Alene for altid

Vi havde en opgave for i skolen, og jeg er ret stolt af min, så jeg ligger den på her. Skriv gerne hvad i synes om den:3

0Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

2. Hvor er vi?

Melissa vågner af at, hun får solen i øjnene. Hun sætter sig langsomt op og skygger for øjnene med sin hånd. Skoven ser fuldkommen anderledes ud i dagslys. Træerne er gamle og flotte. Der er fugle og langt inde i skoven får Melissa øje på en abe.  Hun smiler og vender sig om for at fortæller Ida det, men hun er der ikke. Melissa kigger rundt i skoven, men Ida er ingen steder at se. Duften grillet fisk rammer hende og hun brynende. Duften kommer ude fra stranden, så Melissa lunter der ud, for at se hvem det kan være. Og der står Ida, der aldrig har været i nærheden af et bål, og griller en fisk. Hun får øje på Melissa, og vinker hende derhen. Melissa løber hen til søsteren. ”Hvordan i alverden har det fået gang i et bål, og fanget en fisk?”, spørger Melissa målløs. ”Far har lært mig hvordan man gør, lige inden han, ja du ved”, svare Ida stolt, men man kan se en tåre i hendes øjenkrog. Melissa krammer sin søster. ”Ida, du genial!”, griner hun. Imens de venter på at fisken bliver færdig sidder de i det bløde sand og kigger ud over det smukke hav. Melissa sidder og nyder sandet imellem sine tæer, da hun synes hun ser noget langt ude på det åbne hav. ”En båd! Der er en båd der ude!” råber hun ivrigt. Hun spurter så hurtigt hun kan, hen til vandkanten. Hun hopper og vifter med sine små arme for at få kontakt med skibet, men der sker ingenting. Skibet sejlere langsomt længere og længere mod øst, væk fra dem.  Melissa mærker fortvivlelsen og frygten bryde den mur hun har skabt i sit sind, og hun sætter sig ned og hulker. Hun sidder længe, med tårende trillende ned af kinderne. Ida sætter sig ved siden af hende og holder om hende. ”Melissa, vi bliver nød til at være stærke, og holde håbet oppe. Hvis vi mister håbet, så overlever vi aldrig Melissa. Du må ikke græde mere”, mumler hun trøstende opmuntrende.  

Fisken er færdig, og de sætter sig i sandet og nyder hver en bid de spiser.
Da de har spist færdigt, bliver de enige om at udforske skoven og finde flere ting til deres senge, hvis de nu skal være her længe. De går hånd i hånd ind i skoven, som nu er farverig og fuld af liv.
Skoven ser ud til at være gammel. Træenderne er dækket af mos og barken er mønstrede af de mange års regn dage og fugtige nætter.
Der kravler frøer og øgler rundt på de krogede grene. Og på jorden er der myre i tusindvis men de undgår pigerne, som om de bare er luft. Længere inde i skoven kommer de til en smuk lysning, hvor der vokser vidunderlige vilde blomster. Ida sætter sig ned og begynder at plukke dem. ”Vores midlertidige senge kan da lige så godt være yndige pyntet”, siger hun glad.
Melissa sætter sig ved siden af hende og hjælper hende med at plukke. Ida sidder i sine egne tanker, og nynner lille Patricks vuggevise. En tåre glimter smukt på hendes kind og afslører hendes indre sorg, men hun tørrer den irriteret væk. Melissa sidder og nyder lyset der strømer ned fra himlen i den lille lysning, da Ida begynder at skrige. ”Melissa! Melissa det sviger!”
”Der var en slange! Den bed mig!”, råber hun forskrækket.
Hun rejser sig op og spurter tilbage hvor de kom fra. Melissa løber alt hvad hun kan efter hende.

Hun finder Ida siddende nede ved stranden med hænderne i vandet. ”Ida… er du okay?”,
spørger hun forsigtigt. Tårer triller ned af hendes søsters kind. ”Smerten spreder sig hurtigt Melissa! Det gør så ondt”, klynker hun. Melissa tager Idas hænder i hendes. De er hævede og fyldt med røde knopper med en slags væske indeni. Hun hjælper Ida op at stå og de går tilbage ind i skoven og finder deres sovested. ”Læg dig ned ida. Jeg finder nogle store blade som vi kan dyppe i vandet og vikle om dine hænder, visker Melissa trøstende. Hun finder nogle store blade, som hun river af en busk. Nede ved stranden er solen ved at gå ned. Det er lavvandet, så Melissa begiver sig ud i vandet, for lige at vaske sig lidt. Da hun har skrubbet sig ren dypper hun bladende i vandet så de bliver helt gennemblødte og så går hun tilbage til Ida.
Ida ligger helt krummet sammen i deres ”seng” og sover. Hun ansigt ser helt fredeligt ud. Lidt ligesom en nyfødt baby. Men pludselig sætter hun sig op med et sæt og kaster op ud over sig selv. Hun gisper efter luft og kigger forskrækket på Melissa. Hun rynker panden bekymret. ”Jeg har de kolde blade med, men lad os lige gå ned til vandet og få vasket dig lidt. Ida støtter sig til Melissa, mens de, meget langsomt, går mod stranden. Da de når ned til vandet river Ida sig løs fra sin søsters greb, og kaster sig ned i vandet. Men så mærker hun en svien der går igennem marv og ben. ”Melissa! Hjælp! Hjælp mig op af vandet!”, skriger hun i smerte. Melissa spæner hen til hende, og hiver hende op af vandet. De tumler baglæns og vælter omkuld i det varme tørrer sand.
De ligger og trækker vejret udmattet. ”J-jeg tror ikke jeg kan bade i saltvand”, mumler hun.

Tilbage i skoven putter Melissa, Ida ned i sengen og vikler hendes arme ind i bladende. Og da hun sover rejser Melissa sig op, og går længere ind i skoven. Hun vil prøve at finde en ferskvands kilde.

Hun har gået længe, da hun hører en fløjten til venstre for hende. Hun kigger ind imellem træerne, men det er allerede ved at blive mørkt, så hun kan ikke få øje på noget. Hun drejer alligevel til venstre, og prøver at finde ud af hvor lyden kom fra. Igen hører hun en fløjten, men denne gang kommer det fra oven. Hun kigger op, og får øje på den smukkeste fugl hun nogensinde har set. Den er grøn ”hanekam” på toppen af hovedet, dens hals er den smukkeste turkise farve og brystkassen er ildrød som et midsommer bål.  En del af dens hale er grå men så bliver den sort og så en blanding af grøn og turkis. Dens påskegule næb åbner og lukker sig, men der kommer ingen lyd fra den. Den vipper hovedet fra side til side og så letter den fra grenen. De flyver over hovedet på Hende og længere ind i skoven. Melissa skynder sig efter den, fordi hun ikke vil miste den af syne. Da hun har løbet i, hvad der synes som hundrede år, kommer de ud af skoven og foran hende er der et vidunderligt lille vandfald. Det er som en trappe lavet af klipper, og vandet løber ned af den, og ender i en lille bæk der løber ud i havet bad ved hende. Klipper er dækket af mos og alger. ”Det er ferskvand!”, mumler hun glad for sig selv. Hun løber hende til bækken og samler sine hænder til en skål og drikker af det. Hun bliver bare ved og ved. Til sidst rejser hun sig op og kigger efter fuglen der redde hende, men den er væk. Melissa kigger ud over havet. De er på en ø. Og formegentlig en ødet ø. Hun sukker og går ind i skoven for at finde noget hun kan have lidt vand i, til Ida. I morgen vil hun tage hende med hertil, så hun kan vaske sig, og Melissa kan tilse hendes sår ordenligt. Hun finder en sten der ser ud som den er udhulet, men hun tænker ikke videre over det. Går bare over til bækken og samler vand i den. Mørket har lagt sig som et tæppe over skoven, så Melissa skynder sig alt hvad hun kan, uden at spilde noget af vandet. Da hun har løbet længe, regner hun med, at hun er lige ved at være der, men der går endnu længere tid, og hun kan stadig ikke finde deres sove sted. Efter flere timer må hun rædselslagen erkende, at hun er faret vild.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...