Trouble in hell

Charlie er 16 år. Hun har boet sammen med sin farmor og farfar, siden hun var fire, fordi begge hendes forældre er forsvundet. Hendes 3 år ældre storebror, Frankie, bor hos deres mormor, eftersom morfaren ligger i koma. Deres mor, Bella, fik Frankie, da hun var fjorten og Charlie, da hun var atten. I dag har Charlie ingen rigtig kontakt med hendes bror eller mormor. En dag er Charlie taget på natklub med nogen venner, og på vejen ud møder hun Harry Styles fra bandet One Direction, og hurtigt bliver de to gode venner, men når charlies mor pludselig dukker op står problemer ved døren

27Likes
11Kommentarer
3078Visninger
AA

8. Charlie...Fuck me

Det var egentlig ikke svært at få lov til at tage på den her date i aften. Esme og John gav mig lov til at gøre stort set hvad jeg ville, og det gjaldt åbenbart også i England. Jeg kiggede på min telefon. Den var fem minutter over fem.Hvis den idiot ikke snart var her, skulle han fandme få betalt. Endelig kom en bil frem og holdte. En ubarberet abe i jakkesæt kom ud.

"Charlie?" spurgte han dumt. 

"Ja," svarede jeg. "Hvem er du?"

"Liam," svarede han. 

"Skønt," stønnede jeg. "Harry kunne ikke selv hente mig, så han sendte en af sine tøsede og bøsede boyband medlemmer til at klare det for ham."

"Kaldte du mig lige bøsse?" spurgte han dumt.

"Har du nogen beviser for at du ikke er det?"

"Skal vi køre?" spurgte han.

"Fint med mig," sagde jeg og satte mig ind i hans bil. 

"Harry sagde godt nok at du nok ville fornærme mig," mumlede han for sig selv.

"Havde du regnet med at jeg ville begynde at skrige og bede om et billede?" svarede jeg ironisk.

"Synes du virkelig jeg ser bøsset ud?" sagde han og ignorede mit spørgsmål.

"Du kunne se være ud," sagde jeg. "Du kunne ligne Justin Bieber eller du kunne begynde at synge."

"Du ved godt, at jeg er gode venner med Justin ik?"

"Du ved godt jeg er ligeglad ik?" spurgte jeg mens jeg rodede i hans cd'er.

"Hvad laver du?" spurgte han en smule irriteret.

"Jeg ser om du har noget ordentligt musik," svarede jeg. "Hvem er Robbie Williams?"

"En fantastisk sanger," sagde han.

"Jeg gætter på at du er fan," sagde jeg. "Fuck, han har mange tatoveringer."

"Du lyder imponeret," sagde han.

"Jeg troede  britere var sådan nogle typer der kun gik i tweed og altid drak te og altid var høflige," svarede jeg. "Og ikke fik tatoveringer," tilføjede jeg.

"Det er nogen åndssvage fordomme," sagde han. "Og desuden har jeg selv nogen tattoveringer, men Harry har langt flere end mig."

"Interessant," mumlede jeg.

"Har du nogen?" spurgte han mens han kørte ind til siden.

"Nej, men jeg kunne godt tænke mig nogen," svarede jeg mens vi gik op af trappen. 

"Det er derinde," sagde Liam.

"Tak," sagde jeg og gik ind i lejligheden. Jeg kunne høre, begyndelsen til Lilo og Stitch. Hvad havde idioten gang i? 

"Hvor er du?" råbte jeg.

"I stuen," svarede jeg. Jeg gik ind i stuen, hvor der blev spillet Lilo og Stitch. I midten af rummet stod et bord, der var fint dækket.

"Der er en Stitch bamse på bordet," sagde jeg, da han kom ind i stuen med to tallerkener. "Jeg troede, du sagde vi skulle på fin restaurent."

"Det har jeg aldrig sagt," svarede han. "Jeg sagde, du skulle tage noget pænt tøj på. Og det lykkedes dig i hvertfald med kjolen," tilføjede han og hentydede til mine Dr.Martins støvler.

"Der er intet i vejen med dr. Martins støvler," svarede jeg en smule irriteret.

"Det sagde jeg heller ikke," svarede Harry.

"Så, hvad er der på menuen?" spurgte jeg.

"Jeg har på fornemmelsen at du vil holde af det her," sagde han. "Hjemmelavede hotdogs og pomme fritter." Han stillede de to tallerkener på bordet. Yep, brød, pølse og pomme fritter og så stod der ristede løg, løg, ketchup, sennep og remoulade. 

"Du har tænkt på det hele," sagde jeg.

 

 

Mens vi spiste kørte Lilo og Stitch i baggrunden.

"Du ved,  jeg har faktisk ikke fået hotdogs siden jeg var fire," fortalte jeg. "Mine bedsteforældre er sådan lidt fisefornemme, så de er ikke så vilde med at få sådan noget mad som det her."

"Hvornår fik du det så sidst?" spurgte han. 

"Jeg tror jeg må have været fire eller sådan noget," sagde jeg.

"Hvordan er det så med dine forældre?" spurgte han. "Og det med Stitch?"

Jeg vendte mit blik mod skærmen. Stitch var ude foran huset med historien om den grimme ælling af H.C Andersen. Ja, jeg sagde H.C Andersen og ikke Hans Christian Andersen, som man kaldte ham i engelsk talende kande, men jeg havde danske rødder. Min mors forældre var danskere, og de var flyttet til USA, da min mor var to eller sådan noget. Og så gætter jeg på min mor lærte mig at tale sproget, for jeg kan det ihvertfald flydende, og jeg kan også forstå hvis der er nogen som taler dansk eller sådan noget. 

"Er det ikke lige meget?" spurgte jeg. 

"Jo, undskyld," svarede han stille og såret, men det var jeg egentlig lidt ligeglad med. "Men hvis du ikke ar noget imod at jeg spørger hvordan mødte dine forældre så hinanden?" Kunne han ikke bare lade være med at spørge om sådan noget? Var det ikke fuldstændig lige meget hvordan de to idioter mødtes?

"Hvorfor er det så vigtigt for dig at ved alt om mine forældre?" spurgte jeg. Jeg var virkelig ved blive irriteret på ham.

"Jeg vil bare gerne lære dig at kende!" udbrød han.

"Men der er så meget andet du kan spørge om!" råbte jeg. "Jeg gider ikke at snakke om det! Fatter du det ikke?!" råbte jeg. "Hvordan fanden ville du have hvis dine forældre stak af fra dig og du så møder en eller anden stodder som kun vil spørge om dine lorte forældre?!" Harry havde chokket malet i ansigtet. Jeg var selv chokeret men han havde kraftedeme også fået skubbet mig til grænsen. Ufrivilligt begyndte jeg at græde. Jeg løb ud af lejligheden i håb om at han ikke havde set det. Nede foran hoveddøren stoppede jeg op og lænede mig op af muren. Jeg var så sur og ked af det. Sur på Harry fordi han ikke kunne finde af at holde kæft, og vred på mine forældre fordi de idioter ikke kunne finde ud af at have er barn og de så vælger at stikke af. Alle i byen sagde at de var forsvundet, men helt ærligt mennesket forsvinder ikke bare uden grund. Og hvis de var blevet kidnappet havde politiet fundet ud af det. Det eneste logiske var at de stukket af.

"Charlie?" Det var Liam. Burde han ikke være taget hjem eller sådan noget? "Er du okay?" spurgte han.

"Hvor dum har man lov til at være?" spurgte jeg. "Ser det sådan ud?"

"Hvad er der sket?" Han lød bekymret men det gjorde fandme bare det hele værre.

"Ikke noget der rager dig," svarede jeg.

"Hvis du bliver ved på den måde ender du med at være alene til sidst," svarede han koldt. "Du ender med at stå alene med alt dit lort uden nogen til at hjælpe dig."

"Fint med mig," svarede jeg. "For det eneste andre mennesker er til for er at få en til at tro at de holder dig for så at efter lade dig helt alene! Så er det sgu fandme nemmere at være alene fra starten." Han kiggede på mig som om jeg var sindssyg.

"Charlie?!" råbte Harry.

"Gider du ikke bare at lade mig være?" spurgte jeg. "Jeg gider ikke det her!"

"Hvorfor sagde du så ja?" spurgte han. Det var først nu jeg lagde mærke til at han havde Stitch bamsen i hånden.

"Fordi..." Jeg ville gerne fortsætte, men jeg havde ikke noget svar. Pis.

"Fordi at jeg kan lide dig, og du kan lide mig, men forskellen er bare at du ikke vil indrømme det," sagde han.

"Du ved ikke noget om hvem jeg kan lide og hvem jeg ikke kan lide," svarede jeg.

"Jeg kan se det på dig, og desuden når man først har fundet en måde at se ind under din facade, så er du rimelig nem at regne ud," svarede han. 

"Hvis jeg er så nem at se igennem, hvorfor kan du så bare ikke forstå, at jeg ikke gider dig?" svarede jeg.

"Fordi at du er bange for at blive efterladt igen! Ligesom dine forældre, gjorde hvis man skal gætte efter det du råbte her for fem minutter siden," svarede han og rykkede tættere på mig. Vores læber var kun få millimeter fra hinanden. Føj,det lød som noget fra en eller anden klam kærlighedsnovelle som man kun kan finde i supermarkederne. Endnu jeg kunne nå at tænke endnu mere over det, kyssede Harry mig. Og det var slet ikke dårligt som  jeg havde troet. Han var faktisk en rigtig god kysser. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Måske kunne jeg faktisk lide ham. Efter nogen få sekunder kunne jeg høre Liam fløjte frækt af os, og Harry trak sig væk.

"Den ubarberede abe i jakkesæt glor på os," hviskede jeg uden at tænke over det. Harry grinede bare.

 

 

A/N:

Jeg beklager virkelig at der ikke er kommet et kapitel i et stykke tid nu, men jeg har haft virkelig travlt med skolen og terminsprøver og praktik. Og så kan jeg fortæller jer at I får at vide hvordan Charlies forældre mødte hinanden i næste kapitel! OG bare så I er med på den så har jeg taget lidt inspiration fra hvordan Bella og Edward fra Twilight mødte hinanden

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...