Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
720Visninger
AA

7. Forførende

Jeg gik med hastige skridt ned over gaden, der på denne side af morgenen var begravet i stilhed. Jeg skævede roligt  til mit ur der overraskende viste 5:13. Måske var det vinteren der satte altting i dvale, og lammede enhver bevægelse, samt forhindrede eller forlængede et hvert øjeblik eller sekund.  

Jeg havde modtaget et opkald fra politiet lidt over kl. 4. Det var lykkedes mig at snige ud af lejligheden uden at vække Dave. Jeg havde det trods vores tidligere konfrontation dog ikke godt med det.

Det var som om der var noget der ikke passede. Hvorfor ville politiet afhøre mig endnu engang? Og hvorfor præcis nu? 

Jeg nåede endelig frem til den høje murstensbygning bag jernbanen, da solen tog sit første kig på Malmø. Jeg blev stående lidt på stien af asfalt der udgjorde vejen op til en kæmpemæssig ståldør placeret midt i virvaret af rød-brune mursten.

Bygningen så truende ud selv på afstand. Der var ingen vinduer i stueetagen, og kun to store glasvinduer på 2. sal. Jeg trippede lidt med fødderne, og kom så i tanke om æsken med marsvinet. Skulle jeg have taget det med? Hvad hvis det bare var en eller anden forstyrret nabo der havde gjort det for sjov? Eller en af dem fra skolen? Nej jeg nægtede at gå tilbage efter den.                                                                                            

Jeg begyndte langsomt at gå op mod hoveddøren, da jeg fik øje på en reflektion i et af de to blanke vinduer på 2. sal.

Jeg stoppede forskrækket op indtil jeg så skyggen stikke sit ansigt frem, og vinke ned til mig. Hans ansigt så smilende ud, og det lignede at han nærmest grinede ad mig. Owen Bleur.

''Det må du undskylde, jeg skulle have tænkt på at komme ned og hente dig.'' Han stod i døråbningen og holdte ståldøren åben med hans ene fod.

''Det gør ikke noget.'' Jeg smilede forsigtigt, og kunne mærke blodet fylde mine kinder op som små balloner.

''Og undskyld jeg skræmte dig deroppe fra.'' Han lo for første gang, og hans latter fik mig til at grine med.

''Kom med indenfor.'' Han trådte et skridt frem, uden at slippe døren med den ene hånd, og rakte ud efter min ryg med sin anden arm. Han puffede mig langsomt op mod døren.  

Bygningen var fyldt med store lysekroner, og dyre statuer i alle hjørner. I midten af indgangen var en stor trappe der førte op til 2. sal, og som var pyntet med et rødt fløjlstæppe, og oplyst af væglamper, der var placeret ved siden af dyre malerier. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, måske lidt mere fængselslignende? Nu havde jeg jo også kun set den del af bygningen der blev brugt til afhørringer, og fanger. 

Overraskende nok viste Owen mig ikke opad trappen, men ned af en skjult spiraltrappe lige bag den. Jeg fulgte efter ham ned gennem en kælder der var pyntet med kunst fra top til tå. Selv i loftet hang malerier af gamle mænd med svær, og nøgne portrætter af unge piger.

Owen lukkede døren efter mig, da vi var trådt ind i et lille rum for enden af den lange gang. Rummet lignede allermest et lydstudie, med et gulv dækket af persiske tæpper, og papkasser overalt. 

Han lagde hænderne foran sig på bordet, og kiggede så alvorligt på mig for første gang siden jeg var kommet.

''Nu skal du høre Zhoe..'' Jeg stivnede hurtigt og kiggede op på ham.

''Hvor kender du mit navn fra?'' Han kiggede nu nærmest forskrækket på mig.

''Jeg gør mit reesearch lige så godt som din far.'' Så blinkede han, og jeg kunne ane et lille glimt af et smil på hans læber.

''Det er sådan, at vi har undersøgt de tidligere ofres hjem..'' Han holdt en pause, og jeg kunne mærke at hans blik stirrede på mig, selvom jeg selv havde travlt med at studere malerierne.

''Og der er noget der overraskende nok et mønster.'' Han holdt en lang pause, nok for at sikre sig at jeg rent faktisk lyttede.

''Alle ofrene har modtaget anonyme breve.'' Jeg vendte hovedet mod ham i et ryk, og ventede på at han fortsatte.

''Brevene er forskellige, men håndskriften er den samme,'' forklarede Owen. 

Jeg nikkede som om jeg forstod, og forventede at han ville forklare, men da han ikke gjorde sagde jeg:

''Og hvad så? Hvordan forskellige?'' Owen kiggede betænktsomt på mig, som overvejede han om han skulle sige det.

''Du må love at du ikke går videre til din far med disse oplysninger, det forstår du vel?'' Jeg nikkede hurtigt.

''Ser du, i den første piges brev, har gerningsmanden skrevet til hende, som om han kendte hende, som om de havde en fortid, og han har nævnt hendes familie ved navn, endda hendes hund. Men i det næste brev, skriver gerningsmanden kun, at hun vil dø hvis hun ikke passer på. Han må have haft kendskab til den første pige, men åbenbart ikke til den næste.''

Jeg tænkte på æsken der lå derhjemme, og rømmede mig lidt. Jeg vidste godt hvad Owen ville med denne her samtale, men jeg havde af en eller  anden grund ikke lyst til at give ham det. Jeg havde heller ingen grund til at stole på ham. 

''Og hvor er det helt præcis at du vil hen med det?'' Som forventet svarede han hurtigt:

''Du har vel ikke modtaget lignende brev?'' Jeg rystede straks på hovedet, uden at tænke over andre muligheder.

''Hvis du gør, skal du ringe med det samme.'' Jeg kunne spore på hans stemme, at han ikke helt havde tiltro til mit svar.

''Hvorfor tror du at JEG har modtaget noget? Jeg fandt bare liget.'' sagde jeg og kiggede indtrængende på ham.

'Fordi at den anden pige..'' hans åndedræt blev dybere. ''Den anden pige fandt den første piges lig.'' 

Owen havde insisteret på at køre mig i skole, da klokken var blevet lidt over syv, og vi endelig var blevet færdig med samtalen. Jeg sad på forsædet af hans Volvo uden at sige et ord, mens jeg indsnusede duften af kaffe, og dyr parfume.

''Hva eh, har i egentlig ikke eksamer på denne tid af året?'' Sagde han, nok mest for at bryde stilheden.

''Har vi det?'' sagde jeg drillende, og vi brød begge to ud i grin.

''Du er speciel Zhoe. Du er seksten, ligner en på atten, og opfører dig som en på tyve.'' Jeg smilede ikke længere, da jeg ikke vidste hvordan det skulle tolkes.

Han holdt ind til siden ved skolens parkeringsplads, og stoppede motoren. Hans arm fjernede sig fra rattet, og han lagde sin hånd på mit hår.

''Det var altså en kompliment.'' Han grinede kort, og forblev så tavs.

''Du er gift er du ikke?'' 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...