Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
727Visninger
AA

3. Tunnellen

Sneen dalede ned over mit lange hår, og ned over mine allerede røde kinder, mens jeg trods min fars forbud gik roligt ned af skolestien på vej mod tunnellen. Jeg tænkte ikke yderligere over situationen. Hvad pokker, gerningsmanden slog da ikke ned det samme sted én gang til? Alt for risikabelt!

Jeg slyngede for tredje gang mit forblæste halstørklæde om bag nakken, og gik nu ind i mørket. De fugtige vægge med graffiti lukkede sig om mig, og jeg følte mig nu nærmest fanget i et uendeligt rør, hvor der kun var én vej at gå, og det var fremad.

Lyden af hvinende og blæsende vind, samt sneen der knitrende ramte fortovet var forsvundet, og lyden af ensomheden omklamrede mig, i sekunder der føltes som dage, som jeg stod der og talte dem sagte i mit rolige sind. 

Jeg hørte trin bag mig som et ekko. Det høje loft i tunnellen gjorde det let at høre, at jeg ikke var alene i mørket. De svage røntgen lamper i loftet missede med deres sløve øjne, mens skridtene syntes at komme tættere og tættere på.

Jeg turde ikke at vende mig om, og stoppede i stedet bare op på stedet. Jeg ventede to, tre eller ti sekunder. Skridtene var væk, og der var intet at høre.

Jeg vendte mig om igen, og snurrede rundt om  mig selv. Jeg kunne se den modsatte ende af tunnellen hvor jeg var kommet fra, og der var ikke umiddelbart noget at se. Jeg blev stående i hvad der føltes som en evighed, før jeg pludselig hørte skridt igen. De fjernede sig hastigt og blev svagere og svagere, før jeg så en sort skikkelse for enden af tunnellen.

''Hey vent stop!''

Nærmest skreg jeg, og afventede svar, men der var intet at høre. Jeg besluttede mig hurtigt for at vende om igen, og gå tilbage hvor jeg kom fra, efter skikkelsen, jeg turde alligevel ikke gå igennem tunnellen nu.

Jeg var knap nået hen i svinget af tunnellen før jeg så det. Liget. Jeg fik et chok, det føltes som at få stød i hjertet, eller hvad der er værre. Jeg stod bare som stivnet til jorden, og betragtede skikkelsen der lagde på maven med ansigtet rettet mod mod den fugtige væg. Øjnene stirrede tomt ud i intetheden, og det lignede næsten at de med blikket sagde: Hjælp mig.

Læberne var helt røde, men huden var til gengæld bleg som et lagen. Efter chokket var det endelig lykkedes mig at identificere liget som en kvinde. Jeg kan ikke huske at jeg havde ringet til politiet, men det må jeg vel nok alligevel have gjort, for efter kort til klappede en betjent mig på skulderen.

Jeg fór forskrækket op og kiggede skrækslagent på ham.

''Undskyld det var ikke min mening at forskrække dig frøken.'' Jeg nikkede bare langsomt mens tænderne klaprede i munden på mig. To andre betjente var ankommet og var igang med at rulle blå-stribet tape rundt om gerningsstedet mens de talte dæmpet.

''Så du fandt hende?'' Sagde betjenten, da han havde vurderet at jeg havde fået tid til at tænke over tingende. Jeg nikkede stadig uroligt, men vidste knap nok hvad jeg sagde ja til. En fjerde politimand, godt nok yngre, kravlede nu over det stribede tape.

''Owen Bleur.'' Sagde han med tydelig svensk afkomning, og viste de to betjente sit ID, mens han nærmede sig mig og den anden betjent. 

''Jeg tager over her.'' Sagde han og nikkede til betjenten ved siden af mig. Han smilede venligt til mig, og det var ikke svært at falde for hans hvide tænder, solbrune svenske hud, og det mørkhårede ansigt med blændende blå øjne. Jeg udstødte et lille: mehh..'' da han spurgte mig om fundet af liget, men han så ud til at tage situationen helt pænt. Han kiggede mig over skulderen og det så ud til at han betragtede liget lidt, før han igen så på mig og sagde: ''Synes du ikke vi skulle tage denne her samtale på stationen i stedet?'' Han nikkede mod liget, og jeg trak hurtigt refleksivt på skuldrene. 

Jeg fulgte efter ham ud fra gerningsstedet som en lille hund, og steg gerne frivilligt ind i hans gamle Volvo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...