Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
710Visninger
AA

9. Sandheder & løgne

Han blev stående hvor han stod, men udbrød straks:

''Zhoe, er det dig?'' jeg trådte frem fra mit gemmested bag den våde betonsøjle, og gik langsomt hen imod ham, mens jeg frygtede for hans tanker om mig. Da jeg kom helt tæt på, så jeg pigen tydeligt, det var Michelle. Søde rare Michelle fra tiende, hende der altid arrangerede skolefesterne, formanden for elevrådet, og angriberen på håndboldholdet.

Jeg udstødte et lille kvæk af forbavselse, og kiggede fast på hende.

'Hvem er hun?'' sagde jeg med bævende stemme. Selvom jeg godt vidste hvem det var. Jeg håbede at Owen kunne fortælle mig at det ikke var sandt, at det hele var en sindssyg drøm.

''Jeg fandt hende Zhoe, jeg var på vej ned efter noget morgenmad, da jeg bogstaveligtalt faldt over hende. Jeg så kun en skikkelse løbe væk herfra.'' 

''Har du ringet til politiet?'' spurgte jeg så.

''Åh, det har jeg helt glemt, jeg var bare sådan i chok..'' jeg rakte Owen min mobil, og han tastede hurtigt nummeret ind.      

Da vi ventede på politiets ankomst trådte Owen hen til mig. Han løftede min hage op med sin pegefinger og kiggede mig lige i øjnene.

''Zhoe, du skulle ikke have set det her.'' Jeg smilede uventet til ham.

'Hvis ikke mig, havde det været en anden.'' Han kiggede stadig på mig, og strøg mig nu på håret.

''Jeg kunne have klaret det selv, det må du undskylde.''

''Owen, enhver ville have været i chok over at se det her, jeg har bare set det før.'' Owen kiggede på mig, nærmest med bedrøvede øjne.

''Jeg er politimand Zhoe, jeg skal være vant til at se denne slags, og jeg var ikke engang i stand til at ringe efter politiet, du derimod taklede det langt bedre end jeg.'' Jeg trak på smilebåndet for komplimentet.

Owen trak mig ind i et langt knus, og jeg kunne dufte hans dyre parfume og hans hårshampoo, så det fik det til at kilde i maven. Owen trak sig brat tilbage, da politiet ankom bag os. Jeg kiggede flovt ned i jorden. 

Selvfølgelig ville Owen ikke ses med mig på den måde. Han MÅTTE ikke ses med mig på den måde.                                                                                                                                                    

 

Eftersom mig og Owen var de eneste vidner til mordet, var vi også de eneste der skulle afhøres. Det var kun mig der sad ned. Denne gang i afhørringsrummet, der var omgivet at gråt beton, og med stengulv. Owen gik frem og tilbage i rummet mens han afgav sin forklarring. Jeg blev siddende og nikkede hver gang Owen sagde noget, rent automatisk, egentlig havde jeg ingen ide om han talte sandt, jeg stolede på bare Owen. Efterfølgende sagde jeg at jeg havde fundet Owen der, og at vi så havde ringet til politiet.      

Efter at vi var blevet sendt ud igen, og at Owen havde fået en fridag kiggede han spontant på mig, og klappede sig på sine slidte jeans.

''Nå, skal vi snuppe en bid mad så? Nu vores dag alligevel er ødelagt.'' jeg nikkede kort, og vi valgte hurtigt det nærmeste pizzaria.                            

''Kan du ikke lide champignongerne?'' Grinede jeg og kiggede ned på hans dybe tallerken, der før var fyldt med spaghetti og flødesovs, men hvor champignonger nu sejlede på kanten. Han kiggede op på mig og grinede så.

''Jojo, jeg gemmer bare det bedste til sidst.'' Så stak han sin gaffel ned i en champignon, og førte den op til munden. Han bed den over og tykkede lidt på den, alt imens jeg overvågede ham diskret. Da han spyttede den ud igen kunne jeg ikke lade være med at grine.

''Nej de er forfærdelige, der er altid noget du ikke kan lære at elske.'' Jeg vidste ikke om der lagde mere i det, men jeg grinede bare.

''Hey forresten.. hvad lavede du i parken så tideligt?'' sagde han, og han så både drillende og alvorlig ud. Jeg kiggede ned i bordet og mumlede bare at jeg havde fået tidligere fri.

''Du pjækkede gjorde du ikke?'' han lød ikke så alvorlig som jeg havde frygtet.

''Det kommer da ikke en fremmed ved,'' sagde jeg drillende.

'Zhoe, ganske vidst er jeg politimand, men jeg kan ikke spærre dig inde for at pjække fra skole, jeg undrer mig bare over hvorfor.'' Jeg nikkede langsomt, det havde han jo ret i. Han kunne ikke gøre en skid ved det selv hvis han prøvede, det var ikke ulovligt, det var bare heller ikke respektabelt.

''Jeg havde ikke rigtigt lyst til det i dag,'' sagde jeg og smilede selvsikkert.

''Jeg har heller ikke altid lyst til at gå på arbejde især ikke hvis det er papirarbejde, men man er nødt til at gå igennem det der er træls engang imellem, for også at få lov til det sjove du ved?''

''Du behøver altså ikke at tale til mig som om jeg er elleve år Owen, jeg forstår godt hentydningen.''

Han lagde gaflen fra sig ved sin tallerken. 

''Zhoe, det kunne jeg ikke finde på at gøre. '' Han holdt en pause.

''Egentlig er jeg en fremmed for dig, du har ingen grund til at stole på mig, for jeg har ikke bevist at du kan gøre det, men du har vel alligevel formået at stole på mig, ellers sad vi ikke her. Det er jeg rigtig glad for Zhoe.'' Han lagde særligt tryk på mit navn hver gang han sagde det, nærmest for at tjekke om jeg reagerede, om jeg virkelig hed Zhoe.

''Jeg stoler på dig,'' sagde jeg så, og smilede bestemt til ham, mens jeg holdt øjenkontakten fast.

''Jeg går op og betaler,'' sagde Owen, og før jeg kunne nå at protestere var han forsvundet op til disken. Jeg pillede lidt ved min serviet, mens jeg spekulerede på om jeg skulle fortælle ham om æsken, og om brevet der var med. Han havde ikke sagt noget om, at de andre piger havde fået nogle dyr. Hvorfor havde jeg så fået et? Og hvad hvis Owen havde ret, hvad hvis jeg bliver det næste offer, fordi jeg fik brevet?                                                                            

''Hvad fanden er det her?'' Owens hånd slyngede et magasin ned foran mig på bordet, og mine øjne skimmede hurtigt overskriften: 'Syg seriemorder fri, sender breve til ofre.' Jeg gispede hurtigt, og kiggede op på Owen, klar til at gå i forsvarsposition.

''Owen.. jeg ved virkelig ikke hvordan det er sket.'' Han tog fat om magasinet, og bladrede frem til en bestemt side midt i bladet, hvor han hævede stemmen og læste højt for mig:

Hvad der ser ud til at være Malmøs,værste seriemorder i dette årti, er efter flere mord stadig på fri fod. Gerningsmandens mål er typisk piger i og omkring attenårsalderen, men det frygtes at han vil søge efter yngre ofre. En kilde fortæller at et nyt gennembrud i sagen kan konstatere at gerningsmandens nu døde ofre alle har modtaget anonyme breve med trusler inden deres død. Politiet har stadig ingen mistænkte, men kan næsten forsikre at det ikke er slut. De første ofre blev fundet i tunneller nær parkområder i Malmø, så der er ikke noget sted der er for offentligt til denne gerningsmand. 

Mit hjerte hamrede i brystet på mig. Alt hvad der stod i artiklen passede, det var stort set alt sammen som var fortrolige oplysninger, ting som kun politiet og jeg vidste. Owen oplæste de sidste fire ord. 

- Skrevet af Axel Schmir.

Jeg kiggede forskrækket op på Owen.

''Jeg sværger Owen, jeg har ikke sagt et eneste ord!'' Owen kiggede skeptisk på mig.

''Zhoe, det her er ting som kun DU og politiet vidste.''

''Ting som hele Sverige nu kan læse, ting din far har skrevet. Jeg tror ikke på at din far selv har fundet ud af det her Zhoe.'' Jeg rejste mig op fra stolen, og begyndte at gå hen imod døren.

''Jeg har ikke sagt det til nogen Owen,'' sagde jeg og åbnede den store glasdør ud til den åbne gade.                    

Jeg var nået helt hen til Aniagade da jeg hørte løbende fodtrin bag mig, og lyden af nøgler der raslede. Jeg satte automatisk min fart op, og begyndte nu at småløbe det sidste stykke vej hen imod fars lejlighed. Kulden bed sig hurtigt fast i mig, og snart begyndte små dråber at dale ned fra den grå himmel, før de hurtigt blev afløst af store snefnug, der dansede foran øjnene på mig, og gjorde mig ude af stand til at løbe uden at holde en hånd for panden.

Jeg stoppede i en gyde ca. 200m fra fars lejlighed, og prøvede at få vejret. Mit hjerte slog hårdt i brystet på mig, og jeg støttede min trætte krop op ad en halvfyldt container. Jeg hørte skridt fra indgangen til gyden, og skjulte mig straks bag containeren.

Jeg turde ikke kigge frem, men jeg vidste at jeg ikke var alene. Jeg kunne høre lyden af sko der sparkede til tomme dåser, og gammelt affald der blev kastet gennem gården. En skraldespand der blev væltet, og en busk der blev sparket til.

Vedkommende ledte helt sikkert efter noget specifikt. Efter mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...