Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
724Visninger
AA

6. Fundet og fortabt

Jeg stirrede sløvt op på Dave, som i samme sekund han så mig, lod sine to sorte sportstasker falde til jorden, og satte i løb over imod mig, som jeg sad der stivnet til foden af spisebordsstolen.

''Hvad er der sket Zhoe?'' han satte sig ned på hug, og strækkede sin hånd ud efter min kind for at berolige mig.

Jeg rystede bare på hovedet, og stirrede lamslået fra papiret, og hen på æsken. Dave opdagede hurtigt hvor mit blik var vandret hen, og han greb hurtigt fast om den lille æske som jeg havde kastet mindst en meter væk fra stolen. Hans solbrændte hænder rakte ud efter den i samme sekund som jeg udbrød:

''Nej du skal ikke..'' mere nåede jeg ikke at sige før hans hænder forsigtigt trak låget af, og hans øjne så præcis hvad jeg havde set.

Jeg havde forberedt mig på et chok fra hans side, måske bare et enkelt skrig, det ville vel skræmme enhver at se et lemlæstet hamster. Han satte bare forsigtigt æsken tilbage på gulvet, som var den lavet af glas, og stirrede nu både bekymret og alvorligt på mig. 

''Hvad fanden har du lavet?'' sagde han endelig, da han havde læst papiret, og haft tid til at tænke betydningen igennem.

''Jeg..jeg ved det ikke..'' svarede jeg med en stammende stemme, og kiggede fraværrende rundt i lokalet for også selv at finde svar på hans spørgsmål.

Han sukkede dybt, og skubbede sin krop tættere hen imod mig på det kolde trægulv.

''Du har aldrig været rigtig klog det ved du godt ikke?'' Sagde han, og lagde hovedet på skrå.

Hans hånd rakte ud efter en af mine lange lokker, men så stoppede han nærmest sig selv, og trak hånden til sig i et splitsekund. Han rejste sig op på hans håndflader, og så næsten nedtrykt ud. 

Dave havde været min værge engang, inden jeg kom tilbage hos far at bo. Det var ikke fordi at jeg ikke måtte bo hos far, det var nok bare blevet en vane at jeg ikke gjorde det. Fars arbejde var hans liv, og jeg bebrejdede ham ikke, for han har en af de vigtigste og travleste stillinger i Sverige. Min far kendte Dave fra arbejdet af, han havde været fars fortrolige kilde i en længere periode, hvor Dave havde sendt fortrolige interne oplysninger fra rockermiljøet, som han havde fået krænget sig ind i. De blev dog efter et par år bekendte med hinanden, og det var ikke længere anonyme tip han fik, nu var de alle underskrevet ''Dave'', så tilliden var der helt bestemt, og det varede ikke længe før far udnyttede muligheden, og fik mig passet hos Dave, da hans egne forældre ikke havde meget til overs for hans måde at opdrage hans datter på. Det at vælge familien først havde nemlig altid været et rival i vores generation, men far havde tilsyneladende brudt det, og også i sådan fald, at han ikke havde haft kontakt til nogle af hans forældre i løbet af de sidste par år. Nå men efter en lang periode hvor jeg blev passet af Dave, blev ham og far vel enige om, at det var mere praktisk hvis jeg bare flyttede permanent hen til ham, bare indtil far havde ''fået styr på tingene'' - hvilket var indtil for et år siden. 

Jeg kiggede op fra min tallerken, og lige ind i Daves stadig bekymrede ansigt.

''Peber?'' spurgte jeg, og viftede med den lille glasbeholder, nok mest for at få hans opmærksomhed, men også for at høre om hans stemme stadig var der.

Han havde ikke sagt noget siden han kom. Han kiggede hurtigt op, og rystede så på hovedet. Jeg sukkede, og bestemte mig for at prøve en anden taktik.

''Hvordan var det i Norge?'' Spurgte jeg ironisk, men fremkaldte overraskende nok et smil.

Han kiggede endelig interesseret op, og smilede nu en smule.

''Der var skønt som altid, men trafikken var ét stort kaos.'' Jeg nikkede, og ventede på at han skulle fortsætte, men han blev bare siddende og kiggede ud i luften.

''Det var vel på grund af varmen? Der er jo altid så varmt oppe i fjeldene på denne tid.'' Sagde jeg og smilede.

''Ja, der var turister alle vejne..'' han stoppede midt i sætningen, og pillede lidt ved sin serviet.

''Kan du huske hvor mange gange vi har sprunget i fra klippeafsatsen en kold vinter?'' Jeg lo lavmælt, og kiggede på ham, fordi jeg håbede at det kunne bringe et lille smil frem hos ham.

''Mhm.. Zhoe selvfølgelig husker jeg det, det var jo hver eneste jul.'' Jeg var lettet over at det var lykkedes mig at frembringe et smil på hans ellers nedtrykte ansigt.

''Så husker du vel også, hver eneste gang jeg slog dig i at holde vejret under det iskolde vand? Og så foran dine kammerater!'' Jeg grinede kort.

''Zhoe..'' han gav slip på sin gaffel, og lagde sin hånd ind på midten af bordet.

''Selvfølgelig husker jeg det, tror du jeg på det sidste år, har glemt alt hvad vi har foretaget os?'' Jeg skævede lidt til ham.

''Du har været i Norge et helt år Dave, alle gange har vi fulgtes dertil, men ikke denne gang,'' sagde jeg bittert, og sank en klump på størrelse med en metalkugle. 

Han så nærmest forskrækket ud, men kiggede så smilende på mig, og blottede sine hvide tænder.

''Zhoe, jeg tiggede og bad om at få dig med, men det var din far der bad mig om at lade dig være, han sagde at du skulle fokusere på skolen, og finde nogle 'andre' venner.''

Jeg kiggede stift ud i luften, indtil jeg mærkede et sug i maven da Daves hånd berørte min på midten af bordet. Jeg kiggede straks på min hånd, og så hurtigt Dave trække sin til sig. Jeg skannede hans ansigt, og forventede et smil, men det eneste der var at spore, var et lag af skam der dækkede hans ellers smilende væsen.

Han skubbede stolen fra sig, og forlod køkkenet uden at sige et ord. Jeg så til mens han banede sig vej til gæsteværelset, og sad efterladt med følelsen af både skuffelse og spænding. 

Havde far ladet mig blive hjemme fordi han mente at jeg ingen venner havde? Og hvorfor betød det pludselig noget at klare sig godt i skolen? Han havde altid været lidt ligeglad, fordi at han vidste at jeg klarrede mig middelgodt, og at jeg hadede det.

Jeg kiggede tilbage på bordet hvor Daves hånd for få sekunder havde lagt, og sukkede så stille.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...