A demon from the underworld

Resume: Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde.

4Likes
33Kommentarer
308Visninger
AA

6. Tid til kamp.

”Er du klar?” spurgte Goldrake.

”Jeg tvivler på, jeg kan blive mere klar” denne gang svarede jeg, for ellers ville jeg sikkert bare virke nervøs. Hvilket jeg også var, men jeg havde ikke lyst til at vise det overfor min leder.

Jeg glædede mig ikke til kommende kamp, for jeg vidste, at jeg var nødt til at slå dæmoner ihjel. Resten af mit hold kendte til min modvilje, hvilket var en selvfølge: som et hold kan man ikke holde den slags hemmeligt. Det var mig, der fortalte dem det, for hvis man ikke kan stole på sit hold, kan det ikke fungere.

Heldigt for mig, var de forstående overfor mig, så de satte mig ofte til de opgaver, der ikke involverede dæmonnedslagtning, men i dag, hvor vi var i stærkt undertal, kunne jeg ikke benytte mig af sådan en luksus.

Jeg trak min kniv frem. Mod så mange dæmoner, ville jeg ikke have en chance for at bruge magi. Uanset, hvor god jeg var til det. Det er ikke altid, skæbnen er på din side, selv om man altid siger, at det er det gode, der vinder, begynder jeg ofte at tvivle.

Uden flere tanker og samtaler stormede vi mod mængden, der holdte dæmonerne tilbage. Jeg havde håbet, at Jaloc var nået at komme, for vi havde virkelig brug for så mange folk som overhovedet muligt, og eftersom, at han var den bedste kriger, havde vi stærkt brug for ham.

Porter kunne vi også have brugt. Han var ikke nær så god i kamp som Goldrake og Jaloc, men han var bedre end mig, for han var ikke nødt til at undskylde, når han skulle gøre det af med en dæmon, men jeg forstod udmærket Jaloc. Hans mor døde pågrund af en dæmon, hvilket havde drevet hans far ud over kanten som dæmonjæger og gjort ham ustabil. Jaloc junior havde arvet sin fars had for dæmoner, men ikke i den samme grad. Og nu var Jaloc senior på hospitalet. På grund af en dæmon.

Jeg var begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde ville kunne overbevise nogen om, at dæmonerne ikke var så slemme som alle sagde, de var.

Jeg slog tankerne ud af hovedet og fokuserede på kampen forude. Jeg havde ikke råd til at være ukoncentreret. I heldigste fald, kunne det koste mig et par lemmer. Det værste, der kunne ske var, at jeg (og mange flere) ville dø.

Alt var kaos. De ældre dæmonjægere kæmpede ud og ind mellem hinanden, al taktik var skubbet tilbage, ligesom mine kollegaer, og dæmonerne blev bare ved med at komme, og de var begyndt at bryde igennem vores forsvar. Jeg kunne ikke tillade mig samvittighedsnag nu.

Uden at tænke os om, bare en ekstra gang, løb Goldrake og jeg direkte ind i krydsilden.

 

Som forventet, var alt kaos.

Dæmoner kæmpede mod mennesker og mennesker kæmpede mod dæmoner. Menneskene brugte deres knive og bøger. Knivene mest for at forsvare sig selv, bøgerne for at holde dæmonerne på plads, væk fra os. Dæmonerne brugte det eneste de havde; deres egen fysiske styrke i form a muskler, negle (her: kløer) og tænder. De blev brugt flittigt. Jeg forsøger her at fortælle meget neutralt, for det var forfærdeligt. Der var blod over alt. Skrig rev luften omkring os i flænser, fra begge væsner.

Jeg stod ikke bare og sugede alle disse indtryk til mig, jeg oplevede det kun ud af øjenkrogen. Som om det hele var længere væk fra mig, end det egentlig var.

Jeg forsøgte at holde mit hoved fri fra forstyrrende tanker, så jeg ikke ville lægge alt for meget mærke til, hvad jeg lavede. Nej! Jeg vil ikke tænke på det! Jeg vil ikke tænke på blodet - alt blodet… på mit tøj… på min bog og kniv… højst et par dråber af det, var mit… STOP!

Jeg flår mig selv ud af de cirkulerende tanker, der nær havde slået mig ihjel. En dæmon havde langet ud efter mig med et sæt gule, dåselågsskarpe kløer (vi ved alle sammen, hvor skarpe og onde de djævle kan være, så der burde ikke være nogen grund til forklaringer).

Jeg afværgede kløerne med min kniv og forsøgte at fjerne mine tanker fra det, der ville ske et par sekunder efter.

 

Jeg fjernede mig hurtigt fra den livløse krop og prøvede så vidt muligt at se på den. Jeg blev hurtigt optaget af andre ting: tre af de andre væsner stormede direkte mod mig. Jeg vidste udmærket godt, at jeg umuligt ville kunne klare dem alle på én gang, men hellere forsøge, end at d-… jeg mener: bukke under…

Tilbage til tre-mod-én-kampen: én af dem havde fået fat i en kniv på en måde, jeg ikke havde lyst til at tænke på, og angreb som den første. Igen parerede jeg med min egen kniv og fik skubbet den væk fra mig, så jeg havde et par sekunder at ånde ud i, hvilket var tid nok til dét, jeg havde tænkt mig: jeg havde allerede min bog i hånden, men holdte den kun for at få mig til at slappe af. Jeg kunne de fleste af formularerne i hovedet.

Kadegr, Lucic insun!” (Forsvind, Djævlens køter!) råbte jeg. Det var en direkte fornærmelse mod dæmonerne, og den har været brugt i mange år. Ingen ved rigtig længere, hvor det fremmede sprog stammer fra, alle har vist efterhånden glemt det, eftersom selve ordene var vigtigere, end deres historie. Det vigtigste var vel, at man forstod dem, så man ikke kom til at sprænge øret af sin ven ved et uheld.

Jeg kan forestille mig, der er nogle, der ønsker at vide, hvad denne formular gjorde. Jeg glemte alt om at fortælle det, og gik direkte videre med at forklare, hvilket kunne have ventet. Dette undskylder jeg for.

Jeg tror, de fleste allerede har regnet ud (med hjælp fra min oversættelse), at det for dæmonen til at forsvinde, hvilket var præcis det, der skete: to dæmoner sendt direkte ned i Underverdenen, så langt væk fra åbningen ind til vores verden som muligt, hvilket kort sagt betyder, at der er to færre dæmoner at kæmpe imod, end før.

Vent… var der ikke tre, der angreb mig? Hvis dette var tilfældet (jeg tvivler stærkt på, jeg tog fejl), hvor er den sidste så henne?

Jeg hørte en lyd af en fod, der kom til at sparke en lille sten hen over asfalten, men inden jeg nåede at vende mig om, mærkede jeg skarpe negle, bore sig mod min hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...