Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
730Visninger
AA

11. Forædderi

Vi betragtede hinanden intenst. Forelskede. Jeg forestillede mig et liv med ham, jeg så det hele for mig. Havde lyst til at kysse ham igen, men jeg vidste også, at jeg ikke ville kunne stoppe igen.

''Jeg hørte dig snakke i telefon før,'' sagde jeg, og havde det allerede dårligt over at have bragt det på bane. Han kiggede ned i jorden, og jeg vidste præcis hvad han tænkte.

''Det skal du ikke tænke på.'' Han trådte frem foran mig, og lagde sin hage på mit hoved hvorefter han kyssede mit hår, og til sidst min pande. Jeg strålede.

''Zhoe jeg skal gå, vil du have et lift hjem?'' Jeg rystede på hovedet. 

Da jeg trådte ind i lejligheden, var det allerede tydeligt at Dave ikke var hjemme. Rodet flød alle vegne, og den slags var Dave ikke fan af. Jeg trådte forbi bunkerne af beskidt vasketøj, og ignorerede bunken af opvask på køkkenøen, mens jeg formede mig vej ind på badeværelset.

Jeg smed mit tøj i en dynge på gulvet, og tændte straks for det varme vand. Det var en vane jeg havde fået af min far. I stedet for at lægge min krop i blød, var det mest for at lægge hovedet i blød, og give tankerne frit spil. Far plejede at gøre det hver gang han kom hjem fra arbejde. Han plejede at kysse mig på kinden og spørge om min dag, før han forsvandt ind på badeværelset med sin bærbare for at skrive videre på en artikel.

Da jeg satte fødderne ned i det brandvarme vand hørte jeg hoveddøren gå op. Jeg skyndte mig at sætte mig ned i badekaret, af frygt for at Dave spontant ville skubbe døren op og se min nøgne krop.

''Zhoe?'' kaldte han fra køkkenet, og jeg kunne høre at han læssede indkøbsvarer af i skabene.

''Herinde'' sagde jeg med hævet stemme, mens jeg skubbede skummet frem og tilbage i det trængte badekar. Jeg hørte hans trin nærme sig badeværelset, og udbrød hurtigt:

''I bad.'' Trinene stoppede lige udenfor badeværelsesdøren.

''Zhoe, du sidder vel i badekaret.'' Jeg mumlede svagt:

''Ja..'' Døren blev puffet op, og Dave trådte ind. Jeg gispede forskrækket, og skubbede min krop helt ned under skummet. Han lo kort, og kiggede så indtrængende på mig.

''Er der sket noget?'' Jeg kiggede skeptisk på ham. Hvad mente han? Vidste han noget? Åh gud tænkt hvis han havde set mig og Owen.

''Nej hvad får dig til at tro det?'' Jeg kiggede fraværrende på det hvide skum der omkransede min spinkle krop.

''Zhoe.'' Han trådte helt hen til kanten af badekaret.

''De ringede fra skolen i dag.'' Åh fuck.

''Pjække Zhoe? Siden hvornår? Siden hvornår er du begyndt at give så let op? Du svigter dig selv det ved du godt ikke? Det er din fremtid du leger med.'' Jeg prøvede at lukke hans ord ude, men det var umuligt, for alt han sagde var sandt. Jeg havde ingen argumenter imod ham, han havde fuldstændig ret, men han forstod stadig så lidt.

''Zhoe forhelevede.'' Dave tog sig til panden, og kløede forstyrret i sit mørke hår.

''Hvis det bliver ved sådan, så ved du vel at jeg bliver nødt til at sige det til Axel.''

Jeg satte pege- og tommelfinger op foran næsen, og klemte hårdt mens jeg dumpede mit hovede ned under det brændende vand. Jeg talte sekunderne under vandet, mens jeg lyttede til Daves stemme som stadig rasede derudaf fra overfladen, og som engang imellem hævede sig og nærmest lød truende. Da der endelig var stille skubbede jeg mit hovede tilbage til overfladen, og pustede hårdt ud.

''Zhoe.'' Han kiggede bekymret på mig.

''Du ved at jeg ikke har lyst til at ringe til Axel. Så kan jeg ikke blive her længere, og det var meningen at det skulle blive sjovt, at vi skulle have det sjovt igen efter det seneste år.'' Jeg forstod ham godt, jeg havde også glædet mig til at se Dave igen, og jeg ødelagde det for mig selv, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke gå i skole med tanken om døde kroppe i mit hovede. I biologi fik organerne langs væggene mig til at kaste op, og langtrukkede dansktimer fik ikke mine tanker til at stå stille, nej det vrimlede med teorier og planer. På den anden side, ønskede jeg på ingen måde, at Dave skulle rejse igen. 

''Har du hørt fra far?'' spurgte jeg forsigtigt da vi sad foran stuebordet med en skål chips imellem os. Dave kiggede på mig, og lagde den håndfuld chips fra sig som han akkurat havde snuppet.

''Du ved godt at jeg ikke må tale om det.'' Sagde han. Jeg nikkede svagt. Hvorfor ville far aldrig fortælle hvor han befandt sig, eller hvad han lavede når han gik under jorden for at arbejde. Dave måtte godt vide det, og jeg hans egen datter måtte ikke engang vide om han havde det godt.

''Han er under jorden Zhoe, og du ved godt at det kan sætte ham i fare hvis jeg afslører hvor han er.'' Jeg skulede ondt til Dave. Som om jeg havde tænkt mig at opsøge ham. Far gik udelukkende under jorden hvis det var vigtigt.

Det var mest hvis hans artikel omhandlede en stadig løs gerningsmand at han så det som den bedste løsning. Engang var han blevet opsøgt af trusler på hans arbejde, og han fik straks et politihold. Dog gik der ikke mere end seks timer før en af betjentene i opgangen var fundet død. Far turde ikke tænke på hvor det ville ende, og gik straks under jorden. Han nægtede dog at tage mig med, men overdrog mig i stedet til Dave.

''Det ved jeg godt.'' Jeg holdt en lang pause.

'Dave, du har læst hans seneste artikel ikke? Hvem er hans kilde?'' Dave hostede kort, og kiggede forskrækket op på mig. Han vendte hurtigt hovedet tilbage til fjernsynet.

''Det ved du godt er fortroligt.'' Hvad havde jeg regnet med? Selvfølgelig var der ingen chance for at Dave ville afsløre det. Hvem kunne have vidst det? Det var kun mig der havde fundet æsken, kun mig der havde læst papiret. Mine tanker gik i stå, da jeg så billedet af Dave med æsken for mig på nethinden. Dave var den eneste ud over mig der vidste noget som helst om æsken. Det kunne kun være..

''Det var fandeme dig!'' Jeg rejste mig op fra sofaen og pegede truende på Dave med fjernbetjeningen. Dave rejste sig hurtigt op, og holdt hænderne foran hans ansigt i en forsvarsposition, mens han sagde:

''Zhoe.. rolig nu.'' Jeg tog tre skridt baglæns hen imod køkkenøen og holdt stadig fjernbetjeningen foran mig. '

''Hans fortrolige kilde, det var altid dig, vil altid være dig. Hvordan kunne jeg være så dum.'' Jeg lo ironisk og fortsatte med at træde baglæns.

''Zhoe! De oplysninger har bidraget til din fars forbedrede jobspræstation. Min eneste hensigt var at hjælpe ham. Jo før han bliver færdig med sagen, jo hurtigere kommer han hjem.'' Jeg kiggede truende på Dave der langsomt gik hen imod mig. Jeg hev med min højre arm en kniv op af skæreblokken, og smed fjernbetjeningen fra mig på gulvet.

''Bliv der!'' Dave standsede forbavset to meter fra mig, men der var ingen angst at spore i hans ansigt.

''Du har ødelagt hele politiets efterforskning!'' skreg jeg ham ind i hovedet.

''Zhoe, jeg ville bare hjælpe.'' Jeg tørrede refleksivt den første tåre væk som ramte min kind. Dave som jeg troede jeg kunne stole på, var den eneste der havde stukket mig.

''Han troede det var mig Dave! At det var mig der havde sladret til min egen far!'' Jeg holdt en kort pause, og fortsatte så.

''De vil altid tro at det er mig, fordi det er MIN far! Men i virkeligheden er det altid dig, det er altid dig der sladrer! Du behøver ikke at hjælpe ham Dave!'' Nu hævede jeg stemmen, og skreg næsten af ham.

''Forhelevede du skylder ham ingenting Dave! Kan du ikke se det! Du er hans lille hund, hvad får du nogensinde til gengæld!? Dine oplysninger hjælper ham, og hvad så? Du får intet tilbage.'' Dave kiggede ned, og han var tavs et stykke tid.

''Er du færdig?'' Jeg tørrede mine øjne i mit ærme, og kiggede flovt ned. Dave kom langsomt hen til mig, og lagde armene om mig. Jeg faldt grædende sammen på gulvet, og Dave satte sig hurtigt ned til mig. 

Jeg fortalte ham det hele, at jeg havde fundet det andet lig sammen med Owen, at jeg havde spist med Owen og havde opdaget fars artikel, og at Owen var blevet skide sur, og troet at det var mig der havde sladret. Jeg undlod den største detalje. Mit forhold til Owen.

Dave havde lagt armen om mig, og tørrede tårerne af mine kinder med sin pegefinger. 

''Hvorfor har du ikke sagt noget?'' Sagde Dave oprigtigt bekymret. Da jeg ikke svarede fortsatte han bare:

''De må slet ikke forhøre dig når du er under atten.'' Jeg kiggede pludseligt op på Dave.

''Hvordan vidste du egentlig at alle ofrene havde modtaget et brev, du så kun mit?''

''Det vidste jeg heller ikke, det fandt din far selv ud af, min oplysning bidragede bare til at bekræfte hans teori.'' Jeg nikkede kort.

''Han ved heller ikke at det var dig der fik brevet.'' Jeg kiggede overrasket på Dave.

''Jeg sagde kun at jeg havde hørt det fra politiet, at en anden pige havde fået brevet, ikke at det var dig.''

''Hvorfor?'' spurgte jeg nysgerrigt.

''Så ville din far have droppet alt, og taget hjem og hentet dig i en fart.'' Da han så forvirrelsen i mit ansigt sagde han:

''For det ville betyde at du er det næste offer.''  Jeg sank en klump, og mærkede min hals snørre sig sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...