Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
717Visninger
AA

12. Dave

Dave kiggede indtrængende på mig med hans mørke øjne.

''Må jeg tage kniven nu?'' Jeg nikkede forsigtigt.

''Dave hvorfor vil du så gerne have at min far fortsætter med at arbejde?'' Jeg sporede et lille smil på hans læber.

''Kan du huske hvad du sagde før? Hvorfor jeg bliver ved med at give din far oplysninger uden at få noget til gengæld?'' Jeg nikkede langsomt.

''Jeg får noget til gengæld.'' Jeg kiggede forvirret på ham.

''Tid sammen med dig Zhoe.'' Jeg mærkede et spark i maven. Mente han på 'den' måde? Jeg forstod ham ikke. Dave lænede sig ind over mig, og kyssede mig varmt på mine læber, mens han lagde hænderne om mit liv, og skubbede mig ned på det kolde trægulv. Jeg mærkede en susende følelse gennem min mave, som var det en vind der løb igennem mig med hundrede kilometer i timen. Sommerfuglene baskede om kap, og mit hjerte galopperede derudaf. Jeg skubbede hans overkrop væk med min hånd, og kiggede mig frustreret omkring.

''Undskyld.'' Dave kiggede bekymret på mig, og tog fat i min arm. Jeg vristede ham af, og rejste mig op.

Jeg greb min jakke i entreen og løb ned af opgangen. Dave havde hele tiden haft følelser for mig. Hvorfor havde han ikke sagt noget før nu? Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Havde jeg også følelser for Dave? Jeg så Owens ansigt for mig, han så trist ud, og hans øjne var dystre. Jeg skubbede billedet væk, og så nu Daves ansigt smile varmt til mig. Jeg satte farten op og løb hurtigt gennem gaden. Jeg vidste ingenting. 

Jeg fortsatte gennem hele byen i et stabilt tempo, og standsede ikke engang ved duften af nybagt brød fra bageriet. Jeg registrerede duften af vinter, og fugtigheden i luften. Jeg spænede hastigt omkring hvert snævert hjørne på de smalle gader, og ignorerede den konstante smerte der bredte sig i mine underben. Jeg stoppede op og støttede til en rødmalet mur i nærheden af jernbanen. 

''Hov nej undskyld, jeg så dig slet ikke,'' sagde en venlig stemme, før jeg overhovedet havde registreret at hun havde ramt min skulder.

Hendes indkøbspose faldt til jorden, og varerne trillede flygtigt ned mod grønthandleren på samme side af gaden. Jeg kastede mig straks ned på det kolde asfalt, og samlede et par af appelsinerne op, før de nåede at tage flugtvejen.

''Åh det behøver du ikke,'' sagde hun igen lige så venligt, og smilede til mig. Jeg smilede bare op til hende. Min stemme var blevet væk i chokket, og jeg var ude af stand til at sige noget, også på grund af min manglende pust.  

Jeg betragtede hende mens hun kravlede langs fortorvskanten, og ragede ud efter et par dåser med tomater. Jeg følte en trang til at smile, hun var smuk og ung. Måske midt i tyverne. Hun var iført en lilla stram kjole med bælte i livet, og udenover bar hun en hvid pels. Selvom det langt fra var vejr til kjoler, fik hun det med sit søde og uskyldige look til at falde sammen med de vinterlige omgivelser, og jeg tvivler på at nogen ville kunne sætte en finger på hendes unikke udseende. Jeg kunne ikke lade være med at misunde hende.

Jeg lagde forsigtigt appelsinerne tilbage i den gennemsigtige plasticpose, da jeg fik øje på den glitrende sorte læderpung. ´En centimeter mere og den var landet i kloakmellemrummet. I det tilfælde ville jeg turde påstå at en rensningsanlægs medarbejder ville have den bedste arbejdsdag i flere år, sådan en pung kunne nemt være flere tusinde værd. Jeg havde aldrig ejet noget så dyrt før, ikke hvad jeg kunne huske.

Da jeg strejfede pungen med mine fingre sprang den øverste del med glimmeret op, og jeg kiggede lige ind i pungen. Jeg skulle til at udbryde: ''Jeg har din pung..'' da jeg så billedet. Midt i sidelommen af det dyre skind. Ikke et hvilket som helst billede. Jeg snuppede det hurtigt, og lukkede besværet pungen.

''Her,'' sagde jeg og rakte hende den.

'Årh! Du er en engel, tusind tak.'' Jeg smilede uskyldigt til hende, og rejste mig fra asfalten. 

Jeg sad på en bænk i Phillousallé og stirrede på ansigtet i fotografiet. Selvom at fotografiet var halvgammelt var ansigtet ikke til at tage fejl af. Owen Bleur. 

''Du er en engel.'' Havde hun sagt. Jeg fik en stikkende fornemmelse i maven, og sank en klump. 

''Jeg er et uhyre.''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...