Alene for altid

Vi havde en opgave for i skolen, og jeg er ret stolt af min, så jeg ligger den på her. Skriv gerne hvad i synes om den:3

0Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

4. Flammer på himlen

Hun går rundt og kigger, så godt hun nu kan, efter træ i den dunkle skovbund.
Over alt er der gamle grene og væltede stammer. Hun samler og bærer ned på stranden, samler og bager ned. Efter utalige anstrengende timer er hun færdig. Foran hende på stranden er der en kæmpe dynge. En dynge af træ. Med den har hun tænkt sig at komme væk fra den her dødsyge ø, og væk fra de forfærdelige minder. Hun er så udmattet, at hun bare smider sig i sandet, og lægger sig tilrette til at sove, men hun kan ikke, hun må bare i gang. Så langsomt og smertefuldt rejser hun sig op, og går med rank ryg, hen mod dyngen, af fugtigt træ der bare ligger der og venter på at blive futtet af. Hun tager to små pinde og begynder at gnide dem mod hinanden, og efter mange forgæves forsøg kommer der endelig gnister springende fra dem, og til sidst går der ild i den ene af dem. Hun river et ærme af sin trøje af, og sætter ild til den, hvorefter hun smider den på dyngen. Hun sætter sig i det kolde sand lidt væk og stirrer på bunken af træ, og først sker der intet og alt, men pludselig begynder det på en møde at lyse op, og så begynder store flammer at slikke sig vej op til toppen af dyngen, og så er der et bjerg af flammer. Melissa smiler stolt. Hun kigger hen mod skoven, der hvor hun har lagt ida i en seng af vilde blomster og planter. Efter lang tids overvejelse bliver hun enig med sig selv om, at Ida fortjener en magisk og fantastisk begravelse. Hun lister langsomt, som for ikke at vække det fredfyldte ansigt, hen til sin elskede søster, og løfter hende op, i sine arme. Hun bærer langsomt og roligt Ida hen med bjerget af ild og tæller så til tre. 1… 2… 3… og kaster hende med alt sin kræft ind i flammerne. I noget tid står hun bare, med tårer strømmende ned af kinderne og kigger på Idas smukke rolige ansigt brande op og smelte væk, til kun knogler er tilbage, men så ryster hun på hovedet og begiver sig væk. Væk fra alt, men hun græder ikke mere, fordi smerte er fortid, og nu må hun være stærk. For Ida.
Hun går langs strandkanten, da hun får øje på noget der glimter i vandet. Hun samler det op, det er et elegant stykke rav, hun beundre det smukke stykke natur der ligger der, varmt på hendes håndflade. Inde i det mælkefarvede rav kan hun se små insekter og skidt der ligger der, og aldrig vil kunne bevæge sig igen. Hun tager det med sig ind i skoven. Og der finder hun en masse lange tynde blade og en skarp sten. Alt det tager hun med ned til stranden hvor hun sætter sig til redte og begynder at arbejde. Hun dypper bladende i vandet og snor dem så det ligner reb og så binder hun dem sammen så de forstiller en kæde og ravet tager hun i hånden og samler så stenen op, med den begynder hun at borer et hul i toppen i klumpen. Da Hun er helt færdig sætter hun ravklumpen på kæden og hænger den om halsen. Dette er et minde hun vil gemme for evigt og altid. Inde i skoven er der en uendelighed af lyde. Fuglene synger en trist sang, der får Melissa til at forstille sig, at de synger en sang til ære for Ida. Hun tager sin halskæde frem og beundre dets naturlige mønstre. Hun snøfter og kom til at tænke på en gang hvor hendes mor og Ida var kommet hjem fra stranden, med en stor pose fyldt til randen med skaller og sten. Der var et væld af farver, og den aften lavede de dekorations kæder der skulle hænge i deres stue. De sang og fortalte historier, og det sidste Melissa husker fra den aften er, da hendes mor pakkede hende ind under dynen og sang den vuggevise som hun også altid sang for Lille Patrick.
Melissa sidder og knuger smykket ind til brystet. "Hvorfor dem? Hvor ikke mig? De fortjener ikke en død på havets bund! Det er uretfærdigt! Det er snyd!" Skriger hun i vildes sky. Hun hamre sine knytnæver i jorden og råber alt hvad hendes lunger kan klare. Og det på den kolde skovbund, med sår på kroppen, og i hjertet, sværger hun ved himmel og Gud, at hun vil komme hjem, ikke for sin egen skyld, ikke for verden omkring hende, men for hendes familie! Hun falder i søvn med et beslutsomt smil om læberne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...