Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
724Visninger
AA

4. Owen Bleur

''Jeg ved ikke om jeg fik sagt det, men jeg hedder Owen Bleur.''

Han rakte sin hånd frem mod mig, og jeg kiggede først forskrækket på den, før det så gik op for mig, at han bare ville give hånd. Jeg smilede flovt til ham, og gav ham så min hånd.

Jeg stivnede da jeg fik øje på den lille guld-ring på hans finger, og trak hurtigt hånden til mig.

''Nå, skal vi komme igang?'' Jeg skubbede mig tilbage i den stol som jeg var blevet tildelt, og kiggede nervøst på ham. Han lænede sig forover og fumlede med nogle papirer, mens han skubbede de første to skuffer i skrivebordet op for tilsyneladende at finde den kuglepen som han nu trak op fra bunden af den sidste skuffe.

''Lad mig se, du fandt altså liget?'' Jeg nikkede.

''Så du nogen løbe væk fra gerningsstedet, eller nogen som på nogen måde kunne have haft noget med mordet at gøre?''

Jeg rystede på hovedet, og sagde ikke noget. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på vielses ringen.

''Du bemærkede altså ingenting?''

Jeg rømmede mig lidt. 

''Jo altså.. der.. der var denne .. skikkelse der løb væk.''

Han kiggede nu interesseret op fra sin blok.

''Kan du beskrive vedkommende?'' Han kiggede indtrængende på mig.

''Jeg.. så ikke vedkommende, kun en skikkelse.''

Sagde jeg nervøst, og jeg kunne allerede høre hvor dumt det lød.

''Hhm, og du kendte altså ikke ofret?'' Jeg rystede straks på hovedet.

Han lagde hænderne på bordet og det så ud til at han tænkte over et eller andet. Jeg betragtede hans utrolige charmerende væsen mens jeg smilende begik mig ind i mine egne tanker.

''Nå, men der var ellers ikke mere her, er der en ansvarlig voksen vi kan kontakte, for at være sikre på at du kommer ordentligt hjem?''

Var han gift? Selvfølgelig, selvfølgelig var han det, han var jo i tyverne, måske tredive? Men havde han så også børn? Hvor mange? Han kunne godt ligne en far til..

''Hallo?'' Stemmen trængte ind i min bevidsthed, og jeg kiggede hurtigt op.

''Ja hvad?'' Sagde jeg tålmodigt.

''En voksen som kan komme og hente dig?'' Han kiggede på mig som om han prøvede at finde yderligere informationer ud fra mit ansigtsudtryk.

''Nej.. jeg kan godt selv komme hjem.'' Han rystede så på hovedet.

''Du forstår vidst ikke, det er vores pligt at sørge for den slags, især når du er under atten, så vil du venligst oplyse forældrenavne?'' Jeg tøvede lidt før jeg overgav mig og sagde:''Axel Schmir''

Owen så ud til at have fået et chok, et lettere hjertetilfælde, og kiggede nu alvorligt på mig.

''Er Axel din far?'' Jeg nikkede bare ligegyldigt, og rokkede mig lidt i stolen. Han sukkede og kiggede igen på mig.

''Hold nu op en historie på forsiden imorgen..'' Han lo kort men kiggede så dødalvorligt på mig.

''Nej seriøst, du kan bede din far om at holde visse oplysninger lukkede for pressens forsider.''

Jeg grinede halvkvalt, som var det for at demonstrere en indtagning af kogende suppe. Owens reaktion var intetsigende, og han kiggede bare undrende på mig. Hvis bare han vidste. 

Det var umuligt at holde en hemmelighed for Axel Schmir. For min far.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...