Alene for altid

Vi havde en opgave for i skolen, og jeg er ret stolt af min, så jeg ligger den på her. Skriv gerne hvad i synes om den:3

0Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

1. Sabotage

Hun træder ud af den lille kahyt og kigger på sin elskede søster, ”Hvad skal vi lave på den her dødsyge båd, Ida?”, spørger hun irriteret. ”Melissa, jeg ved det virkelig ikke. Vi kunne måske gå ud til stævnen, og kigge ud over det smukke hav, og se om vi kunne få øje på nogle springende delfiner?”, griner Ida. De to tvillinger tager hinanden i hånden og løber ned af gangen til døren der fører ud til dækket, og det kolde efterårsvejr. Melisse gisper da hun træder ud på det glatte dæk. Vinden er kold og vild, og der hænger en tyk tåge i luften. Melissa kigger på Ida og begge piger tænker at, nu kan de lige så godt droppe den hyggelige tur til skibets spids. De bliver enige om at de vil finde deres forældre, og spørge om de ikke må få en kop dampende varm kakao. Ida hopper glad rundt omkring og hilser på de mange mennesker de møder på vejen. Folk smiler og hilser igen, men deres forargede øjne stirrer altid på hende, fordi Ida, hun er anderledes.
De når hen til deres forældres kahyt og banker på. Der er ingen der svarer, så Melissa skal lige til at åbne døren, da hun høre et kæmpe brag, et til og et til, men så bliver alt stille.
Ida og Melissa tager benende på nakken og spæner ud på dækket. De får øje på tre ødelagte redningsbåde der ligger på dækket. Tvillingerne kigger bange på hinanden. ”Hvad tror du der sker Lissa?”, spørger Ida med frygt i øjnene. Melissa tager en dyb indånding. ”Det er sikkert ikke noget Ida. Kom, lad os finde mor og far, de er sikkert i kantinen”. De går langsomt ned af trappen der fører indenfor mens de hele tiden kigger sig bagud. Duften af stærk kaffe kommer dem i møde da de træder ind i varmen, og de begynder begge to at slappe af. De går stille og roligt hen mod kantinen, men nu tættere på de kommer, nu mere syntes Melissa, hun kan mærke, at der er noget galt. Da hun åbner dørene ind til kantinen er der tomt. Stole er væltet og der ligger stadig rester af morgenmaden, på de store træspiseborde. Kantinen er blevet forladt i alt hast.
Ida begynder at trække vejret hurtigt og Melissa kan mærke at hendes tag i hænderne bliver slappere. ”Ida rolig nu. Sæt dig ned og træk vejret langsomt. Der er sikkert bare blevet indkaldt til hastemøde.”, trøster Melissa sin søster. Ida sidder et par minutter og tager nogle dybe indåndinger. ”Jeg har det fint nu. Lad os finde mor og far, og spørge hvad der sker.”, mumler Ida lidt mere frisk i stemmen. Melissa smiler svagt, men pludselig hører de et kæmpe brag, der får skibet til gynge faretruende. Ida farer sammen og hiver Melissa i armen. ”Melissa vi skal finde mor og far, Nu!”, råber Ida forskrækket. Ida tager Melissa i armen og trækker hende hen mod dørende. Melissa tager sig sammen, åbner døren, og spurter sammen med Ida, ud til dækket.
Der er et virvar af mennesker derude. Forskræmte børneøjne og mødre der prøver at trøste dem. Mændene styrter rundt for at finde ud af hvad der er galt. Ida har fået øje på deres mor, og de skynder sig hen mod hende. Deres mor står med lille Patrick i armene og vugger ham stille frem og tilbage mens hun nynner hans vuggevise. Da hun får øje på børnene spørger hun dem straks om de er okay. Melissa nikker og kigger rundt omkring dem. Hun skal til at spørge hendes mor, hvor deres far er, men der kommer endnu et brag, og Melissa for øje på den ene mast, der knækker og som i slowmotion, vælter den ned, og rammer skibets side. Først står alle bare stille og glor derhen, men så er der en lille dreng der langsomt går hen mod skibets side, der hvor masten ramte. Han står og kigger i noget tid, og vender sig mod dem alle sammen med rædsel i øjnene.
 ”M-masten lavede et hul, d-der er vand i skibets maskinrum. Skibet synker.” Siger han med rystende stemme. Der er stilhed mens folk lige sluger den besked de fik, men så begynder folk at forstå, hvad den lille dreng lige sagde.
Der bliver vild panik på dækket. Børn farer rundt og græder, mens mødre prøver at holde styr på dem, mens de leder efter deres mænd. Folk løber ned mod deres kahytter, for at hente deres ejendele. Pludselig kommer Melissa i tanke om, at redningsbådene på den ene side er smadret. Hun får øje på sin far, og løber alt hvad hun kan, hen til ham. ”F-far… Far! Redningsbådene på sydsiden er ødelagte. Det er sabotage! Der er nogen der forsøger at sænke skibet!” Råber Melissa, for at overdøve larmen. Hendes far siger tak, og spurter hen mod sine kollegaer. Melissa løber tilbage mod sin søster og mor. ”Skibet er allerede begyndt at tippe mod den ene side. Der går ikke længe, før at dækket er fyldt med vand”, siger deres mor, overraskende roligt. De bliver enige om at løbe hen til nordsiden, for at se om der er redningsbåde der. Da de kommer hen mod rælingen på nordsiden, er der ingen både at se. Melissa kan mærke, at hendes mor begynder at blive bange. Deres far kommer løbende hen til dem, helt rød i hovedet, ”Alle redningsbådende er blevet ødelagte og smidt i havet. Der er ingen mulighed for at komme væk fra skibet,” stønner han forpustet. Deres mor gisper. ”Alex, hvad skal vi gøre?”, spørger deres mor rædselsslagent. Han vender sig om mod sine døtre. ”Piger, der er én ekstra båd, nede i lastrummet. I to skal tage den, sammen med jeres mor og Patrick”, Siger han bestemt. Melissa skal lige til at svare imod, men hun kan se på hendes fars øjne, at det ikke er til diskussion. ”Jeg må blive her, og gå ned med mit skib. Måske kan jeg gøre noget, jeg ved det ikke, men min familie skal i sikkerhed!” han fører dem hen til en dør der går ned til lastrummet. ”bliv her, jeg henter lige båden.”
Der går et par minutter hvor de bare står og krammer deres mor mens de kan mærke, at skibet hælder mere og mere, mod den ene side. Deres far kommer tilbage med en lille træbåd slæbende efter ham. Den er lille, ca. plads til 3, men det er det eneste de har. Deres far går hen til rælingen og kaster båden i vandet. ”Farvel mine elskede piger, pas på hinanden. Jeg elsker jer, det må i aldrig glemme.” hvisker han med gråd i stemmen. Han krammer dem. Og går så hen til moderen. De står længe og snakker sammen, til sidst kysser de og han vender sig mod pigerne. ”kravl ned af stigen der, og hop ned i båden”, råber han over vindens hylen. Melissa hjælper Ida med at komme ned, og hopper så selv ned. Bagefter kommer deres mor ned, sammen med lille smukke Patrick. Han ligger lige så stille og sover i hendes arme, helt uden at bekymre sig om verden udenfor. Lige i det øjeblik ville Melissa ønske hun var ham. Helt fredfyldt. Deres far råber noget til dem, men de er allerede for langt væk. De vinker til ham og så begynder de alle at græde, alle undtagen Patrick.

I to dage sejler de bare rundt på det åbne hav, solen skinner, så de fryser ikke så meget om dagen, men natten, den er kold. De laver ikke meget andet, end at græde og sove.
På den tredje dag, kan de se et stort uvejr komme. Først er det bare nogle mørke skyer i horisonten, men så kommer regnen over dem, og vandet bliver på en måde levende.
Bølgerne bliver store og Melissa ved at det aldrig ender godt, det ved de alle sammen. De ligger alle tæt sammen, krammer og græder, for de ved, at det snart er slut. Ud på natten, er bølgerne blevet enorme, og der kommer pludselig en kæmpe bølge der hænger et par sekunder over deres lille båd, men så er den over dem, og de bliver opslugt af den, mens alt bliver sort.

Hun er ved bevidsthed, men ligger bare med øjnene lukkede. Hun ved ikke hvor hun er, eller hvorfor hun er her. Hun prøver at huske, men hendes hjerne er som et sort hul, hendes hukommelse er helt væk.
Til sidst åbner hun øjnene. Hun ligger under et træ og hun kan mærker sand over alt på kroppen.
Hun sætter sig langsomt op. Hun er øm over det hele. Hun får øje på noget, der ligger langt væk, til højre for hende, hun rejser sig op og løber der hen, det er Ida. Pludselig husker Melissa alt. Turen til Holland med familien, hendes fars førte tur som kaptajn, og så endte alt galt. Hun sætter sig ned ved siden er Ida og rusker hende. Men der sker ingenting, hendes begynder at hamre i hendes brystkasse. Er Ida, hendes elskede søster… død?

Melissa kommer i tanke om den smule førstehjælp, hun har lært i skolen, og begynder at pumpe på Ida’s brystkasse. Efter lang tid skal hun til at give op, da Ida spytter vand ud af munden og kigger sig forskrækket omkring. ”Det okay Ida, du er okay”, hvisker Melissa beroligende. De sidder noget tid og sunder sig, og så spørger Ida, ”Hvor er mor og Patrick?”. De rejser sig op og går langs stranden for at finde dem, men efter lang tid er der stadig intet tegn på moderen og lille Patrick.
Da solen er ved at gå ned og mørket kommer snigende, bliver de to piger enige om at søge ly inde i skoven, der ligger lidt væk fra stranden.
De står ved skovbrynet og kigger ind. I starten kan de næsten ikke se noget, men så vender deres øjne sig langsomt, til det kvælende mørke. Skoven er uhyggeligt stille, og mørket sluger alt lys og alt glæde. De tør næsten ikke gå der ind. Men Ida for mandet sig lidt op, og træder langsomt der ind, mens hun lytter efter tegn, på andre mennesker eller væsner. Melissa tør ikke at stå tilbage alene, så hun går efter sin søster.

Hvad skal de gøre? De er alene, uden hjælp at få, et sted de ikke ved hvor er.
Er de i nærheden af en by? Er det en ø? Ødet eller er der nogen i skoven? Måske ved de allerede at Melissa og Ida er der. Måske venter de bare på at det bliver nat, så de kan komme listende og tage dem til fange. Hun kan se dem for sig, mørke skygger uden øjne, og store sorte gab. De har våben i hænderne og de er sultne, meget sultne.
Melissa mærker langsomt frygten komme krybende igennem hende, og i et kort øjeblik sortner hendes øjne, men hun tager en dyb indånding og så er alt ved det normale. Sådan da. De er strandet, og de ved ikke hvor deres mor er. Og de ved ikke om de nogensinde kommer væk derfra.
 

De finder et godt sovested, under et stort træ med lange grene, der vil beskytte dem for eventuelt regn.  Melissa finder en masse blade og kviste, og hun får lavet en midlertidig seng, indtil i morgen hvor det igen er lyst, og de har mere tid til at finde bedre materiale.  
Ida ligger sig ned, og Melissa ligger sig tæt ind til hende. Efter lang tid falder de begge i en dyb drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...