Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
713Visninger
AA

8. I tvivlens tegn

Han lignede en der havde fået kaffen galt i halsen, da han kiggede alvorligt på mig.

''Jo, jo det er jeg.'' Jeg kiggede ned i sædet igen, og pillede lidt ved det sorte stof.

''Zhoe, du spekulerer for meget, din hjerne er på overarbejde.'' Han lo kort, og strejfede igen mit hår med sin pegefinger, så det gav et sæt igennem hele min krop.

''Skynd dig ind, du skulle nødigt komme for sent.'' Jeg nikkede og steg straks ud af bilen.

Da jeg vendte mig om, halvvejs op mod skoleporten var han allerede ude af parkeringspladsen, og på vej mod parken på den anden side af broen. Han standsede for rødt, og jeg så hans ansigt vende sig mod bagruden i bilen, og vinke til mig. Mine knæ blev bløde, og jeg fik lyst til at falde sammen, og skrige mod månen. Det ville dog være en del upassende, for ikke at snakke om den opmærksomhed det ville vække foran skoleporten

Jeg betragtede skulende skoleporten, mens strømmen af elever fortsatte ind og ud af den brede og tætbevoksede stenport. Klokken rungede advarslende ud i vintermorgenen, at der var ti minutter til dagens start. For mit vedkommende, en daily reminder på at skulle sidde ansigt til ansigt, med en ildelugtende lære i form af Hr. Bruthon. 

Det var i det sekund, at jeg besluttede mig for, at i dag ikke skulle være en almindelig dag. Jeg trak op remmene på min halvgamle læddertaske, og drejede væk fra skolens fortov. På vej væk. 

Efter et stop på den nærmeste Starbucks, for at få slukket tørsten, og for at opkøbe lidt energi til min dødtrætte krop, nærmest løb gennem parken, for at være sikker på at jeg ikke blev set af mine klassekammerater på vej hjem.

Fuglene var ikke at høre på denne tid af året, og det ellers grønne græs var dækket af et tæppe dug, som fik parken til at se fugtig og frossen ud. Jeg spottede den lille tunnel på lang afstand, og besluttede mig for at gå ned til søen lidt, bare for at være sikker på at Dave ikke var der når jeg kom hjem.

Halvvejs nede af stien fik jeg øje på en skikkelse under betontaget af den mørke tunnel. Jeg standsede på stedet. Noget føltes forkert, men jeg kunne ikke bare passere. Eller rettere sagt, jeg kunne have passeret, men det lagde ikke i min natur. Jeg nægtede at passere.

Jeg gik ind til siden, og gik nu langs græsset hen mod tunnellen, så jeg stadig kunne holde øje med skikkelsen, dog uden at den kunne se mig. Jeg nåede til hjørnet, da jeg så at skikkelsen i tunnellen var Owen.

Jeg havde haft svært ved at genkende ham, fordi at han ikke havde sin uniform på. Han var iført slidte jeans, og en sort skjorte, og hans hår var vådt. Regnen havde tegnet et spor ned over hans bløde ansigt, og omkring hans blå øjne. Jeg skulle til at træde et skridt frem, og afsløre mig selv, da det gik op for mig, at han jo havde sat mig af ved skolen. Det ville ikke tage en politibetjent mere end et minut, at ligge to og to sammen, og komme frem til den konklusion, at jeg nok ikke burde befinde mig i parken. 

Jeg kiggede tilbage på ham, og han stod stadig helt stille. Først da så jeg hvad der lagde foran hans ben.

Bag skraldespanden, lagde en kvindelig skikkelse krummet sammen og forblødt. Jeg udstødte et gisp, og Owen kiggede straks i min retning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...