Trouble in hell

Charlie er 16 år. Hun har boet sammen med sin farmor og farfar, siden hun var fire, fordi begge hendes forældre er forsvundet. Hendes 3 år ældre storebror, Frankie, bor hos deres mormor, eftersom morfaren ligger i koma. Deres mor, Bella, fik Frankie, da hun var fjorten og Charlie, da hun var atten. I dag har Charlie ingen rigtig kontakt med hendes bror eller mormor. En dag er Charlie taget på natklub med nogen venner, og på vejen ud møder hun Harry Styles fra bandet One Direction, og hurtigt bliver de to gode venner, men når charlies mor pludselig dukker op står problemer ved døren

27Likes
11Kommentarer
3080Visninger
AA

11. Charlie... Hell no

"Hell no," hviskede jeg men det var højt nok til at de hørte det opdagede, at jeg stod der.

"Charlie," smilede min mor glad. Hvorfor smilede hun? Hun havde valgt ikke at se mig, ikke omvendt. Hun gik hen for at kramme mig.

"Du skal ikke røre mig," sagde jeg og gik væk fra mig.

"Charlie," rettede Esme. Jeg var ligeglad.

"Skal vi ikke gå ind i stuen og snakke?" foreslog John.

"Jo lad os det," sagde min far. "Det har jo trods alt været tolv år siden sidst."

"Ja, og hvis skyld er det så?" spurgte jeg.

"Charlie," rettede Esme igen. Jeg satte mig i en af lænestolene. Min far satte sig i den anden med min mor på skødet og John og Esme sad i sofaen.

"Så hvad har I så lavet de sidste 12 år?" spurgte Esme.

"Årh vi har lavet mange ting, men jeg tror det største nok er at vi er blevet gift," smilede min mor stort. Jeg forstod ikke hvorfor hun skulle stå og smile.

"Det var da helt utroligt!" gispede Esme. "Stefan snakkede os tit om at fri."

"Tillykke min dreng," sagde John.

"Har I så også fået flere børn, som I har forladt hos bedsteforældrene?" spurgte jeg. "Hov, vent det bliver nok lidt svært eftersom jeg er her, og Frankie er hos mormor i Florida."

"Charlie," rettede Esme endnu engang på mig. Tre gange på 10 minutter det var ny rekord.

"Med mindre I selvfølgelig bollede uden om, for så er der jo flere bedsteforældre at efterlade dem hos," sagde jeg. De så alle pænt forargede ud. "Stakkels børn,"mumlede jeg. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Min far smed min mor af sit skød og rejste sig op helt rød i kæften.

"Så er det godt, Charlie!" råbte min far. "Vi er dine forældre og du skal behandle os med respekt."

"Ja, og hold kæft nogen forældre I er," råbte jeg igen. "Hvad for nogen forældre efterlader deres børn hos deres bedsteforældre for derefter at forsvinde i 12 fucking år og få alle til at tro at I var fucking døde, for så at dukke op, mens I har efterladt mig og Frankie alene hos vores bedsteforældre, mens I to er ude og knalde med alle mulige underlige mennesker, så er der nogen, som har prøvet at opretholde en nogenlunde normal familie, men det er kraftedeme ikke muligt når man bor i en lille lorte by, hvor alle kender alle, og det eneste folk tænker om er bare 'Hey, se der er den pige, hvis forældre er forsvundet' tror I det er sjov? Det følger en overalt, man kan sgu kraftedeme ikke tage på ferie uden at I er med!" råbte jeg. "I er fucking uansvarlige og nogle fucking idioter!"

"Charlie, så er det godt, gider du godt gå og kæle ned?!" råbte John. Bella (min mor) og Esme kiggede forskrækket på os.

"Fint," skreg jeg og skred ind på mit værelse, hvor jeg fandt min kuffert frem og puttede alle mine ting ned i. 

"Jeg kommer ikke tilbage," råbte jeg, mens jeg smækkede døren i.

"Hvad fanden sker der derinde?" kom naboen ud og spurgte. Så vidt jeg havde forstået, var hun også udlejeren. "Og hvornår vil alt det skænderi stoppe?" 

"Det er allerede stoppet," sagde jeg og gik ned af trapperne, for derefter at styrte hen mod metroen. Jeg var nødt til at vente på toget, men det var egentlig fint nok. Normalt havde jeg flippet fuldstændig ud, og jeg havde egentlig regnet med at jeg nok ville have flippet mere end normalt, men jeg var fuldstændig afslappet. Hvis man altså så bort fra at jeg nærmest dirrede af raseri grundet skænderiet med John og Stefan. Jeg skulle fandeme ikke til at kalde ham far. Mens jeg ventede gik jeg ind i kiosken og fik mig en øl. Selvfølgelig skulle ham manden bag disken se noget id, og der var det jo så skide praktisk at gå med falsk id. Thank God for creating fake IDs siger jeg bare. Endelig kom det skide tog. Jeg steg på, og mens toget kørte afsted drak jeg det sidste af min øl. Toget kom til den station jeg skulle af på, og da det stoppede, steg jeg ud og skyndte mig op til lejligheden, selvom jeg lige hurtigt stoppede op for at smide ølflasken ud. Derefter ville jeg bare hurtigst muligt væk fra gaden. Henne ved lejligheden ringede jeg på og så måtte jeg vente nogen få sekunder, før jeg hørte hans stemme.

"Hallo?" lød Harrys dybe stemme.

Jeg vidste slet ikke, hvor meget min skrige konkurrence for lidt siden, havde påvirket mig, før jeg talte: "Harry, det er mig. Må jeg komme op?" Min stemme knækkede over flere gange...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...