A demon from the underworld

Resume: Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde.

4Likes
33Kommentarer
309Visninger
AA

1. Prolog.

Dæmoner eksistere, og det har de altid gjort. Ingen ved, hvorfra de er kommet, eller hvordan de blev til. Nogle tror, at de er børn af djævelen selv og stammer fra helvede. Andre tror, at det er mennesker, der døde og de derefter er blevet til dæmoner, hvis de havde levet sit liv på en dårlig måde (hvis de havde været gode, ville man blive til en engel, tror nogle folk.).

Men hvordan kender vi mennesker til dæmoner? Den eneste grund til, at vi kender til disse… væsner… er på grund af troldmændene. De har kræften til at hente dæmonerne fra helvede (eller hvor de nu ellers kommer fra. Det kommer an på, hvem du spørger) og ind i vores verden. De gør stor brug af pentagrammer, vokslys og latinske verber, der lyder som det rene vrøvl for alle andre. Troldmændene brugte som regel dæmonerne til at få andre troldmænd ned med nakken, røve banker, og andre illegale ting. Men er dog også nogle troldmænd, der indlader sig på ”dydens smalle sti”(sådan noget dæmonspyt! ”dydens smalle sti?!” Helt ærligt! Pfft! Der er sgu ingen, der helt og holdent holder sig på den sti. Alle har da gjort et eller andet dårligt i deres liv! Ellers er de jo nærmest ikke mennesker, men bare maskiner… hvilket de måske også er? Det ville faktisk forklare en hel del…)og bruger dæmonerne til gode opgaver. F.eks. at hjælpe andre, eller bare vil vise andre, hvor farlige dæmoner kan være (er det en god ting? Løgnere!). Nogen gange, hvis der er noget, der går galt, eller hvis troldmanden ikke er stærk nok, lykkedes det nogen gange for dæmonen at stikke af. Og i disse tilfælde, er der brug for dæmonjægerne.

Dæmonjægerne er en lille, men magtfuld gruppe. Dette erhverv går oftest fra generation til generation, så det er tit, at der er en hel familie, der jagter en dæmon som en stor gruppe. På denne måde blev mange dæmoner slået ihjel. Der var ingen, der tænkte over, hvor stort et blodbad det var. Dæmonerne var trods alt kun dyr (dette er sådan dæmonjægerne så dem, ikke jeg.). Jeg kan med skam i sjælen, fortælle, at jeg selv troede sådan engang. For jeg var - sammen med mine forældre - selv en dæmonjæger. Og gennem mine seksten leveår, har jeg gjort en ende på mange dæmoners liv. Men til forskel fra mine forældre, havde jeg ikke nogen tilfredsstillelse af at have gjort noget godt. Tværtimod. Jeg havde det altid rædselsfuldt, hver gang vi endte en dæmons liv. Jeg fortalte en gang mine forældre det, men de forklarede bare, at det var en fase, som alle kom igennem. Men jeg vidste bedre. Jeg begyndte at se det fra dæmonernes synspunkt, og pludselig, var verden ikke længere så retfærdig som den havde set ud med mine egne øjne. Vi dræbte flere tusinde dæmoner, men hvis der var en dæmon, der dræbte ene af os mennesker var det bare et bevis på, at dæmonerne virkelig var så onde, som dæmonjægerne altid havde sagt, at de var, og gav dem bare endnu en grund til at slå disse væsner ihjel, fordi de tydeligvis udgjorde en stor fare for os alle sammen. Og vi hoppede alle på limpinden. Selv jeg.

Men det var dengang. Nu er jeg ældre, og (forhåbentlig) klogere nu.

Jeg må vist hellere forklare det hele nærmere, og som alle andre, der fortæller deres egen historie, vil jeg begynde med begyndelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...