Lad masken falde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang
Sekstenårige Zhoe som bor hos sin far i Sverige er ikke som hendes jævnaldrende, hvor meget hun end ønsker det. Hun har arvet sin fars nysgerrighed, en nysgerrighed som kan koste hende livet, for hvad sker der når Zhoe begiver sig langt ind i en aktuel sag som hendes far som journalist er i gang med at skrive? Når hun lige pludselig er tættere på morderen end hendes far, og når et pludseligt sammenstød med en nyuddannet efterforskningsbetjent bliver fascinerende for Zhoe, og indleder et romantisk forhold mellem en ældre gift mand.

8Likes
12Kommentarer
729Visninger
AA

5. Blanke Øjne

Han stod der bare, i døråbningen, og betragtede mig mens jeg roligt skubbede skummet frem og tilbage i badekaret.

''Helt ærligt Zhoe hvad skete der?'' Jeg kiggede ukoncentreret op, og lod mine allerede rynkede fingre falde tilbage i det lunkne vand.

''Det har jeg jo sagt.'' Han fokuserede på et punkt bag mig, og sagde så:

''Jeg vil altså ikke være uvenner med dig lige inden jeg skal afsted.'' Jeg kiggede strengt og bestemt på ham.

''Jeg skal altså op nu, så gider du at gå ud?'' Jeg smilede uskyldigt og rejste mig langsomt op fra min skumdækkede krop.

''Dave kommer om en time, og så er jeg altså taget afsted.'' Sagde han, mens han havde vendt sig halvt om, for ikke at se min nøgne blottede krop.

Da jeg ikke sagde noget sagde han bare:

''Det er jeg altså rigtig ked af Zhoe, at jeg ikke kan være her for dig.'' Han smilede undskyldende tilbage på mig, da jeg havde fået vredet et håndklæde om min magre krop.

''Det er jo dit job.'' Mumlede jeg og gik ud fra badeværelset, og ind mod mit eget værelse, for at finde noget tøj.

''Jeg har virkelig travlt Zhoe, jeg elsker dig ikke?'' Han fulgte efter mig, greb fat i min arm, og gav mig et tvunget knus. Jeg rullede bare med øjnene på den anden side af hans store krop.

''Dave snakker med dig okay?''

''Mhm..''

Jeg stak til maden som lagde foran mig på den halvtomme tallerken.

Jeg rettede skiftevis mit fortvivlede blik, på de få steder i stuen, hvor jeg kunne finde rene pletter, der ikke var dækket af beskidt vasketøj, halvtomme eller ødelagte dåser, eller sammenkrøllede notespapire.

Dave havde end ikke vist sig, og jeg begyndte at overveje tanken om, at han måske var blevet påkørt på vej fra Norge. Skudt ned på en motorvej, eller druknet i en elv?

Det stak ufrivilligt i min mave af dårlig samvittighed. Jeg vidste godt at jeg ikke burde tænke sådan om ham, men siden han var taget af sted alene, og havde efterladt mig hos min arbejdsnarkoman af en far, havde jeg bare en lille smule svært ved at tilgive ham.

Jeg mumlede for mig selv: ''Man skal da også være sindssyg for at sætte sine ben her frivilligt.''

Dørklokken afbrød min samtale med mit indre, og jeg rejste mig straks og nærmede mig den store dør.

''Det var sandelig på ti..'' Sagde jeg samtidig med at jeg skubbede døren til side. Men det var ikke Dave som mødte mig på den anden side af døren, det var en yderst besynderlig lille æske.

Jeg bukkede mig forover, og lod mit sorte hår strejfe betongulvet, før jeg rakte ud efter den lille indpakkede æske. Jeg stak hurtigt, men forsigtigt hovedet ud på den anden side af trædøren, men der var intet at se. Ikke en eneste lyd blev reflekteret rundt i den ellers travle og larmende trappeopgang. 

Jeg kiggede længe på æsken som nu lagde foran mig på spisebordet. Turde jeg åbne den? Hvad var der i den? Hvem var den fra?

Jeg skubbede det lille trælåg af den, og udstødte på samme tid som mine øjne modtog signalet af legemet foran mig et højt skrig.

Jeg holdt hånden op foran min mund, og kiggede panikslagent på det døde marsvin i æsken. Øjnene stirrede stift ud i luften, og de var blanke som en skøjtebane. Jeg begyndte ufrivilligt at græde, små uskyldige tårer som hurtigt blev til fler og fler, sivede ned af mine røde kinder. Jeg turde ikke at kigge på marsvinet overhovedet.

På et eller andet tidspunkt måtte min nysgerrighed alligevel have taget over, og fået overmandet mine øjne til at kigge igen, for nu så jeg den lille papirstrimmel ved siden af marsvinets tykke plettede pels. Jeg samlede forsigtigt papiret op, og stavede mig hulkende, og snøftende igennem det.

Øjne ser, ører fanger,

Jeg kun dig har i mine tanker,

du så noget i dag, men glem det nu,

eller mit næste offer skal blive du.

Jeg smed forskrækket papiret fra mig, og blev nu siddende i samme hulkende stilling indtil Dave dukkede op i døråbningen.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...