Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
710Visninger
AA

2. Indledning

Jeg nærmest løb over de slidte brosten mens hjertet hamrede i brystet på mig, hvis jeg ikke tog fejl ville jeg tro at det havde formet sig vejen til mit spiserør. Jeg hev efter vejret, og stoppede op i en lysning bag den gamle skolesti, mens jeg ihærdigt kiggede mig over skulderen for endnu engang at tjekke at der ikke var nogen der fulgte efter mig. Mit hoved rystede og tømmermændende var ved at indhente mig, kun seks timer efter indtagelsen af alkohollen. Jeg hostede ud i stilheden på sådan en tåget Oktobermorgen.

'Er du dum?'' Sagde jeg til mig selv, og blev helt forskrækket over at høre min egen stemme i stilheden. Jeg kiggede igen på sølvuret om mit håndled, og traskede videre gennem byen, mens jeg spekulerede på en holdbar undskyldning for at komme for sent, klatøjet, og udmattet til min fars ti års jubilæum. 

Jeg skubbede forsigtigt den tunge trædør op til lejligheden, og så mig omkring i den belyste stue hvor der allerede var mødt en stor gruppe mennesker op. De fniste og grinede, og nogle stod i små grupper og diskuterede dybe former for politik med hinanden.

''Hvordan er det du ser ud!?'' Udbrød min far, og satte en hånd ind foran mig da jeg var på vej ind på mit værelse. Han blokerede udgangen til gangen med sin maskuline mandekrop. Jeg kiggede bare træt på ham og bøvsede. '

'For helvede Zhoe!'' Stadig med alkohol i blodet stod jeg bare foran ham, tom i blikket, og begyndte lige så stille at fnise af ham. '

'Dju skju da også for sent pjå den!'' fik jeg fremstammet og grinede kort igen.                            

''Hold op med det der! Smut ind og få noget tøj på, så tager vi denne her senere!'' Jeg nikkede så og gik smågrinende ind på mit værelse.

''Axel, vi har nydt dit selskab, og ikke mindst dit hårde arbejde hos os i al den tid du har været hos os, og vi er glade og stolte af at kunne pålægge os titlen, at have en af de dygtigste svenske journalister i vores varetægt.'' Sagde fars kollega Tania på perlesvensk, og kiggede ud over den store mængde af mennesker som endelig stod smilende med deres drinks i hånden og så stille til.

Tania kiggede op igen og tog en dyb indånding før hun så sagde: ''Så skål Axel, for de ti år!'' Der spredtes nu en summen af stemmer der alle lykønskede min far, før glassene klirrede og der opstod en klapsalve. Klapsalven blev hurtigt afbrudt af en velkendt ringetone.

''Jeg er nødt til lige at.. tage den her.'' Sagde far fraværrende og fæstede blikket til sin sorte nokia.

''Ej Axel, vi er jo ved at fejre dig!'' Lo Tania og mængden begyndte igen at grine.

''Hvad? Hvem?'' Lød det fra far, og han gik nu langsomt ud af mængden af mennesker. ''Ja selvfølgelig! Jeg kommer!'' Far forsvandt kort ind i køkkenet efter at have sendt mig et undskyldende blik...

'De er gået'' Sukkede jeg, endelig ædru til min far som forsigtigt havde skubbet trædøren op. ''Allerede?'' Sagde han sløvt, og lukkede døren bag sig. ''Du var væk i flere timer!'' Han svarede ikke men fortsatte bare forbi mig og ind i køkkenet. Jeg fulgte efter ham.

''Hvad var det så?'' Jeg smed mig i barstolen, og betragtede ham mens han nervøst kløede sig på halsen. ''En ny sag.'' Han holde en lang pause.

''De kalder ham allerede for seriemorder.'' Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg rettede nu blikket mod bordet, og ventede utålmodigt på at far skulle fortsætte fortællingen. Jeg kiggede irriteret op da han stadig ikke havde sagt noget.

''Og hvad så mere?'' Han kiggede overrasket på mig.

''Når ja..han har taget livet af to piger, begge omkring atten år, og begge på vej hjem fra byen.'' Jeg nikkede igen, og fik en klump i halsen.

''Har de ingen spor så?'' Sagde jeg med håb i stemmen.

''Han var meget omhyggelig, så det skal du ikke lige regne med. Han havde både handsker, jakke, og maske på da han overfaldt dem i tunnellen.''

''I tunnellen?'' Sagde jeg overrasket.

''Blev de begge overfaldet der?'' Far nikkede langsomt og tømte kaffekanden for den sidste slurk, som sikkert allerede var blevet kold.

''Det må da have vækt opsigt hvis en maskeret mand havde begået sig ned i en tunnel en eftermiddag?'' Sagde jeg nysgerrigt, og forventede en forklaring.

''Du siger noget. Dog var der ingen vidner, og overvågningskameraene i området var på mystisk vis ude af drift.'' Jeg rullede med øjnene. Far sagde ikke mere, men satte bare koppen fra sig i vasken og åbnede avisen.

Jeg hoppede forsigtigt ned fra stolen, og listede mod gangen. ''Hey! Jeg har ikke glemt din lille bytur frøken!'' Han slog avisen ned i bordpladen, og vendte sig strengt mod mig. Jeg frossede stille fast til gulvet, og drejede mig usikkert om.

''Undskyld.'' Han sukkede og kiggede på mig.

''Du må forstå at med en sådan mand på 'udflugt' i bylivet derude, vil jeg ikke have at du bliver ude sent igen, og du skal ikke gå gennem tunnellen på vej hjem fra skole okay?'' Han kiggede alvorligt på mig.

''Så du er ikke sur på grund af det tidligere?'' Sagde jeg tøvende.

''Hah, du var da stadig mere til stede til min fest end mig.'' Sagde han og understregede ordet 'min'. Jeg lo kort, og nikkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...