A demon from the underworld

Resume: Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde.

4Likes
33Kommentarer
310Visninger
AA

2. Uopmærksomheden breder sig.

Det hele startede da jeg var 15. Året var 2052. Der var ikke så meget, der havde ændret sig de sidste par år. Mobiltelefonerne var blevet mindre, kunne mere og gik meget nemmere i stykker. Vi kender alle sammen dette. De små ting ændrer sig en smule, men de store gør ikke.

Mit navn er Lyriss Kantas og jeg er dæmonjæger.

 

”Lyriss? Vil du med på biblioteket? Far og jeg skal derhen og låne den nye Dæmonjægerhåndbog!” Kaldte min mor. Som dæmonjægere var vi ofte på biblioteket, for at lære så meget som overhovedet muligt om vores fag, og som nogenlunde ny i faget, var jeg nærmest forpligtet til at tage med. Jeg følte mig dog ikke tvunget, for jeg elskede de mange reoler med de flere tusinde bøger, både afdelingen for normalbefolkningen, der var fyldt med fantasy-bøger, kogebøger, bøger om, hvordan du passer dit kæledyr, og meget mere, men også de mere hemmelighedsfulde reoler med bøger for troldmænd og dæmonjægere.

 

I troldmændenes afdeling, var der tonsvis af bøger, fyldt med formularer og viden omkring de farligste dæmoner, og hvordan man forsegler dem i vores verden så man kan bruge dem til det formål, man nu ønsker. Bøgerne er dog beskyttet af magi, så kun folk med nok magi kan røre dem. Jeg forsøgte engang, at kigge i en, og trylleformularen, der var brugt på bogen, var en ganske modbydelig en, der forsøgte at bide hånden af mig. Det blev dog ikke så slemt, for jeg nåede at smide bogen fra mig, og flygte fra gerningsstedet.

 

Dæmonjægernes afdeling kunne alle derimod benytte, for de fleste bøger fortalte om forskellige måder man kunne beskytte sig mod dæmoner, hvordan man behandlede bid fra djævleyngel (djævleyngel er den laveste race af dæmoner, der findes og deres bid er giftigt), bøger om førstehjælp, og almindelige tips og gode råd, til alle – både dæmonjægere og almene folk.

 

Jeg skyndte, at finde mit lånerkort frem, og stormede ned ad trappen.

”Jeg kommer nu!” Råbte jeg til mine forældre, der var ved at tage deres overtøj på.  Jeg skyndte mig så meget, at jeg kom til at tage min jakke forkert på, så halsåbningen vendte nedad. Hurtigt tog jeg den ordentligt på, før jeg trådte ud af døren. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gå ordentligt klædt, for andet var ikke acceptabelt, når man var dæmonjæger. De almindelige folk respekterede os, og turde ikke, at sige ét eneste ondt ord imod os, for det var jo trods alt os, der tog os af problemerne med dæmonerne, så de kunne leve et nogenlunde normalt liv, men de ville hurtigt miste den respekt, hvis vi alle iklædte os et klovnekostume og dansede tango.

 

Troldmændene prøvede altid på at ignorere os, mest af alt, fordi de havde brug for os, til at rydde op efter dem, hvilket troldmændene ikke brød sig om. bare tanken om at være afhængige af nogen som helst, fik det sikkert til at vende sig i disse stolte væsner, men for det meste ignorerede jeg deres tvære miner.

 

Mine forældre gik så hurtigt, at jeg var nødt til at løbe, for at følge med, hvilket ikke ville give den største respekt, men for at være ærlig, var jeg ret så ligeglad med, om jeg blev respekteret eller ej.

 

”Lad være med at løbe, Lyriss!” vrissede min mor. Jeg rullede med øjnene bag hendes ryg. Hvordan havde hun ellers tænkt sig, at jeg skulle følge med? Jeg ignorerede hendes kommando og fortsatte som jeg havde gjort hidtil. På vejen hen til biblioteket passerede vi cafeer, mennesker, butikker, restauranter og lidt flere mennesker. Jeg kendte vejen så godt, at jeg ikke lagde så meget mærke til mine omgivelser (lige med undtagelse af det, jeg lige har beskrevet, men det er vist ret underordnet), og det samme gjaldt vist også for mine forældre, for hvis vi havde, ville vi stoppe op med det samme, og måske endda skynde os hjem, eller bare gøre et eller andet, end at besøge biblioteket, men som sagt, lagde vi ikke mærke til andet, end vores egne tanker, der rumsterede inde i vores hoveder, så vi gjorde ingen af de ovennævnte ting.

 

Efter et par minutters gåen/løben, nåede vi biblioteket, der var en stor, enkel bygning, der var opført i røde mursten. Den rejste sig tre etager op og flere hundrede meter til hver side. Det var virkelig et af de største biblioteker, jeg nogensinde havde set, og det tog stadig vejret fra mig, hver gang, jeg så det.

 

Det var faktisk utroligt, at der var så mange bøger derinde, når man tænker på, hvilke moderne tider, vi egentlig havde. Man skulle tro, at alt var blevet digitalt, hvilket de fleste ’normale’ bøger også var, men ved dæmonjægerne og troldmændenes bøger, var man nødt til at have ordene på papir, for den magi vi og dæmonerne udsendte forstyrrede elektroniske genstande, hvilket ikke er så heldigt, når man skal opremse en svær remse, når man står overfor en dæmon, der gør sig klar til at bryde ud af sit fængsel.

Derfor bruger de fleste af os bøger i stedet for en masse nymodens teknologi, hvilket er smittet af på normalbefolkningen, der efterhånden også syntes, at det er bedst at have bøgerne i hænderne, når man læser dem. Og jeg kunne ikke være mere enig.

 

Jeg kom hurtigt tilbage til nutiden, da jeg opdagede, at mine forældre allerede var nået op af trappen og hen til indgangen, så jeg skyndte mig efter dem, uden at virke alt for forfjamsket. Jeg er ikke helt sikker på, om det lykkedes mig, at skjule det. Jeg tvivler.

Jeg nåede indenfor ved hjælp af mit kort og takket være de specielle informationer, der stod på mit kort, vidste de, at jeg var dæmonjæger, hvilket gjorde mig i stand til at komme hen til de mere specielle bøger, som normalbefolkningen ikke havde nogen viden om.

 

Der var ikke så mange andre i bygningen, end mine forældre og jeg, men de, der var der, måtte ikke vide noget om vores mulighed for den udvalgte viden, så vi gik direkte hen til informationsskansen, hvor vi igen fik scannet vores kort, hvorefter vi blev ført ud til ’baglokalet’ af en bibliotekar gennem en neutral hvid dør, hvorpå der stod "Kun adgang for personale" med den undskyldning, at vores lånerkort ikke virkede som de skulle, og var derfor nødt til at få det ordnet. Det skal måske lige nævnes, at alle arbejderne her var enten inden for troldmandsbrancen, eller en af vores, hvilket hjalp meget til, at folk ikke vidste noget om vores skjulte bøger.

 

Da vi kom om bagved, hvor der stod store stakker af bøger i alle størrelser om alle emner, hvor nogle af dem endda stadig var pakket ind i deres papkasser. Bibliotekaren skubbede nogle af disse kasser til side og en dør kom til syne. Døren var ikke særlig speciel. Den var hverken stor og mægtig eller lille og alt for hemmelighedsfuld. Faktisk var den hvid ligesom den dør vi lige var gået ind af. Ved siden af den hang der en kortaflæser, hvori bibliotekaren scannede sit eget kort. Hvis man var ny her, ville man måske forvente, at døren begyndte at summe mystisk, eller lyse, men eftersom, at jeg har været her mange gange vidste jeg, at ingen af delene ville ske. Og som jeg vidste den ville åbnede døren sig med et næsten uhørligt klik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...