Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
728Visninger
AA

10. I skjul

Jeg stod helt stivnet bag containeren, og lyttede til fortrinene delvist forsvinde, for så at komme tilbage igen, før jeg hørte lyden af en bilmotor nærme sig porten.

To forlygter kom til syne i porten, og en gammel Volvo drejede ind i gyden. Jeg genkendte bilen, og så straks Owen på forsædet. Jeg åndede lettet op, og blev stående helt stille i mit skjul, gerningsmanden var stadig derude et sted.

Bilmotoren gik ud, og jeg kunne se Owen trække sin mobiltelefon frem. Han tastede et nummer ind og holdt mobilen op til øret. Han havde end ikke set mig, men jeg bebrejdede ham ikke, som jeg stod og gemte mig bag sorte sække af husholdningsaffald.

Da Owen vendte hovedet væk fra bilruden så hørte jeg igen fodtrin, løbende fodtrin, lige før jeg så en skikkelse for enden af porten dreje ud på gaden og forsvinde. Fandens også. Jeg kunne have fanget ham. Owen kunne have fanget ham. Jeg skulle til at gå hen imod Owen, da han pludselig rullede ruden ned i den modsatte side. Jeg kunne se at han stadig snakkede i telefon, og jeg kunne nu høre samtalen.

'Ja men det forstår jeg godt skat. Du kan bare tage noget mad, jeg skal nok finde på noget.'' Der var en lang pause af bragende stilhed i gyden.

''Du ser mig nok først imorgen. Vi ses skat.'' Røret blev lagt på, og bildøren smækket op.

Skat? Hans kone. Af en eller anden grund gjorde det ondt i hjertet. Mere ondt end forventet. Jeg havde vidst fra starten at han havde en kone, det havde ringet fortalt mig. Men at.. at han elskede hende? Jeg mener det gør man vel når man vælger at kalde hende skat. 

''Zhoe.'' Owen stod foran mig ved containeren.

''Undskyld, jeg skulle ikke have været så sur, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på.'' Da jeg ikke sagde noget fortsatte han sin undskyldning.

''Der er selvfølgelig en million andre mulige der kunne have.. ja..'' Jeg hostede kort.

''Og det kunne være gerningsmanden selv, der havde henvendt sig til pressen hvem ved?'' Jeg kiggede endelig op på ham og lagde hovedet på skrå. Skulle jeg fortælle ham om skikkelsen? Ham der lige havde været her? Det var sikkert ikke noget, så troede han bare at jeg var paranoid.

''Jeg stoler på dig Zhoe, og jeg ville ønske at du også stolede på mig.'' Han smilede nu.

''Det gør jeg.'' Sagde jeg og smilede så et tvungent smil. Min mave krummede sig sammen mens jeg stirrede i hans blå øjne. Hvor havde jeg inderligt lyst til at kysse ham. Til at knuge ham ind til mig, og mærke hans varme mod min krop. Men sådan skulle det ikke være. Han var gift mindede jeg mig hele tiden om.

Ligesom folk der tænker på badminton for ikke at græde. Jeg tvang mig til at se konen for mig, forestillede mig børn der dansede omkring dem, for at holde mig selv på afstand. For at holde mig selv væk.                                                                                        

''Må jeg se brevene?'' spurgte jeg efter lang tids stilhed.

''Jeg ved ikke rigtigt.'' sagde han tøvende, og kiggede alvorligt på mig.

Jeg gjorde mig umage for at se oprigtigt trist ud, og til min overraskelse faldt han for det.

''Så lad gå, men du må ikke nævne det for mine kollegaer, jeg kan blive fyret at du ved det.'' Jeg smilede stort til ham. Han må have stolet på mig siden han lod mig se dem. Jeg kunne ikke holde kolbøtterne i min mave ud længere, og lænede mig nu automatisk forover på mine tæer, og plantede et kys på hans rug læber. Han smagte af pebermynte, af blomster og af glæde. Men det varede ikke længe. Han kyssede mig tilbage lige så varmt og dejligt som jeg havde håbet, men så trak han sit hovede væk i et sådant ryk, at jeg næsten fik et chok. Jeg kiggede flovt ned, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Måske skulle jeg bare gå. Hvad havde jeg også tænkt på?

''Zhoe vent..'' han lød forvirret og ked af det.

''Det er ikke fordi.. jeg.. jeg er jo en voksen mand Zhoe..'' Jeg udstødte et 'tsh' på vej hen imod porten, og gjorde mig umage for ikke at græde.

''Zhoe! Jeg sagde ikke at du var et barn!'' Jeg kunne høre hans skridt hen imod mig, og mærkede straks hans varme hænder mod mine skuldre. Han vendte mig om, så jeg stirrede ind i hans overkrop.

''Owen, det var præcis det du sagde.'' Han udstødte et suk, og kiggede næsten fortabt på mig.

''Jeg mener.. jeg bør ikke gøre det her. Jeg .. jeg skal være ansvarlig, det er min skyld at det endte sådan her.'' Jeg ønskede ikke at forstå.

''Jeg skulle have vidst bedre,'' fortsatte han.

''For.. jeg lod mig falde for dig.'' I samme sekund samlede hans varme hænder mig op fra jorden, og løftede mit ansigt op til hans, så hans læber mødtes med mine i et langt uendeligt kys.

Hans hænder forblev på min numse, mens mine vandrede til hans nakke, og lavede krøller i hans hår. Jeg ville ønske at jeg kunne stoppe tiden, og mærke dette for evigt. At være hos Owen for evigt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...