Alene for altid

Vi havde en opgave for i skolen, og jeg er ret stolt af min, så jeg ligger den på her. Skriv gerne hvad i synes om den:3

0Likes
0Kommentarer
251Visninger
AA

3. Forsvundet i mørket

Hun sidder op af et træ og tænker. Tænker på sin familie, sin far der stolt gik ned med sit skib, og hendes smukke lillebror og stærke mor der blevet taget fra hende af havets karma.
En tår løber varmt ned af hendes kind, men hun ignorerer den. Hun må være stærk og ikke give op nu, for Idas skyld. Når hun kigger ligeud kan hun ikke se andet end det skræmmende mørke, der venter på at opsluge hende, men til højre for hende, er der et lille svagt lys og hun bliver tiltrukket af det, som en natsværmer. Hun rejser sig op, men hun er for udmattet og hendes ben er som spaghetti, så hun vælter med et bump ned på skovbunden. Hun stiller sig på alle fire og begynder langsomt, meget langsomt, at kravle mod lyset, hendes håb, hendes mål.

Hendes fingre er flænset til blod af trærødder og usynlige sten i mørket, og hendes knæ er røde og hævede, men hun bliver bare ved med at kravle, bidder smerten i sig og kommer tættere og tættere på lyset. Det eneste hun har i tankerne er Ida, hendes vidunderlige søster der altid har været misforstået af verdenen udenfor. Men Melissa har altid været ligeglad, fordi hun elsker sin søster præcis som hun er, selvom hun er anderledes. Hendes smil, som ikke engang de ondeste mennesker ikke kunne stå for, hendes øjne der skinner som tusind stjerner på en skyfri himmel. Og hendes personlighed, så varm og kærlig. Hun har en glød som ingen kan tage fra hende, lige meget hvor meget de prøver. Alle de læger der har givet hende falske sygdomme, og som har prøvet at tage hende fra dem. Men nej, Ida var hendes, og ingen andres. Ida var hendes elskede søster, som nu lå syg, og Melissa var den eneste der kunne redde hende, og lige præcis derfor, blev hun ved med at kravle, og til sidst nåde hun sit mål. Det var en kæmpe sværm af ildfluer. Det var det smukkeste syn hun havde set. De var under et smukt træ, hvis grene hang ned mod jorden, så det næsten lignede en hule. Melissa genkendte træet som en hængepil. Ildfluerne sværmede rundt derinde, og nærmest kaldte på hende. Hun kravlede forsigtigt under det ældgamle træs grene og blade, og lagde sig forsigtigt under ildfluerne, og faldt hurtigt i en dyb søvn.

Hun vågnede op til lyden af gråd, hun satte sig langsomt op og gned sine øjne og da hun kiggede ud i gennem ”hulen” fik hun øje på lille Ida der stod op af et andet træ og græd. Melissa styrtede glad op og spænede hen til hende. ”Ida! Ida hvor har jeg savnet dig!”, råbte hun henrykt, men så fik hun øje på hendes søsters arme, begge arme var røde og dækket af knopper. Og hun hostede forfærdeligt ind imellem gråden. Melissa stivnede af skræk. ”Ida, hvad er der dog sket?”, spurgte hun bange. ”Det er blevet værre i løbet af natten. Det svier og klør, og jeg kaster hele tiden op, mens jeg hoster. Det er så forfærdeligt smertefuldt. Tårrene trillede som en stime ned af hendes kinder, og hendes ansigt var helt hævet og rødt. Melissa løftede hende op i hendes arme og bar sin svage søster i den retning hun regnede med at havet var. Ikke længe efter var de rigtigt nok ude af den dystre skov. Ida lå helt stille mens Melissa bar henne væk fra skoven, men så begyndte hun at hoste helt vildt, og Melissa mistede grebet om hende, og hun faldt ned i sandet, og blev bare liggende, helt ubevægelig. Melissa kastede sig ned til hendes søsters blege krop. ”Ida! Ida du må ikke du fra mig! Kig på mig! Bliv hos mig!”, skreg hun forfærdet. Hun ruskede i hendes søster, men hun reagerer ikke. Gråden stiger op i Melissas hals, men hun synker og kigger på hendes søster.
Hvorfor kunne det ikke have været hende? Hun fortjente det mere en den vidunderlige Ida, tænker hun bittert.
Hun ligger sig ind til Idas tynde kolde krop og lader tårrene få frit løb. Hun er ligeglad, ligeglad med alt. Og efter lang tids gråd, og hadefulde ord mod verdenen og dens gerninger, bliver hun lullet i uigennemtrængelig søvn af regnens pisken mod hendes snart følelsesløse hud.

Mange smertefulde timer efter, vågner Melissa op med tung krop og et opsvulmet ansigt.
Hun går hen mod skoven der nu er blevet mørk og trist igen, men det tager hun sig ikke af. Hun sætter sig bare op af et vådt træ og kigger ind i mørket med tomme øjne. Sulten bliver større og større og æder hende indefra, men hun bliver bare siddende. Hun er ligeglad om hun dør, hun er ligeglad med alt. Hun mistede det der betød mest for hende i hele verdenen.
Som hun sidder der, ser hun en skygge tage for foran hende. ”Mor”, spørger hun fortvivlet.
Kvinden smiler og kigger ned på hende. ”Jeg er så ked af, at du skulle igennem det her skat. Intet barn fortjener at miste nogen, og ingen så perfekt, som lille Ida,” ”men du må ikke give op nu mit barn. Kæmp for livet, for mig, for din far og for Ida og Patrick. Vi tror alle sammen på dig!”, hvisker hendes mor stolt. ”Men mor, jeg har intet at leve for.”, hulker hun grådkvalt.
Hendes mor smiler, ”Skat, kæmp! Du har alt at leve for!” Og langsomt forsvinder hun, som dug for solen. Melissa kigger panikslagent rundt, men hun er ingen steder at se.
Melissa tager sig til hovedet og lader tårrene strømme, men til sidst er der ingen tåre tilbage og hun rejser sig op. ”Det er på tide at finde noget at spise,” tænker hun træt for sig selv.
Hun går lidt rundt i skoven og kigger så op, og får øje på nogle kokosnødder oppe i et lidt lavere palmetræ. Hun finder stammen, og begynder at kravle op. Det tager lang tid fordi barken er våd, men til sidst når hun op til nogle lavt hængende grene med kokos på. Da hun sidder oppe i træet, kigger hun ud over havet. Og får en mægtig idé.
Hun skynder sig ned fra træet og falder på vejen, så hun lander på numsen nede på skovbunden.

Hun stønner og børstersig af, og så begynder hun på, syntes hun selv, en genial plan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...