågnede. Det var som om, atjeg havde sovet i flere dage uden at bevæge mig. Det var en underlig følelse. Jeg brød mig ikke om den, derfor ville jeg også rejse mig op, men da jeg ville støtte på mine hænder, gik en smerte igennem min ene hånd.

Jeg undslap et gisp og kiggede ned. Min hånd var bundet ind, og et par steder var der blodpletter. Det tog ikke min hjerne specielt lang tid at huske, hvad der var sket. Liam havde smadret et glas mod min hånd fordi jeg havde givet ham et chok. 

Det var utrolig at tænke på, at Liam rent faktisk havde så mange kræfter, at han kunne gøre sådan noget, og at han i det hel taget vil beskytte sig selv sådan - men det var kun hvad jeg tænkte i et kort øjeblik, for minderne kom skyllene ind. Alt hvad han havde gjort, alt hvad jeg havde set. Faktisk burde jeg undre mig over, hvorfor han kun beskyttede sig med et glas.

Jeg sukkede tungt. Hvorfor var det nu lige at jeg hang ud med Liam? Nå ja, fordi jeg var tvunget. Urg. 

Jeg tog mig sammen og rejste mig op. Jeg kendte værelset alt for godt. Det var her jeg vågnede … okay det gider vi ikke ind på igen.

Jeg fik bevæget mig ud af værelset og ned mod stuen. En skikkelse gik frem og tilbage, hvilket fik mig til at stoppe op i dørkarmen. Mit blik fandt hen på Liam, som stod henne ved vinduet. Han var iført nogle sorte bukser og en sort trøje - ikke noget nyt. Det var næsten det eneste jeg så ham i.

“Nej, sådan var det ikke ligefrem,” hørte jeg ham… grine? Han grinede aldrig, men alligevel lød det så bekendt. Jeg blev helt forvirret. 

Lyden forsvandt langsomt omkring mig. Liam sagde et eller andet ind i mobilen som jeg ikke hørte, i stedet blev jeg trukket tilbage til aftenen i går.

Et glimt af Liams ansigt kom frem. Han smilede og grinede mens han sad på sengen, ved siden af mig, som også grinede og opførte mig som om jeg var væk på et eller andet.

Åh gud. Nej, det havde han ikke gjort. 

Jeg kunne mærke vreden skylle ind over mig. Han havde givet mig stoffer!

“Din fucking nar,” udbrød jeg højt, hvilket under normale omstændigheder ville have givet Liam et chok, hvis det ikke var fordi at han havde opdaget mig i ruden. Han blev ved med at stå med ryggen til, som om han ikke havde hørt mig, men han afslørede dog sig selv, da han sagde til personen som han snakkede med, at han ville ringe senere. 

“Og godmorgen til dig,” sagde han langsomt og sendte mig noget der mest mindede om et stort ironisk smil. 

“Du proppede stoffer ind i min krop!” sagde jeg højt. Liam rystede kort på hovedet. “Det var noget beroligende,” rettede han mig. Jeg slog håbløst ud med armene. Det var da fuldstændig ligemeget! 

“Og det gør det okay? Du kan sgu da ikke bare proppe noget ind i min krop uden at få tilladelse til det! Er du fuldstændig syg i hovedet?” Jeg var så vred. Han forstod ingenting.

“Jeg er ikke med i alt det pis I går og laver. Det kan godt være det er i orden med alle andre piger, men jeg er ikke ligesom dem!”

“Du ville aldrig have fået de glasskår ud Chelsea. Du var ved at besvime bare ved synet af blod, så hvad synes du selv var bedst?” Han lød ikke sur, i stedet sendte han mig bare endnu et irriterende smil.

“Har du nogensinde hørt om et hospital?” udbrød jeg og havde allermest bare lyst til at slå ham ned. 

Et grin lød fra Liam, inden han rystede på hovedet. “Ja, for det er jo ikke fordi der er folk efter os.”

“Dig, ikke mig!” skreg jeg nærmest. Jeg var ikke med i det her, og hvis man ikke engang kunne komme på et hospital, så ville jeg da aldrig nogensinde være med - ikke at jeg ville alligevel.”

“Det er ikke ligefrem fordi du er afhængig nu.” Jeg kiggede på ham med store øjne, hvilket rent faktisk fik ham til at smile rigtig. “Vent, troede du at du var afhængig allerede?” Han kunne ikke lade være med at grine højt, hvilket fik en rød farve frem i mine kinder, men ikke fordi jeg rødmede, men fordi jeg var rasende. 

“Min far har været på stoffer siden jeg var 10 år gammel. Han har været afhængig af alt muligt lort forfanden,” udbrød jeg og håbede han ville forstå, men det så ikke rigtig sådan ud. 

“Det ligger forhåbentlig ikke i dine gener,” sagde han og kiggede ned i sin mobil, som om jeg slet ikke stod og råbte og skreg af ham. 

“Fucking idiot,” mumlede jeg vredt, hvilket fik ham til at kigge med et løftet øjenbryn på mig. 

“Lad mig være, okay? bare lad mig fuldstændig være. Du skal ikke komme i nærheden af mig igen.”

Han havde ingen ide om, hvad min far havde ødelagt i familien. Liam var fuldstændig ligeglad, og han gjorde hvad der passede ham. Andres følelser betød ingenting. Det burde ikke komme bag på mig.

Jeg skulle væk fra ham, det blev jeg simpelthen nødt til.

Jeg vendte mig rundt og marcerede ud i gangen for at tage mine sko på. Jeg fandt min mobil frem og ringede til Megan, som hurtigt tog den.

“Hvorfor har du ikke ringet? Chelsea, jeg er virkelig nervøs for dig. Hvor er du, er du okay?” Spørgsmålene kom en efter en. Jeg skulle have ringet til hende i går, men Liam.. Urg Liam!

“Jeg kommer hjem nu,” sagde jeg koldt, selvom det ikke var hende mit humør skulle gå ud over. 

“Han er fuldstændig syg i hovedet,” mumlede jeg og prøvede at holde tårerne inde. Jeg burde slet ikke lade ham påvirke mig så meget. Hvorfor gjorde han overhovedet det? Det var ikke mit problem at han var så følelseskold. 

“Jeg ville gerne hente dig Chelsea, men jeg ka..” “Det er okay. Jeg går hjem. Hvornår er du hjemme?” Jeg nåede ikke helt at høre hendes svar, for min mobil blev revet ud af hånden. Jeg vendte mig forskrækket rundt og så Liam. Han kiggede ned på mobilen, lagde hovedet på skrå og mumlede et “hm, megan,” inden han lagde på. 

“Chelsea, hvornår lærer du det,” sagde han igen. Jeg vidste udmærket, hvad han ville sige, så i stedet for at høre efter, tog jeg fat i håndtaget for at gå ud af døren, men døren blev åbnet udefra, og ind kom Harry og Zayn.

“Jamen halløj,” sagde Harry med et skævt smil, inden han opfattede det hele. Stemningen var heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

“Vi har morgenmad medddd,” sagde Zayn og holdt en pose op foran mit ansigt. Harry drejede sig rundt, hang sin jakke op, og låste døren indefra, inden han tog nøglen ud af låsen og kastede hen til Liam.

Han blinkede kort til mig og gik så ud i køkkenet til Zayn.

Selvfølgelig havde de en skide lås indefra. Mit blik gled hen til Liam, som stod med et smil på læberne. Jeg sukkede højt og gik direkte forbi ham.

“Er du ikke sulten Chelseaaaa,” råbte Harry, da jeg passerede køkkenet. Jeg ville ikke veksle et eneste ord med dem. Jeg var færdig med dem og alt det lort, derfor fortsatte jeg også direkte ind på værelset jeg vågnede i, og smækkede den.

☮☮☮

Det var ved at blive aften igen. Jeg havde været inde på værelset hele dagen. Jeg havde nægtet at spise, faktisk havde jeg nægtet alt. De kunne vel ikke fortsætte med at “passe på mig,” hvis jeg ikke ville spise. Det var mit valg. De blev sikkert også utrolig træt af mig når jeg gik imod dem. Det var hvert fald det jeg håbede på.

Jeg havde kunne høre dem hele dagen, men nu var der stille, så jeg låste døren op og gik langsomt ned mod stuen. Liam havde stadig min mobil, så Megan var sikkert ved at gå ud af sit gode skind. Jeg hadede det her. Hvor ville jeg bare gerne hjem. Jeg følte mig fanget.

Liam lå og sov på sofaen sammen med Harry. Tv’et kørte på fuld skrue. Det var midt i en fodbold kamp. Den havde åbenbart ikke været spor spændende. 

Jeg sukkede tungt og skulle til at gå ud i køkkenet, da jeg så Zayn sidde ude på altanen. Han sad hverken med sin mobil eller computer. Han sad blot og stirrede ud i det blå, mens han af og til førte en cigaret op til munden.

Trods min mave beklagede sig højlydt, var jeg ikke rigtig sulten. Jeg havde brug for frisk luft, derfor gik jeg hen mod altanen, hvor Zayn var.

Han opdagede mig før jeg overhovedet kom ud. Han sendte mig et smil, inden han lænede sig tilbage.

“Se hvem der lever,” mumlede han ironisk. Jeg orkede ikke rigtig at svare, og det forstod han hurtigt. Han kiggede hen på det bord, hvor der stod en øl. Han greb ud efter sin cigaret pakke og rakte den hen mod mig.

Jeg burde sige nej, men for at være ærlig havde jeg ikke lyst. Jeg havde brug for at ryge. Jeg havde brug for at slappe af. Derfor tog jeg imod. Jeg puttede den ind imellem mine læber og lod ham tænde cigaretten.

 

Jeg satte mig på stolen ved siden af ham og nød, hvordan min krop tog imod den friske luft.

Jeg tog et sug af cigaretten og pustede det ud lidt efter.  Zayns øjne fulgte min cigaret, mine læber og røgen der gled ud, hvilket fik mig til at grine kort.

“Tag et billede, det tror jeg holder længere.” Det fik også Zayn til at grine lidt, inden han tændte en ny cigaret. Solen var på vej ned, og folk var på vej hjem fra arbejde, så trafik var der nok af. Jeg orkede ikke rigtig at kigge på det, så i stedet kiggede jeg den anden vej, hvor der var skove og marker.

Stilheden der lå om os, blev afbrudt af min mave, som gav en høj lyd fra sig. Zayn kiggede hen på mig og løftede et øjenbryn.

“Måske du skulle tage noget at spise.” Jeg trak langsomt på skulderne. Måske du skulle holde mund og blande dig udenom??

“Det hjælper ikke noget at sulte sig selv. For det første gør det dig træt, og når du så begynder at spise igen tager du det hele på igen og..” 

“Synes du jeg har brug for at tabe mig?” afbrød jeg ham. Jeg kunne ikke lade være med at more mig en smule over, at det virkelig var det han troede jeg var i gang med.

Han lod sine øjne glide op og ned af min krop. “Det tror jeg godt selv du kender svaret på,” gav han flirtende igen og blinkede til mig. Jeg tog endnu et sug af cigaretten og askede.

“Det gør jeg måske,” var det eneste jeg sagde. Jeg behøvede ikke fortælle ham noget som helst, og han behøvede ikke at vide, hvad jeg havde gang i.

Liam's synsvinkel

Hun havde holdt sig inde på sit værelse i snart 3 dage. Hun ville ikke snakke med mig og hun ville ikke spise. Jeg vidste hun havde snakket med Zayn. Han havde fortalt mig det hele og om alt de snakkede om, hvilket hurtigt fik mig til at indse, at hun ikke sultede sig for at tabe sig, men for at protestere imod os.

Hun var forfærdelig. Hun var virkelig alt for stædig. Hun blev ved med at pointere at hun ikke var som de andre piger, og det var hun ikke - men nogen gange ville jeg virkelig ønske at hun var.

Hun kom ud fra værelset når hun skulle på toilet, og det var det. Louis havde snakket med mig om det. Han forslog at jeg tog hende med væk, hvilket jeg hurtigt havde afslået. Jeg havde ikke brug for at bruge tid med hende… hvilket Louis så mente at jeg havde. Hun ville ikke bløde op og hjælpe os, hvis vi ikke behandlede hende ordentlig - hvilket jeg mente vi gjorde, men ja. Louis fik mig overtalt.

Det var efterhånden længe siden hun havde været på toilet, så da døren åbnede gik jeg ud i gangen. Hun kiggede kort på mig, inden hun skulle til at fortsætte. 

“Chelsea,” jeg tog ved hendes arm. Hun skulle til at trække den til sig igen, men jeg strammede mit greb. 

“Slip mig,” svarede hun koldt. Jeg rystede på hovedet og følte mig en smule irriteret, hvilket der skulle en del til for. 

“Vi skal ud,” sagde jeg og trak hende hen mod døren. Hun begyndte hurtigt at protestere, og da jeg slap hende, skulle hun til at gå ned mod værelset igen.

“Hvis du gerne vil have din mobil, så bliver du nødt til at tage med. Noget for noget,” sagde jeg og sendte hende et irriterende smil. Jeg vidste hun hadede det.

“Noget for noget? Hvad? Du tog den fra mig, Liam!” udbrød hun. Jeg ignorerede hende. Det havde hun jo nok ret i, men altså.

Jeg blev ved med at kigge på hende. Jeg ventede på svar, og det fik jeg. Hun sukkede højt og trampede hen imod mig. Hun bøjede sig ned og fik sine sko på. Jeg greb ud efter hendes jakke og rakte den frem imod hende. Hun tog imod den og gik så hen mod døren.

“Det er så her man plejer at sige tak,” sagde jeg lavt og rullede med øjnene. Hun hørte det godt men valgte bare at sende mig et irriteret blik.

“Hvor skal vi hen?” spurgte hun om og fulgte med mig hen til bilen. Jeg kiggede mig omkring for at sikre mig, at der ikke var nogen der fulgte efter os.

“Kan du lide overraskelser?” spurgte jeg om. Hun rystede hurtigt på hovedet. “Hm, ærgerligt,” grinede jeg og startede bilen. 

 

__________________________________________________________________________________________

Hvad siger I så hva?? Har en GOD NYHED AT FORTÆLLE JER, lidt længere nede. Men altså først, hvad synes I om Liam og hans måde at  være overfor Chelsea på? Og tror I det lykkedes Chelsea at protestere? og og og hvad regner i med der sker?

DEN GODE NYHED ER FORRESTEN, AT JEG STARTER PÅ HARRY'S BODY IGEN NU HER!

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...